Det franske præsidentvalgs første runde finder sted 23. april, og 7. maj afgøres det endeligt, hvem der ender i Elyséepalæet. Den konservative kandidat François Fillon er i knæ efter anklager om korruption og nepotisme og den højrenationalistiske Marine Le Pen har fået Front National placeret øverst i meningsmålingerne. Til venstre ligger socialisten Benoît Hamon og populisten Jean-Luc Mélenchon. Dertil kommer valgets overraskelse, den nydøbte socialliberale Emmanuel Macron. Oddsene er høje. Vinder Donald Trumps allierede Le Pen, lurer en folkeafstemning om fransk udmeldelse af EU – Frexit – og en mulig rystelse af det Europa, vi kender. Dan Tschernia forklarer og analyserer.
Valget er klart: det er Fillon eller kaos. Eller omtrent sådan forsøgte François Fillon at skildre situationen mandag. Han er tidligere statsminister og højrepartiet Republikanernes kandidat til præsidentvalget om to måneder. Og i denne uge forsvarede han sig igen, denne gang på et pressemøde mod nylige anklager om korruption. Bl.a. har han som senator haft sin hustru Penelope ansat som offentlig betalt assistent. To af hans børn har også haft statslønnede jobs hos ham.
Det er lovligt for franske politikere at lade parlamentet betale for ansættelse af slægtninge som assistenter. Men det er naturligvis ulovligt, hvis der er tale om fiktivt arbejde.
I Penelopes tilfælde beskyldes hun af blandt andre satireavisen Le Canard Enchainé for blot at have inkasseret lønnen uden at yde noget for den. Det benægter Fillon kategorisk, samtidig med at han i tide og utide offentligt bedyrer sin store kærlighed til den walisiskfødte hustru. Desværre for ham har fransk TV2 netop offentliggjort nogle gamle videooptagelser, hvor Penelope forklarer en britisk journalist, at hun aldrig nogensinde har bistået sin mand med politisk arbejde. Det samme har hun sagt i et interview i 2007 med den britiske avis Daily Telegraph. Efterforskerne har ikke fundet materielle spor af Penelopes arbejde, men de har ifølge Le Canard Enchainé fundet spor af, at hun har fået godtgørelse efter hun fratrådte, fordi den, hun var assistent for, ikke blev genvalgt. Beløbet var en normal fratrædelsesgodtgørelse.
Der var samme stemning over Fillons møde med pressen, som der i sin tid var over Løkke Rasmussens møde med de danske medier i anledning af, at han havde fløjet på første klasse til Sydkorea. Fillon var alvorlig, brødebetynget, så på et tidspunkt ligefrem syg ud og undskyldte over for franskmændene, at han havde gjort sig skyldig i noget, der ganske vist var lovligt, men ikke længere er accepteret af befolkningen. Og så gennemgik han sin privatøkonomi i detaljer. Senere lagde han oplysningerne ud på internettet.
Se pressemødet her:
Han erklærede også, at den engelske journalist, der i sin tid interviewede Penelope, nu havde kontaktet hende og beklaget den aktuelle brug af optagelserne med hende. Det har journalisten senere dementeret. Hun har ikke beklaget noget som helst.
Urokkelige Fillon
Fillon erklærede på pressekonferencen, at han ikke trækker sig som kandidat. Uden ham bliver der kaos, og højrefløjen vil tabe. Der er ikke noget alternativ.
Han er blevet valgt ved et såkaldt primærvalg, hvor alle franskmænd, der var villige til at erklære sig enig i højrefløjens ideologiske grundlag, formedelst to euro, kunne stemme på hvem, der skulle repræsentere den side af det politiske spektrum i valget. Mere end fire millioner mennesker deltog i valget. 65 procent af dem stemte på Fillon.
Socialisterne vælger deres kandidat på nogenlunde samme måde. Hos dem kostede det dog blot en euro at deltage. I øvrigt valgte meget færre socialister – cirka to millioner – at stemme ved deres netop overståede primærvalg, der blev vundet af den stærkt venstreorienterede Benoît Hamon.
