USA // LONGREAD – Den venstreorienterede sociolog Arlie Russell Hochschild har foretaget ti rejser og studieophold i sydstaten Louisiana, hvor hun knyttede venskaber for at forstå ‘det andet USA’ især Tea Party-bevægelsen og trumpismen. Tilslutningen til Trump handler ikke om politik, men mest om følelser, konkluderer hun i en central undersøgelse, der dokumenterer og forklarer det spaltede USA’s kløfter i livsverdener og -forståelser. Jørgen Øllgaard beskriver Hochschilds arbejde i et essay, der har to dele. Dette er del I.
Trump stiller op igen. Hans dybe vælgerbase i den hvide arbejderklasse støtter ham, trods hans åbenlyse løgne og forsøg på at underminere USA’s demokrati.
De støtter ham, selv om hans politik rationelt set ikke er i deres interesse:
Trump står for skattereformer, som støtter de rige, og som underminerer de offentlige finanser. Han modarbejder miljøregulering, der kunne beskytte arbejderes helbred og miljø. Han modarbejder Bidens sundhedsreform, som skal garantere lægehjælp og medicin til den fattige arbejderklasse, der har brug for et sikkerhedsnet.
Trump tilbyder hvide, hjemmefødte, heteroseksuelle mænd en udvej fra deres skuffelse og frustration over at føle sig forrådte. Økonomisk, demografisk og kulturelt føler de sig som fremmede i eget land
De liberale – og Det Demokratiske Parti – har svært ved at forstå det irrationelle og Trumps appel. Den amerikanske sociolog Arlie Russell Hochschild forklarer ikke bare Trumps appel politologisk med hans populisme, underholdningsværdi og opgør med det etablerede politiske systems sprog. Hans vælgere støtter egentlig ikke hans konkrete politik, for den fortæller Trump ikke meget om.
I stedet appellerer han til deres følelser. Trump tilbyder hvide, hjemmefødte, heteroseksuelle mænd en udvej fra deres skuffelse og frustration over at føle sig forrådte. Økonomisk, demografisk og kulturelt føler de sig som fremmede i eget land.
Hochschild – en venstreliberal sociolog og akademiker fra Harvard – havde igennem et stykke tid undret sig over ”det andet USA”. Hun tog derfor fra sit trygge Californien til det dybe syd i Louisiana for at sætte sig ind i, hvad den hvide underklasse tænker og føler.
Hun var på ti ophold i det sydvestlige Louisiana 2011-2016. Hun dybde-interviewede en ”fokusgruppe” på omkring 60 mennesker, herunder 40 erklærede tilhængere af Tea Party-bevægelsen. Hun besøgte deres hjem, lokalsamfund og arbejdspladser for at forstå dem og deres livssituation.
Bogen Strangers in Their Own Land samler op på det materiale. Det er et (etnografisk) studie, hvor Hochshild empatisk – ikke moraliserende eller fordømmende – prøver at opspore, hvordan ”de andre” oplever verden:
For at forstå deres følelser var jeg nødt til at sætte mig i deres sted. Hermed kunne jeg opspore deres ”dybe historie”, et narrativ om, hvordan det føles
”Jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan livet føles hos højreorienterede – hvad er det for følelser, som ligger nedenunder politikken. For at forstå deres følelser var jeg nødt til at sætte mig i deres sted. Hermed kunne jeg opspore deres ”dybe historie”, et narrativ om, hvordan det føles”.
Liberal akademiker på udebane
Hendes undertema er det spaltede USA med kløfter i livsverdener og -forståelser. Der er en forståelsesmur (an empathy-wall) mellem de liberale, venstreorienterede demokrater og de højredrejede republikanere, der gør, at parterne ikke forstår hinanden:
“En empatimur er en hindring for dyb forståelse af en anden person, noget som kan få os til at føle os ligeglade eller endda fjendtlige over for dem, der har andre overbevisninger end os selv, eller dem hvis barndom har været forskellig,” forklarer Hochschild.
Hendes fokus var på Tea Party-bevægelsen, som både var en politisk gruppe, men i lige så høj grad ”en kultur, en måde at anskue og føle et sted og dets mennesker”. Den er senere videreført i trumpismen.
Jeg blev opløftet over at opdage, hvor mange varme, åbne mennesker der virkelig kerede sig og følte omsorg over for deres nærmeste
Hun registrerer hurtigt, at hun er på udebane:
“Jeg var bestemt ikke i Berkeley, Californien … Her var der ingen New York Times i aviskiosken, næsten ingen økologiske produkter i supermarkedet, ingen udenlandske film i biografen, ikke mange små biler, endnu færre små størrelser i tøjbutikkerne, færre fodgængere, der taler fremmedsprog i mobiltelefonen – ja, færre fodgængere.
