Fransk toppolitiker vil regere Barcelona

i Europa/Politik & Samfund af

ANALYSE – Den tidligere franske premierminister Manuel Valls kundgjorde for få dage siden sit kandidatur til borgmesterposten i Barcelona. Kandidaten gør meget ud af sine catalanske rødder og forsøger at vriste catalanskheden ud af udkantsnationalismens faste greb. Men vil byens vælgere tage en fransk toppolitiker til sig som Barcelonas overborgmester?

BARCELONA – Der er tre lejre i Cataloniens hovedby, Barcelona: Separatisterne, unionisterne og de vægelsindede i midten. De sidste sidder p.t. på magten – men hvor længe endnu?

Dels har den 44-årige overborgmester, Ada Colau, fra sit eget lokalparti, Barcelona en Comun, skuffet fælt i den praktiske udførelse af de venstreorienterede idealer og vist sig dårligt egnet med himmelråbende historieløse udtalelser. Dels har de to yderlejre sat alt ind på at vælte hende, idet separatisterne føler sig berettigede til magten, og unionisterne huser en højrefløj, hvis økonomiske interesser Colau truer.

Tiden er ikke til vankelmod – men måske er tiden inde til at trække catalanskheden ud af separatismens greb og nægte nationalisterne patent på at være Rigtige Catalanere?

Endelig har den tidligere boligaktivist skudt sig selv i foden ved at skubbe de lokale socialdemokrater (PSC) fra sig for at please de løsrivelsesivrige udkantsnationalister. PSC har op igennem demokratiets tid ladet sig tømme ideologisk og fyldt på med en regionalisme, der er udartet til en egentlig nationalisme. Også de befinder sig i midterlejren klemt fra begge sider.

Tiden er ikke til vankelmod – men måske er tiden inde til at trække catalanskheden ud af separatismens greb og nægte nationalisterne patent på at være Rigtige Catalanere?

Den catalanske forbindelse

Det mener i alt fald den 56-årige Manuel Carlos Valls Galfetti, søn af en catalansk kunstmaler og på et lavpunkt i sin ellers kometkarriere nord for grænsen. Valls er franskmand, men var spansk statsborger indtil en alder af 20 år. Han kan derfor stille op til lokalvalg i Spanien. Og så er han af ægte republikansk æt, understreger han ved hver en given lejlighed, og appellerer i det hele taget meget til en sydlandsk forestilling om familiers fælles ståsteder.

Bortset fra Die Grünens fransk-tyske Daniel Cohn-Bendit, er Valls vist den første grænsegænger i vesteuropæisk toppolitik, og forvirringen er total. Hvad vil han her?

Valls lyder tilnavnet ”spøgelsesdeputeret”, da han sjældent viser sig i den franske Nationalforsamling, som han ellers indtil videre har fået løn for at sidde i

Det er faktisk meget uklart. Valls svigtede socialisterne sidste år til fordel for Emmanuel Macrons liberale bevægelse, En Marche, men Macron ville ikke vide af ham. Siden har han været tilbage i lokalpolitik i den parisiske forstadskommune Évry. Han lyder tilnavnet ”spøgelsesdeputeret”, da han sjældent viser sig i det franske parlament, som han ellers indtil videre har fået løn for at sidde i.

Og nu skal det være. Næste uge opsiger han alle poster i Frankrig – presset af kritikere – og boligen i Barcelona er på plads i gaden med navnet París. Ved pressemødet den 26. september fik vi lov at se gadenøglen.

Snoskforvirret eller snu?

I Frankrig betragter man det som ”en vittighed”, at Valls vil til at regere storbyen syd for grænsen, betror en fransk journalist med lyse proptrækkerkrøller mig. Spansk presse beskriver en mand i midtlivskrise, der ”skifter kæreste, by, land og liv”.

Men hvad, de mener i Frankrig, vil Valls da blæse på, fortæller han til pressemødet i Spanien.

Han har brændt alle broer bag sig. Nu vil han – ene mand, lader det til – indføre orden Barcelona. Byen var scene for et terrorattentat i fjor og epicentrum for sidste års løsrivelsesfors. Den catalanske hovedby lider tillige under en lang række sociale problemer, som er værst for dem, der har problemerne, men heller ikke rare at være i nærheden af.

Byens sociale problemer

En ureguleret overturisme, som sammen med boligspekulationen og en lejerfjendsk lovgivning presser folk ud af deres boliger.

Heroinplagens genkomst i bydelen Raval syd for Ramblaen (i vidt mål i form af grænseløse junkier fra andre lande i det åbne Schengenområde).

Valls stiller sig på turisternes side i en turisttræt by og omtaler gadehandlerne som et sikkerhedsproblem med belæg i én eneste hændelse

Aggressivt tiggeri og fritgående sindssyge. Afføring fra de mange hunde, som erstatter de manglende barnefødsler blandt generationerne uden sikker og stabil adgang til arbejdsmarkedet, og urin fra de mange mennesker uden adgang til almindelig sanitet.

Mindreårige marokkanere, som børneværnet sender ud og overnatte på politistationer, hvor den eneste mad, de får, er de chips, som betjentene betaler af egen lomme.

Handlede sorte kvinder op og ned ad Ramblaen ved nattetide og bundtriste hvide prostituerede i Carrer Robadors. Og så de afrikanske gadehandlere, som falbyder solbriller og gummisko og dametasker til en billig penge.

