FLYGTNINGE // TEMA – I det seneste halvandet år har der været meget fokus på covid19-pandemien. Det betyder, at mange andre emner er gledet i baggrunden, hvilket for eksempel gælder for flygtninge og fordrevne. Men da covid19 rammer bredt, er flygtninge og fordrevne også blevet påvirket, og samtidig er antallet af flygtninge og fordrevne det højeste siden afslutningen på anden verdenskrig. Thomas Christiansen har taget pulsen på det emne i en samtale med Charlotte Slente, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
– Kan man sige noget generelt om, hvordan covid19-pandemien har påvirket flygtninge og fordrevne i verden?
Faktum er, at pandemien og især de afledte konsekvenser har ramt marginaliserede grupper i særlig grad. Det betyder derfor naturligvis også, at flygtninge og fordrevne har været uforholdsmæssigt hårdt ramt.
Samtidig kan man helt kort sige, at flygtninge- og fordrivelsessituationen i verden, ikke har stået stille på grund af pandemien. Vi kigger nu ind i en fordrivelsessituation, hvor omkring 80 millioner mennesker på verdensplan er fordrevne. Heraf er godt 25 millioner flygtninge, det vil sige, de har set sig nødsaget til at forlade deres hjemland og krydse én eller flere grænser, mens resten er internt fordrevne. Vores forventning er desværre, at den tendens vil stige.
– Hvorfor forventer I en øget fordrivelse?
En af de væsentligste grunde er, at konflikterne bliver ved i lang tid, hvis man sammenligner med for eksempel 1990’erne. Der er i dag færre der mister livet som følge af konflikter, men der er flere konflikter, og de ser anderledes ud end tidligere. Der er mere borgerkrig, asymmetrisk krig, krig ved proxystater, og der er flere ikke-statslige og private aktører i spil. Samtidig er der en tendens til, at konflikterne ikke bliver afsluttet, fordi der ikke sættes stærkt nok ind omkring fredsforhandlinger. Det gør, at flere bliver drevet på flugt, og at fordrevne sidder fast i de kriser, de er i, i meget lang tid. Folk er i gennemsnit fordrevet i 15-20 år, hvilket er en hel barndom eller et halvt voksenliv. Samtidig ser vi også, at normer og konventioner er under pres, og det betyder, at der er mindre respekt for humanitære aktører.
Vi ser også en anden overordnet tendens til fordrivelse, som ikke er direkte covid19-relateret, men som også er vigtigt at kigge på nu, nemlig klima. Der er lavet projektioner om, hvad klimaforandringer kommer til at betyde for fordrivelse i de kommende år. De forudsiger, at frem mod 2050 vil mellem 25 millioner og 1 milliard mennesker være nødsagede til at forlade deres hjem og flytte til et nyt sted, primært inden for landets grænser, på grund af klimaforandringer. Og ligesom med covid19 vil de fattigste lande blive ramt uforholdsmæssigt hårdt. Det er en faktor, som potentielt forværrer de konflikter, der skaber fordrivelse og gør situationen vanskeligere for mange. Men vi ser også den modsatte tendens: Nogle bliver, hvor de er, fordi situationen er så dårlig, at de ikke kan tage af sted.
En tredje tendens er, at gabet mellem behovene for hjælp og finansiering er stigende, og den situation har covid19 været med til at forværre. BNP er faldet i en række donorlande, og med faldende BNP falder bidragene, da udviklings- og humanitære budgetter er en procentdel af BNP. Dertil kommer en stigende tendens til, at hovedparten af flygtningene huses i udviklingslande – i nærområdelandene. Det gælder for 85 procent af verdens fordrevne i dag. Derudover er der både i den vestlige verden og andre steder en tendens til at lukke grænserne for flygtninge og fordrevne. Det betyder, at byrdefordelingen bliver mere kompliceret.
