Iron Maiden, pressefoto

Iron Maiden og Jesper Binzer – ‘Hvis ikke rockfolket kan samles om det her’

i Kultur/Musik af
IRON MAIDEN OG JESPER BINZER // ANMELDELSER – På det seneste er der udkommet flere album for folk med hang til høj rock og langt hår. Rockanmelder Steffen Jungersen ser på et nyt Iron Maiden livealbum og D-A-D’s Jesper Binzers andet soloalbum, Save Your Soul: “Over fyrre år efter jeg i april 1980 så bandet første gang i hjembyen London, turnerer Iron Maiden stadig i de samme kvalitative skylag, som de gjorde dengang. Det kan jeg simpelthen – beklager Stones, AC/DC, Priest og hva’ vi har – ikke komme i tanker om noget andet såkaldt “veteranband”, der gør,” skriver han i sin seksstjernede anmeldelse af Iron Maidens album Nights Of The Dead – Legacy Of The Beast Live in Mexico City. Bonus: podcast med Jesper Binzer, se sidst i artiklen.

Iron “Bloody” Maiden

 

 

Folket forenes af Iron Maiden … ja, man har vel lov at håbe, men i hvert fald har de britiske veteraner udgivet et prægtigt livealbum til fælles fornøjelse. Live for cirka et år siden foran små 30.000 mexicanere, der fejrer livet og Iron Maiden i en ekstase, som var det netop blevet skrevet ind i landets grundlov, at tequila fra nu af og altid fremover skulle være gratis.

Jeg har været i Pacacio De Los Deportes i Mexico City, hvor Nights of the Dead er optaget (til en AC/DC koncert engang) og tro mig; det er på den måde, mexicanerne fejrer rock’n’roll.

Hvis ikke i det mindste rockfolket kan samles om det her, er det fandeme ikke Iron Maiden, der er noget galt med

Iron “Bloody” Maiden!

Folket fattes fornuft, og sidder og skriger krigserklæringer af hinanden i skyttegravene, mens Satan på lette klove træder en sejrsdans dernede under. Så tæt på målet han er, og så hjemme, han føler sig, når verden er i brand. For folket fattes ildslukkere og noget at forenes og forbrødres over. Mens de kanske mindes, dengang Corona blot var en lam undskyldning for øl fra førnævnte Mexico.

Iron ‘Bloody’ Maiden!

‘”Fejrer” selvfølgelig alle de koncerter, der skulle have været i det kriseramte 2020 – bl.a. på Copenhell – med et formidabelt triple-album fra den turné, som eksempelvis så Harris’ helte i københavnske Royal Arena spille et triumftog af en koncert i Danmark 5. juni 2018.

Var du der den aften, vil du elske Nights of the Dead. Elsker du Iron Maiden, vil du elske dette album. Er du “bare” almindelig rockfan, vil du også elske dette album og Iron Maiden, fordi denne kolossale klassikerparade fra et veteranband, som mere end nogle andre stadig er en tidløs og levende organisme. En organisme, som selv på numre, som første gang blev spillet tilbage første halvdel af 80’erne, går til stålet med fuldt ud den samme energi, entusiasme og evigt enestående eufori som altid.

Hvis ikke i det mindste rockfolket kan samles om det her, er det fandeme ikke Iron Maiden, der er noget galt med.

Iron “Bloody” Maiden!

Det kan faktisk ikke gøres meget bedre.

Der er ikke ét men mange øjeblikke på dette album, der minder én – skulle man have glemt det – om, hvorfor det nu egentlig lige var, man tilbage i en fjern fortid solgte sjæl, indbo og svigermødre for at være en del af og fakkelbærer for ‘the power of rock’n’roll’

Med et ærefrygtindgydende, hæsblæsende homerun som Fear of the Dark, The Number of the Beast, Iron Maiden, The Evil that Men Do, Hallowed Be Thy Name og Run To The Hills og med et fænomenalt opløb til samme via fine udgaver af f.eks. Where Eagles Dare, 2 Minutes To Midnight, Revelations (åh ja!), Sign of the Cross og sågar For the Greater Good of God (fra det forkætrede A Matter of Life or Dead album).

Og det turde – nu vi er i Maiden-land – være overflødigt at nævne, at denne triple LP udgives i et luksuriøst, farverigt cover, som vi er blevet vant til fra den kant.

Iron “Bloody” Maiden!

Over fyrre år efter, jeg i april 1980 så bandet første gang i hjembyen London, turnerer Iron Maiden stadig i de samme kvalitative skylag, som de gjorde dengang. Det kan jeg simpelthen – beklager Stones, AC/DC, Priest og hva’ vi har – ikke komme i tanker om noget andet såkaldt “veteranband”, der gør.

Bassist Steve Harris og trommeslager Nicko McBrain pisker numrene afsted med en energi og et overskud, der kunne sende halvt så gamle musikere i ilttelt, før de kunne nå at sige “heavy metal”.

Guitaristerne Dave Murray, Adrian Smith og Janick Gers gør begrebet “festfyrværkeri” ganske utilstrækkeligt, mens sanger Bruce Dickinson gennem 100 minutter og 46 sekunders koncert leverer på en måde, som er én lang og målrettet fuckfinger til dem, som har kritiseret hans vokal i de senere år. Den sjette stjerne her er simpelthen til Dickinson, og så kald mig bare sentimental. Men at overvinde kræft i halsen og så vende tilbage med sangpræstationer som disse er sgu’ enestående.

Iron “Bloody” Maiden!

Der er ikke et men mange øjeblikke på dette album, der minder en – skulle man have glemt det – om, hvorfor det nu egentlig lige var, man tilbage i en fjern fortid solgte sjæl, indbo og svigermødre for at være en del af og fakkelbærer for the power of rock’n’roll. Og det præsterer Iron Maiden over fyrre år efter deres debut? Så kan jeg dårligt give dem større cadeau.

