Fra Mad Men til Madonna – 300 års cocktailhistorie fascinerer

i Bøger/Kulturhistorie af

KULTURHISTORIE // ANMELDELSE – Bog om cocktailens historie er smuk, inspirerende, og giver akut lyst til at udvide den hjemlige minibar – men irriterer med kringlet, prætentiøst sprog, skriver Amalie Keren Maarbjerg. 

Det var i starten af 00’erne, det var ét af vores sidste år i gymnasiet og det var sommerferie. Min daværende veninde og jeg var på ferie sammen i Prag, og verden var et eventyr, der kun lige var begyndt. Der var så meget, der skulle ses og opleves, og det var én af de første gange, vi var så langt væk fra hverdagen i Danmark på egen hånd, så selvfølgelig skulle der også drikkes cocktails.

I den forbindelse er Prag som bekendt heller ikke noget helt skidt sted at være, så på en billig-bar i nærheden fandt vi hurtigt, hvad vi ledte efter: Store, farvestrålende tequila sunrise’s med en fornuftig mængde alkohol, og til en pris vores skaldede SU kunne betale. Prag var (også dengang) fyldt med teenagere som os, som i det mindste selv syntes, de var alt for rebelske.

Mick Jagger og malaria

Derfor føles det ikke så lidt ironisk at læse om netop den famøse Tequila Sunrise i Karen Nielsen og Tore Leifers bog Cocktailtimen. Drinkens berømmelse skyldes nemlig ifølge bogen, dens forbindelse til ungdomsoprøret, rock’n’roll og selveste The Rolling Stones, der ifølge Keith Richards skulle have tyllet den som saftevand på én af deres turneer.

Ifølge historien skulle Mick Jagger i 1972 have opdaget drinken på San Francisco-baren The Trident, der udgjorde en slags hub for ungdomsoprøret fra sidste halvdel af 1960’erne. Stedet var etableret af folk-gruppen The Kingston Trio; Carlos Santana og David Crosby kom der og Janis Joplin havde ligefrem et stambord.

Mod malaria serveredes også klassikeren gin og tonic, da nøgleingrediensen i denne drik er kinin – et udtræk af barken fra kinatræet, der indtil efter Anden Verdenskrig var det eneste kendte middel mod sygdommen, der gjorde livet surt for de europæiske kolonimagter i Afrika og Østen

Den slags historier findes til overflod i bogen, der spænder over intet mindre end 300 års cocktailhistorie og 52 opskrifter, og bogen tager fat på mange interessante aspekter af emnet. For eksempel det faktum at flere cocktails, til at starte med, blev opfattet som en slags medicin. Fx. præsenteres vi for Mint julep, der mixes af bourbon, mynte og sukkersirup, og som til at begynde med blev brugt til nedkøling af febersyge og malaria-ramte.

Mod malaria serveredes også klassikeren gin og tonic, da nøgleingrediensen i denne drik er kinin – et udtræk af barken fra kinatræet, der indtil efter Anden Verdenskrig var det eneste kendte middel mod sygdommen, der gjorde livet surt for de europæiske kolonimagter i Afrika og Østen.

I bogen kan man desuden læse, hvordan den aromatiserede vin, der udgør vermouth, siden Hippokrates, helt tilbage i det femte århundrede f.v.t. anbefaledes som medicin. Hippokrates blandede – ligesom mange vermouth-producenter i dag – vinen med malurt for at tilføre den bitterhed – og mente, at netop malurt var godt mod både gigt og guldsot.

Cocktailens rennæssance

Tankevækkende er det også, at mens mange af os i dag måske tænker på cocktails som et sådan lidt feminint treat, så fortæller historien os noget andet. Signatur-cocktailen på den berømte klub Clover Club, der blev grundlagt i Philadelphia, Pensylvania i USA i 1892 – og hvor kvinder naturligvis ingen adgang havde – var fx en stor Barbie-lyserød drink med pisket æggehvide på toppen, serveret i champagne-coupéer. Og dette var altså en klub for byens førende politikere, sagførere, bankmænd og deslige! Og hvad med fiktive macho-ikoner som serien Mad Mens Don Draper eller James Bond himself, som respektivt svor til henholdsvis cocktails’ne Old fashioned og Vodka Martini?