Der er behov for international solidaritet og en forståelse for, at der er tale om en global problemstilling, som kræver globale løsninger. Hvis vi i den vestlige verden ønsker, at nærområdelandene til konflikterne fortsat huser og tager imod langt størstedelen af verdens fordrevne, bliver vi også nødt til at vise en solidaritet, som er andet end kun at finansiere fordrivelsessituationer og give humanitær bistand. Der skal også leveres på den reelle solidaritet, det vil sige viljen og evnen til at modtage asylansøgere og huse dem så længe det er nødvendigt. Og det er ikke en positiv tendens, vi ser i forhold til lige præcis dette. Vi ser en risiko for, at pagten mellem nærområdelandene og den vestlige verden bryder sammen, så nogle af de lande, som huser mange flygtninge og fordrevne vil sige: ‘Helt ærligt venner, det kan jo ikke blive ved med at gå’.
Man ser det med Syrien, som er den største fordrivelseskrise. Der er 3,7 millioner registrerede syrere i Tyrkiet, knap 1 million i Libanon, og over en halv million i Jordan. Det er virkelig et stort pres for de lande – ikke mindst for små lande som Jordan og Libanon, hvor det ikke kun er et kæmpe økonomisk pres, men også et kæmpe politisk pres. Det er lande, som i forvejen har deres egne store politiske og økonomiske udfordringer at slås med. Derfor er værtskabet for så mange mennesker et stort pres – hver femte borger eller beboer i Libanon er flygtning, svarende til at der i løbet af en 7-8 års periode var kommet en million flygtninge fra Syrien til Danmark. Til sammenligning huser Danmark cirka 30.000 syrere.
– Det, du forklarer, lyder som det, der skete i 2018, 2019 og 2020 – altså tendenser, som stået på længe, måske endda i det meste af et årti …
Ja, det er rigtigt, men nogle af de situationer, som flygtningene befinder sig i, bliver yderligere vanskeliggjort af covid19 – ikke mindst fordi de afledte konsekvenser af pandemien rammer skævt. Hovedparten af verdens flygtninge bor ikke i flygtningelejre, men i byområder og slumområder omkring store byer. Her er de konkurrenter på det lokale arbejdsmarked, men konkurrenter som ofte står bagerst i arbejdsmarkedskøen og har de mest skrøbelige betingelser i deres arbejdsvilkår. Det kan være i den uformelle sektor eller med meget dårlige kontrakter. Derfor er de mennesker også dem, som hurtigst presses ud, når situationer som covid19 rammer.
Analyser vi lavede blandt de mennesker, vi hjælper, viste, at covid19-krisen hurtigt blev en socioøkonomisk faktor for flygtninge, fordi nedlukningerne og restriktionerne betød, at deres vilkår blev forværret. Det skete endda inden covid19 blev en sundhedsmæssig risiko. Beskæftigelsesgraden faldt i en række af de lande, som værter mange flygtninge. Det skete for eksempel i Jordan. Her havde en stor del af flygtningene et familiemedlem, som arbejdede inden covid19 – jeg tror, at det gjaldt for omkring 60 procent af flygtningene. Den procentdel faldt til nærmest ingenting i løbet af de to første uger efter WHO erklærede den verdensomspændende covid19-epidemi for en pandemi.
Det betyder, at udover at stå bagerst i arbejdsmarkedskøen, står man også forrest i den kø, der hedder ”hvis man ikke betaler sin husleje, så bliver man smidt på gaden”. Man har heller ikke længere råd til at sende børnene i skole, og det får betydning for husstandsindkomsten, det vil sige hvad man har råd til at spise og så videre. Så derfor havde det en ret heftig effekt på verdens flygtninge.
Vi lavede hurtig en analyse fra marts til april 2020, som viste, at hvis de mennesker vi hjælper skulle opretholde den levestandard, de havde før pandemien, så skulle Dansk Flygtningehjælp bruge 75 millioner dollars ekstra. På den baggrund lavede vi en global appel og fik den faktisk næsten finansieret. Men da covid19 stadigvæk er et stort problem i mange af de lande, hvor vi er til stede, har det stadig stor betydning for mange flygtningefamilier. Derfor ser vi også, at verdens fødevareusikkerhed og fødevarekrise – som især er forårsaget af covid19 – rammer flygtninge og fordrevne rigtig hårdt.
