FODBOLD I FREMTIDEN // KRONIK – “Vi står i en brydningstid. Sport og politik kan ikke for alvor adskilles, og vi fodboldfans må være parate til også at involvere os og tage et standpunkt”, skriver Magnus Søndergaard, der boykottede VM grundet de alvorlige brud på menneskerettighederne, som Qatar repræsenterer. “Kan vi fortsætte den samtale som VM-slutrunden har undfanget, kan fodbold måske igen engang blive mere fest end fadæse”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Om man som fodboldfan er tilhænger af tiltag som f.eks. VAR, må være fuldstændigt op til den enkeltes temperament. Også selvom det ville have været ærgerligt – for alle andre end englænderne – hvis Maradona aldrig havde fået anerkendt målet, der blev sat ind ved hjælp af den gyldne hånd tilbage i 1986, og at videoteknologi havde været med til at forhindre et af de andre mange mytiske øjeblikke, fodbolden lever og vokser af.
Tænk at en bold og et par mål kan være med til at frembringe så stor lykke – og så stor lidelse.
Med minderne om den tid, der var, kan man med gru se på den tid der er. Farcen, der udspiller sig under VM i Qatar, er modsat tiltag som f.eks. VAR-teknologien, noget, der burde være blevet sagt fra overfor for længst. Et købt VM med købte fans, der før slutrunden danser ydmygende rundt i vintervarmen for at gøre sig fortjent til hyren, mens de latterliggøres på nettet, fordi alle jo trods alt godt kan se, at det ikke var englændere, danskere eller tyskere, der var draget til Qatar for at støtte deres landshold.
Man skulle nødig kunne høre migrantarbejdernes lidelsesskrig i det fjerne
Nej, det var åbenlyst værtsnationen, som på kreativ – nogle vil sige desperat – vis forsøgte at forhindre pinligt tomme eller tavse tribuner. Man skulle nødig kunne høre migrantarbejdernes lidelsesskrig i det fjerne.
Selvom meget allerede er sagt og skrevet om VM-slutrunden, før den blev fløjtet i gang, fortsætter diskussionen med at køre, også mens bolden ruller. Heldigvis, for så er der trods alt kommet en smule positivt ud af den parodi af en folkefest, der i ugevis har optaget langt størstedelen af verdens fodboldelskende publikum.
Sport er for længst blevet politik
Et af de helt store samtaleemner har været, hvorvidt man i Danmark skal forsøge at adskille sport og politik. Argumentet for at gøre det synes dog mest at komme fra dem, der bare gerne vil se fodbold i fred. I hvert fald giver både kommentarspor på Facebook og diverse Twittertråde et indtryk af, at mange danskere stadig foretrækker skyklapper frem for oplysning, når det kommer til at kunne nyde det danske landshold spille bold.
Samtidig virker det dog også til, at det faktisk er gået op for mange fodboldfans, at det simpelthen ikke er muligt at adskille sport og politik, når selve VM-slutrunden åbenlyst bruges som et politisk redskab af selve arrangøren.
Regimet i Qatar bruger fodboldfesten til at renvaske sit image, og hvis ikke vi er klar over det – og er villige til at diskutere det – vil det lykkes dem alt for nemt. Det er irriterende, ja, for det var da meget mere behageligt bare at kunne sidde med klaphatten og håbe, at det lykkedes Kasper Hjulmands tropper at skabe endnu en succesfuld fodboldslutrunde. Det var fandme sjovt at være dansker under EM i 2021.
One Love, nul tiltag
At VM ikke ligefrem har været nogen stor fest, har jeg fået at vide af nogle af mine venner, der, modsat mig, ikke boykotter turneringen. Mine venner savnede mål og fest. Danmark spillede dårligt, og det så generelt ud som et halvkedeligt verdensmesterskab til trods for et par store sportslige overraskelser, lød deres vurdering.
Der var også – særligt i slutrundens indledende fase – fokus på så meget andet end det, et VM bør handle om. Det har været forstyrrende og lagt en dæmper på festen. Skulle Simon Kjær, Danmarks anfører, løbe på banen med et armbind med det for Qatarstyret så kontroversielle budskab om ”One Love”? Nej, det skulle han åbenbart ikke. Det skulle de andre lande heller ikke. For det bestemte FIFA som bekendt.
Lige der blev DBU-toppen sure, for det var meget strengt af FIFA at bestemme, at landsholdet ikke måtte spille med budskab, der i forvejen var så vagt, at man faktisk kunne komme i tvivl om det reelt kan kaldes et forsøg på en protest. For at afskrække DBU truede FIFA med at give den spiller, der måtte bære det specielle armbind et gult kort, og så var den aktivistiske glød fra landsholdet slukket. ”Der kommer ikke flere tiltag” udtalte Peter Møller på et pressemøde. Altså ikke flere end de præcis nul tiltag, der har været der, havde man lyst til at spørge ham.
