USA // LONGREAD – Under en række ophold i sydstaten Louisiana mødte den venstreorienterede, verdensberømte sociolog Arlie Russell Hochschild store paradokser: Hvorfor er stærkt højreorienterede vælgere fra arbejderklassen imod miljøregulering, når deres egn er ødelagt af forurening, og hvorfor er de imod socialhjælp, når de bor i en af de fattigste stater i USA? Det kan ikke forklares blot med politik – det handler langt mere om kultur og følelser konkluderer hun. I sin forskning dokumenterer og forklarer hun det spaltede USA og fremlægger et overbevisende bud på, hvorfor især hvide lavtuddannede mænd føler sig fremmede i deres eget land.. Jørgen Øllgaard fortæller om Hochschilds arbejde i et essay, der har to dele. Dette er del II.
Læs 1. del af Jørgen Øllgaards longread her.
Trump stiller op igen. Men den hvide underklasses stemme på ham er et paradoks. Rationelt set står Trump for en politik, som ikke er i deres interesse: Hvordan kan vælgere leve i Louisiana – som er det meste petro-industrielt forurenede område i USA – og stadig være modstandere af statslig miljøregulering?
Sociologer vil sige, at store dele af Trump-vælgerne stemmer mod deres ”objektive interesser”. Politologer vil konstatere det irrationelle i, at de ikke ”agerer i deres egeninteresse”. Og firkantede ideologikritikere vil vurdere, at de er vildledte og lider af ”falsk bevidsthed”.
Han stoler allermest på sin følelse af, at de føderale myndigheder bruger hans skattepenge på projekter, der ikke gør noget godt for ham og hans, men støtter folk, der ‘dovner rundt om dagen og fester om natten’
Men man kunne også vælge at lytte til Trump-vælgerne selv. Det har den prisbelønnede og feterede sociolog, professor Arlie Russell Hochschild gjort i sine værker og forskning.
Og professoren, der er kendt som grundlæggeren af studier indenfor “emotional sociologi” (på dansk: følelsernes sociologi) og sin brug af “kulturel empati”, tilbyder en anden forklaring. Trump tilbyder simpelthen hvide, hjemmefødte, heteroseksuelle mænd forklaringer på deres skuffelse og frustration over at føle sig forrådte og forladte. De føler sig på mange måder som ‘fremmede i deres eget land.’
Deraf titlen på Hochschilds bog Strangers in Their Own Land, som er baseret på hendes ti studieophold i det sydvestlige Louisiana 2011-2016, hvor hun dybdeinterviewede 60 personer, heraf 40 erklærede tilhængere af bevægelsen Tea Party, som senere muterede til trumpisme og MAGA-bevægelsen.
Mød sympatiske Lee Sherman
Fremstillingen af en underverden, som vi ikke kender, er overbevisende.
Fremstillingens omdrejningspunkt er seks personers liv og historie. Stort indtryk gør den sympatiske Lee Sherman, der reparerede rør med dødelige kemikalier og efter firmaets ordre – i hemmelighed midt om natten – ulovligt hældte giftigt affald ud i nærliggende floder. Petro-industrien var underreguleret og havde frit spil, og den var ligeglad med miljøet.
Som New York Times skriver i en anmeldelse af Hochschilds bog, gjorde Sherman “det beskidte arbejde, men oliefirmaet sværtede ham til. Efter 15 år på jobbet blev han overhældt med kemikalier, der “brændte mit tøj rent af mig” og gjorde ham syg.” Men i stedet for at betale for hans sygdomsbehandling, fyrede firmaet ham for ”fravær”.
Sherman har stadig mistillid til petrokemiske virksomheder, men han har mere mistillid til den føderale regering. Og måske er Shermans og fokusgruppens mistillid til de centrale myndigheder berettiget, for hvad har de gjort for ham?
Sherman tog hævn, da firmaet fralagde sig ansvar for en stor fiskedød i Louisianas floder, men han stod offentligt frem og tog ansvar som den, der havde dumpet kemikalierne. Fiskere fik en symbolsk kompensation fra firmaet. Sherman var blevet miljøforkæmper, men alligevel støtter han det lokale Tea Party-kongresmedlem, som vil fratage centralregeringens miljøstyrelse, EPA, magt.
Sherman har stadig mistillid til petrokemiske virksomheder, men han har mere mistillid til den føderale regering. Og måske er Shermans og fokusgruppens mistillid til de centrale myndigheder berettiget, for hvad har de gjort for ham? Louisianas miljømyndigheder kendte til forureningsrisikoen, da de gav ubetingede boretilladelser til petroindustrien i Louisiana.
Da de stærkt forgiftede fisk dukker op i floderne, nøjes myndighederne med at udsende retningslinjer for, hvordan man alligevel kan spise fiskene efter trimning af fedt og skind.
