Fotoreportage: Ingen by i Donetsk er gået fri

Jens Alstrup 15.06.2023

UKRAINE // FOTOREPORTAGE – Jens Alstrup rejser mellem Danmark og Ukraine med nødhjælp og bidrag til det ukrainske forsvar, som er indsamlet af private. For POV rapporterer han også fra fronten og fra hverdagslivet i Ukraine. Her fra Donetskregionen, hvor alle byer er hårdt ramt.

Mød Jens Alstrup på POV’s stand F31 på Folkemødet 15. og 16. juni.

Torsdag d. 15. juni kl. 16.00-16.50
Gulag og den russiske historiefortrængning
Jens Alstrup i samtale med Anna Libak, udlandsredaktør, Weekendavisen

Fredag d. 16. juni 11.00-11.50
Ukraine: Jens Alstrup – øjenvidne fra fronten
Jens Alstrup i samtale med Søren Liborius, EU’s Fælles Udenrigstjeneste

Fredag d. 16. juni 14.00-14.50
Er der russisk modstand mod Putin?
Katja Glikman, redaktør, Novaja Gazeta, i samtale med Jens Alstrup

Alt er smadret i flere byer. Ingen by i den ukrainskkontrollerede del af Donetskregionen er uskadt. Overalt er der udbrændte våbensystemer og brugt og ubrugt ammunition. De fleste byer er næsten mennesketomme. Områdets to store klostre er også ramt. Det ene meget hårdt.

En bro forhindrede os i at komme direkte til det berømte bjergkloster, så vi besøgte den helt smadrede *skete* eller ”filial” af bjergklosteret i Dolina på hovedvejen mellem Izium og Sloviansk. Det ser meget ødelagt ud.

Inde i klosteret så det sådan her ud, og der flød med ammunition overalt.

Den mest intakte af de gyldne løgkupler på klosterets kirke.

Kapellet under kirken var intakt, men næsten helt tomt.

Indgangen til klosteret, hvor jeg gik ud. Der var mange åbninger i muren.

Da jeg var ude af klosteret, så jeg advarslen mod miner, men det er altid farligt at gå ind i ruinerne.

Broen ved Sviatohirsk-klosteret, som er en af mange smadrede broer, gør det vanskeligt at komme rundt i området. Netop denne bro blev ikke sprængt af ukrainerne, hvorfor russerne slap over. Jeg antager, at det var russerne, der sprængte den, da ukrainerne rykkede frem igen i efteråret 2022.

I en af de mindre byer på vej til det berømte kloster Sviatohirsk på et bjerg ved byen af samme navn ligger en *skete* eller filial af hule- og bjergklosteret. Det ligger syd for Izium, ikke langt nord for Sloviansk eller en del syd for Kharkiv. Der er næsten ingen indbyggere tilbage, og dette er tæt på stedet, hvor russerne blev stoppet i 2022.

Den 6. juni 2014 blev et Antonov AN-30B fragtfly skudt ned af russerne i krigens tidlige fase. Da vi ikke kunne komme den direkte vej til klosteret, tog vi omkring mindesmærket for at se, om det var blevet vandaliseret. Det var det ikke, men det var vanskeligt at se, om de russiske styrker var nået hertil. Det var meget tæt på grænsen for deres yderste udbredelse.

Hyldesten til den sovjetiske soldat Artemu fra 1927 er et af de meget få monumenter for Den Russiske Borgerkrig. Kunstneren, Ivan Kavaleridze, var ukrainer, men ellers ligger dette mindesmærke næsten så langt fra det moderne Ukraine, som det er muligt, og står som et monument for en erklæret ateistisk ideologi i skarp kontrast til det ortodokse kloster nedenfor.

Indgangen til Huleklosteret i Sviatohirsk. Det ser nogenlunde intakt ud. Klosteret er omtalt første gang i 1627.

Både bjergklosteret og huleklosteret i komplekset er stort set intakte. De øvrige bygninger har skader, der kan genoprettes.

Lige uden for området for klosteret har der været voldsomme panserslag. Denne er formentlig en russisk kampvogn, hvor tårnet er sprængt af. Årsagen til at dette sker så ofte, er, at der er meget ammunition i en autoloader i sovjetiske kampvogne fra T72 og frem. Man sparede en mand, og kampvognens kanon kunne skyde meget hurtigt.

En ukrainsk T62 er ikke ret stor af en kampvogn at være, og den er meget gammel. Denne er ikke en ”trofækampvogn”, hvilket vil sige, at den har tilhørt Ukraine lige fra Sovjetunionens opløsning. Flere hundrede intakte russiske kampvogne er faldet i ukrainernes hænder.

Her står jeg sammen med kampvognsføreren og Ivan. Som det ses, er føreren ikke ret høj. Der er simpelthen ikke plads til høje mennesker i de russiske kampvogne. Billedet er taget lige efter, de havde repareret det ene bælte, som var ødelagt.

Jampil, en næsten helt forladt landsby, der er en aktiv del af fronten, hvor de russiske linjer ligger få kilometer væk.

Et feriecenter nær Lyman. Her var der rigtigt mange gæster i 2017 og 2018, men det kommer nok til at tage sin tid, før her er turister igen.

Tilbage på basen, hvor jeg sidder med en af de efterladte hunde, som soldaterne har taget til sig. Den så sund og rask ud.

Vejen væk fra Sloviansk i retning af Dnipro. Vejene er blevet meget bedre i Ukraine, men ude ved fronten er der fortsat mange af de meget dårlige veje tilbage, som fx denne. Vi kørte cirka 25 km på det ud af cirka 450 km, så det var ikke så galt.

Et af de store slaggebjerge, som er så karakteristiske for Donetsk. Langt under disse, i flere kilometers dybde, er de gamle kulminer. Nogle er stadig i drift. Og således forlod jeg Donetsk for denne gang.

Læs mere om Ukraine i POV her.

Jens Alstrup

Jens Alstrup, født 1962, er autodidakt skribent med indgående kendskab til Ukraine og Rusland, som han har krydset på cykel. I forbindelse med den russiske invasion af Ukraine i 2022 rapporterer Jens Alstrup som frivillig og privatperson fra Ukraine.