Den tidligere favorit Fillons chancer for at vinde er blevet små. Men han må i givet fald selv beslutte at gå. Ingen kan fjerne ham.
Kun en procent af franskmændene er organiseret i politiske partier. Derfor har højre og socialisterne i forbindelse med de seneste præsidentvalg fundet deres kandidater på denne måde. Det har vist sig at give nogle overraskelser. Fillon var ikke favorit i sit parti, og Hamon var det heller ikke sit.
Fordi kandidaten ikke er valgt af partiapparatet, men ved primærvalg, hvor mere eller mindre tilfældige borgere stemmer, kan partiet ikke skille sig af med sin kandidat. Det er ikke forudset, at der kan opstå en situation, hvor det vil være gavnligt med en udskiftning.
Flere og flere republikanere mener imidlertid nu, at man bør finde en anden kandidat. Fillon var før Penelope-gate (som affæren er døbt i medierne) favorit til at vinde præsidentvalget. Nu daler hans popularitet voldsomt. Den offentlige undskyldning har ifølge meningsmålinger ikke overbevist franskmændene. Hans chancer for at vinde er blevet små. Men han må i givet fald selv beslutte at gå. Ingen kan fjerne ham.
Fars pige
Billedet op til præsidentvalget ser derfor lige nu sådan ud: Hamon, der blandt andet har borgerløn som sin mærkesag, har, til trods for en beskeden medgang i meningsmålingerne, næppe nogen chance for at vinde.
Den endnu mere venstreorienterede og populistiske Jean-Luc Mélenchon, der optræder under etiketten ”La France insoumise” – frit oversat ”Det Frankrig, der ikke bøjer nakken”, der sætter pris på Putin, og som har opstillet sig selv, har næppe heller en chance for at blive landets næste leder.
Han er de enkle budskabers mand, vred på pressen, som, han mener, har en fælles dagsorden, der i hans tilfælde drejer sig om at få ham ned med nakken. Han foretrækker derfor moderne sociale medier – og moderne kommunikationsmetoder i det hele taget: Forleden præsterede han at optræde i Lyon og Paris samtidig. Han stod på en scene i Lyon – i Paris så en pakket sal ham simultant som hologram, hvilket man kan fornøje sig med at se her:
https://www.youtube.com/watch?v=QA7plYXyx40
Tilbage er den ekstreme højrepopulist Marine Le Pen og en ung kandidat, der erklærer, at han er ”ni droite ni gauche” – hverken højre- eller venstreorienteret. Han hedder Emmanuel Macron og er 39 år. Hans slogan om højre og venstre er en direkte udfordring til Front National. De siger det samme om sig selv. Hos dem er det en arv fra tidligere tiders fascistiske bevægelser.
Marine Le Pen er datter af Front Nationals grundlægger, Jean-Marie Le Pen. Han er kendt for sin meget rå tone og ekstreme politiske holdninger, der, med bl.a. en god portion antisemitisme, grænser til at være nazistiske. Marine, der overtog partiet for nogle år siden, hævder at have brudt med faderen. Hun forsøger at gøre det en anelse pænere bl.a. ved at nedtone racismen og så vidt muligt fjerne antisemitismen. Se POV Internationals portræt, ”Kælne katte og kridhvide skjorter” fra 2016 her.
”I Folkets Navn” er hendes slagord i valgkampen. Og hendes ”folk” ønsker blandt meget andet ikke at være medlem af EU, vil have begrænset indvandringen og forlanger en national fransk valuta tilbage. Hun er glad for Putin og har lånt russiske penge til at føre kampagne for. Hendes facon er venlig, indsmigrende – næsten charmerende. Hun er god til at formulere sig i folkelige vendinger, men er grov over for politiske modstandere. Og så nærmer hun sig 30 procent i meningsmålingerne, hvilket anbringer hende som nummer et lige nu.
Macrons slogan om højre og venstre er en direkte udfordring til Front National. De siger det samme om sig selv. Hos dem er det en arv fra tidligere tiders fascistiske bevægelser.
I Frankrig vælger man i to omgange. Første runde har som regel en hel del kandidater. Hvis en af kandidaterne får mere end 50 procent af stemmerne er valget afgjort. Ellers skal de to, der får henholdsvis flest og næstflest stemmer, mødes i anden runde. Vinderen bliver præsident.