Forsvaret for de fede tider har afsluttet sin bevisførelse.

Med Maiden manager Rod Smallwoods ord i albummets noter:

”Keep safe and stay smart!”

Med Winston Churchills ord fra bandets introtape:

“We shall never surrender!”

Med mine ord:

Iron “Bloody” Maiden!


Iron Maiden, Nights Of The Dead – Legacy Of The Beast Live in Mexico City, (Parlophone)


Foto Iron Maiden: pressefoto


Iron Maiden og Jesper Binzer er aktuelle med nye plader, pressefoto
Iron Maiden og Jesper Binzer er aktuelle med nye plader, pressefoto

Formidabelt andet soloalbum fra D-A-Ds frontmand

 

 

Når man som jeg i livet har vadet gennem flere mentalt uoverkommelige musikalske udgivelser, end en frustreret bundgarnsfisker har slæbt sig gennem tang og alger, er det så meget desto større en oplevelse, når man efter al denne tid endelig får noget i garnet, som allerede ved første landing viser sig at være noget helt særligt.

Og ved første gennemlytning er det tydeligt, at Jesper Binzers andet soloalbum, såre præcist betitlet Save Your Soul, er noget særligt.

Om at man vil have dæmonerne i hovedet til at holde kæft, så man kan leve sit liv (‘My Head’s Been Places og Premonition’) eller generelt om at være en voksen mand, som stadig efter mange år søger videre efter livet

Manden, der gennem årene i D-A-D har fået en hel nation til at tro, at udmærket i virkeligheden staves “udEmærket”, har med dette album begået noget så sjældent som et rockalbum, som på en gang driver af insisterende nødvendighed, intens påtrængenhed og noget på spil og hjerte. Vel at mærke – og det er nok så vigtigt – uden at give køb på den medrivende musikalske legesyge og overlegne spilleglæde.

Tidløs kvalitet

Hvis Jespers første soloalbum, Dying is Easy (Rock’n’Roll is Hard), var godt (og det var det), så er Save Your Soul fandeme formidabelt. Det her er klassisk rockmusik – stilistisk hentet til København fra det amerikanske Midtvesten.

Om det er stolt swingende, lydefrit kørende og tvangfrit turnerede rocknumre som Life is Moving, The Heart Will Find it’s Way, titelnummeret, Premonition og My Head’s Been Places, eller (semi)ballader som The Price of Patience og den næsten vuggeviseagtige Move a Mountain er musikken her såmænd “bare” tidløs kvalitetsvare. Klassisk – ja, der var den sgu’ igen! – i ordets bedste forstand.

I disse for vort land så anstrengende tider har vi i dén grad behov for en rockplade, som ikke mindst signalerer, at det sgu nok alt sammen skal gå i den sidste ende

Hovedpersonen har skrevet alle ti sange, og udover det musikalske vidner de fine tekster om en mand med et stort hjerte og noget på samme.

Om at man vil have dæmonerne i hovedet til at holde kæft, så man kan leve sit liv (My Head’s Been Places og Premonition) eller generelt om at være en voksen mand, som stadig efter mange år søger videre efter livet, og hvordan det leves, fordi forudsætningerne og betingelserne har det med at ændre sig hele tiden.

Insisterende

Albummet er produceret mesterligt af multitalentet Søren Andersen, som også spiller bas og guitar, og der er – ahem – heller ikke noget i vejen med trommeslager Jakob Rønlov eller organisten Jesper Hansen.

Binzer selv synger, som han plejer – og det er en ubetinget ros – men her lige med den ekstra insisterende tone, der har det med at garnere herlighederne, når han virkelig har noget på hjerte. Og det er en endnu større ros!

I disse for vort land så anstrengende tider har vi i dén grad behov for en rockplade, som ikke mindst signalerer, at det sgu nok alt sammen skal gå i den sidste ende. Med Save Your Soul har vi fået sådan en plade.

Begge anmeldelser bringes med tilladelse fra steffenjungersen.dk


Jesper Binzer: ”Save Your Soul”, (Warner Music)


Lyt evt. til denne podcast om Jesper Binzers nye album:

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Steffen Jungersen er født 19. december 1958 i Fredericia og bliver ofte beskrevet som som ”en legende i dansk rock”, ”rockens sprogekvilibrist” og ”Dr. Rock” takket være en tre årtier lang karriere som rockreporter og –anmelder.
Jungersens journalistiske virke startede på forskellige lokalaviser, før han igennem 25 år bestred posten som musikredaktør på dagbladet BT.
I dag driver Jungersen sit eget ”Classic Rock” website – www.steffenjungersen.dk – og fungerer desuden som forfatter, foredragsholder, kommunikationskonsulent, karriere-konsulent for bands, konferencier, freelance-skribent, DJ, blogger m.m.m
Har skrevet bøgerne ”Dr. Rock” (2013) og ”Mig & Lemmy” (2018). Er desuden medforfatter til ”Politikens Dansk Rock Leksikon” udgaver 1997 og 2002.
Steffen Jungersen har gennem årene mødt og interviewet bunkevis af de største rockstjerner både ude og hjemme. Han har derfor fået et enestående indblik i såvel dansk som international rockmusik og har medvirket som ekspert i et utal af radio- og TV udsendelser.
Han har fået flere branchepriser for sit virke – bl.a. Danish Metal Awards’ (en underafdeling af DMA) hæderspris for sit ”utrættelige virke for den hårde rock i Danmark”, som det hed i juryens begrundelse.
Inkarneret fan af FC Barcelona og Brøndby IF.
Bor på Nørrebro med sin kat Slivovic og sine seks guitarer.

Seneste artikler om Kultur