Men naturligvis er der alligevel en forklaring på cocktailens i dag lidt ”tøsede” omdømme. På hvorfor det netop var cocktails, vi drak dengang i nullerne i Prag frem for øl eller vin fx.. En forklaring, der starter i begyndelsen af 1990’erne, der var slutningen på det, bogens forfattere kalder bartender-kunstens mørke middelalder.

Ikke alene spiller cocktailen Cosmopolitan altså i sig selv en stor rolle for den cocktailkultur,der findes i dag – den blev også markedsført af den, for min generation af kvinder, nok mest skelsættende TV-serie nogensinde, som noget sofistikeret og frigørende!

Fra midten af 1960’erne havde fortidens håndværk stået i skyggen af procenterne og behovet for en effektiv brandert, men det ændrer sig, da manden, der kaldes cocktail-rennæssansens stamfader, Dale De Groff bringer fokus tilbage på de gode ingredienser, frem for de hurtige løsninger. DeGroff tager cocktailen Cosmopolitan under omsorgsfuld behandling, og får – med åbenbar sans for branding – placeret den i hånden på én af de måske største stilikoner nogensinde – i 1988: Madonna.

I De Groffs variation af Cosmopolitan er den syntetiske, billige orangelikør udskiftet med likør med rigtig appelsin og den limesaft, der også indgår i opskriften presser han selv. Ifølge De Groff selv, havde der ikke fundet nogen revolution af cocktailfaget sted, hvis ikke det havde været for netop Cosmopolitan.

Det er dog med serien Sex and the City i 1998 at Cosmopolitan bliver én af de mest popoulære vodka-cocktails nogensinde. Ikke alene spiller cocktailen Cosmopolitan altså i sig selv en stor rolle for den cocktailkultur der findes i dag – den blev også markedsført af den, for min generation af kvinder, nok mest skelsættende TV-serie nogensinde, som noget sofistikeret og frigørende!

Kringlet sprog

Cocktailtimen er underholdende læsning, der giver akut lyst til at udvide den hjemlige minibar, men kræver, at man holder tungen meget lige i munden. For mens emnet er interessant og forfatterne uden tvivl vidende, så er sproget en del steder unødig kringlet og underligt prætentiøst.

En cocktail med navnet Last word beskrives således på følgende måde: ”Last word er med andre ord mere end summen af sine fire ingredienser, der er – som enhver vellykket cocktail – cocktailguld.” Det er efter denne anmelders mening rigtig mange ord at bruge på, at forklare – ja hvad, helt nøjagtig? At en cocktail består af flere ingredienser, der tilsammen skaber en synergieffekt, er de fleste nok med på.

Hvert sip er en lille mundfuld kulturhistorie, et snapshot af et tidspunkt og en stemning, og en smagsmæssig kollage af forskellige steder i verden. Fra cocktails med Caribisk rom til Mexicansk metzcal over drinks med italiensk vaniljelikør og kirsebærlikør fra Stevns

Eller hvad med beskrivelsen af cocktailen Vieux Carré’s relation til byen New Orleans.: ”Der findes masser af cocktails opkaldt efter geografiske lokaliteter fra Manhattan over Kingston til København, men det er ikke så tit, at en cocktail faktisk er det sted, den er opkaldt efter i flydende form.” Javel ja.

Bogen udmærker sig ellers ved netop ikke at være snobbet i sin tilgang til emnet. Både de classy drinks med lange fine stamtavler, og de mindre raffinerede af slagsen, dækkes ud fra den tilgang, at man kan lykkes med meget, hvis bare man bruger ordentlige ingredienser. Og den tilgang giver også mening i lyset af, at forfatterne selv peger på muligheden for eskapisme, som er magien ved netop cocktails.

Hvert sip er en lille mundfuld kulturhistorie, et snapshot af et tidspunkt og en stemning, og en smagsmæssig kollage af forskellige steder i verden. Fra cocktails med caribisk rom til mexicansk metzcal over drinks med italiensk vaniljelikør og kirsebærlikør fra Stevns. Her er bogstavelig talt noget for enhver smag.

Tore Leifer og Karen Nielsen, Cocktailtimen.
228 sider, 249,95 kr.
Udkom 18/11/19 på Gads Forlag


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topfoto: Unsplash

Læs mere

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på POV International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad.

Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby.

Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Seneste artikler om Bøger