ESSAY // NYTÅR – “Lærerne og psykologerne gjorde præcis det samme, som folk sidder og gør overfor de unge på Nørrebro nu. De skrev min historie og udfyldte en masse blanke sider, som de ikke havde nogen anelse om, hvordan så ud i virkeligheden. Der er ikke et menneske i den her verden, der kender til graden af det, jeg har været igennem, og ingen kan gætte sig til historien.” Filminstruktør og forfatter Rachid Moutiq ser tilbage på nytåret for 15 år siden, hvor hans unge indre var i et kaos så stort, at han stadig har svært ved at sætte ord på tilstanden.
Det er nytår 2005, og jeg sidder og hænger ved et bord udenfor Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade, Nørrebro, hvor jeg er til fest.
Nogle af mine forbandede venner må have tvunget noget alkohol i mig, for jeg er påvirket og sidder og hænger lidt på stolen. Et par af mine venner står på behørig afstand og råber af mig, og jeg kigger op og smiler, men de fortsætter deres fandens råberi og peger ned på en raket, hvor pinden er knækket af lige ved mine fødder.
I Musikbyen ude i Næstved, hvor jeg voksede op, kunne man se, at det var december, når folk begyndte at skrue postkasserne af – ellers var der risiko for, at de blev sprængt i luften
Jeg stormer op, men nærmest filmisk følger raketten mit hoved og eksploderer ved siden af mit højre øre. Jeg griner, mens mine venner kommer mig forfærdet til undsætning. Jeg siger, at jeg er helt okay, og at der ikke er noget problem, mens en gruppe på ti drenge løber væk. Det er der bare alligevel, og jeg har den dag i dag permanent nedsat hørelse på det ene øre.
Er jeg bitter og sur?
Nej, for hvis karma findes, er det uden tvivl karma, der på spil. Som knægt på 10-11 år var der nemlig ikke noget, jeg elskede mere end at sprænge ting i luften. I Musikbyen i Næstved, hvor jeg voksede op, kunne man se, at det var december, når folk begyndte at skrue postkasserne af – ellers var der risiko for, at de blev sprængt i luften.
Ofte havde vi kampe i buskene, hvor vi skød romerlys og faldskærmsraketter afsted imod hinanden. Nogle gange kastede folk en stryger i busken for lige at vække folk, men vi opdagede hurtigt, at der ikke rigtig skete noget, når man blev ramt af et romerlys, udover at man fik meget overfladiske forbrændinger.
Men netop fordi vi så ofte kørte ting udi det ekstreme, udviklede vi et radikalt anderledes forhold til fare, og netop derfor agerede jeg på en måde, der for mig var normalt.
Der var et par folk, der plejede at råbe og true os, når vi legede. Dem plagede vi med strygere og kanonslag nær deres huse.
Kastede vi så nogensinde fyrværkeri direkte efter folk, som man ser på Nørrebro i dag?
Selv var jeg komplet forvirret i den periode. Jeg var begyndt at blive kaldt perker i skolen, min PTSD gjorde, at jeg trods et velfungerende intellekt ikke kunne holde ud at være i et klasselokale, og jeg begyndte at anse mig selv som dum
Nej, men vi udsatte trods alt andre for fare, og det gjorde vi ikke nødvendigvis, fordi vi var dårligt opdraget. Det var også, fordi vi hver især var outsiders på forskellig vis. Mange af dem var hvide danskere, men tro mig, når du er isoleret fra din skoleklasse og skal deale med alkoholiske forældre, så er white privilege bare et ord.
Selv var jeg komplet forvirret i den periode. Jeg var begyndt at blive kaldt perker i skolen, min PTSD gjorde, at jeg trods et velfungerende intellekt ikke kunne holde ud at være i et klasselokale, og jeg begyndte at anse mig selv som dum.
Herudover skulle jeg håndtere trusler fra andre perkere; jeg så min far blive indebrændt over og overfor Danmark, en dag hørte jeg fra min fætter, at han var blevet gift i Marokko, uden han havde fortalt mig et ord om det.
Mit indre var så voldsomt et kaos, at jeg stadig har svært ved at sætte ord på det.
Lærerne og psykologerne gjorde præcis det samme, som folk sidder og gør overfor nutidens unge på Nørrebro. De skrev min historie og udfyldte en masse blanke sider, som de ikke havde nogen anelse om, hvordan så ud i virkeligheden.
Der er ikke et menneske i denne verden, der kender til graden af det, jeg har været igennem, og ingen kan gætte sig til historien.
Og hvad angår Nørrebro er vi dybest set afskåret fra at forstå præcis, hvad der foregår omkring de fleste af urolighederne.
Nogen har sådan en banal tilgang til den sag. De tror, at man som brun ved mere omkring tingene på Nørrebro per automatik, men Nørrebro er også ufattelig polariseret forstået på den måde, at jeg har venner derfra, hvoraf nogen kan fortælle om krige mellem grupper af drenge, som involverede slagvåben og arrangerede masseslagsmål, samtidig med at andre siger, de aldrig har hørt om den slags og bare husker, at de spillede fodbold og drak myntete.
Hvis man forsøger at reducere de aktuelle uroligheder til en forsimplet gang pladder om en veldefineret minoritet imod en anden veldefineret majoritet, kommer vi aldrig videre.
Hvad med måske at prøve at se på, at rigtig mange føler sig uretfærdigt trængt op i en narrativ krog, hvor de faktisk nærmest ender med at være mere skyldige i noget, de i langt højere grad er ofre for?
Der er altid en grad af fiktion i ethvert narrativ (undtagen mit!) – men her er et forslag: hvad med måske at prøve at se på, at rigtig mange føler sig uretfærdigt trængt op i en narrativ krog, hvor de faktisk nærmest ender med at være mere skyldige i noget, de i langt højere grad er ofre for?
Og det har ikke en skid med, at jeg ikke vil se problemer i øjnene. Jeg har nærmest ikke lavet andet end at påpege problemer i etniske parallelsamfund i 2019, men at anerkende et problem er langt fra det samme som at anerkende eller tro på banale forklaringer.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topillustration: Nørrebro, fyrværkeri. Privat foto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her