KLUMME – En kommunal skraldebil overså mig, da den skulle dreje til venstre fra en større vej ned ad en sidevej. Jeg kom kørende på min elcykel i modsat retning. Det blev til et sammenstød, hvor jeg blev slynget så voldsomt op på forruden, at min cykelhjelm smadrede ruden og også lidt af karosseriet. Skraldebilen standsede i tide, den havde ikke så meget fart på. Jeg faldt ned på jorden. Fire brækkede ribben, en lille flis brækket af min venstre hofte, blodudtrædning ved venstre øje, en lille blødning på indersiden af kraniet, hjernerystelse, sår og slag, og store blå plamager. Det har fået stor indvirkning på mit liv. Hvis du vil læse, hvad der foregår i sådan en situation, så læs videre.
Den gode nyhed
Hurra! Jeg døde ikke! Jeg fik ikke smadret min krop. Det er overskriften. Og den tanke dukker ustandselig op i min hjerne. Mine børn har stadig deres mor, min mand sin kone, børnebørnene stadig deres mormor.
Jeg kan også konstatere, at jeg i hvert fald ikke lider af knogleskørhed, for så ville meget i min krop være brækket. Jeg har været svineheldig. De fleste funktioner er som de skal være, men nu her otte uger efter er livskvaliteten stadigvæk ikke på niveau med mit liv før ulykken.
Da min mand ankom til hospitalet, rakte nogen ham en stor hvid plastikpose med spørgsmålet: “Vil du ikke have hendes ejendele?” Rædselsslagen troede han jo, at jeg var død
Jeg insisterer forresten på at omtale det som ‘ulykken’. Det er ikke et ‘uheld’, jeg var ude for. Det var en ulykke.
Og de, der lige nu sidder og vrisser: “Jamen, I elcyklister, I kører også så hurtigt! De dér elcykler er simpelthen for farlige. Bare se statistikkerne!”, til jer vil jeg sige: Jeg tror, jeg reddede livet og førligheden, fordi jeg kørte på elcykel med de max 25 km/t.
I mødet med en skraldebil ville jeg, kørende på almindelig cykel i mormortempo, nemt have risikeret at blive kørt over og mast under den store vogn. Her kom jeg med lidt mere fart på og blev kastet opad. Og faldt så ned.
Stakkels skraldemænd
Alt det her ved jeg intet om.
Jeg har blackout fra hele ulykken. Gudskelov. Når sådan et slag rammer hjernen, er den så smart, at den lukker af lidt før. Så jeg har ingen billeder, ingen erindring. Jeg har endda fået fortalt, at billederne simpelthen ikke er registreret. Også det er jeg taknemmelig for.
Tanken om, at de pludselig dukkede op en dag, skræmte mig.
Skraldemændene fik til gengæld hele filmen. Rædsomt. Jeg kom flyvende lige op foran deres øjne, smadrede deres forrude med cykelhjelmen og faldt til jorden. Og blev liggende. Bevidstløs.
De vidste fra deres førstehjælpskursus, at de ikke skulle flytte mig, hvis nu min ryg var brækket. Men da hjernerystelsen betød, at jeg brækkede mig, lagde de mig i aflåst sideleje, indtil ambulancen kom. Dumt at blive kvalt, så hellere en brækket ryg.
Redderne tog over og pakkede mig ind i et eller andet og kørte til traumecentret, hvor jeg to gange var igennem scanneren.
Først 4-5 timer efter vågnede jeg lidt op, anbragt i en seng på en stue.
Hjernen er fuldstændig uovertruffen
Men jeg har svage erindringer om de timer. En mandsstemme: “Nu lægger vi dig i …” og lidt senere: “Nu skal du ind i denne her …”
Og ja, så lykkedes det nogen at lokke min mands telefonnummer ud af mig. Meget godt klaret at få ud af en bevidstløs med hjernerystelse. Det er nok også det eneste nummer, jeg kan udenad efterhånden, ud over mit eget.
Da min mand ankom til hospitalet, rakte nogen ham en stor hvid plastikpose med spørgsmålet: “Vil du ikke have hendes ejendele?” Rædselsslagen troede han jo, at jeg var død. Det var jeg så heldigvis ikke, men alt tøj var blevet klippet i stykker, så det nemmere kunne komme af, og blev lagt i den pose.
