TEATER // ANMELDELSE – Ja, det er Ovids fabel om Pygmalion, der skaber en skulptur af den perfekte kvinde, som ved Afrodites mellemkomst får liv. Og ja, det er den som George Bernard Shaw omdannede til historien professor Higgins og hans Eliza Doolittle, som ja, blev til den måske bedst kendte version, ”My Fair Lady”. Men Galathea3000 på Mungo Park er en helt ny størrelse – måske fordi vi for første gang i verdenshistorien er tæt på at kunne virkeliggøre myten
Spørgsmål: Kunne vi forestille os det modsatte? Kunne vi forestille os, at en kvinde skabte billedet af den perfekte mand og fik ham gjort levende? Eller med andre ord: hvor stort er markedet for mandlige sexdukker? Og alligevel er Pygmalion og Galathea3000 forbundne på flere måder end som så.
For her har dramatikeren Marie Bjørn blik for en grundlæggende præmis i menneskelige relationer, nemlig at vi uvægerligt projicerer vores drømme og forhåbninger over på objektet for vores kærlighed. Uanset om den anden ønsker det eller ej.
Med andre ord skaber vi altid billedet af den perfekte kæreste. Hvilket i Galathea3000 vittigt illustreres ved, at hun ligner Pygmalion … helt ned til sokkerne i sandalerne.
Tabermanden Pygmalion
For lad os lige tage et kig på ham. På manden. På Pygmalion. Det er ikke manden, der ligefrem vader rundt i hvide pigearme, der føler sig tilskyndet til at bestille en sexdukke – eller kærlighedsdukke – over nettet. Det er derimod ham, som ikke kan finde kærligheden i den virkelige verden … tabermanden.
Men som alle mænd smider han straks brugsanvisningen væk, og kaster sig ud i et hedt erotisk og følelsesmæssigt eventyr
Ved et tilfælde (hmmm) falder Pygmalion over sitet ”Afrodite”, der tilbyder ham at designe drømmekvinden. Udseende, karakter, alt. Han bruger lang tid på det, men afslører i sine ønsker netop sin usikkerhed, sine nederlag, skuffelser og afvisninger.
At vi rent faktisk kan bestille silikone-sexdukker med præcis den hårfarve, de bryster, de øjne, de læber, den størrelse, som vi drømmer om – eller måske snarere: fantaserer om – bringer fiktionen uhyggeligt tæt på virkeligheden. Især hvis vi smider lidt kunstig intelligens (AI – Artificial Intelligence) oveni.
Drømmekvinden
Men så står hun der pludselig, drømmekvinden Galathea3000. Pænt pakket ind i plastik. Til at begynde med kluntet som et barn, der lige har lært at gå. Uformuleret, men gentagende de ord, Pygmalion siger. Hun er hans skabning, og præcis som vi præger vores børn, begynder han nu at præge Galathea.
Som det hører sig til i den slags myter, får Pygmalion en advarsel. Men som alle mænd smider han straks brugsanvisningen væk, og kaster sig ud i et hedt erotisk og følelsesmæssigt eventyr. Hun gør præcis, som han gerne vil have det, og han får lov til at føle sig som verdens mægtigste mand, når han delagtiggør hende i … alt.
Han fortæller hende, hvordan hun kom til ham i en drøm. Han skabte hende i det billede, men – og det er Pygmalion ikke forberedt på – AI lever af at tilegne sig viden, sortere den og nå frem til forståelse. Så Galathea stiller det oplagte spørgsmål:
”Jamen, jeg må jo have eksisteret først. Hvordan kunne du ellers vide, hvad du skulle drømme om”?
Vores idealer om, hvordan drømmekvinden (eller for den sags skyld drømmemanden) skal se ud, er selvfølgelig skabt af påvirkninger udefra. Af vores opdragelse, af vores venner, af vores kultur, af mediebilledet, af pornoindustrien.
Romantisk og tragisk
Og det er den drømmepartner, vi går ud i verden og leder efter. Det er det ideal, vi projicerer over på en kæreste i første omgang (og han/hun på os). Blandt virkelige mennesker af kød og blod får vi imidlertid modstand. For vi passer ikke ind i hinandens billeder, og det er – forhåbentlig – i den modsætning, at kærligheden kan opstå.
