PSYKOLOGI // KLUMME – Vi lever i en tid, hvor det er blevet mistænkeligt at være rolig – og næsten forkert ikke at mærke noget særligt. Men hvad hvis følelsesmæssig neutralitet faktisk er en sund og legitim tilstand? Psykolog Erla Højsted undersøger, hvorfor almindeligt velbefindende ikke længere føles som nok.
Jeg havde en klient forleden, der sagde noget, som blev hængende i mig. Det var ikke første gang, jeg hørte denne type fortælling, og måske var det netop derfor, at denne klients fortælling fik mig til at stoppe op.
Han sagde: ”Jeg har det egentlig nogenlunde. Jeg er ikke sådan lykkelig. Ikke ulykkelig. Jeg er bare … sådan neutral. Men jeg føler, det er forkert. Jeg har alt; god familie, godt arbejde, god økonomi og gode venner, så jeg burde mærke noget mere. Jeg føler ikke, at det kan være rigtigt, at jeg ikke mærker så meget. Det burde jeg!”
Hans ord rørte ved noget, jeg møder igen og igen. Ikke bare i terapi, men også i det kulturelle landskab, vi alle bevæger os i, nemlig forventningen om, at vi bør mærke noget, hele tiden. Det er, som om følelsesmæssig neutralitet ikke længere har en legitim plads.
I dag virker det næsten suspekt at være rolig. At være følelsesmæssigt neutral. At svare ”ved ikke” til spørgsmålet ”hvordan har du det?”. Det bliver tolket som distance
I det daglige arbejder jeg som psykolog med fokus på trivsel og performance. Det betyder, at jeg ofte møder mennesker, som er i gang med at finde balancen mellem at fungere godt og at føle. Det er en balance, der ikke altid er let at finde i et præstationssamfund, hvor det ydre, det målbare, produktive og synlige, ofte vægtes højere end det indre og mere subtile følelsesliv.
Flere og flere udtrykker samme frustration: ”Er det nok at have det nogenlunde?”, ”Er det forkert, at jeg ikke føler noget særligt?” og ”Hvorfor føler jeg ikke mere? Hvorfor er jeg ikke mere glad?” Mange lever tilsyneladende velfungerende liv. De passer deres arbejde, har relationer, struktur og mål, men oplever samtidig en form for indre tomhed eller følelsesmæssig fladhed, de ikke helt forstår. Det er, som om funktion og følelse ikke længere må stå side om side, og det i sig selv skaber uro.
Dette har fået mig til at spørge mig selv: Hvornår (og hvorfor) blev en så normal tilstand som følelsesmæssig neutralitet et problem?
Når vi skal føle for meget
Vi taler meget om at åbne op, mærke efter, udtrykke os følelsesmæssigt. Det er på mange måder et fremskridt, særligt set i lyset af tidligere tiders tavsheds- og undertrykkelseskultur. Men måske er vi kommet til at svinge pendulet for langt i den anden retning?
I dag virker det næsten suspekt at være rolig. At være følelsesmæssigt neutral. At svare ”ved ikke” til spørgsmålet ”hvordan har du det?” Det bliver tolket som distance. Eller værre: som følelseskulde eller undertrykkelse.
Men hvad nu hvis det i virkeligheden er et tegn på følelsesmæssig sundhed? Hvad hvis det ikke er et fravær, men en tilstedeværelse, en evne til at rumme uden at reagere, til at være uden at skulle mærke?
Hvad hvis vi i realiteten en stor del af vores tid lever i et slags leverpostej-limbo, hvor vi blot deltager i livet uden at tænke så meget over det. Uden at mærke så meget efter. Og hvad hvis det faktisk er ret sundt?
Når følelser bliver en præstation
Følelser er ikke bare noget, vi har, de er også noget, vi i dag viser. Og det at vise dem er i stigende grad blevet forbundet med autenticitet. Vi skal ”være i kontakt med os selv”, ”stå ved vores følelser”, ”leve ægte”.
Men det ægte kan også være stille. Det kan være en tomhed, der ikke er tom. Det kan være et mentalt rum, hvor man ikke føler behov for at analysere, dele eller konkludere.
Måske skulle vi begynde at tale om den ro og tilfredshed, der kommer af ikke hele tiden at forholde os til vores følelser og vores tanker
Og det slår mig ofte, hvor mange mennesker der er begyndt at betvivle deres egen trivsel, netop fordi den ikke føles spektakulær. Som om almindeligt velbefindende ikke længere er nok. Som om vi alle sammen er blevet hovedpersoner i en emotionel fortælling, vi ikke selv har skrevet, men føler os forpligtede til at deltage i.
At kunne lade følelser være
I mit fag, den metakognitive tilgang, arbejder vi med netop dét: at lade tanker og følelser være. Ikke fordi de ikke betyder noget, men fordi de ikke altid behøver at betyde alt. Man behøver ikke engagere sig i hver tanke. Man behøver ikke mærke dybt efter hele tiden. Nogle gange er det sundere at lade det passere uden at mærke efter.
Ikke alle følelsesmæssige reaktioner skal følges til dørs. Ikke alle stemninger kræver refleksion. Nogle gange er den vigtigste psykologiske færdighed evnen til at lade være.
Følelsesmæssig neutralitet er ikke lig med ligegyldighed
Det burde ikke være nødvendigt at forsvare følelsesmæssig neutralitet. Men det er dét, jeg oplever i stigende grad, både i terapirummet og i samfundet. Vi har gjort følelsesudtryk til en dyd og samtidig gjort følelsesmæssig ro til en mistænkelig stilhed.
Men det at være neutral og rolig er ikke det samme som at være fraværende. Eller deprimeret for den sags skyld. Det kan være et udtryk for nærvær. Det kan være omsorg, refleksion, styrke. Det kan også bare være udtryk for – ingenting.
Så måske skulle vi begynde at tale om den ro og tilfredshed, der kommer af ikke hele tiden at forholde os til vores følelser og vores tanker. Om at kunne stå i verden, mærke det hele, men vælge ikke at reagere på det hele.
Måske er det netop dét, vi skal genfinde: Tilfredsheden ved bare at være.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og