
DAGENS POV // REJSEBREV – Texas nok er mest kendt herhjemme for cowboys og republikanere, men Austin er en smeltedigel af kultur, kunst og liberale holdninger, skriver Iben Louise Birkkjær. Hun er faldet pladask for byen med det vidunderlige motto.
’Keep Austin Weird’ er byen Austins motto. Og det gør de så. Gadekunstnere, ’casual smart’’påklædte mennesker i jeans, T-shirts, spejlsolbriller og med tatoveringer op og ned ad armene og byens helt egen Spiderman færdes mellem hinanden på solbeskinnede gader.
I byens grønne parker jogger helt utroligt mange mennesker i helt utrolig god form og på floden sejler kanoer og flodbåde under broerne, der forbinder byens nord- og sydside – mere om én af de broer (og dens beboere) senere. Og så spiser de tacos til morgenmad. Jeps, ’Breakfast Tacos’ er virkelighed i Austin.
Folk i Austin vil gerne snakke med fremmede og høre alt om, hvad du laver og hvordan der er, der hvor du bor
Og jeg er vild med det hele. Jeg er lige kommet hjem fra 10 dage i Austin, hvor jeg deltog i årets SXSW-konference og nød byen i fulde drag.
Austin ligger lige midt i Texas og er delstatens hovedstad. Der bor lige godt 950.000 mennesker, og byen er i stadig udvikling. At gå gennem gaderne i Downtown Austin er lidt ligesom at være med i et afsnit af Fragglerne, hvor Doozerne bygger alle vegne.
Texas nok er mest kendt herhjemme for cowboys og republikanere, men Austin er en smeltedigel af kultur, kunst og liberale holdninger. Her møder man kreative mennesker, der elsker Bernie Sanders og som udspørger én om velfærdssamfund og skattebetalt uddannelse, når de finder ud af, at man er fra Danmark.
Søde, imødekommende og en lille smule skøre
I fem år har jeg fulgt Adriene Mishler, der driver Youtube-kanalen ’Yoga With Adriene’ og som er indbegrebet af en person fra Austin: Hun er sød, imødekommende og en lille smule skør.
Én af de helt store naturoplevelser i Austin kan du få under Congress Avenue Bridge ved solnedgang i sommermånederne
Og sådan er de i Austin: Hvis du sætter dig i en bar en tirsdag eftermiddag (et tænkt eksempel, men jeg kan anbefale Corner’s patio bar på hjørnet af 2nd Street og Congress Avenue til eksperimentet), så skal du ikke regne med at komme hjem før kl. 2 om morgenen. For folk i Austin vil gerne snakke med fremmede og høre alt om, hvad du laver og hvordan der er, der hvor du bor. Især når de finder ud af, at du kommer fra Danmark, for vores samfundsstuktur er et Utopia for dem.
I øvrigt mødte jeg Adriene, da jeg var i Austin og jeg fik en krammer af hende. Spørg lige, om jeg var starstruck!
Austin er en kulturby
SXSW, der startede som en musikfestival i 1987 trækker hvert år 75.000 mennesker til byen og begivenheder som den store festival Austin City Limits samt byens 200 live musikscener gør Austin til ’Live Musical Capital of the World’. Der er altid en koncert, du kan gå til med et band, du kan lide.
Siden 1963 har Austin fejret Æslet fra Peter Plys’ fødselsdag. Æslets fødselsdagsfest er som regel den sidste weekend i april – hvilket er nok til, at jeg seriøst overvejer at flytte til Austin. Hvis det ikke lige var for klimaet: Om sommeren er temperaturen som regel over 32 grader med 40 graders hedebølger. Det er for varmt for en bleg viking som mig!
Og fordi Austin kan lide ting, der er weird, har de selvfølgelig også et ’Museum of the Weird’. På 6th street, der er Austins bar-gade, finder man butikken, ’Lucky Lizard’, hvis baglokaler og førstesal huser ’Museum of the Weird’. Museet er en kombination af et wunderkabinet med alt fra en udstoppet, tohovedet kalv til en Fiji-havfrue og indtil flere skrumpehoveder. Vælger man den guidede tour får man tilmed et show med en vaskeægte ’sideshow freak’ med i prisen. Et show, der byder på både gys og en hel del overraskelser – så har jeg ikke sagt for meget.
Men Austin er også en naturby
Men selvom Austin er en pulserende storby kan du også få smukke naturoplevelser. Colorado River snor sig gennem byen og langs den ligger flere parker og naturreservater.
Én af de helt store naturoplevelser i Austin kan du få under Congress Avenue Bridge ved solnedgang i sommermånederne. Under broen bor nemlig den største, urbane koloni af Mexicanske bulldog flagermus i Nordamerika. Og hver aften, lige når solen er ved at gå ned, flyver de ud på jagt. Det er et vildt syn, når de 1.5 millioner flagermus går på vingerne og flyver mod solnedgangen.
Hunde, hunde, hunde
Den sidste, du skal vide om folks of Austin, er at de elsker hunde. Virkelig elsker. Der er hunde overalt, både i gaderne og i parkerne. Ja selv på barerne. Og flere udskænkningssteder har også en ’bar’ i hundehøjde. Der serveres så vidt vides kun vand til hundene.
Så ja, som du nok kan fornemme, er jeg helt og aldeles forelsket i Austin, og jeg kan kun anbefale dig at bruge et par dage i byen, hvis du er på de kanter. Og hils lige fra mig, hvis du snupper en IPA i baren på Corner.
Alle fotos af skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.