
LITTERATUR // DEBAT – Litteraturen er presset. Det er derfor ærgerligt, at det, der så skal bruges spalteplads og tid på, er nedgørelse og temmelig upræcis kritik af litteraturen, skriver Louise Juhl Dalsgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For tiden tales der meget om litteraturens svære kår. Folk foretrækker tv-seriernes korte og gerne gennemtyggede format fremfor romaner, der både kræver tid og ofte også forlanger mere af den enkeltes indlevelse. De landsdækkende medier skærer ned på programmer med litterært fokus. Jeg kan inden for TV-fladerne kun komme i tanke om DK4, der stadig leverer indhold reserveret litteratur og bøger. På bogsiden er der Skønlitteratur på P1 og på Radio8 findes der Bogstaveligt Talt med Molly Balsby som dygtig vært, sidstnævnte er forbeholdt udgivelser fra Gyldendal – og betalt af samme forlag.
De trykte bøger presses også af streamingtjenesternes lydbogsabonnementer. For lidt over hundrede kroner om måneden kan du således lytte til alle de bøger, du lyster, de fleste tager omkring fem timer. Hvis du trækker otte timers søvn fra i døgnet, kan du altså nå at høre næsten hundrede romaner på en måned. Til sammenligning koster en enkelt trykt roman i boghandlen 250 kroner. For prisen på en halv papirbog kan du altså lytte dig til hundrede.
Forskere er ret enige om, at udbyttet ikke er det samme. At man ganske enkelt ikke lytter så intenst og opmærksomt, som hvis man læser med øjnene. Det er ikke for at sige, at der er noget galt med lydbøger, slet ikke, det er bare ikke og bliver aldrig samme oplevelse som at læse en bog, og det er jo nu engang det, der er bogens oprindelige udgangspunkt. At blive læst.
Litteraturen er således presset fra flere sider; sociale medier, digitale tilbud og abonnementstjenester. Og som om det ikke i sig selv var udfordring nok, ja, så synes det også som om, at der fra litteraturens egne rækker for tiden kører en kampagne. Ikke for at fremhæve tidens bøger, fiktionens kraft, poesiens merhed, men tværtimod for at kue samme, pille ned og pege fingre. Det har længe været moderne at tage afstand fra tidens stemmer, særligt fra det autofiktive, folk mente, at nu var det nok med al det virkelighedsnære, de savnede alternativer, savnede flere fantastiske fortællinger, utopier, dystopier, noget storslået.
Fejlagtig kritik af litteraturen i Weekendavisen
Senest er det så minoritetsperspektivet, der er blevet kritiseret, det er for småt, for snævert, hvorfor skal vi høre om en queer muslim, om en transkønnet havbader? Hvad skal vi stille op med en somalisk kvindes erfaringer? Hvorfor overhovedet skelne mellem nationaliteter, mellem køn? Hvorfor ikke skrive universel litteratur, spørger Christian Bennike i Weekendavisen.
Christian Bennike uddyber ikke, hvad han finder kritisabelt hos de nævnte forfattere, han går ikke ind i værkerne, ligesom han ikke fremhæver andre forfatterskaber, der litterært står for det, han efterlyser
Eller nej, Bennike spørger faktisk ikke, han spytter bare en række navne ud, vidt forskellige, og klumper dem så sammen under den mildest talt brogede paraply, man kunne kalde partikulær litteratur. Bjørn Rasmussen, Deniz Kiy, Gry Stokkendahl Dalgas, Glenn Bech, Asta Olivia Nordenhof, Elias Saddaq, Maja Lee Langvad, Cecilie Lind og listen er længere.
Hvis jeg tager et hurtigt blik på de nævnte navne, så synes jeg jo, modsat Bennike, at de udtryk for en helt utrolig spændvidde: Gry Stokkendahl Dalgas’ ømhed, Lee Langvads vrede, Bjørn Rasmussen vildskab, Nordenhofs særlige humor, Cecilie Linds insisterende sprog.
Jeg medgiver, at de alle skriver om og fra egne erfaringer, men det kan man vel som læser forhåbentlig se bort fra, se ud over, læse sig ind i netop en andens syn og sanser, et andet køns, en anden kulturs, en andens sind.

Christian Bennike uddyber ikke, hvad han finder kritisabelt hos de nævnte forfattere, han går ikke ind i værkerne, ligesom han ikke fremhæver andre forfatterskaber, der litterært står for det, han efterlyser, nemlig det universelle. Jeg synes, det er alletiders at sætte litteraturen på dagsorden, også i Weekendavisen, men jeg synes også, det er så ærgerligt, at det skal ske med fokus på alt det, man mener er galt, alt det, man mener, der ikke virker. Man kunne i stedet have skrevet om digtere, hvis poesi, man holder af, og måske i den forbindelse understrege, at det er det såkaldt universelle hos den nævnte forfatter, man sætter pris på.
Ligesom når man i selvsamme avis, skriver en rosende anmeldelse af den fantastiske forfatter Halldor Laxness netop oversatte roman Frie Folk (oversat af Nanna Kalkar) – fedt! – men så alligevel skal bruge overskriften på at nedgøre andre unavngivne værker med en tekst, der lyder: “I en tid hvor navlepilleriet skyller ind over os, har vi brug for Halldór Laxness.” “Skyller ind over os”. “Navlepilleriet.” Den der indirekte kritik af en masse andre bøger, hvis forfattere så kan sidde og småskamme sig i et eller andet partikulært hjørne, mens de virkeligt litterære kan læse universel litteratur. Ærlig talt: Laxness kan sagtens stå i sin egen ret, han behøver ikke at træde på andre eller anden litteratur for at få fodfæste.
”Læsevejr” er namedropping og spild af tid
Sidst i den uendelige kaskade af negativ selvhævdelse kan man i det i øvrigt meget udmærkede nyhedsbrev “Læsevejr” se beskrevet, hvordan taksigelser forrest i en bog nu er i bad standing. Det er kitsch, kan man læse, det er indirekte selvpromovering, det er namedropping og spild af tid. “Overstrømmende taksigelser [kan] næsten virke lidt som en gratis omgang aflad. Det koster jo ikke andet end en ekstra side (eller fem) i ens bog”. Bemærk de mange forbehold “næsten virke lidt” – altså virker det eller virker det ikke som aflad, og er det virkelig værd at bruge tre afsnit i et nyhedsbrev, tre afsnit man kunne have brugt på at skrive om litteratur i stedet for at nedgøre andres tak.
Jeg vil gerne indskyde, at jeg intet som helst har imod, at folk har meninger, heller ikke, selvom de er lodret modsat mine egne. Jeg syntes bare det er ærgerligt, i en tid, hvor bogen og litteraturen kæmper for at blive hørt, at det, der så skal bruges spalteplads og tid på, er nedgørelse, pegen fingre og temmelig upræcis kritik.
Læs andre artikler af samme skribent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.