
SOCIALE MEDIER & BØRN // KOMMENTAR – Den vigtigste grund til, at du ikke skal lægge billeder af dine børn på de sociale medier, er, at du skal give dem ret til at holde en del af deres tilværelse privat. Det er ikke for sjov, at vi altid spørger voksne mennesker, om det er okay, at vi bruger deres billeder og lægger dem på eksempelvis Facebook. Det er, fordi vi respekterer, at de kan have gode grunde til ikke at have lyst til det. Den respekt skal vi også vise vores børn, skriver lektor i pædagogik Jesper Koerstz Jensen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi kan ikke spørge børn på samme måde, som vi kan spørge voksne. Det ene øjeblik vil de sige, at de gerne vil lægges på Facebook, og det næste øjeblik vil de ikke. Børn forstår ikke kompleksiteten i problemstillingen, de forstår måske knap nok, hvad Facebook er, og derfor skal vi som voksne tage ansvar og lade være med at lægge billeder op af dem, indtil de er gamle nok til selv at tage stilling.
Jeg vil tro, at man skal være en 15-16 år for at kunne tage kvalificeret stilling til fordele og ulemper ved, at ens billeder florerer på andre menneskers Facebooksider. Og indtil da må vi respektere deres ret til ikke at være der.
Børn kommer ikke hjem fra en skovtur og siger: ”Mor, vil du ikke nok lægge billederne på Facebook?” Og hvis et barn endelig siger sådan, skal vi nok for alvor være bekymrede
Jeg er sikker på, at langt de fleste opslag med børn på sociale medier udspringer af kærlighed, fordi vi er stolte af vores børn og gerne vil vise dem frem, men jeg er også sikker på, at det udelukkende handler om forældrenes behov.
Børn kommer ikke hjem fra en skovtur og siger: ”Mor, vil du ikke nok lægge billederne på Facebook?” Og hvis et barn endelig siger sådan, skal vi nok for alvor være bekymrede. Forældre lægger billeder af børn på Facebook, fordi de gerne vil kommunikere noget om sig selv til andre voksne mennesker.
Retten til selv at vælge
Måske vil de kommunikere, at de er gode forældre. At deres børn har det sjovt. At de har overskud, eller at de har haft en rigtig god dag. Men ligegyldig hvad formålet med kommunikationen er, synes jeg bare, at det er grundlæggende forkert, at man bruger et andet (lille) menneske, til at sige noget om sig selv.
Og jeg ved godt, at mange unge vokser op i en helt anden digital virkelighed end mig og min generation, og måske får de et mere afslappet forhold til billeddokumentation på nettet, men jeg synes stadig, de skal have retten til selv at vælge.

Jeg synes, det ville være vildt ubehageligt, hvis jeg selv kunne backtracke hele min barndom på mine forældres Facebooksider, og at der lå hundredevis af billeder af mig i private situationer tilgængelige derude. Jeg synes, det burde være et ethvert menneskes ret, selv at bestemme, hvilke billeder man gerne vil have til at ligge på nettet.
Så jeg synes, at man som forælder skal blive på sin egen banehalvdel. Man kan eventuelt nøjes med at tage billeder af sig selv, når man er i skoven og så lægge dem ud på Facebook bagefter og skrive: ”Jeg var i skoven i dag med mine børn, og jeg havde en rigtig dejlig dag”.
Vis dem respekt, spørg dem, lad være med fælde dom over deres oplevelser, og lad dem skrive deres livshistorier selv
Så holder man oplevelsen hos sig selv, respekterer børnenes ret til privatliv og lader være med at fælde dom over, hvordan børnenes oplevelse har været.
For vi har også en tendens til at ville gøre os til dommere over, hvordan børn oplever deres liv, og dermed gør vi os til medforfattere af deres livsfortælling, som vi så oven i købet tillader os at dele med en masse andre.
Jeg synes, at lille Andrea selv skal have lov at finde ud af, om hun synes skovturen var sjov, om den var værd at huske, og hvad der i givet fald gjorde den mindeværdig. Det skal ikke være sådan, at hun næste gang, hun møder farmor, bliver mødt med sætninger som: ”Hold da op, jeg kunne se, at du havde en sjov dag i skoven forleden”.
Lad nu for pokker være med at bestemme, hvad børn skal synes er sjovt, kedeligt eller ligegyldigt. Vis dem respekt, spørg dem, lad være med fælde dom over deres oplevelser, og lad dem skrive deres livshistorier selv.
Techgiganternes hjernemanipulation
Endelig er der også alt det rod med techgiganter og andre ondsindede kræfter, der kan finde på at udnytte billeder og tekster til egne formål. Der er nok en grund til, at EU bruger oceaner af ressourcer på GDPR, og derfor virker det paradoksalt, at så mange mennesker samtidig skovler private oplysninger og billeder ud på nettet.
Som om der er en blind tiltro til, at Facebook er styret af rare mennesker, der kun vil os det godt. Jeg læste for nylig bogen Ti grunde til at slette dine profiler på sociale medier nu af Jaron Lanier (tidligere superstar i Silicon Valley), der fortæller, hvordan techgiganterne med deres algoritmer former vores hjerner, påvirker vores humør og slår til med målrettede annoncer, som rammer i det øjeblik, vi har læst to-tre af de artikler, der plejer at gøre os i godt humør og dermed købedygtige.
Tak for kaffe for en omgang hjernemanipulation. Og endnu et argument for, at børn ikke skal florere unødigt på de sociale medier.
LÆS ALLE JESPER KOERSTZ JENSENS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM PÆDAGOGIK HER
Topillustration: Unsplash
Indsat billede: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her