REGERINGSFORHANDLINGER // ANALYSE – Troels Lund Poulsens forslag om en VLAK-regering er en krigserklæring mod Mette Frederiksen, og det store spørgsmål er, hvad Lars Løkke Rasmussen gør nu?
Troels Lund Poulsens budskab om nu at gå efter en regering bestående af Venstre, Liberal Allicance og Konservative udstiller, at det såkaldte ”midtermonster” med Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne plus De Radikale og De Konservative er rykket endnu længere væk.
Altafgørende bliver nu, hvordan Lars Løkke Rasmussen (M) stiller sig til Venstre-formandens forslag om en blå mindretalsregering.
De forslag til politisk fællesmængde, som Troels Lund Poulsen præsenterede med VLAK som mulig regeringsmodel, rammer lige ind i hjertet af de ideer, som Lars Løkke Rasmussen selv har lanceret. Væk med mellemskatten, ned med selskabsskatten, markant forhøjelse af aktiesparekontoen. Et mål for mere velstand og med mål for arbejdsudbud på 30.000 personer.
Venstres ellers svækkede formand står med en unik chance for at blive statsminister – hvis Løkke vel at mærke beslutter sig for det
Det store spørgsmål er, om Lars Løkke Rasmussen nu kan finde på at kaste den trumf, der for alvor vil udgøre en gamechanger i regeringsforhandlingerne.
Hvis man lægger til grund, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt ikke fraviger sit krav om at afskære Lars Løkke Rasmussen fra regeringsdeltagelse, er spørgsmålet, om Moderaternes formand i stedet kan finde på at overraske stort. Og det vil sige at afstå fra selv at komme i regering.
Dansk Folkeparti ville i så fald umuligt kunne slippe afsted med at forhindre Troels Lund Poulsen i at danne f. eks. en VLAK-regering, og Morten Messerschmidts kommentar tirsdag var da også forsonlig.
Venstres ellers svækkede formand står med en unik chance for at blive statsminister – hvis Løkke vel at mærke beslutter sig for det. Troels Lund Poulsen har tilsyneladende ikke haft svært ved at imødekomme Lars Løkke Rasmussens krav i den økonomiske politik og droppe Venstres egne forslag om eksempelvis beskæring af udviklingsbistanden og om, at Danmark skal gå solo i forhold til konventionerne.
Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen har arbejdet tæt sammen i årevis og er begge snu og kreative magtspillere. En model, hvor Lars Løkke Rasmussen ender med at afstå fra selv at blive en del af en regering, vil naturligvis forudsætte, at Troels Lund Poulsen under dybt fortrolige samtaler har kunnet eller kan stille alternativer i udsigt for Lars Løkke Rasmussen.
Hvor det hele ender, er fortsat uvist.
Men det står klart, at det indbyrdes tillidsforhold mellem Socialdemokratiet og Venstre og mellem Moderaterne og Socialdemokratiet langt fra er optimalt. Hvis alt kører i grøften under de aktuelle forhandlinger, bliver det ikke a walk in the park for Lars Løkke Rasmussen bare at vende tilbage til Mette Frederiksen og den røde blok.
”Vi aner ikke, hvor vi har Løkke”, som en central kilde med kendskab til de seneste ugers forhandlinger udtrykker det.
Troels Lund har sendt todelte meldinger
Siden Troels Lund Poulsen med Lars Løkke Rasmussen som mellemmand fik overdraget stafetten som kongelig undersøger, har Troels Lund Poulsen lagt et todelt snit i sine meldinger. På den ene side har han forsøgt at minimere dér, hvor Venstre var svag i valgkampen.
Det gælder ikke mindst spørgsmålet om drikkevand og grisevelfærd. Venstre støtter nu et nationalt sprøjteforbud, som Socialdemokratiet, Moderaterne og en række andre partier slog på i valgkampen.
Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen har arbejdet tæt sammen i årevis og er begge snu og kreative magtspillere
På den anden side har Venstre-formanden forsøgt at forstærke indtrykket af, at Lars Løkke Rasmussen kan få en mere ambitiøs økonomisk politik ved at gå sammen med de borgerlige end i en rød-lilla regeringskonstruktion. Løkke har selv løbende problematiseret det økonomiske som afgørende skillelinje og udfordring i forhold til Socialdemokratiet og venstrefløjen.
Tirsdag afviste Troels Lund Poulsen at have vished for, hvad Lars Løkke Rasmussen gør. Men han understregede, at han har kendt Lars Løkke i 25 år og har lænet sig ind i dét, Løkke selv ønsker.
Falder alle bestræbelser på regeringsdannelse under Troels Lund Poulsens ledelse til jorden – og ender Løkke alligevel i en centrum-venstre-konstruktion – vil Venstre i det mindste fra en oppositionspost kunne hamre løs på en S-ledet regerings økonomiske politik.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.