Farvel dejlige vinterfrakke, min yndlingsstrikkede trøje, en t-shirt, en bh og mine absolut yndlingsbukser.
Aktindsigt – så slap da af!
Min mand så mig ligge helt stille og var smart: “Prøv lige at vippe med tæerne!” Og da jeg kunne det, vidste han, at ryggen ikke var brækket.
Da den værste rædsel havde fortaget sig, kontaktede han politiet for at høre, hvad der var foregået – jeg vidste jo ikke noget – og ikke mindst hvor. Han ville sørge for at finde min cykel, der var blevet efterladt. Men det kunne han ikke få at vide.
Han forsøgte at forklare, at han er min mand. Et kort kig på en computer ville jo afsløre, at vi har samme adresse. Men nej. Han kunne søge om aktindsigt, fik han at vide.
Utroligt at det skal være et problem at få besked om, HVOR ulykken er sket!
Det gjorde han så, men en uge efter fik han afslag!
Persondataloven får skylden, når vi spørger. Hvad persondataloven spiller for en rolle i den sag, har jeg svært ved at se. Jamen, det er mig, der skal søge om aktindsigt, lyder forklaringen fra politiet. Det kunne de jo for det første have sagt fra starten, så han ikke havde behøvet at spilde sin tid. Og for det andet kan det ikke være et brud på persondataloven at sige, hvor det var foregået.
Heldigvis havde redningsfolket nævnt vejen, hospitalspersonalet kunne huske det, så den vej tog han fra en ende af, fandt cyklen og fik den transporteret hjem. Den er totalskadet.
Utroligt at det skal være et problem at få besked om, HVOR ulykken er sket!
Jeg var i gode hænder. På intensivafdeling, fordi der var både hjernerystelse og en blødning i hjernen. To døgn på tosengsstue (i dagens sygehus-Danmark er det meget privilegeret).
Jeg blev i sengen det første døgn og kom i gang stavrende på benene, svimmel og forslået det næste døgn, og så var det ellers hjem. Der var brug for sengen til en anden patient.
“Gør hvad du har lyst til”, var overlægens instruktion. ”Hvis du bliver træt, så lad være, men det er godt for hjernen, at den bliver brugt.”
Den med sorte gardiner og at være sengeliggende i ugevis, det var noget man gjorde før i tiden. Moralen er: “Lyt til dig selv!”
Hjernerystelse
Mit store held er, at jeg ikke har været lysfølsom. Og jeg har kunnet holde ud at se på en skærm. Hjernerystelser kan være forskellige. Mange, der selv har oplevet skærmfølsomhed, har skrevet fordømmende til mig og påpeget, hvor uklogt det er, at jeg med en hjernerystelse er på computeren. Jeg henviser til overlægen.
Jeg kan sagtens mærke, at jeg nemt bliver træt. At der er grænse for, hvad jeg kan og hvor længe. Jeg har for eksempel et lille job som korrekturlæser, men det var jeg efter 14 dage nødt til at holde pause fra. Hjernen skal have de bedste forhold, så den kan komme sig.
At være ‘patient’ betyder ‘tålmodig’, og det får man virkelig brug for at være
Så jeg har taget den med ro, plejet mine smerter, badet mit sår på benet, trukket vejret godt gennem brystkassen, så lungerne ikke får betændelse. Og heldigvis har ribbenene ikke gjort voldsomt ondt.
Jeg går som en and, vralter rundt. I starten mindst muligt, jeg blev vartet op af SOSU-manden, som min mand kom til at hedde, og jeg hvilede hele tiden. Musik larmede, men podcasts og radioprogrammer passede perfekt.
Hverdag
At være ‘patient’ betyder ‘tålmodig’, og det får man virkelig brug for at være.
Efter en måned var de blå mærker på vej væk, de forslåede knogler knapt så ømme, men hjernerystelsen trækker ud og lever i bedste velgående. Små afsnit af “Kloden drejer”, når jeg skal rejse mig fra liggende til stående – og omvendt. Svimmelhed og kvalme. Og sådan er det stadigvæk her to måneder efter. Det vil sige, at dagen begynder og slutter med kvalme. Svimmelhed og kvalme.