Den anden ting er, at når vi analyserede de sundhedsmæssige konsekvenser af covid19 blev det tydeligt, at folk i flygtningelejrene var meget udsatte. Folk bor tæt, men det var alligevel i ret få flygtningelejre, at der udbrød drastiske epidemier, hvilket nok var mere held end forstand. Der blev taget diverse tiltag – man spredte folk, hygiejnetiltag, forbedring af sanitet og oplysningskampagner, og der blev indrettet steder, hvor man kunne isolere folk, der var smittede og så videre.
Det, vi så ser nu, er, at flygtninge rundt omkring i verden er dem, som står sidst i køen for at få vacciner. Det skyldes, at mange af de lande, som huser flygtningene, er lande, som har vanskeligt ved at få vacciner nok til egen befolkning. Så kommer flygtningene igen til at stå bagerst i køen.
En anden tydelig tendens var, at mange lande lukkede ned for asylansøgere. Det forværrede folks situation, fordi de måske var i bevægelse fra et sted til et andet og så sad fast under meget svære betingelser. Det vil sige, at folks beskyttelsesbehov blev vanskeligere at opfylde, og det blev et rettighedstab for mange mennesker, som skulle søge asyl. Samtidig faldt antallet af genbosættelser. Vores bekymring er nu, at nogle lande opretholder den begrænsede adgang for asylansøgere og begrænsningerne for modtagelse af kvoteflygtninge i længere tid end det er nødvendigt på grund af covid19.
– Har covid19 også haft betydning for hvor mange, som er blevet fordrevet, altså ændret selve fordrivelsessituationen?
På den ene side har fødevareusikkerheden gjort, at flere folk har følt sig nødsaget til at flytte sig. Derudover ser man desværre ikke, at konfliktniveauet er aftaget. Faktisk har covid19 været med til at opildne konflikter nogle steder. International Crisis Group har således lavet analyser som viser, at covid19 flere steder har ført til uro, men også, at de større globale og langvarige kriser ikke har været synderligt påvirket af pandemien – hverken i positiv eller negativ retning.
– Har pandemien gjort arbejdet vanskeligere for Dansk Flygtningehjælp og tilsvarende organisationer? Eller sagt på en anden måde har I haft behov for at passe yderligere på jeres medarbejdere på grund af covid19-situation?
Mens resten af verden lukkede ned, har det for os ikke været muligt at lukke og slukke biksen og vente indtil at faren er drevet over. Vi har gjort præcis det modsatte, omstillet os meget agilt i alle landene, og omlagt vores programmer. Der har sådan set ikke været et eneste land, hvor vi ikke har måtte omlægge vores programtilgang.
Under pandemien har vi opretholdt et meget stærkt fokus på det, vi kalder ‘staying and deliver’. Det vil sige, at vi har gjort vores yderste for fortsat at operere i de lande vi arbejder i, så folk fortsat kunne få hjælp. Det har været vigtigt for os, at det var den måde, vi skulle reagere på. Selvfølgelig var nogle af vores internationale medarbejdere ikke i stand til at være i de lande, de normalt arbejdede i, men da hovedparten af vores medarbejderstab er nationalt ansatte, har de for størstedelens vedkommende været i landene og i stand til at udføre deres arbejde. Vi har dog naturligvis indført en masse retningslinjer i forhold til hygiejne, afstand osv. for at sikre medarbejdernes sikkerhed, og ligesom mange andre har vi måtte indføre mere ’remote working’.
Den vanskeligste del har været, at vores adgang til flygtningebefolkningerne blev begrænset på grund af restriktioner på grund af faren for smittespredning. Vi har derfor været nødsaget til at omlægge mange af vores programmer, og eksempelvis i højere grad samarbejde med lokale organisationer, som havde adgang til steder, vi ikke kunne nå frem til. Det har handlet om kapacitetsopbygning af aktører, så de kunne løfte opgaver, som vores medarbejdere normalt har løst.
