Forleden, da jeg ryddede op i sommerhuset, faldt jeg over en gammel fluesmækker. Og det slog mig, at det pludselig var utroligt længe siden, jeg sidst havde set sådan en. Da jeg var barn, var der typisk en fluesmækker i hvert rum. Og hos de ældre generationer var der fluepapir, fluenet og osteklokker, ringlende flueforhæng i alle udendørsåbninger.
Fluer fyldte virkelig meget i min barndom. Og det, der undrede mig, da jeg faldt over fluesmækkeren forleden, er, at de næsten intet fylder i dag. Hvor er fluerne forsvundet hen?
I min barndom viftede man konstant fluer væk fra maden og om aftenen var de voksne nærmest hysterisk opmærksomme på, at der ikke måtte være åbne døre og vinduer, når vi tændte det elektriske lys, for det ville tiltrække en masse fluer. Og når man først én gang havde brugt den halve nat på først at prøve at ignorere en flues insisterende summen omkring hovedet… undre sig over, at én lille flue virkelig kunne larme så meget… juble indvendigt, når fluens flaksen holdt inde et øjeblik… blive desperat irriteret, når den et øjeblik efter summede højlydt igen… tænde lyset for febrilsk i halvsøvne at klaske dem, velvidende at det var Davids kamp mod Goliat, med en selv i den lidet flatterende rolle som Goliat… ja, så forstod man de voksnes opmærksomhed på at holde fluerne ude af sovekamrene.
Fluer fyldte virkelig meget dengang. Og det, der undrede mig, da jeg faldt over fluesmækkeren forleden, er, at de næsten intet fylder i dag. Hvor er fluerne forsvundet hen?
Reminiscens af vores flue-fyldte fortid. Nettet, man satte henover pålægget for at undgå, at frokosten blev forvandlet til en fluebuffet.
Og så fik jeg fluer i hovedet…
Det tyggede jeg en del på i de følgende dage. Var der overhovedet færre fluer, eller var det mig, der oplevede, at der var færre fluer, fordi jeg tilsyneladende bekymrede mig mindre om dem, end de tidligere generationer? Tilhører jeg bare et særligt segment, der i biodiversitetens navn nødig gør så meget som en flue fortræd og derfor bare ikke er i markedet for diverse nymodens elektriske flue-grilning-i-luften-aggregater? Eller er det hele flueklaskningskulturen, der har ændret sig – var flueklaskningen forbundet med en properhed og naturbetvingning, der ikke er lige så præsent i dag?
Fluer fyldte meget, så meget, at de også har sat sig spor i sproget. Når vi har for travlt, farer vi rundt som fluer i en flaske. Nogle af os har svært ved at gøre så meget som en flue fortræd. Jeg er selv en flue på væggen, der skamløst overhører og gengiver, hvad folk taler om i det offentlige rum. Hvis vi er typerne, der sætter flueben ved alle punkterne på to-do-listen, er vi næppe typerne, der har tendens til at fluekneppe tingene
Var det bare mig, der trods min 50-50 fordeling på bybo- og landbo-aner nu var blevet så meget bybo, at jeg bare for sjældent kom på landet – landet, hvor fluerne muligvis er ligeså talrige som de altid har været? Var det allerede dengang især på min farmor og farfars skønne sommergård ved Gilleleje, at luften var tyk af fluer? Søborggård, der jo var sådan en rigtig ”jeg en gård mig bygge vil-gård” med heste, grise, kaniner, høns og en rigtig mødding? Men nej, nok var der endnu flere fluer på Søborggård. Men der var også flueforhæng, osteklokker og nattelampe-hysteri hos min mormor i sommerhuset i Liseleje. Og vi havde også masser af fluesmækkere i mit barndomshjem i Gentofte.
Fluer fyldte meget, så meget, at de også har sat sig spor i sproget. Når vi har for travlt, farer vi rundt som fluer i en flaske. Nogle af os har svært ved at gøre så meget som en flue fortræd. Til gengæld vil de fleste af os dø som fluer, hvis verden for alvor går af lave. Vi kan have fluer i hovedet. Være heldige at slå to fluer med et smæk. Jeg er selv en flue på væggen, der skamløst overhører og gengiver, hvad folk taler om i det offentlige rum. Hvis vi er typerne, der meget gerne meget hurtigt vil sætte flueben ved alle punkterne på to-do-listen, er vi næppe typerne, der har tendens til at fluekneppe tingene…
Zeitgeist og fluesmækkeri
Da jeg selv havde tygget på det i et par dage, spurgte jeg ud på Facebook, hvad folk vidste om fluer og havde for vaner om flueklaskeri. Og det udviklede sig hurtigt til et af de kommentarspor, der for mig at se, er Facebook, når det er allerbedst.