Knoklet blev der så. I sol og varme, der er så modbydelig, at ikke engang topatleter i deres livs form kunne forventes at kunne præstere under de vilkår, og således blev VM-slutrunden for første gang nogensinde flyttet til vinterhalvåret
At et armbind med et forvirrende budskab om ”One Love” skulle takseres til en advarsel, siger en hel del om FIFA’s ærefrygt for værtsnationen, men at sanktionen om et gult kort kunne være nok til at slå DBU ned fra sin høje hest, siger desværre mindst lige så meget om vores danske fodboldunion.
De mest loyale landsholdsfans vil måske mene, at det omtalte armbind heller intet har at gøre med fodbold, men det var nu engang dén meget uambitiøse måde, DBU forsøgte at forsvare sin beslutning om at troppe op i Qatar med. Boldspilsunionen har talt vidt og bredt om kritisk dialog i en årrække, men også de må nu erkende, at de forbedringer, som Qatar har lovet at implementere i landet, har været svære at se gennemført i virkeligheden.
Arbejdere fra verdens fattigste lande tvinges stadig til at arbejde under kummerlige forhold, selvom det er i et af verdens rigeste lande, de udfører opgaven i. Hele LGBT+ spørgsmålet har også fyldt tiltagende meget i debatten, da regnbuefarverne har vist sig at provokere styret i Qatar som et Tibetflag provokerer Kina og Københavns Politi.
Dem, der spiller, samtykker
Og så er vi tilbage ved det med politik og fodbold. Hvorfor er det DBU’s rolle at skulle forbedre forholdene for blandt andet immigrantarbejde og homoseksuelle i Qatar?
Jo, det er det blandt andet, fordi det er direkte knyttet til den VM-slutrunde, som Christian Eriksen og Kasper Schmeichel lige har været i gang med at blåstemple. DBU og FIFA bør i højere grad stå vagt om den sport, de dyrker, lever af og er ansvarlige for.
Tilbage i 2019 skrev den engelske avis The Guardian, at op imod 6.500 immigrantarbejdere var omkommet i Qatar, siden landet fik tildelt slutrunden i 2010. Tallet er omgærdet af stor usikkerhed, da et totalitært styre sjældent har lyst til at præsentere omverdenen for de faktiske forhold i deres land. Der kan være tale om færre døde, der kan også være tale om flere. Nogle steder nævnes op imod 15.000 døde. Tal, der på papiret virker så surrealistiske, at de er svære at forholde sig til, og som er brugt så ofte i debatten, at man i de ophedede diskussioner faktisk kan glemme, at der bag hvert enkelt ciffer gemmer sig en ulykkelig menneskeskæbne.
Et menneske, der i sin jagt efter et arbejde havde fundet et i Qatar, men som aldrig fik muligheden for at vende hjem derfra. Der skulle nemlig bygges og knokles amok i et land, der ikke slet ikke var vant til store fodboldbegivenheder men som nu pludselig skulle være vært for verdens største.
Familierne til de døde slavearbejdere må sidde med et vantro blik, når de ser de lalleglade fans med ansigtsmaling danse på deres sønners grave.
Og knoklet blev der så. I sol og varme, der er så modbydelig, at ikke engang topatleter i deres livs form kunne forventes at kunne præstere under de vilkår, og således blev VM-slutrunden for første gang nogensinde flyttet til vinterhalvåret. Det var trods alt mere humant, mente man. Familierne til de døde slavearbejdere må sidde med et vantro blik, når de ser de lalleglade fans med ansigtsmaling danse på deres sønners grave.
Nok er fodbold fedt, men det er altså ikke noget, man skal dø for. Og så har vi slet ikke talt om de arbejdere, der nok overlevede, men som har haft problemer med at få deres løn udbetalt. Alle dem, der er blevet snydt, bedraget og udnyttet.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på det budskab, Catwoman hvisker Bruce Wayne i øret i filmen ‘The Dark Knight Rises’: There’s a storm coming, Mr. Wayne. You and your friends better batten down the hatches, because when it hits, you’re all gonna wonder how you ever thought you could live so large and leave so little for the rest of us.
At DBU og vores landsholdsspillere skulle have et medansvar for overstående, skyldes, at de selv har taget taktstokken – måske for at holde kritikken og talen om en nødvendig boykot fra døren – og højlydt sagt: “Vi truer ikke med at blive væk, vi truer med at møde op og fortælle om vores værdier”.