Gadehandlerne fra Afrika

Pressemøde med Manuel Valls 26. september. Foto: Sara Høyrup

Valls stiller sig på turisternes side i en turisttræt by og omtaler gadehandlerne som et sikkerhedsproblem med belæg i én eneste hændelse.

For nogle uger siden fik en amerikansk turist slag af gadehandlere, og episoden blev straks grebet af det fremmedfjendske yderste højre, som er på vej frem som modtræk til separatismen. Sågar centrum-højre partierne brugte den enkeltstående episode som bevis for, at alle disse sorte mænd er farlige.

Jeg spurgte Valls til pressemødet, om det virkelig er rimeligt at udpege dette normalt fredelige og ydmyge Lumpenproletariat som syndebukke, når kandidaten samtidig bedyrer, at hans hjerte – stadig eller på ny – banker til venstre og føler med de fattige.

Jeg blev belært af den nyankomne kandidat, at jeg skulle tage at gå de få skridt ned til Plaça Catalunya og videre ned på stranden for at se med egne øjne, at … hvad? At gadehandlerne står i vejen og fylder det hele, ja. Men er det virkelig et sikkerheds-problem?

Eller er det et af de mange sociale problemer, der opstår i sprækkerne, når store dele af en befolkning ingen borgerrettigheder har og derfor hverken kan åbne en rigtig butik eller få et rigtigt job og betale skat som alle andre?

Venstremand

Kandidatens argument om sikkerhed blev i spansk presse fortolket som validt, idet han jo har ret i, at gadehandlerne får det yderste højre til at vokse (skønt denne yderfløj mest af alt nærer sig ved ramaskriget over det catalanske løsrivelsesforsøg). Det gør de afrikanske mænd med deres blotte tilstedeværelse og med de løsrevne episoder af sammenstød med ordensmagten, som konfiskerer deres varer og dermed deres forsørgelsesgrundlag.

Men noget venstreorienteret argument er det ikke, at vi skal gå de fremmedfjendskes ærinde ved at tilslutte os deres udpegning af syndebukke for alt, hvad der er galt i en storby som Barcelona.

Jeg for min del tror ikke, at byens vælgere er klar til så hypermoderne en nyskabelse som en fransk toppolitiker som Barcelonas overborgmester

Den franske kandidat fik da også sagt til de ivrigt lyttende journalister i salen, at aksen venstre/højre slet ikke er relevant længere. Separatistpressen var der selvfølgelig som en mis og påpegede, at dette i sig selv rimelige synspunkt passer dårligt sammen med kandidatens præsentation af sig selv som en venstreorienteret mand.

Valls kæmper med at fremstå sammenhængende og konsekvent. Det er ham meget om at gøre ikke at blive castet som en overløber. Han vil gerne repræsentere det progressive synspunkt, som venstrefløjen så længe har taget patent på. Og det gør han måske faktisk også – nu blot fra en liberal position.

En bred platform?

Og dét, har han til fælles med det liberale parti, Ciudadanos (Cs), som indtil videre er det eneste unionistparti, der har taget franskmanden til sig. Der er vel nok et element af snobberi i det – de veluddannede blandt catalanerne har alle dage set op til franskmændene, og partispidserne hos Cs er stort set ene advokater tilsat en knivspids af andre liberale fag.

Og så er der den europæiske vinkel: Det er helt i den europæiske ånd, at kandidater kan have andet europæisk statsborgerskab, hvis blot de kan overbevise vælgerne om deres relevans. Jeg for min del tror ikke, at byens vælgere er klar til så hypermoderne en nyskabelse som en fransk toppolitiker som Barcelonas overborgmester.

Den nationalistiske presse ved ikke ret, om den skal håne Manuel Valls sønder og sammen, frygte ham eller beklikke hans catalanskhed

De unionistiske konservative har takket nej til at gå med i et fælles forfatningstro valgforbund, skønt de er på undergangens rand i en region, der aldrig har villet vide af dem. De lokale socialdemokrater vil heller ikke opløses i en fælles liste – måske svider kandidatens svigt af det franske søsterparti stadig. Nogen stor tillid nyder Valls heller ikke hos andre end liberale Cs, der løber en stor risiko ved at lægge hele deres vægt i hans skål.

Det forlyder i spansk presse, at det catalanske erhvervsliv er mere end beredt til at finansiere den nye kandidat på scenen. Den betydelige unionistforening Societat Civil Catalana bakker også op.

Men nogen partibredde har platformen endnu ikke opnået, skønt Valls måske er manden, unionisterne må samles om, hvis de vil vinde byen.

Manuel Valls’ bedstemor

Ét er sikkert: Den franske catalaner gør udkantsnationalisterne nervøse.

Esquerra Republicana (ERC) regner sig selv for progressive nationalister (hvad det så end det er). Her har den nye kandidat, der regner sig selv for progressiv antinationalist, udløst så megen panik, at man har udskiftet spidskandidaten til posten som overborgmester.

Den nationalistiske presse ved ikke ret, om den skal håne Manuel Valls sønder og sammen, frygte ham eller beklikke hans catalanskhed:

På lederplads lover nationalistdagbladet Ara med overskriften ”Manuel Valls’ bedstemor” at have noget at sige om kandidatens catalanske baggrund. Konteksten byder læseren at forstå overskriften derhen, at han måske slet ikke er så catalansk, som han påstår – men brødteksten har ikke et ord at sige om bedstemoren.

Topillustration: Wikimedia Commons

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.
http://SaraHoyrup.com
POV lønner ikke sine skribenter - endnu. Så hvis du nyder Saras artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke: reg. 8401, konto 8401534673
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Europa