ESSAY – Årtier tilbragt omgivet af historie, kilder, videnskab og fiktion har konkretiseret et spørgsmål for forfatter Maria Helleberg: Hvornår og hvorfor vælger man at skildre det, som ikke skete? For det gør vi jo alle. I anden del af sin essayserie går turen til Sverige, hvor fortiden opleves gennem fund og forklaringer, humor og overskud. Opfindsomhed.
Enhver historisk bearbejdning er en tolkning og rummer elementer af ”fiktion”. Vi bedømmer jo ud fra vor samtids normer, selv om vi gør vores bedste for at glide ind i fortiden. Blev mindet om det ved sidste besøg på Vasamuseet i Stockholm. Skibsmuseet over alle skibsmuseer. Her har man truffet den fornuftige beslutning, at rummet ”Kvinderne på Vasa” skal lukkes og minderne om kvinderne fordeles i udstillingen. For de befandt sig jo ikke i et eneste, aflukket rum, kvinder var til stede overalt i arbejdet med Vasa og hendes korte jomfrurejse. Hustruer, skøger, virksomhedsledere, arbejdere. Læste begrundelsen og måtte give den ret, men tænkte også, at i Danmark ville en sådan beslutning blive mødt med hånlatter og skældsord. Vores virkelighed ser anderledes ud…
Men der er altså stadig mærkelige stereotyper…
På Vasamuseet har man råd til at lege med alle former for medier. I en kaskade af film ser man: adelskvinde står irriteret og skal have pibekraven om halsen. Hun er godt knotten. Og jeg spørger mig selv, hvorfor er hun sur? Hvorfor sætter hun sig ikke ned? Meget mere bekvemt for både tjenestepigen og hende selv. Siden jeg som ganske ung blev udsat for Sven Wernströms romanserie Trællene, har jeg været bekendt med fortidens politiske bias. Ethvert menneske, der ikke er urfattigt, er ondt. Så adelsdamen er bare urimelig pga. sin klasse.
Alt er tolkning og alt er fiktion. Mere eller mindre. Men historien selv bærer jo også fordomme, idealer, begrænsninger og begejstring med sig.
Virkeligheden vinder
Da vi omsider bøjede os for sandheden, at antikkens skulpturer var malet mere eller mindre livagtigt, begyndte man at male gipsmodeller. Nogle kom til at se ud som havenisser, andre som mennesker. Men var de bad boys eller helte? Det afgør personen, som maler ansigterne op… Caligula og Mitridates er to gode eksempler.
Hvordan skal virkeligheden dog kunne konkurrere mod bloody humbug? Måske netop ved at være genkendelig, forståelig, forklarlig virkelighed
Samtidig står vi med en vulgarisering af massefiktionen. I historiske tv-serier vænnes vi til en eufori af action, bestialsk vold og ustoppelig sex. Fortiden barbariseres, skønt ingen tidsalder vist har kunnet måle sig med 1900-tallets udryddelser og tortur.
Vi forventer at helten er en ren, Parsifal-agtig skikkelse, så sød som en hundehvalp i en Disney-film. Og at skurken er så ond som djævelen selv. Og at kampen mellem ondt og godt afgøres i en tvekamp mellem de to antagonister.
Hvordan skal virkeligheden dog kunne konkurrere mod bloody humbug? Måske netop ved at være genkendelig, forståelig, forklarlig virkelighed. Måske fordi virkelighedens historier faktisk rummer en del mindelser om vore egne liv, og som vi kan applikere på egne liv. Virkelige mennesker er godt nok mere interessante end fupnumre. Så kan de smide alle de indemurede jomfruer, de kan støbe i plastik, i hovedet på os. De ægte vikinger vil altid vinde over plastikvikingerne.
Fra stenalder til velfærd
Og hvorfor denne tirade? Fordi jeg i de sidste år har researchet i Norge og Sverige, her kom jeg i kontakt med andre landes museumsvæsen og museumsideer. Især Sverige gjorde indtryk. Her er der langt mellem fikse, elektroniske løsninger. Man skal ikke fare rundt med en iPad ved siden af sin egen. Man kan opleve udstillingerne uden forstyrrende mellemled. Gammeldags? Ikke rigtig. Virkningsfuldt. Godt hvis man besøger samlingerne med andre.