Sherman kan godt se det groteske, men han oplever, at den føderale regering har forrådt ham. Og så er han helhjertet amerikansk liberalist, der tror på det frie marked, og han frygter, at EPA’s miljøregulering vil koste endnu flere jobs i petroindustrien.
Og når alt kommer til alt, stoler han allermest på sin følelse af, at de føderale myndigheder bruger hans skattepenge på projekter, der ikke gør noget godt for ham og hans, men laver politik og socialhjælp, der støtter uansvarlige: Folk, der “dovner rundt om dagen og fester om natten.”
Under overfladen bærer Sherman og hans ligesindede rundt på en dybere personlig og fælles historie, der indeholder følelser – håb, frygt, stolthed, skam, vrede og angst i livet
Under overfladen bærer Sherman og hans ligesindede rundt på en dybere personlig og fælles historie, der indeholder følelser – håb, frygt, stolthed, skam, vrede og angst i livet – og det former os, konstaterer Hochschild: ”
En dyb historie er følelsen af noget, der føles som virkelighed. Det slører dømmekraften. Det slører fakta.” Og derfor lever folk med paradokserne.
Ekkokamre med Fox News som familie
Personers og miljøers dybe historie kan give os forståelse for det store paradoks: at dem, som er forrådt af industriens forurening, alligevel støtter de politikere, som modarbejder regulering af den samme industri!? Hvordan kan folk, hvis helbred er ødelagt af industriel forurening, støtte Tea Party, som ønsker at nedlægge miljøstyrelsen EPA!?
Hochschild beskriver deres og lokalmiljøets nedtur. Der var engang masser af job og penge i petroindustrien, men teknologiske ændringer har transformeret branchen, og hvide mænd er berøvet den status, de nød engang.
Det er roden til en blanding af nostalgi og stolthed, som blokerer og udløser en slags ”strukturelt hukommelsessvigt” – ”Structural amnesia”, et begreb beskrevet af Evans Pritchard.
Personers dybe historie samler sig i fællesskaber. Hochschild refererer journalisterne Bill Bishop og Robert G. Cushings artikel The Big Sort, hvor de skriver, at den amerikanske demografi har udviklet sig sådan, at folk tidligere migrerede efter bedre jobs, billigere huse eller mildere vejr.
I dag flytter (hvide) amerikanere derhen, hvor folk ligner dem selv og har samme værdier. Man samler sig i enklaver, og jo mere disse homogeniseres, jo mere ekstreme bliver gruppens synspunkter. Og i det dybe USA understøttes dette af ekkokamre: Fox TV og højreorienterede politiske bloggere, der sår tvivl om miljøstyrelsen EPA, politikerne i Washington, de liberale, præsidenten (Obama) og lignende.
I dag flytter (hvide) amerikanere derhen, hvor folk ligner dem selv og har samme værdier. Man samler sig i enklaver, og jo mere disse homogeniseres, jo mere ekstreme bliver gruppens synspunkter
”Igennem Fox News, i den lokale avis, i snak med venner opstår der et omkvæd: Der er for meget nostalgi om kvækkende frøer og rene floder. Man skal ikke lade sig gå på af miljøspørgsmål eller føle nostalgi eller retro; det er ikke opfattelsen, at vi skal føle sådan …”
Ekkokammeret fortsærkes især af TV-stationen Fox News. Fox er stærkt højreorienteret med alarmerende vinklinger og udsendelser med meget farvede kommentarer i de såkaldte “meningsbårede programmer”, hvor fakta og holdninger ikke skilles ad (kanalen kører også med mere neutrale nyhedsudsendelsder tidligere på dagen). Men om aftenen dominerer the opinion hosts.
Det skal dog tilføjes, at Fox News er en betalingskanal og at de store broadcast-kanaler (CBS, ABC og NBC) fortsat har langt flere seere. Men fordi Fox News også lægger store bidder ud gratis på sociale medier især YouTube, har flere adgang til dem.
I forbindelse med sit arbejde mødte Hochschild mennesker og miljøer, der betragter Fox News som en slags familie, der følger én hele dagen: I køkkenet, stuen, arbejdet, bilen kører kanalen i baggrunden. Og Fox fortæller dem kort og kontant, hvad og hvem de skal være bange for, rasende på og bekymrede over.
Faktatjek på almindelige myter hos trumpismen
Den dybe historie har mange lag i ”følelsen af noget, der føles som virkelighed og slører dømmekraft og fakta”. Og når ens informationskilder er snævre som Fox, bliver myter – altså falske forestillinger om noget – levedygtige.
Sherman og andre hører for eksempel (vandre-)historier om folk på socialhjælp, der kører i luksusbiler, og det krænker dem, konstater Hochschild. Sådanne historier har det med at mutere til en generel mistænksomhed over for alt, hvad (central-)myndigheder gør. Det er også krænkende og uretfærdigt, at der bruges masser af penge og kræfter på, at kriminelle eller narkomaner resocialiseres.