Det har også handlet om at omstille vores programmer til at være mere digitale og mere ‘cash’-baserede. Der har været steder, hvor vi normalt ville have transporteret nødhjælp ud fysisk, hvor vi nu har omlagt programmerne, så vi i højere grad arbejder med økonomiske overførsler på mobiltelefoner eller andet. På den måde har folk fået adgang til varer på et lokalt marked i stedet for at få dem leveret af os. Det har været en stor omlægning, men også en acceleration af en tendens vi så før COVID-19. Derudover har vi måtte lægge ekstra ingredienser på, eksempelvis støtte til mad, vand, tag over hovedet eller andre ting, for at folk kunne klare sig igennem pandemien.
– Hvordan har pandemien påvirket selve rejsen, som flygtningene tager ud på? Har den generelle nedlukning af transportmuligheder påvirket mulighederne for at flygte, så det er nemmere at komme af sted under covid19 eller er det blevet sværere?
Vi ser i nogle sammenhænge, at intentionen om at migrere eller flygte er blevet mindre blandt nogle grupper. Ikke nødvendigvis fordi man ikke har villet, men fordi man ikke har kunnet på grund af restriktionerne ved mange grænser. Verden har været lukket, så der har været en kæmpestor reduktion i rejseaktivitet i det hele taget, og det har der selvfølgelig også været blandt flygtninge og migranter. Derfor er der eksempelvis kommet færre flygtninge til Europa i 2020 og 2021.
– Det vil sige, at mens der i nogle områder har været større motivation for at rejse, fordi situationen er blevet vanskeligere, så er muligheden for at rejse blevet vanskeligere. Betyder det, at der er opstået propper rundt omkring i systemet, hvor der samler sig større grupper, som befinder sig i et limbo?
Ja, det er der i nogle lande, eksempelvis Libyen, som er et transitsted. Men der har også været steder i Europa – de græske øer og Bosnien – som er lande på ruten mod Europa. Dér har været mennesker på vej, da verden lukkede, som ikke kunne komme videre, og nogle af de steder har folk ikke de bedste vilkår at leve under. Så det er klart, at fundamentale behov og rettigheder er blevet trådt yderligere under fode i covid19-situationen.
– En ting, man har talt om i forhold til flygtninge og fordrevne, er begrebet om ‘mixed migration’. Altså at der er nogle lande, som både ”producerer” fordrevne og flygtninge på grund af politiske uroligheder, forfølgelse eller borgerkrige, men som også skaber fordrivelser af økonomiske årsager. Har det mix ændret sig på grund af covid19?
Det er for tidligt at sige om ‘mixed migration’-strømmen har ændret sig som følge af covid19. Det eneste, der er sikkert, er, at det er blevet sværere at søge beskyttelse, og derfor tvinges folk med beskyttelsesbehov ofte ud på farlige ruter. Men det er jo klart, at ‘mixed migration’ eksisterer, og vi ser også, at nogle af de mennesker, som kommer til Europa, er en del af ‘mixed migration’ flows. Det samme gælder for de mennesker, der bevæger sig op gennem Mellemamerika mod USA. Der er nogle, som er flygtninge, andre som migrerer af andre årsager. Vi arbejder i nogle af de steder, og vi arbejder med at tilfredsstille de umiddelbare behov. Vi kan ikke se, om det er mennesker, som ender med at få asyl eller ej. Så derfor hjælper vi dem, som kommer. Men hvis vi kigger på tallene, så tror jeg, at de seneste tal viser, at det er op mod 50 procent af dem, som kommer til Europas grænser, der får tilkendt asyl i første eller anden instans.
– Nu vi taler om ’mixed migration’, vil jeg godt vende tilbage til, at der forventeligt er mellem 25 millioner og 1 milliard klimaflygtninge i fremtiden. Det er en stor gruppe, som vel ikke har nogle beskyttelsesrettigheder. Kunne du reflektere over det og fortælle, om I arbejder med, hvad man skal gøre i fremtiden?