Venner og bekendte fra hele landet bød ind med viden, nuancer og personlige erfaringer. Det viste sig hurtigt, at langt de fleste ligesom mig slet ikke havde skænket det en tanke, men at de nu også pludselig blev opmærksomme på, at der var færre fluer.
Det viste sig også hurtigt, at hvis man bor i nærheden af en gård med dyrehold, er der stadig masser af fluer og behov for diverse klaskningsaggregater. Men ved nærmere eftersyn og eftertanke var der også her færre fluer end førhen. Flere rapporterede, at mængden af fluer var direkte proportional med, hvor godt nabo-bedrifterne passede deres dyrehold – eller at de selv brugte fluepapir, hvis der lige gik et par dage for meget, før de kunne muge ud hos marsvinene. Andre berettede, at der i den lokale Brugs stod fluesmækkere klar som impulskøb ved kassen. Flere fortalte, at de for længst var gået over til de elektriske ketsjere. En enkelt FB-ven havde netop indkøbt 22 fluesmækkere til sin næste fest, hvilket i mine ører straks lød som om, der er lagt op til en temmelig kinky fest, men det var vist meget bogstaveligt ment, at det var fluer, der skulle smækkes.
Og så var der alle dem, der bød ind med gode forklaringer på, hvorfor antallet af fluer er faldet så markant. Ifølge dem skyldes det primært, at der er færre af de små landbrug og færre åbne møddinger. Det er ikke antallet af dyr, der blevet mindre, men måden, man håndterer affaldet på, er markant anderledes. Farvel til de åbne møddinger, velkommen til ”flydelag i gylletankene”. Og dertil kommer så også, at vi generelt er blevet bedre til at opbevare fødevarer. Og håndtere skrald. Så alt i alt er der bare meget færre steder, fluerne kan lægge deres æg.
Et par dage senere linkede en FB-ven til denne artikel om en voldsom flueplage i Sandby og foreslog, at det måske var dér, de alle sammen var fløjet hen. Senere mødte jeg nogle venner på stranden. Og da spørgsmålet om forandringer i den samlede danske fluebestand mere eller mindre oplagt pressede sig på… spurgte den ene om, der ikke der kunne være en hidtil ukendt forbindelse mellem dræbersneglene, der jo ikke var der i vores barndom, men er meget talrige nu (og hvis interne gladiatorkampe ofte udvikler sig til lidt af de ellers efterhånden sjældne flueorgier, kunne man tilføje) og fluerne. Spiste dræbersneglene mon fluernes æg?
Vi aner det ikke, men jeg er virkelig vild med alle de mærkelige retninger, mine samtaler om fluer de seneste dage har udviklet sig i. Og hvordan det får både mig og alle mine samtalepartnere til at deducere, undre os og teoretisere. Og jeg elsker i det hele taget, når mine venner – både online, som det virkelig smukt foldede sig ud på Facebook i dette kommentarspor – og under sommerens mange gæstebud – træder til og hjælper mig med at folde en tanke ud med al deres mangfoldige viden og personlige perspektiver, og blev således på kort tid helt utroligt meget klogere.
Kan der også blive for få fluer?
Men så meldte næste bølge af spørgsmål sig selvfølgelig… Kan der blive for få fluer? En ting er, at det er utroligt herligt at slippe for det irritationsmoment, men udfyldte fluerne faktisk en vigtig funktion, vi bare aldrig rigtigt har kæret os om, fordi der var så utroligt mange af dem? Er nogle fuglearter for eksempel helt afhængige af fluer som føde? Varetager fluerne en vigtig rolle i nedbrydningen af ådsler og affald, som vi har brug for på anden vis? Bidrager de nævneværdigt til bestøvningen? Har fluerne en så vigtig funktion i den store fødekæde, at der også kan blive for få?
Sådan har det summet videre i hovedet i dagevis nu. Jeg har skrevet til videnskab.dk og spurgt mine mest biodiversitets-opmærksomme venner.
”Gid Torben Sangild dog holdt spørgetime nu,” sagde jeg mig selv. Torben er en af mine sjoveste og mest generøse Facebookvenner. Hver gang han er syg og derfor har god tid til at researche på alt mellem himmel og jord, holder han ”Spørgetime”. Så kan man spørge ham om alt muligt, man går og undrer sig over. Og så undersøger han sagen, så godt han nu kan fra sygesengen og svarer efter bedre evne. Han er en meget vidende mand og en meget dygtig researcher, så ofte er svarene virkelig gode og tankevækkende. Og skæbnen ville, at Torben næste dag lagde sig med en sommersnue og inviterede til spørgetime. Og straks sendte jeg ham derfor mine spørgsmål om, hvad der ville være konsekvenserne, hvis fluerne forsvandt.
