1. MAJ // GENERATIONSKAMP – På denne 1. maj, hvor fanerne på grund af covid-19 ikke får lov til at vaje over Fælledparken og andre store forsamlinger, synes Jesper Grunwald alligevel ikke, at talen helt skal opgives. 1. maj-talen. Denne tale har han dedikeret “til mine børn”. Og resten af deres generation, naturligvis.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kammerater!
Nej, det går jo ikke.
Det er morfaragtigt og prætentiøst. For slet ikke at tale om lyden af Nazityskland og soldaterkammerateriet efter flere verdenskrige i det land, hvor halvdelen af min og noget af jeres stamtræ stammer fra.
I er jo mine børn og ikke mine partikammerater.
Denne tale er til jer mine børn– og til jeres aldersgruppe. Det er sikkert (for) meget generaliserende. For en af mine pointer er netop, at borgerne – hverken min eller jeres generation udgør én gruppe eller én klasse. I – mine to døtre (og min bonus-datter) er vokset op i en middelstand, som er et produkt af de kampe, som jeres bedsteforældre og jeres forældre tog.
I fik endnu mere ud af det, der måtte være tilbage af den gamle, dogmatiske klassekamp. Bedre levestandard, mere uddannelse, – mindre udbytning. Og I fik større opmærksomhed. Men det er ikke forkælelsen, som jeg ønsker på bordet.
Jeg frygter blindheden
For når jeg kigger rundt i den nye verden af vanvittige eneherskere, bindegale præsidenter, seksuel og økonomisk udnyttelse, absurd ulighed, religiøs fanatisme og fascisme; når jeg på det nære plan kigger på skilsmisser, uddannelses-fetichisme, stress og uhørt arbejds- og karriereliderlighed – er jeg oprigtigt blevet i tvivl om det med forkælelsen. Harmonien er en løgn
Jeg vil derimod sige nogle ord om det, jeg frygter allermest i denne tilsyneladende alle tiders største velstand, vi lever i.
Jeg frygter blindheden.
Jeg voksede op i en tid, hvor den sociale ulighed stadig var tydelig. Og før mig, kæmpede mine forældre for materielle goder og frihed, som de ikke oplevede i deres barndom under krigen.
Jeg husker min fars og mors stolthed over det første egetræsbord og stolene med det grønne betræk, der afløste arvestykkerne af mahogni og grønt plys fra den gamle, barnløse tante. Og senere: PH-lampen, symbolet på god smag. For slet ikke at tale om den rødbrune øreklapstol af Børge Mogensen. Skønt og moderne, dengang – symboler på den sociale optur.
Det handlede selvfølgelig også om at få os børn godt afsted på den sociale rejse. Håndfast og uden tvivl. Jeg husker ikke, at min far og mor overhovedet spurgte mig, om jeg havde lyst til at komme i gymnasiet. Det ville være betragtet som arrogance og forkælelse, hvis ikke.
Den slags traditionalisme og småborgerlighed måtte min generation gøre op med. Friere parforhold, ægte orgasmer uden formering, joints – og skilsmisser
Min egen generation med barndom i 60’erne og ungdom i 70’erne svarede ”ja tak” til højere skoleuddannelse, som jeres farfar havde som en uforløst drøm. I hans barndom var der ikke råd til mere end en realeksamen. Og jeres farmor oplevede sin mors hovedrysten over, at hun ville gå så vidt – at blive sygeplejerske. Når nu der fandtes husholdningsskoler og en helt sikkert god mand og forsørger fra en større gård på egnen.
Den slags traditionalisme og småborgerlighed måtte min generation gøre op med. Friere parforhold, ægte orgasmer uden formering, joints – og skilsmisser. Frigørelse, som I mærkede konsekvenserne af. Men rolig nu. For da flipperiet var overstået, fortsatte vi med at gøde jorden for vore børn og jeres sociale optur.