Klimaflygtninge er jo ikke omfattet af flygtningekonventionen. Det handler også om, at konventionen er fra 1951, hvor ’klimakrisen’ ikke var noget, man talte om. Men det er et område, som der er ret stor debat om nu. Hvad gør vi med de mennesker? Det er også et område, hvor retspraksis er en lille smule i bevægelse. Det sker i nogle af de sager, hvor øsamfund bliver ubeboelige.
Hvis øer synker i havet, hvad er folk så? Jeg tror, at man vil se retssager, hvor man anerkender, at det internationale samfund skal hjælpe de mennesker på en eller anden måde. Men det er et område, hvor der er et hul i forhold til beskyttelsesbehov, og givet den politiske stemning, der generelt er omkring flygtningespørgsmålet, så er det vanskeligt at forestille sig, at man vil åbne for, at Flygtningekonventionen kan udvides til at omfatte klimaflygtninge.
Vi kan dog forestille os, at klimaforandringer også kommer til at fungere som ”multiplikator” på konflikter og således indirekte være med til at skabe øgede behov for beskyttelse også i den traditionelle konventionsmæssige forstand. Desuden ser vi, at klimaforandringer – på samme måde som covid19 – har afledte effekter, der kan være med til at øge sårbarheden for fordrevne og flygtninge. Dette understreger yderligere behovet for, at der sættes ind med varige løsninger for mennesker på flugt og derved øge modstandskraften og reducere sårbarheden hos disse grupper.
Men fordrivelsen er ikke nødvendigvis over grænser. Så vi vil nok komme til at se meget intern fordrivelse på grund af klimaforandringer. Det ser allerede ud til, at folk flygter andre steder hen i eget land, hvor klimaeffekten er mindre brutal. Det er et område, vi har stor fokus på, og den strategi vi er ved at lave for vores nye femårige engagement, vil handle meget om klimatilpasningsrespons. Men vi ser også på den internationale dialog, samarbejder og fortalerarbejde i forhold til, hvordan beskyttelsesrammen skal være for mennesker, som fordrives på grund af klimaet.
– Der kan vel også være en glidende overgang mellem årsager til fordrivelse? Klimaforandringer kan føre til ressourceknaphed, hvor for eksempel vand kan blive et konfliktområde mellem stater.
Klimaforandringer er en såkaldt ’konfliktdriver’. Der bliver i højere grad kamp om knappe ressourcer, som også vil skabe brænde til bålet for fremtidige konflikter. Det er både vand, landbrugsjord og andre naturressourcer, der vil blive lagt under fornyet pres, og som derfor kan skabe interne konflikter.
Men for eksempel vandressourcesituationen kan også være et konfliktelement mellem lande. Det ser vi i spørgsmålet om, hvordan man kontrollerer vandet i Nilen. Så fremadrettet er der et meget stort konfliktpotentiale i kampen om ressourcer, som så – sekundært – kan forårsage fordrivelse. Det er ikke nødvendigvis vandmangel eller mangel på dyrkbart land som skaber fordrivelse, men konflikten om ressourcerne gør, at folk kan blive flygtninge eller fordrevne.
Dette er artikel nummer 2 i POV’s tema om flygtninge og fordrevne. De to næste artikler handler om henholdsvis ‘syriske flygtninge i Jordan’ og ‘internt fordrevne i Colombia’. Begge artikler udkommer torsdag d. 26. august.
LÆS ALLE THOMAS CHRISTIANSENS ARTIKLER HER
Dette er den anden af ni artikler i POV.Internationals tema om ‘ Flygtninge og fordrevne.LÆS DE ØVRIGE 8 ARTIKLER I TEMAET OM FLYGTNINGE OG FORDREVNE HER
Topillustration: Charlotte Slente, Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Foto: Dansk Flygtningehjælp
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
