Folkemødet er vel overstået og Allinge ligger nu igen øde hen.
Støvet har lagt sig, og lokalbefolkningen og de selvbestaltede kunstnere og keramikerne fra hovedlandet, kan igen trygt bevæge sin rundt i den lille havneby. Pengestrømmen er gået på stand by og Sandkaas nabo er igen en del af Udkantsdanmark. Demokratiet og dens elite har været på sin årlige udgang blandt sine vælgere, og den lille granitø ligger tilbage som et symbol på de holdninger, der heller ikke denne gang, blev rykket så meget rundt på. De store fadøl i bløde plastikkrus endte med at være nemmere at fordøje, end de politiske floskler.
Jeg var til mit første folkemøde i weekenden og forventningerne var store. Jeg havde ingen ide om, hvad der skulle ske, men havde på forhånd besluttet mig for ikke at lade mig forføre af programmet. Jeg ville gå fra telt til telt og indsnuse demokratiets liflige dufte. Lade mig indfange af folkestemningen og være der, hvor der var flest. Det blev til en virkelig broget oplevelse, og jeg ved endnu ikke rigtig, hvad jeg fik med mig hjem.
Forpustet fra telt til telt
Clement Kjersgaard prøvede, som indkøbt moderator, at svinge en debat op til nye uanede højder blandt en repræsentant fra Danmarks Almene Boliger og Dansk Byggeri. En debat om tilgængelighed for mennesker, som har en nedsat funktionsevne, skulle tydeligt pumpes lidt op. Men enighed i panelet og emnets manglende brede appel, gjorde det svært.
De altid tilstedeværende brødrene Madsen, der løb forpustet fra telt til telt, fordi Danmark åbenbart må mangle velegnede tilskuerermagneter, gjorde deres bedste for at gøre innovationsbegrebet til skamme.
Dansk Folkepartis madbod stank mere af det sønderjyske landkøkken, end politiske budskaber. Og deres Christiansborg-politikere uddelte alle smagsprøver fra deres egne retter efter nationalt korrekte opskrifter.
Venstre måtte jeg opgive. Det var voldsomt og vedholdent ramt af fællessang med Haarder og Sheriffen i spidsen. De prøvede med deres svindende men loyale flok desperat at overdøve folkeforførerens mados og de Nye Borgerliges vederstyggeligheder. Enhedslistens lille tomandsiglo var tom hver gang jeg kiggede forbi, men partiets koryfæer fyldte nu ellers godt i de faglige organisationers telte. Og med deres velindstuderede slogans om den snarlige revolution, fik de sat lidt fut i de ellers konsensusprægede diskussioner.
Mogens Lykketoft læste, i strålende solskin og med havudsigt i blink, op af en tale, han havde holdt i 70’erne. Her foreslog han blandt andet, at de store banker blev nationaliseret. Det vakte ikke så lidt begejstring og klapsalver blandt de mange fremmødte. Om det skyldtes et reelt ønske fra publikum eller en vis socialdemokratisk ministers alt for billige salg af Dong i erindring, var svært at tolke.
Det var euforisk, at man kunne gå der blandt kendte Christiansborg-politikere, som var det det mest naturlige. Alt imens muskuløse mænd med ledninger i øret holdt sig på kultiveret afstand.
I hvilket andet land kan man ellers spankulere side om side med en justitsminister, og nærstudere dennes hårpragt, som kun i stil og omfang overgås af en kendt præsidentkandidat i USA.
Hvor henne i verden kan man kramme socialordførere eller give hånd til repræsentanter fra arbejdsmarkedsorganisationer?
Velfortjent pause fra pøblen
Eller misundeligt se til fra kajen, mens Liberal Alliances særligt inviteret VIP-gæster fra det bedre bemidlede borgerskab tager sig en velfortjent pause fra pøblen. Med dans og farverige cocktails på deres Seier Christensen sponsorerede lystyacht blev der gået til den. Ville ellers gerne have set en stærkt begrænset og uorganiseret medarbejderstab servere en femretters menu på en effektiv måde.
Jeg var selv inviteret til at deltage i to debatter om de alvorlige psykiske mén, som ofte er konsekvensen af det moderne arbejdsliv, og var selvfølgelig også med til POV´s eget læsermøde meget tidligt lørdag morgen. Ved ikke rigtig, hvad succeskriteriet er i denne her sammenhæng, men jeg kunne notere mig, at der dog var flere læsere end skribenter, da vores to redaktører Annegrethe Felter Rasmussen og Signe Wenneberg talte om Point of View Internationals kæmpe succes under en skyfri himmel.
POV er jo et viralt folkemøde med en mangfoldighed af skribenter, med politiske holdninger, der stritter i alle retninger. Vi repræsenterer en rummelighed og tone, som er forbilledlig. Når vi kan, må samfundet også kunne.
Almindelige borgere og politikere mellem hinanden er et sjældent syn, og måske skulle Folkemødet bredes ud over hele året og ikke kun til fire dage i juni.
Det kunne måske få reduceret lidt af den voldsomme politikerlede, vi oplever de her år. Vælgerne gider ikke høre de kloge snakke med de kloge. De vil i dialog og diskutere med deres folkevalgte, og de vil kunne genkende sig selv i de beslutninger og reformer, der gennemføres. Der var vigtige, relevante og gode diskussioner på Folkemødet, og der var indslag, der mere hørte hjemme til en børnefødselsdag.
Jeg er med på, at det er elitens årlige generalforsamling, men vi kommer ikke udenom, at folkeligheden også var fint repræsenteret. Men som folk må man unægteligt stå tilbage med den fornemmelse, at der blev talt mere til en, end der blev lyttet. Derfor får Folkemødet kun tre ud af seks POV-stjerner, hvor de to bliver givet for de medarbejdere i Bornholms Kommune, der professionelt og effektivt fik årets arrangement til at køre på skinner trods regn og blæst og hvad der ellers hører til af uforudsete udfordringer.
Foto: Thomas Milsted
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
