#FREDAGSFAR: Der er ingen lyd i doppleren

Jacob Sabir 20.10.2017

Jacob Sabir er blevet far for anden gang. En proces som mange andre mænd før ham har oplevet på tætteste hold – og overlevet. Forskellen er blot den, at han så gerne vil være så unik i sin fortælling, at han glemmer dette vigtige faktum. Men læs med, måske har han netop ikke overset dette. I denne uge handler det om følelser – og skanninger.

Jeg så hende stå og græde i rum 2. Jeg vidste præcis, hvad der var galt. Det ved man udmærket, når man går ned ad den snævre halvmørke gang. Han holdt hende tæt, knugende tæt. Hun græd inderligt, dybt og sukkende, som om livet var ved at løbe ud af hende.

Men det var ikke hendes liv, som var slut, det var livet, hun havde båret på, der havde forladt hende.

Man ved, hvilke svar der gives i de rum langs panelerne, og hvilke svar, man ikke selv vil høre. Man forestiller sig selv som manden derinde, man prøver at tænke sig til hvilke sætninger, der skal siges.

Hvad vil være det rigtige, og hvor meget der ville være det helt forkerte. Jeg har ikke lyst til at sige det forkerte, og hvor er der meget, der er det. Jeg siger ofte forkerte ting, som jeg mindede mig selv om gentagne gange i denne proces.

Min kone må godt nok have været træt af mig efterhånden, når jeg spurgte, hver gang hun havde været på toilettet om alt var ok. Hver gang!

Det var et kort forbipasserende moment. Det var deres øjeblik, måske det værste i det liv de har sammen. “Jeg håber, de bliver sammen, og prøver igen” tænker jeg. “Hold nu kæft,” tænker jeg også. Et øjeblik i livshistorien for mig. Noget der altid vil være printet ind i hukommelsen.

En så stærk afmagtsfølelse, og så er den ikke engang min. Jeg håber, de prøver igen.

Klientellet er de bekymrede “måske-forældre”

Ovenstående viser det paradoks, der dagligt udspiller sig på “bekymrelsesmodtagelsen”. En afdeling på ethvert fødselssygehus, der af og til bekræfter det, ingen ønsker at høre, og det alle vil høre.

Det er ikke engang et menneske, som kan give forældrene den gode besked: det er en højtaler. Det vildeste track ethvert barneønskende menneske har hørt.

Det er en lydmæssig livstest. Lyden er beviset på liv, ingen lyd, intet liv

Der er dem, som kommer og går hurtigt igen – klar til at bære graviditeten videre. Så er der de par, der ankommer bekymret, fordi moderen ikke kan mærke babyen, fordi hun har smerter, eller bløder.

Min kone må godt nok have været træt af mig efterhånden, når jeg spurgte, hver gang hun havde været på toilettet, om alt var ok. Hver gang!

Rum 2

Der er også dem, som ikke gider betale for en skanning inde i byen, de dukker op i weekenden. Det er nemmest og billigst. Skam jer.

I den nævnte gruppe tælles mænd, der falder i søvn, og mænd der undskylder overfor egne mødre, at de nok ikke når middagen, flytningen eller gudstjenesten. De føler sig forlegne over, at kæresten absolut gerne vil undersøges nu, og at det tager langt længere tid, end han havde tænkt sig det ville.

Lørdagen er ødelagt for disse mænd. Skam jer.

Når skannerhovedet sender signaler gennem maveskindet, og dér på skærmen ses det lille levende væsen, så rystes man i sin coolness

Jeg havde den ældste i hånden og min kone foran på vej til skrækken, jeg mener skranken. Rum 2, det var rummet vi ofte havnede i. Uge efter uge, nogle gange dag efter dag. Og var man ikke der, så tog vi til de private klinikker. Ikke fordi man rutter med sig med mammon, men fordi intet er større end at høre den lyd: hjertets.

Så den private praksis kunne næsten have taget hvad som helst for det korte livsoplysningskvarter. Det ville vi have betalt. Og det gjorde vi.

Der var ingen forskel på første og anden gang. Ingen forskel på hverken drømme eller mirakelbarnet. Man(d) skulle bare høre den lyd. Hos jordemoderen, lægen, de forskellige fødselsafdelinger og hos den flinke privatklinikejer.

Det er en lydmæssig livstest. Lyden er beviset på liv: ingen lyd, intet liv.

Hver gang hang man i usikkerhedens net, når gelen blev spredt på maveskindet. Den der sprøjtelyd…

Hver gang forestillede man(d) sig, at der ingen lyd kom ud af det apparat, der både så gammelt og brugt ud.

Hver gang håbede man(d) på det bedste. Hver gang fik man(d) ro.

Cool skanningsfar – otte måneder tidligere.

Jeg prøvede at være selvoverbevisende cool i starten af graviditet to. Faderen tog endda en kop kaffe med ind til den første skanning, satte benene over kors og lod overskudsagtigt som om, det hele var ren rutine. Man(d) havde jo set det hele før.

Men det er det ikke. Det bliver aldrig ren rutine. Det bliver aldrig andet end det største, man skaber i sit liv. Når skannerhovedet sender signaler gennem maveskindet, og dér på skærmen ses det lille levende væsen, så rystes man i sin coolness.

Som far kan man intet andet gøre end at sidde på en stol ved siden af og kigge op på skærmen. Kigge, håbe og holde hovedet koldt. Være cool for alle parter, for i virkeligheden sprænges man selv af spænding. “Tvillinger denne gang? Det har vi jo i familien, når man at tænke”. Men den søde ekspert siger, “der er en baby lige der”.

Fuck coolness, jeg fælder den tåre, (væk fra alle, ude på gangen hvor jeg lod som om, jeg skulle på toilettet).

Der, hvor det bankende hjerte ses, der ligger roen, og alt er ok.

I vores doppler-scanner er der lyd.

Vi er ok, lad os se hvordan det går denne gang.

#FREDAGSFAR er en graviditets- og fødselssaktuel blogserie, der er blevet til i samarbejde med Jacobs børn, kone og velfærdssamfundet.

Kan du lide #FREDAGSFAR så støt ham via Mobile Pay på 20603822