Det følte ”slører dømmekraften” og overskygger fakta, men det er ikke Hochschilds metode at konfrontere sin fokusgruppe med dette. Hun konstaterer bare diskrepansen mellem følelser og fakta
For at perspektivere myters betydning har Hochschild i bogens appendiks samlet eksempler og oplysende faktatjek på nogle af de myter, der blomstrer blandt hendes Tea Party-venner.
- ”Regeringen bruger formuer på socialhjælp.”
Fakta er, at kun 8 % af den føderale regerings budget bruges på socialhjælp (som i øvrigt er indkomstbaseret). - ”Folk på socialhjælp lever helt af penge fra os skatteydere.”
Fakta: Blandt de 20 % fattigste amerikanere kommer kun 37 % af deres indkomst fra offentlige kasser, resten tjener de på småjobs. (Og fakta er i øvrigt, at en tredjedel af gratis fødevareudlevering går til folk, som har underbetalte jobs, som de ikke kan leve af). - ”Sorte kvinder får mange flere børn end hvide.”
Fakta: Fertilitetsraten er 1,88 for sorte, 1,75 for hvide. - ”Alt for mange – måske 40 % – arbejder i offentlige jobs.”
Fakta: Samlet set – inklusive militæret – arbejder mindre end 17 % i offentlige jobs. - ”Olieindustrien stimulerer resten af den lokale økonomi.”
Fakta: 20-35 % af alle branchens profitter sendes ud af Louisiana.
Det følte ”slører dømmekraften” og overskygger fakta, men det er ikke Hochschilds metode at konfrontere sin fokusgruppe med dette. Hun konstaterer bare diskrepansen mellem følelser og fakta, for hendes mission er empati og forståelse, ikke polemik eller konfrontation med sin fokusgruppe.
Kritik af Hochschild
Hochschilds idealistiske ambition er at få de to Americas til at finde præmisser, de kan føre en fælles samtale på. Det er svært, og hun når kun at antyde, hvordan det kunne lade sig gøre.
Hendes projekt anerkendes af alle, men hun har også mødt kritik.
Tea Party-tilhængerne (hvoraf der i dag er et betydeligt overlap med MAGA-republikanerne) synes, at hendes fremstilling er loyal over for personer og miljø, men peger på, at hendes figurer er for firkantet beskrevet, og at fokusgruppens svære materielle livsvilkår er underspillet.
Politologer og sociologer kritiserer hende for, at personernes ‘deep story’ kun er én dyb historie, og at petroindustrien/corporate business også har en dyb, materielt baseret historie – der kaldes ”det frie marked” – hvis spilleregler bare anerkendes som fair.
Hochschilds idealistiske ambition er at få de to Americas til at finde præmisser, de kan føre en fælles samtale på. Det er svært, og hun når kun at antyde, hvordan det kunne lade sig gøre
Fra socialsociologisk side kritiseres hendes begreb om ”the deep story” som et ideologistudie, der i sig selv bliver ideologi, fordi hun ikke spørger kritisk til, hvordan personernes bevidsthed om sociale modsætninger undertrykkes. f.eks. i denne anmeldelse, hvor hun bliver bebrejdet, at hun forsømmer at beskrive denne tvangspræmis for personerne.
I sin loyalitet med sin fokusgruppe og ud fra princippet om at være ”empatisk fremfor at kritisere” undgår hun at påpege deres virkelighedsbenægtelse, lyder kritikken.
Se en diskussion med hende nedenfor:
Hun perspektiverer eksempelvis ikke sine interviewpersoners afhængighed af den petrokemiske industri. Lokalmiljøerne har levet fedt af olierigdommen i Louisiana, og selv om det for længst er forbi, har personerne/miljøet bevaret en vis loyalitet over for industrien.
Nostalgien bliver en slags konfliktsky flugtvej, fordi konfrontationen med virkeligheden er ubærlig. Også dette parkerer Hochschild som ”strukturelt hukommelsessvigt”. Deres ”deep story” bliver naturaliseret.
Hun rapporterer kun fra én boks (deep story), uden at hun når frem til, hvad der socialpsykologisk (psykoanalytisk) har skabt denne amnesia. ”Folk oppe på bakken har tabt erindringen om, hvordan de kom dertil, og hvad der skabte dem.”
Endelig kritiseres Hochschild for – som konsekvens af sin loyalitet – at være konfliktsky, fordi hun undlader, endog i en blød form, at konfrontere personerne og miljøet med modsætningsforholdene i deres overbevisning og interesse og at tematisere en kritik af, hvordan dette håndteres/internaliseres følelsesmæssigt.
KILDER:
Arlie R. Hochschild: Strangers in Their Own Land (The New Press 2016)
Arlie R. Hochschild: How the ’Great Paradox’ of American politics holds the secret to Trump’s success
The Daily: The run ups: The grass roots I-II (Podcast Washington Post 5.11 – 29.10)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