Men så meldte næste bølge af spørgsmål sig selvfølgelig… Kan der blive for få fluer? En ting er, at det er utroligt herligt at slippe for det irritationsmoment, men udfyldte fluerne faktisk en vigtig funktion, vi bare aldrig rigtigt har kæret os om, fordi der var så utroligt mange af dem?
Kort efter svarede han:
”Det lette svar på dit spørgsmål er, at ja, der kan teoretisk være for få fluer af de grunde, du nævner.
Der er dog mindst to grunde til, at vi ikke står over for et praktisk problem:
For det første er der mange andre fluearter end dem, vi normalt tænker på, når vi siger fluer. Så selv om, der er færre af de almindelige sorte fluer (husfluer, spyfluer), så er der mange andre fluearter, der gør nogenlunde det samme økologiske arbejde.
For det andet regulerer det formentlig nogenlunde sig selv ud fra en næsten kapitalistisk udbud-efterspørgsel-logik. Hvis der fx ligger mange kadavere, kommer fluerne af sig selv.
Så min ikke-faglige vurdering er, at der ikke er fare på færde, men jeg lader mig gerne korrigere af en biolog.”
Som bonusinfo til spørgetimen anbefalede Torben mig også at læse Steven Connors bog om fluer. Hvis nogen havde foreslået mig dét for et par uger siden, ville jeg have kigget undrende på dem. I dag forekommer det mig at være den mest spot on boganbefaling, jeg længe har fået…
Således så meget klogere og beroliget har de seneste dages omfattende flue-viden-fiskeri har bragt mig vidt omkring, og jeg kender nu svaret på, hvorfor fluer overhovedet er så glade for mad og mennesker og lærte ved samme lejlighed, at de smager med fødderne. Jeg har set, at de flyver som jagerfly og ved nu, hvorfor fluer ikke bliver svimle af at flyve mod vinduerne.
Og nu hvor jeg først er begyndt, støder jeg på den ene artikel, video og TEDtalk efter den anden, der fortæller utrolige ting om, hvordan fluer er konstrueret og insekternes forunderlige verden. Se for eksempel her, hvordan de flyver…
Men spørgsmålene om biodiversitet og fluernes rolle i de store fødekæder har jeg ikke nået at få uddybende svar på i skrivende stund, så hvis du kender nogle af svarene på ovennævnte spørgsmål, må du meget gerne sende dem til mig.
Eat shit – millions of flies can’t be wrong
Efterhånden sværmede fluespørgsmålene videre i baghovedet. Og igen og igen begyndte et slogan at svirre i baghovedet på mig, som jeg første gang så som toilet-graffiti på min gamle folkeskole, og som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. ”Eat shit – millions of flies can’t be wrong” stod der. Det tænkte jeg meget over dengang. Jeg talte også med mine forældre om, hvad det mon betød.
Den toilet-graffiti er min allerførste konkrete erindring om, hvordan min interesse for retorik og frygt for massesuggestion blev vakt. Og da jeg mange år senere begyndte at studere retorik, stødte jeg på det igen, fordi det ofte bruges som præmieeksempel på den logiske fejlslutning, der kaldes ”ad populum”: At man tillægger noget værdi eller sandhed bare fordi det er populært. Få ting i den aktuelle debat skræmmer mig så meget som netop den form for argumentation.
Og nu hvor tankerne først var løbet ud af dét spor, viste det sig pludselig påfaldende, hvor ofte fluer er forbundet med moralsk forfald. Det er næppe tilfældigt, at William Goldings roman hedder lige netop ”Lord of the flies”. Den skildrer det moralske forfald blandt en gruppe drenge, der strander alene på en øde ø. Deres selvbestaltede selvstyre udfordres hurtigt af en uhyggelig kombination af sult, gruppedynamikker, frygt for ukendte kræfter og darwinisme. I en meget central scene udnævnes et svinehoved i stærk forrådnelse omsværmet af fluer til ”Lord of the flies”: Indbegrebet af forrådnelse og forfald og ikke mindst et symbol på selveste Beelzebub, der ofte ses i skikkelse af en dæmonisk flue, der kaldes ”Lord of the flies”.
Og skulle man en dag blive lige lovligt inspireret af Frankenstein og få lyst til at lege med liv og død, skal man bare lige gense traileren fra 80’er-gyseren The Fly for at blive mindet om, at der er visse grundlæggende etiske principper, man helst ikke skal rode for meget rundt i.
Nu har min totalt uvidenskabelige flue-stream of consciousness fået lov at flyde frit i en lille uges tid. Og undervejs har jeg strejfet alt fra landbrugets udvikling, vores forhold til fødevarer og skrald, ordsprog og tydelige forbindelser mellem fluer, forrådnelsesprocesser og moralsk forfald.
Fluernes Danmarkshistorie
Og derfor slår det mig nu, hvor meget fluernes forsvinden egentlig fortæller om Danmarkshistorien og samfundets udvikling fra en helt upåagtet vinkel.
