Hvordan kan det være, at mange liberale afviser klimaforandringerne? Vi liberale går jo ind for frihed. Det har jeg tit tænkt over, og jeg synes, det er et spørgsmål, som fortjener et svar.
Mange har en ide om, at det er “liberale,” der er skyld i klimaforandringerne. For dem er termen lig med en stereotyp eller en kliche. “Liberale” betyder simpelthen “onde kapitalister, der brænder regnskoven ned og misbruger kvinder, mænd og børn i tilrøgede sweatshops.”
Men udnyttelse af andre mennesker, og bidrag til en usikker verden har intet med liberalismen at gøre. Det har noget med egoisme at gøre, en misforstået liberalisme, hvor man er ligeglad med andre og blot sikrer og sørger for sig selv.
Udnyttelse af andre mennesker, og bidrag til en usikker verden har intet med liberalismen at gøre. I virkeligheden har vi ingen frihed, hvis ikke vi forsvarer hinandens frihed.
I virkeligheden har vi ingen frihed, hvis ikke vi forsvarer hinandens frihed.
Beskidt grundvand indskrænker min personlige frihed
Men det er måske ikke så mærkeligt, at de såkaldte liberale har fået et benzinfedtet ry.
Det er svært at glemme Liberal Alliances klimaordfører Villum Christensens udtalelse fra 2015 om, at klimaproblemerne ikke er menneskeskabte. Da tænkte mange, at ‘nu rabler det for LA.’ Endnu værre er det, at Lars Løkkes regering er hoppet i lommen på landbrugslobbyen og gambler med vores miljø og fremtid ved at gennemføre en not-for-nature-pakke baseret på manipulerede rapporter. I så slem grad, at vi har fået EU på nakken.
Men hvorfor råber ingen liberale borgerlige op, selvom der er udsigt til, at staten bliver skyld i vores beskidte grund- og havvand? Jeg kan kun se forringelsen som en indskrænkelse af mine frie valg. Er det virkelig rimeligt, at jeg skal filtrere mit drikkevand og ikke kunne bade på grund af algevækst? Og hvorfor er noget egentlig statsejet, når ikke engang staten tager hensyn til egne borgere? I virkeligheden burde liberale tage den grønne kamp til sig. Den rene natur hænger uløseligt sammen med et liberalt Danmark.
Hvorfor råber ingen liberale borgerlige op, selvom der er udsigt til at staten bliver skyld i vores beskidte grund- og havvand? Jeg kan kun se forringelsen som en indskrænkelse af mine frie valg.
Og hvor går den borgerlige liberalist uden skyklapper hen? For Liberal Alliance går op i biler og arbejdsløse, og Venstre er der ingen der ved, hvad går op i.
Som liberal har jeg frihed til at gøre som jeg vil indtil det begrænser din frihed. Det betyder i min verden, at vi ikke ødelægger hinandens muligheder.
Klimaforandringerne er sådan en forandring, der truer vores muligheder for at leve frie liv. I de næste årtier vil den globale opvarmning forandre vores verden til uigenkendelighed.
Men når regeringen og de liberale borgerlige partier ruller årtiers indsats for klimaet tilbage; når de stemmer for love, der tillader større udledning af kvælstof i danske søer; når statsministeren bliver væk fra klimaceremonien i FN; og når Liberal Alliance synes det er vigtigere at satse på benzinbiler, sender det kun ét signal: at de ikke går op i borgernes frihed. For det er os borgere, der må klimasikre vores huse, leve med beskidt grundvand, og tage en masse forbehold som resultat af uliberal politik.
Kortsigtede løsninger fører til mere stat på langt sigt
Og værre er, at på længere sigt betyder disse kortsigtede løsninger kun flere reguleringer og statslige indgreb for at sikre vores muligheder, velvære og den sidste rene natur, der er tilbage.
Det kan godt være, at biler og landbrug var de liberale symboler i 1950’erne, men når Løkke og co. krampagtigt holder fast i en forældet verden, hvor de sikrer en døende landbrugsform og car-pooler med LA i benzinbiler ad sekssporede motorveje, imens DF lukker landegrænserne, kan man altså ikke kalde sig liberal. Snarere outdated, ja faktisk har den politik for længst overskredet sidste salgsdato.
Det er tid for de liberale at genopfinde sig selv, og se på de forhold, der faktisk sikrer borgernes frie valg og et Danmark med mindre bureaukrati. Løsningerne findes allerede og de borgerlige liberale kunne blive forgængere for grøn innovation, teknologi og et mindset, der er gearet mod fremtiden.
Og hvis det er til nogen trøst, er liberale gennem tiden blevet kaldt både radikale og ekstreme for at kæmpe for den fri presse, kvindefrigørelse og slavernes frihed i 1860’ernes USA. Den liberale anarkist eller libertarianer Henry David Thoreau var f.eks. sammen med Margareth Fuller, Ralph Waldo Emerson og Amos Alcott m.fl. grundlæggere af den politiske bevægelse “Trancsendentalismen” i 1820’ernes USA, hvor de bedrev miljø-aktivisme gennem publikationer, eksperimenterende bysamfund og politisk engagement.
I dag bliver miljøforkæmpere mødt med tilsvarende anklager om ekstremisme for at rejse en etisk debat om, at det er en menneskeret at leve i sikkerhed uden krig og naturkatastrofer.
Det er tid for de liberale at genopfinde sig selv, og se på de forhold der faktisk sikrer borgernes frie valg og et Danmark med mindre bureaukrati.
Kald mig bare radikal og ekstrem, men som liberal vil jeg insistere på, at vores fremtidige generationer kan vokse op i en verden, hvor både vores økonomi og økosystemer vokser.
Samtidig vil jeg opfordre alle liberale borgere og politikere til at tage kampen op mod klimaforandringerne – der er brug for jer og liberale løsninger. Sæt den verden, vi er på vej hen imod, fri, i stedet for at blive konservative og krampagtigt holde fast den verden, vi er på vej væk fra.
Topfoto: CREDO-demo mod fracking. New York City, 2012. Creative Commons/CREDO
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her