KRONPRINS FREDERIK // KOMMENTAR – Kronprins Frederik, der fylder 50 år, fremstår midt i livet som en stærk person, der for alvor er trådt i karakter som kommende konge, skriver Nikolaj Bøgh. Vi har i årenes løb hørt om hans kampe med at finde sig selv til rette i den vanskelige rolle som kronprins og nationalsymbol. Men vi har også set, at kampen synes vundet, og at det er lykkedes at finde den nødvendige balance mellem tradition og fornyelse og mulighederne for at sætte sit eget præg på den ældgamle, dybt rodfæstede institution, han er født ind i.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Imellem os går symboler lyslevende rundt. Symboler kan være diffuse og svære at tolke, men når det kommer til kongehusets medlemmer, så er de særdeles konkrete. Mennesker af kød og blod, som samtidig symboliserer Danmark; et land der hænger sammen i kraft af dybe historiske rødder, en fælles kultur og stærke fælles referencerammer.
Symboler er ikke ”bare” symboler, de kan være særdeles betydningsfulde i en kompleks og hastigt omskiftelig verden. Det er gennem dem, vi skaber orden i kaos og får vores liv til at give mening i en større sammenhæng, uden konstant at skulle kastes hid og did af den brogede verden, der altid er i skred.
For alvor at mestre rollen – som det i imponerende grad er lykkedes for dronning Margrethe II – kræves hårdt arbejde og engagerede mennesker, der evner at finde deres egen måde at udfylde rollen som nationalsymbol på.
Der er intet rationelt i og næppe nogen målbar nytteværdi ved at have et kongehus, som symboliserer og personificerer det danske nationale fællesskab. At ville gøre værdien af et kongehus op i indtægter i form af øget eksport eller måske mere turisme er i bedste fald meningsløst og i værste fald fornærmende overfor kongefamilien.
Vi er udenfor fornuftens ellers så dominerende kongerige, og har ”kun” kongehuset, fordi vi har arvet det. En ø af tradition, ånd og kultur, midt i et enormt hav af rationalitet og økonomisme. Det er det absolut overflødige og samtidig det absolut nødvendige, fordi det er med til at gøre os til del af et fællesskab og giver os tilbud om et fast ståsted, som vi alle har behov for. Til det formål er kongehuset eminent, men i 2018 er det ikke en rolle, der er natur- eller gudgiven.
Rammerne giver meget, og det danske kongehus skulle nok overleve, selv hvis vi havde dårlige kongelige. I princippet er den enkelte kongelige blot et ubetydeligt led i en uendelig forfatningsgaranteret kontinuitet. Men for alvor at mestre rollen – som det i imponerende grad er lykkedes for dronning Margrethe II – kræves hårdt arbejde og engagerede mennesker, der evner at finde deres egen måde at udfylde rollen som nationalsymbol på.
Kronprins Frederik – Fortids arv og fremtids håb
I denne uge fejrer vi 50-års fødselsdag for et medlem af kongefamilien, der har skullet finde sin egen vej og er lykkedes med det, Danmarks kommende konge, kronprins Frederik André Henrik Christian.
Næstefter dronningen, der som statsoverhoved er det naturlige midtpunkt for landet og for den kongelige familie, så er den vigtigste person i kongehuset kronprinsen, for det er ham, der skal bære faklen videre, når dronningen engang er gået til den evige hvile blandt sine forfædre i Roskilde Domkirke.
I kronprinsen forenes fortids arv med fremtids håb. Han er både bindeled til vores fælles rødder og pant på, at Danmark har en fremtid. Gorm den Gamles ætlinge sad på Danmarks trone, da farfar var dreng og oldemor en lille pige. Det vil de også gøre, når vores oldebørn engang bliver plejekrævende.
Derfor er det en stor og vigtig begivenhed, når Danmarks kronprins fylder 50. Det kommer os ved – som land og som enkeltpersoner
Det er den store historie kombineret med den lille.
Kongehuset slynger sig som en gylden tråd gennem Danmarkshistorien, uanset hvad tiden har budt på af op- og nedture, skiftende styreformer i øvrigt, enorme forandringer i økonomi og samfundsliv. Men det er også en institution, som vi hver især har et personligt forhold til. Mennesker og begivenheder, vi synes, vi kender, og som vi hver især omfatter med større eller mindre kærlighed, men meget sjældent med ligegyldighed.
Og for de fleste danskere snarere med mere end med mindre kærlighed: ”Om Kongen af Danmark står hjerterne vagt”, som Hans Hartvig Seedorf smukt skrev om Christian X. Sådan har det oftest været, og sådan er det i dag måske mere end nogensinde, hvor det danske kongehus nyder en historisk høj popularitet. Derfor er det en stor og vigtig begivenhed, når Danmarks kronprins fylder 50. Det kommer os ved – som land og som enkeltpersoner.
Livets fylde
Det er på alle måder noget specielt at være kronprins. I en alder, hvor andre måske ville være ved at nå højden af deres karriere, er kronprins Frederik ikke gået i gang med sin endnu.