Der var færre gule labradorer og flere pitbulls og bulldogs. Glem cykelstier, farvekodede genbrugsspande eller solpaneler på tagene. I nogle caféer var stort set alt på menuen stegt i friture.”
Samtidig måtte hun også revidere sine egne fordomme om gruppen:
“Hvis ultra-liberalisten Ayn Rands tanker appellerede til dem, forestillede jeg mig, at de nok ville være ret egoistiske, hårde, kolde personer, og jeg forberedte mig på det værste. Men jeg blev opløftet over at opdage, hvor mange varme, åbne mennesker der virkelig kerede sig og følte omsorg over for deres nærmeste.
”Deres dybe historie”
Hochschild er selv venstreorienteret, men hendes mission er empati og forståelse, ikke polemik. Hun lytter til Tea Party-tilhængernes forestillinger om livet. Hun tager dem alvorligt og har sympati for mange af dem.
Hun forstår også, hvordan de føler sig marginaliserede med faldende lønninger, at statens initiativer ikke hjælper dem, og at de oplever en liberal kultur, der håner deres religiøse tro og deres patriotisme. Hun beskriver deres forhold til race, køn, religion og medier m.m.
Det narrativ, som samler gruppen, hviler på den enorme kraft og følelse, som den amerikanske drøm både bygger på og kondenserer. Forestillingen om, at hvis du arbejder hårdt nok, så belønnes du og får som fortjent
Fremstillingen af en underverden, som vi ikke kender, virker overbevisende. Den bygger både på personinterviews, fokusgruppeinterviews og iagttagelser. Undervejs opbyggede hun også et fortrolighedsforhold til ”mine Tea Party-venner”, hvor hun overvandt deres mistro over for hende som den liberale universitetsperson.
Det var ufarbart at konfrontere dem direkte med miljøproblemer, for det fokus afvistes med modspørgsmålet: ”Kan hun ikke se, hvor smuk Louisiana er?” Så hendes tilgang var lytterens og iagttagerens.
Under overfladen har vi nemlig alle en dybere personlig og fælles historie, der indeholder følelser – håb, frygt, stolthed, skam, vrede og angst i livet – og det former os, konstaterer Hochschild:
”En dyb historie er følelsen af noget, der føles som virkelighed. Det slører dømmekraften. Det slører fakta. Forståelsen af at der findes en dyb historie, giver folk på begge sider af det politiske spektrum adgang til at udforske den subjektive prisme, som den anden part ser verden igennem. Jeg tror ikke på, at vi forstår andres politik, højre eller venstre, uden den tilgang. For alle har en dyb historie.”
Grundfølelse: Du tror på den amerikanske drøm, men du er låst fast
Det narrativ, som samler gruppen, hviler på den enorme kraft og følelse, som den amerikanske drøm både bygger på og kondenserer. Forestillingen om, at hvis du arbejder hårdt nok, så belønnes du og får som fortjent. Der findes en retfærdig orden, som imidlertid bringes i uorden af statslige politikker, som begunstiger nogle, der ikke har fortjent det.
Hochschild beskriver denne dybe grundfølelse i prosaform:
”Du står tålmodigt i en lang kø, der fører op ad en bakke, som på en slags pilgrimsrejse. Du befinder dig i midten af køen, sammen med andre, der også er hvide, ældre, kristne og overvejende mænd, nogle med collegeuddannelse, andre ikke.
Lige over bakken venter den amerikanske drøm, målet for alle, der venter. Mange bagerst i rækken er farvede – fattige, unge og gamle, hovedsagelig uden college-baggrund.
Det er skræmmende at se sig tilbage – der er så mange bag dig, og i princippet ønsker du dem alt godt. Men alligevel har du ventet længe i køen, arbejdet hårdt, og køen bevæger sig næsten ikke. Du fortjener at komme lidt hurtigere frem. Du er tålmodig, men træt. Men du fortsætter med at fokusere opad, efter toppen af bakken.
Men hov! Du følger reglerne, men du ser folk skære ind i køen foran dig! Hvordan kan de bare gøre det? Hvem er de?
Nogle er sorte. Du oplever, at de gennem regler for positiv særbehandling – besluttet af den føderale regering – har fortrinsret til uddannelser, lærepladser, job, velfærdsydelser og gratis frokoster. Det samme for kvinder, immigranter, flygtninge, offentligt ansatte – tager det ingen ende? Dine penge løber gennem en statslig-liberal sympati-si, du ikke kontrollerer eller er enig i. Du har ikke haft de muligheder. Det er ikke fair. Så bliver man mistænksom.”