Og det har de så gjort. De er mødt op, men de har forsømt at gøre det, de lovede befolkningen derhjemme. For det ville jo koste et gult kort. Altså et gult kort som spillere ellers jævnligt risikerer, når de filmer, brokker sig eller vise mavemusklerne frem efter en scoring.
Landsholdet blev lakajer
Mageløst. Protester og holdningstilkendegivelser kunne de ellers godt finde ud af i år 2020, da det danske landshold pludselig valgte at gå med på den allerede rullende bølge, og bravt gik ned på et knæ i starten af landskampen mod Belgien for at vise holdets afstandtagen fra racisme og diskrimination. Var det en ironisk gestus eller var det bare nemt at gå med på noget, der allerede var startet og i øvrigt var helt omkostningsfrit? Allerede dengang vidste spillerne jo godt at der lige om lidt skulle spilles fodbold i et land, der, i sin iver for at servere en sand fodboldfest, ser stort på netop menneskerettigheder.
DBU’s argument om, at Danmark i stedet for at boykotte slutrunden hellere skulle møde op og vise de danske værdier og gøre en forskel, er et legitimt argument. Men hvis det skal have pondus og ikke bare lyde som en dårlig undskyldning for at møde op, må man have en vis tillid til, at dem, man møder op hos, faktisk også har tænkt sig at lytte.
Der er ikke blevet ændret noget radikalt i Qatar, selvom fortalere for VM-slutrunden, eller dem, der bare gerne vil have lov at se den i fred, har turneret med nyheden om, at forholdene for migrantarbejdere er blevet bedre
Og har man troet, at Qatars elite havde tænkt sig at gøre det, så er man i bedste fald naiv. DBU viste lynhurtigt, at deres interesse i at kæmpe for gode, danske værdier faldt til jorden, nærmest før holdet var landet i Doha. Problemet er så bare, at hvis man ikke siger fra, men gør, hvad skurken siger, så kan man hurtigt komme til at ligne dens lakaj.
Vores danske landshold blev lakajer. Der er ikke blevet ændret noget radikalt i Qatar, selvom fortalere for VM-slutrunden, eller dem, der bare gerne vil have lov at se den i fred, har turneret med nyheden om, at forholdene for migrantarbejdere er blevet bedre, og at Qatar er blevet et langt mere åbent land.
Mange siger dog det modsatte, og vi skulle heller ikke mange dage ind i slutrunden, før vi i nyhederne kunne følge måbende med for rullende kamera, mens journalist Rasmus Tantholdt blev konfronteret af regimets tro tjenere der ikke var fan af ytringsfrihed og kritiske medier. Siden har samme Tantholdt også oplevet at blive tilbageholdt, fordi han angiveligt filmede nogle mennesker, der sympatisk protesterede til fordel for Irans modige kvindekamp.
Som om det ikke var tragikomisk nok, at DBU var så lette at slå ud af kurs, kunne man ved samme lejlighed høre vores anfører Simon Kjær få det til at lyde, som om det nu var ham, det hele var synd for. Så kunne vi ikke godt pakke snakken om menneskerettigheder og de der ting, som DBU havde talt højt og helligt om i de sidste par år, væk? Det ville være så rart for ham og gutterne. Han havde jo trods alt drømt om den her slutrunde, siden han var fire år, fortalte han.
Virkelig, Simon? Det var den her slutrunde i Qatar, du havde drømt om? Dét var drømmen? Hvad så med den i Putins Rusland, som du spillede for fire år siden? Eller EM-slutrunden sidste år? Eller de Serie A-kampe eller Champions League kampe, du jævnligt spiller?
Nej, det var den her VM-slutrunde, der var så vigtig, at den for alt i verden ikke måtte droppes. Så er det ligegyldigt, hvad den har kostet andre af sved, blod og tårer. Og liv.
Dem, der tier samtykker. Dem, der spiller samtykker. Dem, der ikke sagde fra, samtykker. For uden stjernerne er der ingen fodboldfest
Tonen havde en helt anden lyd tilbage i 2018, da landsholdsspillerne og DBU ikke kunne blive enige om en ny aftale, der handlede om spillernes kommercielle rettigheder, og spillerne aktivt ringede rundt til landets både dygtige og mindre dygtige fodboldspillere og tiggede dem om at sige nej til deres livs chance. De bad dem simpelthen om ikke at stille op til kamp, og dermed tvinge DBU i knæ.