Det drejer sig ikke så meget om det utroligt velfungerende museum (og turistmagnet) Vasamuseet. Mit yndlingsmuseum i Sverige ligger i Västerås. Karlagaten 2. ASEA’s hovedsæde blev delvist rømmet og indtaget af Västmanlands kulturhistorie – og kunstmuseum. Højt til loftet, fine rum, masser af plads. Alt, der har at gøre med industri, er huge enormous i Sverige, således også dette museum. Lidt overvældende udefra, meget venskabeligt og indbydende når man er sluppet ind. Til højre har man kunsten, men mit ærinde er til venstre: Västmanlands historie fra stenalder til velfærd.
I stedet for at være enten højtidelig eller pjattet har man bestemt sig for at fortælle i en slags dobbeltplan. Vel vidende, at det gratis museum vil indbyde mange skoleklasser – og familier med børn. Tiden skildres med fund og forklaringer. Og – det er museets force – med humor og overskud. Opfindsomhed.
Man har forsøgt sig med fiktive breve fra tidens mennesker. Man har inddraget omverdenen (hvad skete der andre steder i verden under renæssancen? Mens Vasa-slægten regerede Sverige?). Man har givet sig tid til at vise og forklare, hvordan bergsmændene i Bergslagen, hvor Västerås ligger, udvandt jern – en af Sveriges store eksportvarer, dengang som nu.
Museets opfindsomhed minder om Møntergården i Odense, en del af Fyns Museum, hvor fantasi synes at have erstattet enorme bevillinger til udstillinger… et tværsnit af jord og gulv i kirken, hvor Knud den Hellige blev dræbt, er så virkeligt, at man taber næse og mund. Her kan man høre hvordan der hugges og saves frisk træ til at bygge huset større.
Jatak til humor
Opfindsomheden trives også på SoMe. Noget så kongeligt værdigt som Livrustkammaren på Stockholm Slott (rustninger, sværd, udstoppede kongelige heste, pragtkareter etc.) er endnu under ombygning og derfor formelt lukket, men de ansatte har opretholdt en humørfyldt diskurs med publikum. Vel råder vi ikke over kanelbullar, men her er en stok skåret af kaneltræ! Fagligheden leger. Det er noget ganske nyt. Hvis Gripsholm i en uge åbner alle de sædvanligvis låste døre, kan man fortælle det ved at lade borgens bygherre Gustav Vasa og hans dronning fortvivlet lede efter et sted, hvor de kan sidde sammen, hånd i hånd. Hvis man ”fejrer” en af heltekongerne kan det ske gennem et fiktivt interview.
Jeg har svært ved at finde selv stilfærdig humor på danske museer… Men måske kunne det være en ide at sende folk til Sverige for at tjekke virkemidler og ideer, så man undgår pitfalls såsom at overlade historien til standuppere?
Var udstillingen blevet monteret 100 år tidligere, ville den have handlet om hendes sønner. Ikke om hendes politiske holdninger, og slet ikke om hendes sære ægteskab
Tilbage år 2003 søgte vor største ekspert på fortidens klædedragt, Katia Johansen, og jeg på Rosenborg at skabe en udstilling med et smilende ansigt. Kærlighedsbarnet handlede om en yderst virkelig figur, Louise Augusta, Struensees eneste barn. Min hovedperson i romanen Kærlighedsbarn.
Udstillingen blev præsenteret i en uoplyst montre i riddersalen, dvs. med Louise Augustas samtids lys. Vi ville illustrere hendes liv gennem effekter – gerne dem, som var nævnt i romanen. Som var blevet til midt i en støvsky af research. Ballet, husdyr, forsvundne breve, fine og mindre fine kjoler. Louise Augusta var kongens eneste søster, men også erklæret republikaner og ateist, lidt af en ener. Hun fortjente at vi anvendte den samme tørre humor som hun selv lagde for dagen, i sin livsførelse og sin korrespondance.
Mirakuløst nok røg vi uden om kritik for at være fjollede tøser.
Eneste virkelig modige brud på virkeligheden: Louise Augustas hund Perrette, som overlevede Christiansborgs brand, var aldrig blevet udstoppet, så vi måtte nøjes med en lille hvid tøjhund.
Vi vidste begge, at vi tolkede, Katia og jeg. Var udstillingen blevet monteret 100 år tidligere, ville den have handlet om hendes sønner. Ikke om hendes politiske holdninger, og slet ikke om hendes sære ægteskab.
Tiden tolker jo, alene gennem de emner, vi finder interessante.
Hovedfoto: Vasamuseet, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