Når man som jeg er ved at have nogle år på bagen – 42 somre for at være helt præcis – er det jo i det hele taget påfaldende, hvor meget der har nået at forandre sig på trods alt relativt få år. Den teknologiske udvikling springer selvfølgelig i øjnene, især sat på spidsen en dag som i går, hvor jeg – ligesom ca. halvdelen af den samlede landligger-population – eksperimenterede med Pokémon Go i Liseleje om omegn, og det var helt vildt at se det ekstreme clash mellem de omgivelser, jeg kender som min egen bukselomme og den helt nye teknologiske parallelverden, jeg også trives så hjemmevant i. Og det er jo ikke kun teknologien, der har forandret sig. Når jeg ser Olsenbanden springer også bilerne, busserne, maden, mælkekartonerne, slik, tøj og frisurer i øjnene, mens skuespillernes og nyhedsoplæsernes diktion klinger af ”gamle dage”. Det er slet ikke til at forstå, at det kun er ca. 40 år siden. Jeg prøver at forklare børnene omkring mig, hvordan det var, dengang man ikke havde mobiltelefoner. Forandringerne er ikke bare til at tage og føle på. De springer helt bogstaveligt i øjnene.
Men så er der jo også alle de forandringer, vi aldrig taler om – og nærmest ikke engang opdager. I hvert fald ikke, hvis det er forandringer til det bedre. Som for eksempel, at der er blevet meget færre fluer.
Det er ikke noget, vi taler om. Jeg havde ikke engang opdaget det – endsige tænkt over det, før jeg fandt den fluesmækker forleden. Det har jeg så taget en vis form for revanche for nu, kan man sige… men tænk lige over det et øjeblik: Fluernes nærvær og fravær siger utroligt meget om, hvordan vores samfund, landbrug, køkkenskabe og renovation er indrettet. Tænk for eksempel over, hvor meget skraldehåndteringen har forandret sig på få år. Personligt hører jeg til dem, der synes, det er helt håbløst, at vi ikke skraldesorterer og genbruger endnu mere end vi gør – men alligevel. Da jeg var barn, var der lossepladser. Store, stinkende dynger af alskens affald. I dag kører jeg rundt langs en nydelig rampe, parkerer lige ud for ”småt brændbart” eller ”metal” og kører videre uden at mærke så meget som et strejf af stank eller vifte en eneste flue væk.
Når man som jeg er ved at have nogle år på bagen – 42 somre for at være helt præcis – er det jo i det hele taget påfaldende, hvor meget der har nået at forandre sig på trods alt relativt få år. Men så er der jo også alle de forandringer, vi aldrig taler om – og nærmest ikke engang opdager. I hvert fald ikke, hvis det er forandringer til det bedre. Som for eksempel, at der er blevet meget færre fluer.
Det er jo ikke, fordi vi er i tvivl om, at de sanitære forhold var helt anderledes i gamle dage. Man hører så ofte om, hvordan H.C. Andersen blev ramt af byens voldsomme stank, da han første ankom med diligencen fra Odense og passerede Valby Bakke. Den standhaftige tinsoldat flyder en ordentlig tur gennem skarnet i rendestenen. Hos Ungerne i Bjørnegade 5 løber rendestenen også lige uden for døren. Og mange af gaderne i det indre København bærer stadig navn efter de fornødenheder, man besørgede dér. Magstræde… Badstuestræde… Stanken kan vi næsten mærke i næseborene. Men fluerne taler vi aldrig om. De må have været mange. Virkelig mange. Men de er ikke en del af hverken populærkulturen eller litteraturen.
Hvor er fluerne i Matador? Der må have været masser på Larsen og Katrines gård. Men i det tidsbillede, man ellers har gjort sig så meget umage med at genskabe i alle detaljer, mangler fluerne i det samlede billede. Jeg vil ikke udelukke, at der befinder sig en flueskærm til pålægget ved siden af Madam Blå, men vi ser dem ikke som den naturlige del af tidsbilledet, de må have været.
Verden set med flueøjne
Det er ikke bare vinderne, der skriver historien. Det er også de større og mere markante eksistenser i faunaens forunderlige verden. Dinosaurer, trofaste gangere, budbringende duer, ravne og falke. De små fluer, der har forårsaget alt fra pest til maveonder og har spoleret mangen en nattesøvn er så hverdagsagtige og – i hvert fald hidtil – så talrige, at vi ikke har fundet dem nævneværdige.
Men hvor er der mange perspektiver, der pludselig åbenbarer sig, når man begynder at se verden, historien og samfundet gennem en helt ny optik – som for eksempel gennem flueøjne…
Fotos af fluesmækker og flueskærm: Nadja Pass
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
