
BØGER // ANMELDELSE – I Som boblerne i bækken fortsætter Thomas Bredsdorff sine refleksioner over kærlighedens kompleksitet i livets efterår. Med et skarpt blik for tilværelsens forandringer og med humor udforsker han, hvordan kærligheden i alderdommen adskiller sig fra den unge, stormfulde version – og hvordan den kan finde sin egen ro.
Det er kun et år siden, at litteraturforsker og forfatter Thomas Bredsdorff udgav sine refleksioner over alderdommen med titlen Lykkeligt nær, hvor han konsekvent omtaler sig selv som olding.
Nu kommer så Som boblerne i bækken med undertitlen En oldings notater om kærlighed. Et vist koketteri. Bredsdorff blev 88 den 1. april, ingen skal komme og kalde ham gammel. Det skal han nok selv gøre. Han har altid været flittig – og produktiv. Og nu skal det tydeligvis fra hånden, mens tid er. Igen med fine vignetter af Thomas Thorhauge.
Den er ny, den er ubeskrevet, der er ingen digte at ty til. Så litteraten, der ellers har et digt eller en prosatekst for hånden til enhver lejlighed, må finde sine egne ord
Det er ikke forkert at kalde denne nye bog en fortsættelse. Første sætning lyder: ”Jeg elsker Alba.” Barnebarnet, som nu er blevet ti år, og som vi også traf i Lykkeligt nær, ligesom vi traf hendes forældre, Bredsdorffs datter og svigersøn, og veninden “e”, livets sene kærlighed.

Thomas Bredsdorff opfinder et nyt ord for kærligheden
For at beskrive den opfinder han ordet seren. Eller måske snarere fordansker det smukke engelske ord serene, der kommer fra latin. Rolig, fredelig, afklaret. Sådan er den sene kærlighed. Den unge kærlighed kan være himmelsk, men er altid omgivet af uro, nerver, trussel om tab, angst for jalousi, skriver han.
Og om den modne kærlighed, der aldrig kan være så stor og stærk, at den er tynget af en ny angst. Forpligtelser, forplantning, svigt, sygdom og død.
Ved siden af undervisningen forførte han sin meget yngre elev og gjorde hende gravid. Da hendes familie truede ham med bål og brand, tilbød han allernådigst at gifte sig med hende
Hvis alt det er gennemlevet med større eller mindre ynde, kan man være så heldig at møde kærligheden igen. Den serene kærlighed. Den er ny, den er ubeskrevet, der er ingen digte at ty til. Så litteraten, der ellers har et digt eller en prosatekst for hånden til enhver lejlighed, må finde sine egne ord. Det har han nu heller ikke problemer med:
”Kærlighed er ikke besættelse, kærlighed er evnen til at give og tage imod, at læse en anden persons indre og selv blive læst. At cykle en tur sammen, at opleve noget i fællesskab og dog opleve, at den anden er og bliver en anden, med sin egen historie, sine værdier, sit eget allerinderste, som man aldrig nogensinde når. Kærlighed er hud og humor.”
Smukkere kan det næppe siges. Og bemærk også cykelturen. Mere affældig er oldingen altså heller ikke, vil han gerne lige fortælle os. Forfængelighed forsvinder ikke med alderen.
Bredsdorff har beskæftiget sig med litteraturens store tekster i hele sit liv, så selvfølgelig er det også fra dem, han henter viden om kærligheden. Bogen titel er hentet fra Aarestrups dejlige digt Angst:
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, så er vi skilt ad,
Som Bærrene på Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
Selv om han er klassikernes mand, er han heller ikke bleg for at citere unge kollegers tekster om deres frustrerede forelskelser og Tinder-liv; swipe og bliv væk. Det er nok et tilfælde, at det er kønne unge kvinders tekster, han er optaget af.
Men det er de store gamle, der er grundstammen. Tekster han har været optaget af i hele sit voksne liv. Tristan og Isolde, Hamlet og Ofelia, Paulus’ første brev til Korintherne kap. 13, det er det brev med tro, håb og kærlighed, som vi mest møder ved bisættelser, derudover Goethes Den unge Werthers lidelser og meget mere.
Werther har altid irriteret mig, og det er derfor en stor tilfredsstillelse for mig, at Bredsdorff tilsyneladende også kun har meget lidt tilovers for ham. Werther fabler om kærlighed: ”Werther elsker Lotte. Siger han. Men i grunden er det som om, der er noget andet, som han elsker højere end hende.” Netop. Kernen i Werthers kærlighed er ikke kvinden, men døden.

Men den allerværste af mange rædsler er alligevel Abelard. Jeg indrømmer, at jeg kun havde det vageste begreb om Abelard og Heloïse, men det var klart noget med en altopslugende kærlighed, der overlevede døden. Jeg har endda en gang besøgt deres fælles romantiske grav på den parisiske kirkegård Père Lachaise. Nu har jeg lært, at han var en megaloman hykler. Han var en berømt lærd, som folk kom rejsende langvejs fra for at lære af. Heloise var højt begavet, og meget yndig, og derfor nedlod han sig til at give en kvinde privatundervisning på hendes families anmodning.
Thomas Bredsdorff voksede op med aftenbøn, men meldte sig som voksen ud af folkekirken. Nu har han meldt sig ind igen
Ved siden af undervisningen forførte han sin meget yngre elev og gjorde hende gravid. Da hendes familie truede ham med bål og brand, tilbød han allernådigst at gifte sig med hende. Men hun, som beundrede ham og elskede ham oprigtigt, nægtede med den begrundelse, at det ville trække hans geni ned. Det ville hun ikke være skyld i. Det havde så den ubehagelige bivirkning, at hendes familie fik ham kastreret. Alligevel lykkedes det ham at genoptage sin blomstrende karriere, måske fordi han trods alt havde betalt en høj pris.
Men mens hun gik i kloster og blev ved med at elske, tillod han sig at skrive til hende, at det aldrig var kærlighed, men liderlighed, der førte dem sammen. Den tølper, skriver Bredsdorff, og jeg kan ikke være mere enig. Jeg havde i grunden tænkt mig at lægge vejen forbi deres gravsted, da jeg i sidste uge var i Paris, men der har jeg været for sidste gang!
Thomas Bredsdorff voksede op med aftenbøn, men meldte sig som voksen ud af folkekirken. Nu har han meldt sig ind igen. Ikke fordi han har fundet kærligheden til Gud, men for at gøre det nemmere for sine efterkommere. ”Det er så, de ikke skal bakse med, hvordan de skal markere min død, men kan bruge det eksisterende tilbud fra majoritetsreligionen. Og vil man nyde, må man yde.”
Forhåbentlig bliver det til flere bøger, inden der bliver brug for det eksisterende tilbud fra majoritetsreligionen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.