Der var simpelthen mere politisk ”sex” i vilkårene for den voksende middelstand
Om vi ønskede lighed – jamen, selvfølgelig! Hvem gør ikke det? Og nu blev de højere og de akademiske uddannelser normen – bestemt form éntal.
Arbejderne var for længst blevet til lønmodtagere. Selv langt ind i arbejderpartierne og deres regeringer blev lærlingeuddannelserne svigtet. Der var simpelthen mere politisk ”sex” i vilkårene for den voksende middelstand. Mere fremtidsvision i at skabe nye bacheloruddannelser og kandidatuddannelser end i at finde ressourcer til arbejderklassens klassiske lærlingeuddannelser.
Drømmen om en enhedsskole helt frem til voksenalderen fordufter sammen med sværmeri som Økonomisk Demokrati. Politikerne på alle fløje fulgte vel blot – naturligt nok – den virkelighed, som de kendte. Fra nu af strømmede der politologer, økonomer og jurister ind i Folketinget.
Så blindheden tog til.
Der hvor kærligheden til markedet transformerer sig til en slags trosretning, hvor al tvivl er kætteri.
Helt tydeligt blev det, da reaktionen mod “de røde lejesvende” i 70’erne tog fart i 80’erne og 90’erne. Ouverturen til operetten ”Det blå Danmark” – de frie markedskræfters lykkelige syngespil.
Når nu proletariatet tilsyneladende var afskaffet, når den materialiserede klassekamp havde intimideret sig selv ihjel i de kommunistiske diktaturer, hvor levestandarden jævnt hen var dårlige end under den velsmurte kapitalisme – hvorfor i al verden skulle man så fortsætte med de våde, røde drømme?
Men dette selvfølgelige ræsonnement gav med tiden en slags politisk tunnelsyn. Der hvor kærligheden til markedet transformerer sig til en slags trosretning, hvor al tvivl er kætteri.
Nu vender jeg ansigtet mod jer – eller mod jeres børn – mine børnebørn, der kommer til at kæmpe mod konsekvenserne af de klasse-konflikter, som den moderne kapitalisme har skabt. Den moderne, globale kapitalisme har skabt mekanismer, som med uhyggelig lethed kan tænde gnister, som skabte de store revolutioner i 1900-tallet. Og proletariatet er ikke afskaffet.
Men jeg er bekymret for den manglende systemkritik af kapitalismen, som var ledetråden i min egen ungdom
I verden udenfor vores kulturkreds er det tydeligt og indlysende. Herhjemme vil vi stadig ikke se det i øjnene. Vi er opvakte og progressive på mange fronter, og I – mine børn – har på mange måder virkeliggjort begrebet ”den politiske forbruger”, som jeg hørte meget om på chefkurser, da jeg selv gjorde karriere.
Jeg køber altid økologisk mælk og æg fra det sunde landbrug, jeg aldrig selv mødte som barn på landet. Jeg beundrer jer faktisk, når I køber og sælger genbrugstøj i den snusfornuftige bæredygtigheds navn. Eller når I udsætter det private bilkøb, fordi storbyen stinker af benzin og diesel. Når I ønsker det nye tøj mærket, så man kan være sikker på, at det ikke er giftigt eller fremstillet af børn på usle vilkår.
Jeg er vild med pragmatikken i forhold til arbejdet for at passe på verden og dens ressourcer. Ikke så mange hellige demonstrationer på slotspladserne – men aktion via kritisk forbrug. Men jeg er bekymret for den manglende systemkritik af kapitalismen, som var ledetråden i min egen ungdom.
Den moderne kapitalisme har måttet indføre helt nye mekanismer for at sikre profitten i den globale konkurrence. En af vejene er at gøre sunde trends til en fed, kommerciel forretning og f.eks. spare på de klassiske udgifter til arbejdskraften. Det mest effektive er simpelthen at afskaffe lønarbejderen, sådan som jeg selv har oplevet det i taxibranchen, hvor jeg har arbejdet i 10 år.