Indtil Penelope-gate regnede man med, at Fillon og hun ville mødes i anden runde. Fillon er meget højreorienteret og i virkeligheden ret tæt på Le Pen.
Men der er fremmehadet til forskel. En udadtil rolig og behersket mand. Han bor ikke langt fra Le Mans og kører racerbiler i sin fritid, hvad han selv mener, er en god øvelse i netop at bevare ro og overblik. Han er europaskeptisk og stærkt (katolsk) religiøs. Også han har et godt forhold til Putin. Han vil reformere det franske samfund gennem en voldsom hestekur. På programmet står for eksempel nedlæggelse af en halv million stillinger i den offentlige sektor.
Le Pen er Frankrigs svar på DF
Alene det sidste vil kunne jage mange offentligt ansatte vælgere over til Marine Le Pen, der forener sin nationalisme med elementer fra socialismen. Ligesom vort eget Dansk Folkeparti, kan hun lokke med løfter om sociale forbedringer. Hun betragter sig selv som en fransk Trump – de to er glade for hinanden – og hævdede forleden på tv-stationen LCP (Frankrigs Folketingskanal), at hun i valgkampen ikke repræsenterer Front National, men udelukkende sig selv med gode tilbud til alle franskmænd.
Også hun har en sag om økonomisk fifleri mod sig: EU har forlangt mere end en million euro tilbagebetalt. Front National har brugt penge, der skulle bruges til sekretærhjælp i forbindelse med arbejdet i EU-parlamentet, til almindeligt partiarbejde. Hun hævder, der er tale om et socialdemokratisk komplot mod hende og nægter at betale tilbage – der er hverken anger eller undskyldninger her. Anklagerne ser ikke ud til at påvirke hendes popularitet. Det er formodentlig mere acceptabelt at begå underslæb mod EU end at snyde den franske stat.
Marine Le Pen er jurist af uddannelse og vokset op under økonomisk særdeles gode kår. Stort set alle kandidaterne har åbenbart opdaget, at der er stemmer i at rakke ned på eliten. At de selv uden undtagelse er en del af den uddannelsesmæssige og økonomiske elite ser ikke ud til at anfægte dem i deres angreb på den.
Macron: Politisk vidunderbarn
Emmanuel Macron er et interessant fænomen. Han har skabt bevægelsen ”En Marche” – ”Fremad”. Som politiker er han ny. Han er et produkt af ENA – den mest elitære af samtlige franske uddannelsesinstitutioner for eliten, École nationale d’administration, hvor Frankrigs øverste politiske og administrative top normalt er uddannet. Han har arbejdet i Rotschild Bank (hvor han blev fyrsteligt belønnet for en god indsats), var vicegeneralsekretær for Elyséepalæet og var økonomiminister i to år i den afgående præsident François Hollandes regering.
Han etablerede ”En Marche”, mens han endnu var minister. Det sidste giver i øvrigt anledning til, at også han kritiseres for lemfældig omgang med statens midler. Han anklages for at have brugt ministeriets repræsentationsbudget til at betale for sammenkomster i forbindelse med stiftelsen af bevægelsen. Det benægter han.
Få gav for blot en måned siden Macron en chance. Han har endnu ikke et færdigt program. Men vi ved, at han er for EU, for euroen, for så megen frihandel og internationalt samarbejde som muligt. Og så er han kritisk over for Putin. Og til mange kommentatorers forundring flokkes flere og flere om ham.
Bortset fra sine to år som økonomiminister er han uden parlamentarisk erfaring. Han har aldrig tidligere stillet op til et valg. På privatfronten er han gift med den meget ældre dramalærer fra gymnasietiden, Brigitte Trogneux, der for tiden optræder som hans kampagneleder. Indtil for nogle dage siden instruerede hun ham i, hvordan man gebærder sig i store forsamlinger. Nu har de hyret en operasanger, der lærer ham at bruge stemmen rigtigt. Han gjorde en lidt komisk figur i forbindelse med et af de første store møder, hvor hans stemme nærmest gik i overgang, fordi han råbte sine budskaber ud med for stor kraft.