Hvis du ikke længere kan føle stolthed over USA gennem vores præsident, bliver du nødt til at føle dig amerikansk på en ny måde – ved at slå dig sammen med andre, der som dig føler sig som fremmede i deres eget land
“Det går bare ikke fremad”
Og så er der al den venstreorienterede ballade og kritik, som du hører om med optøjer og Black Lives Matter og andre social justice bevægelser:
”Men du er bestemt stolt af at være amerikaner. Så enhver, der kritiserer Amerika – ja, de kritiserer dig. Hvis du ikke længere kan føle stolthed over USA gennem vores præsident, bliver du nødt til at føle dig amerikansk på en ny måde – ved at slå dig sammen med andre, der som dig føler sig som fremmede i deres eget land.”
Samtidig oplever du ikke, at det går fremad for dig og dine, tværtimod:
”Den amerikanske drøm er en drøm om fremskridt – ideen om, at du får det bedre end dine forfædre, ligesom de afløste deres forældre – og det handler ikke bare om penge og sådan noget. Men det går ikke fremad; du har været udsat for lange arbejdstider, fyringer og farlige kemikalier på arbejdet, og dine pensioner er sat ned. Selv om du har vist moralsk karakter gennem prøvelser, og den amerikanske drøm om velstand og sikkerhed burde være din belønning – dit hæderstegn.
Men solen er varm, og køen bevæger sig ikke. Går den faktisk ikke baglæns? Du har ikke haft lønforhøjelse i årevis, og den er ikke i udsigt. Faktisk er det sådan, at hvis du ikke har en college-uddannelse, så er din realindkomst faldet i løbet af de sidste 20 år.
Du har taget din situation med oprejst pande, for du er egentlig et positivt menneske. Du klager ikke. Du sætter pris på din lykke. Men du ville ønske, at du kunne hjælpe din familie og kirke mere, for det er der, dit hjerte er.
Du håber, at du når derhen, hvor du kan give dem noget, og de føler sig taknemmelige. Men køen bevæger sig ikke. Og efter din ihærdige indsats, alle dine ofre, begynder du at føle dig fastlåst.”
Hochschilds nye venner reagerer på baggrund af deres følelser, men der er et paradoks: ”Hvorfor er hadet mod regeringen størst hos dem, som egentlig har mest brug for regeringens bistand?
Det er det narrativ, som Hochschilds personer genkender sig selv i:
”You read my mind”, bekræfter hendes nye ”Tea Party-venner” hende i, da hun spørger dem.
Det store paradoks med myter
Hochschilds venner reagerer på baggrund af deres følelser, men der er et paradoks: ”Hvorfor er hadet mod regeringen størst hos dem, som egentlig har mest brug for regeringens bistand?”
Fakta er nemlig – fortæller Hochschild i sine faktatjek-appendiks – at republikansk dominerede stater er mere forurenede end de demokratiske:
”Min historie om Louisiana er et ekstremt eksempel på et politik-og-miljø paradoks”, konkluderer hun. De republikansk dominerede sydstater er fattigere, har flere teenagemødre, flere skilsmisser, dårligere helbred, flere trauma-relaterede dødsfald, flere undervægtige babyer og flere med kortere uddannelser osv.”
”Folk dør fem år tidligere i Louisiana (75 år) end i den demokratisk dominerede stat Connecticut (81 år). Paradokset består i, at de afviser politik med statslige regler og støtte, selv om deres stat faktisk har mest brug for den!”
Men vælgerundersøgelser afslører andre paradokser: Hendes venner i Louisiana, som lever i områder med stor forurening, er faktisk bevidste om risikoen, for de mener i højere grad, at ”industriel luftforening er farligt for miljøet”. Men jo højere forureningsrisiko de lever under, jo mere mener de også, at der er for meget bekymring om miljøspørgsmål!
Hochschild forklarer, at de lever med paradokset med en forklaring om, at godt nok har de mistro til olieindustrien, men de har større mistro til regeringen og det etablerede politiske system.
En af de nye venner ved navn Sherman er således miljøaktivist, fordi olieindustrien har ødelagt hans helbred og det lokale miljø.
Han føler, at de føderale myndigheder bruger hans skattepenge på projekter, der ikke gør noget godt for ham og hans slags; på at støtte politikker og socialhjælp, der gives til uansvarlige ”folk, der dovner rundt om dagen og fester om natten
Men han føler også, at den føderale regering har forrådt ham, og at de føderale myndigheder bruger hans skattepenge på projekter, der ikke gør noget godt for ham og hans slags; på at støtte politikker og socialhjælp, der gives til uansvarlige ”folk, der dovner rundt om dagen og fester om natten”.
Den slags gennemgående udsagn fra fokusgruppen har en indirekte adresse, nemlig farvede og indvandrere. Hochschild kalder dem ikke racister, men nøjes med at konstatere, at race er en væsentlig del af de hvides narrativ.