I virkelighedens verden har deleøkonomien skabt alt fra totalt underbetalt taxikørsel til overlastning af storbyer, hvor privat udlejning erstatter hoteldrift
Taxiloven blev ændret med den magiske trylleformular ”liberalisering”. Selskabet, som var ejet af vognmændene selv, blev solgt til en investeringsfond – og herefter blev vognmændene underleverandører til det selskab, de selv havde ejet. Selskabet tjener på ”pladslejen”, der betales for den enkelte vogn og har en klar interesse i, at der er så mange taxier på markedet under deres logo som muligt. Den mekanisme undergraver vognmændenes markedsgrundlag.
Kort fortalt. Når du kører taxi i dag, kan du meget vel køre med chauffører, der har en timeløn langt, langt under mindstelønnen. ”Working poor” er ikke blot et amerikansk begreb for et menneske, der godt nok har et fuldtidsjob, men ikke kan leve af det uden enten at have flere jobs eller arbejde et uanstændigt antal timer.
Og nej – det er som bekendt ikke blot taxibranchens vilkår. Det succesfulde digitale indkøbscenter, Nemlig.com betjener sig også af denne fralæggen sig af arbejdsgiveransvaret ved at gøre medarbejdere til selvstændige underleverandører. Eller ”partnere”, som der står på andre logistikfirmaer, der for få penge kører forbrugsvarer fra pizzaer til grønne, økologiske færdigretter ud til den fortravlede og bekvemme middelstand.
Og så er der hele visionen om deleøkonomi. Hvorfor bestille tjenesteydelser i det kedelige industrisamfunds firmaer, hvis vi kan hjælpe hinanden med vennetjenester? Slå døren op for en betalende gæst, når vi alligevel skal ud af byen. Den snusfornuft kan man da ikke være imod. Når man altså lige har fortrængt frygten for en sort økonomi udenom det skattevæsen, som dybest set er forudsætningen for velfærdssamfundets fællesskab.
(I virkelighedens verden har deleøkonomien skabt alt fra totalt underbetalt taxikørsel til overbelastning af storbyer, hvor privat udlejning erstatter hoteldrift)
Vil I med jeres indkøbsvaner og politiske stillingtagen sige fra overfor urimelige arbejdsvilkår med samme styrke, som I går forrest i klimakampen
Og hvorfor dog holde liv i en gammeldags detailhandel, når nettet og Amazon kan klare det hele – fra lastbiler til bøger.
(I virkelighedens verden har Amazon sat standarder for nethandel og arbejdsvilkår for de ansatte, som er berygtede. Lige nu venter vi på, at den digitale superkapitalist indtager Skandinavien).
Jeg har læst så megen historie, at jeg udmærket ved, at mine ord her lyder som moderne tiders maskinstormeri, det man kaldte ‘arbejdernes håbløse kamp’, da de for et par århundreder siden forsøgte at stoppe dampmaskinerne for at bevare det gode håndværk. Den slags krige er tabt under den kapitalistiske frihedsideologi.
Men jeg ved også, at frihed og demokrati kræver retfærdighed og anstændighed. Derfor er min hilsen til jer i dag, den 1. maj 2021 formuleret som et spørgsmål:
Kan jeg regne med, at I vil have samme kritiske sans overfor kapitalismen og dens kyniske sider, som I har praktiseret over for overforbrug og den forgiftede fødevareproduktion?
Og vil I med jeres indkøbsvaner og politiske stillingtagen sige fra overfor urimelige arbejdsvilkår med samme styrke, som I går forrest i klimakampen?
Eller er arbejdskampen død? og skal den røde farves grøn?
(Grøn som den helt naturlige blandingsfarve af blå politik og gule fagforeninger)?
LÆS FLERE ARTIKLER AF JESPER GRUNWALD HER
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