Ubærligt at se tøjet klippet igennem. Mærkeligt at tænke på, at jeg bare havde ligget bevidstløs dér, mens nogen klippede tøjet af mig. Selv bh’en
Jeg skal i den grad ikke bøje mig forover og heller ikke se for meget op, så kører det hele rundt. Da jeg løftede barnebarnet op for at trøste, blev jeg fuldstændig rundtosset, og vi var ved at vælte. Så det går ikke.
Mens jeg slappede af, fik søde hilsner, besøg og smukke buketter, lå der en foruroligende tanke nedenunder: Hvad med forsikringen?
Ja, det er godt, jeg ikke blev slået til lirekassemand, for dér skal man holde tungen lige i munden. Og koncentrere sig, hvilket også giver den der omtågede hovedpine og svimmelhed.
Forsikringer
De er gode at have, men dækker de? Og har man læst det med småt?
Nu om dage er man ikke rigtig i kontakt med nogen. Jo, hvis man ringer og venter i kø som nr. 12, mens man lytter til firmaets melodi, som man kommer til at hade. Ligesom man bliver vanvittig af at høre om de praktiske tips, der hele tiden dukker op: “På hjemmesiden kan du få svar på de fleste spørgsmål!”
Til sidst råber man “Hold kæft!”, for hvis bare man kunne få svaret dér, så havde man jo gjort det. Men man er nødt til at tale med Charlotte, Andreas eller Inge, som i telefonen aldrig har et efternavn.
Jeg skulle selv tage kontakt til modparten og høre, hvilket forsikringsselskab de har, og meddele det til mit. Det må de åbenbart ikke selv spørge om
Hvis man er så heldig, at de sender en mail for at bekræfte, får man deres efternavn, men også en autogenereret returmail. Hver gang!
“Tak for din mail
Vi gør vores bedste for at vende tilbage til dig hurtigst muligt.
Personskader er ofte komplicerede, og derfor skal du regne med, at der kan gå op til 21 arbejdsdage, inden du får et svar.“
Min ulykkesforsikring kan forsyne mig med psykologhjælp, hvis jeg har brug for det. Den flinke forsikringsassistent i telefonen var kvik nok til at fortælle mig, at jeg skulle kontakte dem inden en måned i givet fald.
Min indboforsikring dækker tilskadekomne ting, fandt jeg ud af.
Jeg tog mig gevaldigt sammen og lavede en liste over alt, hvad der var ødelagt: cykel, cykelhjelm, cykelkurv, tøj og briller. I en skuffe fandt jeg dæleme de fleste af kvitteringerne og vidste godt, at når der går tid, så får man mindre, end man har betalt.
Jeg åbnede den store hvide plastikpose og tog billeder af det ødelagte tøj. Ubærligt at se tøjet klippet igennem. Mærkeligt at tænke på, at jeg bare havde ligget bevidstløs dér, mens nogen klippede tøjet af mig. Selv bh’en!
Og så tog jeg billeder som dokumentation.
Cykelhjelm
Cykelhjelmen er et kapitel for sig. Jeg cykler ALDRIG uden cykelhjelm. TAK til den.
Uden den havde jeg fået kraniebrud, var død eller voldsomt skadet. En ny cykelhjelm er indkøbt. En genbo har allerede lovet mig aldrig at køre uden, selv om hun hader det. Min oplevelse gjorde et kæmpe indtryk på hende. Så er det da ikke helt forgæves.
Fotos i mails fylder meget. Der kan ikke sendes mere end tre-fire fotos i hver mail. Så jeg sendte 11-12 mails med billeder til forsikringsselskabet. Og de bliver jo registreret, så – ja du har gættet det: For hver mail har jeg modtaget en returmail, så efterhånden har jeg en 20-25 af dem.
Jeg skulle selv tage kontakt til modparten og høre, hvilket forsikringsselskab de har, og meddele det til mit. Det må de åbenbart ikke selv spørge om.
Ikke noget under, at jeg har holdt store pauser og ordnet lidt ad gangen, for den slags kræver koncentration og betyder både hovedpine og svimmelhed – og dermed træthed.
Skadesopgørelsen
Når man lister op, hvad der er blevet skadet, sender fotos af tingene og af købskvitteringer, og når det hele er i orden, regner man med, at der på et tidspunkt kommer en skadeopgørelse og det beløb, man har ret til i erstatning, som kan sættes ind på ens NemKonto.
Men nej – nye tider er ankommet, erfarer jeg!