Takket være det nu så famøse vikarlandshold endte landskampen med at blive spillet, DBU undgik de sanktioner, man nu måtte forvente, der måtte komme ved at udeblive fra kamp, men alligevel måtte de amatørspillere, der havde valgt at redde landsholdsfodbolden, bagefter høre de etablerede landsholdsspillere som f.eks. Mathias ”Zanka” Jørgensen kun have hån og spot til overs for indsatsen. I dette tilfælde mente de ‘rigtige landsholdsspillere’, at der altså var ting, der kunne og burde stå i vejen for at afvikle landskampe.
Nadia Nadim har fået masser af berettiget kritik for at agere ambassadør for slutrunden i Qatar, men sandheden er, at de danske landsholdsspillere, der netop har spillet deres VM-kampe, også er ambassadører for VM-slutrunden. Den, der tier, samtykker, siger man.
Jeg er enig. Dem, der tier samtykker. Dem, der spiller samtykker. Dem, der ikke sagde fra, samtykker. For uden stjernerne er der ingen fodboldfest. Hvis spillerne og fodboldforbundene havde meldt fra til festen, havde man tvunget styret i Qatar til at genoverveje sin tilgang til, hvordan man behandler sine ansatte – ja til sit generelle syn på menneskeliv. Nok har immigrantarbejdere i Danmark også svære kår, men forestil jer et ramaskrig hvis der skulle bygges og gøres klar til en VM-slutrunde i Danmark, og der døde 6500 mennesker undervejs.
Fodboldens nødvendige oprør
Spillerne har forsøgt at gemme sig bag DBU, der har forsøgt at gemme sig bag regeringen, der har forsøgt at gemme sig bag princippet om adskillelse af sport og politik. Alt sammen meget belejligt for dem, der naturligvis har det største ansvar: FIFA og Qatar.
Kan vi fortsætte den samtale som VM-slutrunden har undfanget, kan fodbold måske igen engang blive mere fest end fadæse
Men de to parter virker helt og aldeles ligeglade, og med en dansk protest, der er udeblevet, slap FIFA for at skulle tage stilling til den revolution, som fodbolden i min optik har brug for.
For hvor længe kan og vil fodbolden stå model til den udvikling?
Det er den samtale, vi bør have, og så længe spillerne gemmer sig og DBU viser sig for lette at skræmme, er det op til os fans at trække stregen i sandet. Det er op til os at sige fra.
Da John Lennon og The Beatles skulle spille store stadionkoncerter i 1960’ernes USA, nægtede de at gå på scenen, hvis det var for et publikum, der var raceopdelt.
Det var et ansvar, Liverpooldrengene tog på sig, da de så noget, de fandt urimeligt. De vidste, at de havde magten, for de var trods alt nogle af verdens største stjerner dengang.
Den magt er der ingen af de store fodboldspillere, der virker til at have mod, lyst eller vilje til at tage på sig. De har for travlt med at underskrive stadig større personlige sponsoraftaler og ellers bare koncentrere sig om den sport, der har givet dem så meget, men som de ikke selv vil tage vare på.
Og fansene, ja, de har det langt hen ad vejen på samme måde. Hvorfor er vi så bange for også at sige fra og sætte noget på spil? Hvorfor fortsætter vi med at lade fodbolden fortsætte sin vanvittige udvikling uden at tage stilling til, hvad det siger om os som samfund og som individer?
Vi står i en brydningstid. Sport og politik kan ikke for alvor adskilles, og derfor må vi som fodboldfans være parate til også at involvere os og tage et standpunkt
Det er for sent at boykotte noget som helst nu, og vi, der har haft tv-skærmene slukket, har vel ikke fået andet ud af det end en god mavefornemmelse og lidt ekstra tid til at se alt muligt andet fjernsyn.
Men det, der trods alt er kommet ud af debatten om VM i Qatar, er den kritiske samtale om, hvad fodbolden kan og skal, og det på et helt andet plan end om VAR-teknologien fungerer godt, og om den overhovedet hører hjemme i fodbold.
Vi står i en brydningstid. Sport og politik kan ikke for alvor adskilles, og derfor må vi som fodboldfans være parate til også at involvere os og tage et standpunkt.
At FIFA har udviklet sig til at være noget ondt og korrupt, er de færreste nok i tvivl om. Så lad os fortsat tale om, hvad vi vil finde os i. Hvad vi vil stå for og ikke mindst, hvad vi vil stå model til.
Kan vi fortsætte den samtale som VM-slutrunden har undfanget, kan fodbold måske igen engang blive mere fest end fadæse. For når hverken FIFA, Qatar, DBU eller fodboldspillerne selv vil det, så er der altså kun os tilbage: Fansene.
Læs mere om menneskerettigheder i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