Hun spejler ikke blot ham, Han spejler også hende. Og når han hele tiden siger, at han skal på arbejde – ja, så er det måske et spejl, der sættes op for os i publikum: Er vi ikke også alle robotter i præstationssamfundet
For ingen vil jo bare lade sig forme. Det ville professor Higgins’ Eliza ikke, og det vil Galathea3000 heller ikke.
Efterhånden ender hvedebrødsdagene. Efterhånden bliver Pygmalion træt af at underholde den evigt villige Galathea. Og ikke mindst bliver han træt af hendes evindelige spørgsmål. Han har fyldt hendes hoved med alle mulige romantiske forestillinger, men hendes (kunstige) intelligens sorterer i dem og kommer frem til noget overraskende:
Har du nogensinde tænkt over, hvor mange af vores romantiske myter, der ender tragisk? I hvert fald i Marie Bjørns udvalg ender det altid i kvindens død – og ofte i begge elskendes.
Spejlkvinden
For som nævnt er de elskende forbundne. Galathea er skabt til at elske Pygmalion, og Pygmalion må nødvendigvis elske den kvinde, han har skabt. Eller som man siger: skabt i sit billede.
Undervejs i Galathea3000 lægger man mærke til, at Pygmalion ikke er klædt i hvidt, men i sart lyserødt. Præcis som Galathea er en lyserød drøm. Hun spejler ikke blot ham, Han spejler også hende. Og når han hele tiden siger, at han skal på arbejde – ja, så er det måske et spejl, der sættes op for os i publikum: Er vi ikke også alle robotter i præstationssamfundet?
Er der ikke en dramatiker til stede i salen, der har lyst til at fortælle myten igen – med omvendte kønsroller
Der er måske en vis intertekstualitet i, at scenografien langt hen ad vejen minder om den, Mungo Park anvendte i Spejlmanden sidste efterår.
Hvad vi end bringer ind i denne verden, vil det afspejle os. Hvilken forælder kender ikke til den sviende følelse, når ens barn gentager en sætning eller en vending med præcis samme betoning, som man selv bruger.
Dramatisk grundstof
Men for at vende tilbage til mit indledende spørgsmål: Er der ikke en dramatiker til stede i salen, der har lyst til at fortælle myten igen – med omvendte kønsroller? Hvordan ville dramaet udfolde sig, hvis rollerne var byttet om, og kvinden fik den mand, hun drømte om?
Nuvel, det er ikke Marie Bjørns ærinde i denne omgang. Til gengæld får hun en masse ud af stoffet i denne moderne forklædning.
Ellaha Lack er fremragende i sine mangfoldige fremtrædener; som uskyldig lillepige, som hypersexet, liderlig twerkqueen, som reflekterende fortæller, som nysgerrig og irriterende logisk udfordrer af Pygmalions overbevisninger.
Jeg tror, mange mænd vil føle pinlig genkendelse i Zaki Nobel Mahabils Pygmalion. Kan hun dog ikke bare stille sig tilfreds med hans svar og holde mund? Han vil jo bare have en smule kærlighed (den han har savnet hele livet), og lidt god sex (men ikke for meget, for han skal jo være udhvilet til arbejdet i morgen).
Det er ofte virkelig sjovt midt i dramaet.
Men hvor både Ovids oprindelige fortælling og ”My Fair Lady” trods alt ender lykkeligt, er Galathea3000 mere i tråd med de tragiske kærlighedsmyter. Eller … nå, det må du selv se.
Men som det er blevet sagt: Man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Man risikerer at få det.
Hvad Mungo Park har ønsket sig, ved jeg ikke. Men Galathea3000 får 5 stjerner.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Galathea3000 spiller på Mungo Park i første omgang til 15. juni
Med: Ellaha Lack, Zaki Nobel Mehabil
Instruktion: Anders Lundorph
Dramatiker: Marie Bjørn
Scenografi og kostumer: Mikkel Rostrup
Fotos: Zuhal Kocan
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her