UDLÆNDINGEPOLITIK // KOMMENTAR – Regeringens hovedbrud over 12 afviste asylkvinder og deres madordning er en farce uden lige, og den udstiller Socialdemokratiets usmagelige ræs for at tilfredsstille den yderste højrefløj. Man må undres over, hvor langt anstændige socialdemokrater vil være med, skriver Lene Kjær.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Man troede det ikke muligt, men den siddende regering har ramt et nyt lavpunkt på udlændingeområdet. Et punkt, hvor man med magt og straf fuldstændigt tilsidesætter en meget lille gruppe kvinders sikkerhed og rettigheder – for at straffe dem med kantinedoseret statsfangemad.
I marts måned meldte regeringen ud, at man ville flytte den lille gruppe af afviste asylkvinder, som huses på udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast, hvor kvinderne hidtil har boet med hundredvis af mænd.
Lovning om snarlig flytning skyldtes, at kvinderne oplever en yderst utryg hverdag, hvor de i alarmerende og tiltagende grad udsættes for seksuel chikane, og hvor de er så utrygge, at de hverken tør gå på toilet, i kantinen eller uden for deres afdeling alene.
Regeringen stillede derfor kvinderne i udsigt, at man hurtigst muligt ville overflytte dem til Udrejsecenter Avnstrup på Sjælland, som huser landets afviste børnefamilier.
Torturbødler, mordere og voldtægtsforbrydere
Kvindernes utryghed kommer ikke ud af den blå luft. Kærshovedgård rummer ved siden af almindelige ikke-kriminelle afviste asylansøgere en stærkt voksende gruppe af udvisningsdømte kriminelle og tidligere kriminelle. Heriblandt nogle af landets mest hardcore forbrydere, der er udvisningsdømt for alt lige fra grov vold til voldtægt, mord, terror og narkohandel.
Ved siden af huses en gruppe, som ikke har begået kriminalitet i Danmark, men hvor man har vurderet, at de som sådan har krav på beskyttelse jf. Flygtningekonventionen – men samtidig udelukkes de fra retten til asyl, idet de har begået forbrydelser mod menneskeheden i hjemlandet.
Her taler vi altså om bødler, der har udført grove forbrydelser – såsom tortur – i de selvsamme diktaturstater, som kvinderne er flygtet fra.
Motivationspakken uden effekt
Gruppen består helt nøjagtigt af tolv kvinder, hvoraf flere af dem har siddet på Kærshovedgård helt siden centerets oprettelse. De mange motivationsfremmende foranstaltninger – såsom kantinemad og indskrænkelse af bevægelsesfriheden, når man er underlagt opholds- og meldepligt – har tydeligvis ikke motiveret kvinderne til at rejse hjem til det, de er flygtet fra.
Ej heller har den omstændighed, at man huser ikke-kriminelle sagesløse kvinder sammen med hardcore forbrydere, motiveret kvinderne til at forlade vort kongerige. Det burde fortælle regeringen lidt om, hvad de her kvinder er flygtet fra.
Skatteborgerbetalt arbejdsgruppe skal opfinde madordning til tolv kvinder
Her et halvt år efter befinder kvinderne sig dog stadig på Kærshovedgård, og Frihedsbrevet kunne for nylig afdække, at myndighedernes manglende handling skyldes, at den siddende regering ikke ønsker at lempe på de tolv kvinders madordning.
På Udrejsecenter Avnstrup, hvor kvinderne skal overflyttes til, har børnefamilierne mulighed for at bestille madvarer i et internt bestillingssystem, så de selv kan lave mad.
Tænk engang, at kantinedoseret statsfangemad vægtes højere end kvinders sikkerhed under en socialdemokratisk ledet regering
Denne vilkårsforbedring ønsker man ikke, at de tolv kvinder skal nyde godt af, så Udlændingestyrelsen har simpelthen nedsat en arbejdsgruppe, der er i gang med at afdække mulighederne for en kantineordning for de tolv ramte kvinder.
Man må som borger spørge sig selv, hvordan vi som land nåede derud, hvor en socialdemokratisk regering bruger skatteborgernes surt tjente penge på at nedsætte arbejdsgrupper, der har til opgave at opfinde en kantineordning til tolv kvinder på et udrejsecenter, hvor der allerede er en fungerende madordning.
Tænk engang, at kantinedoseret statsfangemad vægtes højere end kvinders sikkerhed under en socialdemokratisk ledet regering. Man kunne frygte, at næste skridt bliver en komité, der kan afdække, hvor ernæringsmæssigt elendig maden må være – den skal vel gerne tilberedes helt til kanten af konventionerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her