Få gav for blot en måned siden Macron en chance. Han har endnu ikke et færdigt program. Men vi ved, at han er for EU, for euroen, for så megen frihandel og internationalt samarbejde som muligt. Og så er han kritisk over for Putin. Nogle russiske medier har udspredt rygter om, at han i virkeligheden er homoseksuel og bedrager sin hustru med en mand. Det tager han ret roligt og med skjult henvisning til Melanchons optræden forleden, har han udtalt, at det nok var et hologram de havde set.
Til mange kommentatorers forundring flokkes flere og flere om ham. Men efter Hamons valg som socialisternes kandidat har adskillige socialister sluttet sig til ham. Og fra Republikanerne (Fillons parti) strømmer der også folk til. Det er uklart hvem, der finansierer ham og hans kampagne, men han appellerer især til mange unge, og hans popularitet er voksende. Fillon kaldte ham under sit pressemøde hånligt for en ”guru”. Chancen for at denne guru og Le Pen kommer til at mødes i sidste valgrunde er dog, især på grund af Fillons problemer, stigende, og han kan ende med at blive præsidentvalgets helt store overraskelse.
Republikansk front
I fransk politik har man et begreb, der hedder ”le front républicain” – ”den republikanske front”. Den mobiliseres, når det ser ud som om et ekstremt parti risikerer at vinde et valg. Da socialisternes kandidat Lionel Jospin ved præsidentvalget i 2002 allerede i første runde røg ud, og højrefløjens Jacques Chirac i anden runde stod over for Jean-Marie Le Pen, dannede man således en republikansk front, der uanset om man kom fra højre eller venstre støttede Chirac. Han vandt derfor med 82,2 procent af stemmerne over Le Pen.
Nogle iagttagere mener, at når Marine Le Pen efter al sandsynlighed bliver den ene kandidat i anden runde, vil der på ny blive dannet en republikansk front, som sikrer den anden, formodentlig mere moderate kandidat, sejren.
Men intet er, som det plejer at være i fransk politik. For det første er det ikke sikkert, at der i dagens splittede Frankrig kan skabes enighed om en republikansk front. For det andet kan man ikke regne med, at vælgerne i givet fald følger moderate politikeres råd om at støtte en hvilken som anden helst kandidat end Le Pen.
I en atmosfære af terror, undtagelsestilstand, politikerlede og tristhed, risikerer man, at mange ikke gider stemme i anden runde, og at de, der gør, stemmer mere radikalt, end de plejer. Den situation kan bringe Marine Le Pen til magten.
Endelig er politikerleden stor. Der er en dyb folkelig uvilje mod de politiske ledere. Alle disse affærer med pengefiflerier – den forrige præsident Nicolas Sarkozy efterforskes f.eks. stadigvæk for uregelmæssigheder i forbindelse med sidste præsidentvalgs valgkamp – giver befolkningen kvalme.
Dertil kommer, at Frankrig generelt er forrevet efter de terrorhandlinger, der har fået præsident Hollande til at sætte landet i en undtagelsestilstand, som nu har varet i næsten halvandet år. Skarpt bevæbnede soldater patruljerer i gaderne, der er skærpet sikkerhedskontrol og overvågning mange steder og turismen er først nu er ved at komme sig efter sidste års terrorangreb i Paris og Nice. Dertil kommer en høj arbejdsløshed og et økonomisk opsving, der udebliver. Stemningen er deprimeret og kan være en ideel grobund for politikere med enkle ekstreme budskaber.
I den atmosfære af tristhed, risikerer man, at mange ikke gider stemme i anden runde, og at de, der gør, stemmer mere radikalt, end de plejer. Den situation kan bringe Marine Le Pen til magten. Det vil give så voldsomme dønninger, at det vil kunne mærkes over hele Europa, også hos os i Danmark – og ikke kun fordi hun forlods har bebudet en folkeafstemning om EU-medlemskabet, som hun håber vil lede til Frexit.
Topillustration: Marine Le Pen fejrer 1. maj – Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