Eller er han? Selvfølgelig er målet med det hele at blive konge en dag. Men vejen dertil, at kunne udfylde sin plads i arvefølgen på bedste vis, sikre næste generation et godt fundament i livet og betrygge os i, at kongehuset har en fremtid og ikke blot en fortid, det er i realiteten ligeså betydningsfuldt.
At være kronprins på fjerde årti handler på den måde om livets fylde og ikke livets mål, og det er det, vi skal vurdere ham på.
Hvordan har han det så her midt i livet, Danmarks kronprins?
Vi ved det jo i realiteten ikke, og det er også godt det samme. Kronprins Frederik er et privat menneske, som kun glimtvis lader os se ind bag den officielle facade. Og det er givetvis også en forudsætning for at kunne overleve som menneske i rollen som nationalsymbol. Det er også garanten mellem at finde den fine balance mellem at være relevant for sit folk og opretholde den distance, som institutionens værdighed kræver.
Man skal passe på ikke at gnide sommerfuglestøvet af, når man vil betragte.
Fødselsdagsfejringen i denne uge er også en fejring af, at det er lykkedes for kronprinsen at blive sig selv og med det præge institutionen kongehuset og vores forventninger til den
Men vi ved dog så meget, at det har krævet sine kampe at komme overens med rollen som kronprins og kommende monark. Alle mennesker – og, jo, kongelige er jo faktisk også ”bare” mennesker – har brug for at udvikle et selv, for at finde et balancepunkt i tilværelsen, hvor de føler sig hjemme og med overbevisning og tapperhed kan udfylde den rolle, der nu engang blev deres.
Som dansk kronprins er der naturligvis ikke frit valg af livsbane. Der må og skal et dobbeltgreb til, hvis det skal lykkes at udvikle sit selv og præge rollen, uden at den æder en med hud og hår; at tage sin skæbne og sin livsopgave på sig, men samtidig præge den med sin egen personlighed. Det kan gøres mere eller mindre synligt og markant.
Kronprins Frederik har gjort det synligt og markant. Hans uddannelse i statskundskab fra Aarhus Universitet, eksamen fra Harvard, turen med Siriuspatruljen over indlandsisen, uddannelsen til frømand, landets måske hårdeste militæruddannelse, og mange sportspræstationer er ikke noget, nogen har forventet af ham eller har forsøgt at pådutte ham.
Det er præstationer, der hver for sig krævede beslutsomhed og hårdt arbejde, og som hver især var med til at danne den kronprins, vi har i dag. Fødselsdagsfejringen i denne uge er også en fejring af, at det er lykkedes for kronprinsen at blive sig selv og med det præge institutionen kongehuset og vores forventninger til den.
Fortællingen om det danske kongehus
Kronprins Frederik er anderledes end sin mor, han repræsenterer en anden generation og byder ind med nye lag i den evige opbygning af fortællingen om det danske kongehus. Deri er intet nyt inden for den glücksborgske kongeslægt. Inden for rammerne sætter hver monark sit eget præg på rollen, ofte i nogen modsætning til forgængeren.
Den glücksborgske kongerække går fra den konservative men folkekære Christian IX til den liberale men lidt anonyme Frederik VIII. Videre til hans igen mere konventionelle søn Christian X, som trods sin lidt stive, militæriske facon blev et elsket samlingspunkt i meget svære tider for landet.
Han gav plads for folkekongen Frederik IX. En djærv sømand, der elskede sin kone og sine døtre og med glæde omgikkes landets socialdemokratiske statsminister. Efter ham kom hans begavede datter Margrethe. Arkæolog, kunstner og ordkunstner. En af vores mest intellektuelle monarker, men samtidig umådelig populær, fordi vi kan mærke liv, personlighed og pligtfølelse inde bag den formelle og lidt generte overflade.
Det er en kommende monark, hvis form minder mere om hans morfar, der gik til folk med træsko på, end om hans mor. Og det er en moderne familiefar, der med sit kloge valg af ægtefælle har bidraget yderligere til cementeringen af det danske kongehus’ position
Kronprins Frederiks fødselsdagsfejring præges på samme måde af hans personlighed og hans interesser, samtidig med at den historiske kontinuitet og traditionen er i behold: Med Royal Run med mange tusind glade danske løbere, som landet over tiljublede deres sportsengagerede kronprins i en spektakulær manifestation mandag, med fødselsdagsshow i Royal Arena m.m. – udover at vi også får balkonhyldest og gallataffel, som vi plejer.
Det er en kommende monark, hvis form minder mere om hans morfar, der gik til folk med træsko på, end om hans mor. Og det er en moderne familiefar, der med sit kloge valg af ægtefælle har bidraget yderligere til cementeringen af det danske kongehus’ position.
Ikke naboens kønne datter, hvis netværk og diskutable familie pludselig kommer alt for tæt på magtens inderste cirkler, men en begavet kvinde fra den anden side af Jorden, som bidrager smukt til den balance mellem gradvis fornyelse og nye impulser og fastholdelse af traditionens kerne.