Da hun for eksempel beder en borgmester i en lille by om at beskrive sin politik, handler hans dagsorden om race og velfærd: ”Jeg kan ikke lide, at regeringen betaler ugifte mødre for at få en masse børn, og jeg støtter ikke positiv særbehandling.”
Andre er krænkede af (vandre-)historier om folk på socialhjælp, der kører i luksusbiler. Og sådanne historier har det med at mutere til en generel mistænksomhed over for alt, hvad (de føderale) myndigheder gør. Det er også krænkende og uretfærdigt, at der bruges masser af penge og kræfter på, at kriminelle eller narkomaner resocialiseres.
”Trump er en følelseskandidat”
Tea Party-bevægelsen gik i sig selv igen, men den blev videreført af trumpismen. Trump blev præsident efter Hochschilds bog udkom, men hun forudså den tiltrækning, han ville udøve på sin fokusgruppe, at han forstår at spille på sin vælgergruppes følelser.
Hochschild gik selv til et af hans rallies i valgkampen 2016, og hun oplevede begejstringen, når Trump samlede publikum om at være noget: ”Vi kommer med lidenskab. Vi er ikke det oversete, tavse flertal længere; vi er den larmende majoritet.”
Den erfarne sociolog forklarer Trumps tiltrækning i tre elementer:
For det første at den store gruppe hvide (mænd) i arbejderklassen siden 1980 har følt sig på økonomisk gyngende grund. De føler, at deres skæbne er uretfærdig, og de er modtagelige for retorik om ”omfordeling”.
Deres synspunkter om abort, homoseksuelle ægteskaber, kønsroller, race, våben og det konføderale flag latterliggøres i store medier. (Trumps støtter) føler sig som en belejret minoritet
De har også følt sig kulturelt marginaliserede: Deres synspunkter om abort, homoseksuelle ægteskaber, kønsroller, race, våben og det konføderale flag latterliggøres i store medier. De føler sig som en belejret minoritet.
Ind i disse følelser fletter sig så deres dybfølte amerikanske drøm om social opstigning, hvor de nu tilbydes mulighed for at identificere sig opad med oliemagnaten eller milliardæren og ikke med dem længere nede af stigen.
For det andet er Trump, hvad man kunne kalde en “følelseskandidat”. I sine rallies og retorik slår han på følelser hos sine fans, snarere end at fortælle om sin politik. Hans retorik fremkalder dominans, bravade, klarhed, national stolthed og personlig opstemthed.
Trump vækker ikke kun følelser, han gør det til et objekt og præsenterer det for sine tilhængere som et tegn på kollektiv succes. MAKE AMERICA GREAT AGAIN.
For det tredje lever hans tilhængere med en sorg over en tabt livsstil og illusioner. Mange er modløse, andre deprimerede. De længes efter at føle stolthed, men føler skam i stedet. Deres land føles ikke længere som deres.
Og sammen med ligesindede føler de fællesskab om og er opstemte over Trumps løfte om at skabe en stat, hvor de ikke længere føler sig som fremmede i deres eget land. USA, USA, USA …
Læs del II i morgen.
Arlie Russell Hochschild: Verdenskendt sociolog
Da Strangers in Their Own Land udkom i 2016 fik bogen stor omtale i USA og blev nomineret til National Book Award, men den har underligt nok ikke fået omtale i Danmark. Det kan skyldes, at Arlie Russell Hochschilds tema er en blandet landhandel af sociologi, politologi, etnografi og psykologi, så fagforskere og journalister har overset den.
Tidligere har hun skrevet verdenskendte sociologisk-etnografiske bøger om følelsesarbejde i konflikt mellem privatliv og arbejdsliv i den senmoderne verden. Hendes metode har her været en slags ”intens fordybelse” opnået gennem interviews og observation. The Second Shift (1989) er en sociologisk klassiker om, hvordan par, hvor begge er i arbejde, klarer pligterne derhjemme: Konklusion er, at mødrene årligt udfører, hvad der svarer til en ekstra måneds arbejde i hjemmet! The time bind (1997), på dansk kaldet Tidsfælden (2022) beskriver, hvordan arbejdspladsen bliver en slags surrogathjem, mens hjemmelivet og det private tilsidesættes. The Outsourced Self (2013) undersøgte, hvordan det, der engang tilhørte det private – kærlighed, venner, børneopfostring – nu er indpasset vores arbejdsliv. The Managed Heart” (2013) undersøgte følelsesarbejde i det offentlige arbejde: Hvordan vi prøver at tilpasse os – offentligt som privat – mens vi kæmper med, hvordan vi egentlig har det i livet.
KILDER:
Arlie R. Hochschild: Strangers in Their Own Land (The New Press 2016)
The Daily: The run ups: The grass roots I-II (Podcast Washington Post 5.11 – 29.10)
Læs mere om USA i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