Man modtager en opgørelse med beløb for hver en ting, fratrukket nedslidning. Og så får man også besked om, at hvis man vil have pengene udbetalt, skal man regne med at miste ca 10 procent af beløbet! Ja, måske mere:
“Kontanterstatning i stedet for genlevering:
Du skal være opmærksom på, at såfremt, du ønsker kontanterstatning i stedet for at få genleveret en vare, så vil erstatningen svare til, hvad det koster at købe genstanden her. Erstatningen kan derfor være nedskrevet med for eksempel 10 procent, som er den rabat, vi opnår hos vores leverandør, og derfor vil dette også være fratrukket i selve erstatningen, hvis du vælger at få udbetalt din erstatning kontant.”
Det føles, som om den skraldebil og ulykken har hugget to måneder af mit liv, indtil videre
What?
Og det der genlevering henviser til de aftaler, forsikringsselskabet har lavet med visse større firmaer. Man skal bare bestille en ny udgave af det beskadigede.
Eller selv købe det med et tilgodebevis i forskellige forretninger eller via hjemmesider. Så kan man regne med 15 eller 20 procent MERE til forbrug. For eksempel belønner Magasin med 10 procent mere at købe for, fordi de så er sikre på at få ordren. Boost.com giver hele 20 procent mere for mine penge, hvis jeg vil lægge dem i deres forretning.
Jeg er forarget! Endnu et hug til de små handlende. Endnu en kommercialisering af et marked, jeg ikke ønsker kommercialiseret, nemlig mine forsikringer. Jeg orker ikke at undersøge det, men formodentlig er det kutyme hos alle andre også. For når man kan, ja, så gør man det. Sådan er erhvervslivet.
Og jeg mærker… skal vi kalde det griskheden: Selvfølgelig vil jeg have mest ud af mine egne penge, så lur mig, om ikke jeg følger anbefalingerne, når jeg skal købe ny frakke, striktrøje, bukser, bluse og bh.
Jeg får hovedpine ved tanken, mærker svimmelheden, blævrebenene og kvalmen; jeg har koncentreret mig rigeligt lige nu.
Jeg håber, den hjernerystelse snart forsvinder. Ingen kan sige, hvor længe den hærger. Om den overhovedet forsvinder eller bliver kronisk. Først efter et år kan man afgøre, om ulykken har givet mig mén, hvor jeg så skal undersøges for ‘méngrad’ med henblik på erstatning.
Svie og smerte
Efter den første måneds optimisme og tro på, at det jo gik fremad dag for dag, stod det stille og påvirkede mit humør i nedadgående retning.
Her sad jeg stadigvæk, helt uden skyld og havde ondt og kunne for eksempel ikke cykle på grund af svimmelhed. Jeg kan hverken gå til gymnastik eller yoga, som jeg har betalt til, osv. osv., og begrebet ‘svie og smerte’ stod tydeligt foran øjnene.
Min forsikring fortalte ikke noget om svie og smerte. Direkte adspurgt lod de mig vide, at det må jeg selv bede ‘skadevolder’ om.
Altså mail til modpartens forsikringsselskab:
“Nu skal I høre, hvordan jeg har det her to måneder efter ulykken: Jeg synes, det er træls at blive svimmel og få hovedpine af at koncentrere mig eller af at skulle løfte mit barnebarn.
Kort sagt: Jeg har hjernerystelse stadigvæk. Jeg aflyser alt muligt og kan hverken deltage i det ene eller det andet.
Det føles, som om den skraldebil og ulykken har hugget to måneder af mit liv, indtil videre. Jeg var uden skyld i den ulykke, så jeg vil gerne søge om svie og smertekompensation hos jer.
Og så må vi se, hvad de siger. Imens minder folk mig om, hvor heldig jeg var, at jeg stadig er i live. Ja, det er vigtigt hele tiden at huske det.
Men nu er jeg nødt til at hvile mig, oven på den her omgang.
Alle fotos er skribentens egne. Topfoto er cykelhjelmen med revne og skrammer. Den har gjort sin gavn.
POINT of VIEW International er gratis, og vi, der blogger, modtager ingen betaling. Hvis du holder af, hvad jeg skriver, og har lyst til at støtte min forsatte skribentvirksomhed, så modtager jeg med glæde både små og store beløb på Mobile Pay 24 24 62 42.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her