Glücksborgerne i Norge og Marskal Bernadottes efterkommere i Sverige viser, hvordan balancen kan true med at tippe, hvis man tager lidt for let på den afgørende opgave det er at vælge ægtefælle og forældre til kommende monarker. Frihed og kærlighed, jo tak – men under ansvar for ens folk.
Fremtidens konge
Hvad vil fremtiden bringe med Kong Frederik X? Først og fremmest ligger den givetvis stadig noget ude i fremtiden. Dronningen følger den danske tradition og bliver på tronen, så længe hun trækker vejret. Vi ønsker intet disruptivt kongehus med pensionsregler og stor omstillingsparathed. Og arbejdsdelingen mellem mor og søn er i realiteten forbilledlig.
De udfylder hver deres rolle til UG, men de gør det på meget forskellige måder, som begge griber folk om hjertet. Men når tronskiftet sker, er der intet der tyder på, at Kong Frederik X ikke vil bygge videre på traditionen fra sin mors regeringstid og ud fra sine forudsætninger blive et nationalt samlingspunkt, der også evner at fungere som moralsk og kulturelt pejlemærke kombineret med en ganske tilbagetrukken konstitutionel rolle i tråd med den efterhånden rodfæstede tradition, hvor efterkrigstidens danske monarker i større og større grad har overladt den politiske sfære til politikerne.
Det har ofte nok været sagt, at nutidens og fremtidens monarkier lever livet farligt, med en stadig mere hidsig medieopmærksomhed og stadig større krav om, at vi både vil se alt hvad der foregår – helst helt inde i sovegemakket – og samtidig kræver en høj grad af ufejlbarlighed af vores kongelige. Meget sandhed er der vel også i det.
Et kongehus tager århundreder at bygge op, men i teorien kun kort tid at rive ned, hvis dets nøglepersoner for alvor træder ved siden af.
Der er al mulig grund til at hejse Dannebrog og takke kronprinsen for den meget værdifulde rolle, han er lykkedes med at komme til at indtage. Med ham er vores pant på fremtiden i behold
Men hvorfor skulle de også det?
Viser kronprins Frederiks eksempel os ikke netop, at rammerne for institutionen kan præges, og at man kan give lidt af sig selv, men ikke for meget, og stadig blive enormt folkekær? Et passende mål af frihed inden for stærke og faste rammer, er det ikke netop det, der giver muligheden for at lykkes med livet – og med sin kongegerning?
Republikanisme er i realiteten en meningsløs position i Danmark. Fordi den er historie- og åndløs og taler imod alt, hvad vi har konkrete erfaringer. Og fordi den i realiteten ikke tilbyder andet end opløsning i en kaotisk tid uden at sætte noget meningsfuldt i stedet.
Demokrati? Det har vi i forvejen, og det sameksisterer med monarkiet på fortræffelig vis. Kombinationen af parlamentarisk demokrati og et upartisk statsoverhoved, der er forfatningens værner og nationens ultimative samlingspunkt på tværs af politiske skel, er næsten umulig at slå af andre mulige styreformer. Hvilken dansker ville i grunden blive lykkeligere af at have Poul Nyrup Rasmussen eller Pia Kjærsgaard som præsident? Utallige er de danske politiske ledere, der med stor misundelse må se på de kongeliges popularitet.
I en tid, hvor der selv i det harmoniske Danmark mærkes stigende politikerlede og mistillid til mange andre bærende samfundsinstitutioner, står kongehuset urokkeligt stabilt og udfylder sin konstitutionelle rolle til punkt og prikke.
Som et magtcentrum, der afbalancerer det politiske system og fastholder det inden for sine egne rammer – fordi det repræsenterer uforanderlige værdier, kulturelt og moralsk lederskab. Spørgsmålet er vel snarere, om vi ikke er på vej ”tilbage til fortiden”, til en tid hvor loyaliteten først og fremmest er til kongen og landet, i hvert fald mindst lige så meget som den er til de flygtige og hyppigt kritiserede valgte ledere.
Der er al mulig grund til at hejse Dannebrog og takke kronprins Frederik for den meget værdifulde rolle, han er lykkedes med at komme til at indtage. Med ham er vores pant på fremtiden i behold
Idealet om, at man skal kunne stemme sig frem til alt er i hvert fald lidet tiltrækkende med et kongehus som det danske, som perfekt mestrer balancen mellem tradition og fornyelse.
I grunden bør det vel ikke overraske. En institution med 1000 år på bagen og først og fremmest kendetegnet af idealer som tradition, fællesskab og pligtfølelse har en legitimitet, som skiftende politiske strømninger og danske regeringers ofte kortsigtede og taktiske overvejelser aldrig vil kunne konkurrere med. Der er for alvor noget at holde fast i, når det stormer fra den store verden, når alt konstant skal forandres og næsten ingenting står fast.
Naturligvis er det først og fremmest dronningen, der personificerer dette, men der er her på 50-årsdagen også al mulig grund til at hejse Dannebrog og takke kronprins Frederik for den meget værdifulde rolle, han er lykkedes med at komme til at indtage.
Med ham er vores pant på fremtiden i behold.
Læs mere af Nikolaj Bøgh her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
