Et demokratisk samfund, hvor en minoritetsgruppe føler sig utryg, er et usundt samfund

Adam Holm Historiker 03.10.2025

ANTISEMITISME // KOMMENTAR – Det er hverken paranoia eller hang til dramatik, kun den ubekvemme sandhed: Antisemitismen er på fremmarch i Europa, skriver historiker Adam Holm. Og det er sagt før, men tåler en gentagelse: Hvis vi skal drage en lære af det 20. århundredes brutale historie, må det være, at antisemitisme ikke bare udgør en konkret fare for jøder, men også udgør et moralsk problem i samfundet.

Det skete igen. Og det sker igen. Og igen. Angreb på jøder som personer og på jødiske institutioner.

I går – på Yom Kippur – i Manchester. Der er ingen direkte grund, andet end det, som åbenbart i visse kredse er en beklagelig omstændighed, nemlig at der findes jøder.

Der er intet at grine af, men terrorhandlingen minder om en gammel joke: En ældre jødisk mand sidder fredsommeligt på en bænk og læser sin avis, da en antisemit stiller sig op foran ham og brøler: ”Alle verdens problemer skyldes jøderne!”. Den jødiske mand kigger op fra avisen og svarer roligt: ”Du må ikke glemme cyklisterne”. Antisemitten er ét stort spørgsmålstegn: ”Cyklisterne!? Jamen, hvorfor cyklisterne?”. Den jødiske mand spørger: ”Jamen, hvorfor jøderne?”.

Den lille morsomhed peger på noget fundamentalt i antisemitismen: det er ikke jødernes problem, det er antisemitternes. Verdens ældste had er nøjagtigt så irrationelt som spørgsmålet i joken lyder: Hvorfor jøderne og ikke cyklisterne?

På sin vis kunne man skrive om antisemitisme hver eneste dag, døgnet rundt, hele ugen, måneden, året, ja, i et hvilket som helst årti og århundrede.

Idéen om ‘die Endlösung’ var ikke udtænkt i den mørke middelalder med brændende heksebål og pest, men fandt sted på et civilisatorisk højdepunkt med avanceret teknologi og al den oplysning om tidligere tiders jødeforfølgelser man kunne ønske sig.

Seks millioner mænd, kvinder og børn blev berøvet deres liv af én eneste grund: at de var cykli… undskyld, jøder. Havde de gjort sig skyldige i underslæb, spekulation, plyndringer, mord, prostitution og anden kriminel og amoralsk adfærd? Svaret giver sig selv.

Tænk, hvis kirkegængere på vej til søndagsgudstjeneste eller muslimer på vej til fredagsbøn i moskéen skulle skjule deres identitet for ikke at vække opsigt

I disse år er antisemitismen – også før den frygtelige israelske krigsførelse i Gaza – alt andet end fjern.

Situationen i Europa er inden for de sidste ti år gået fra dårlig til værre. I slutningen af 2018 udkom en 86-sider lang rapport udarbejdet af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder. På grundlag af data indsamlet fra 16.395 europæiske jøder fra 12 lande, deriblandt Danmark, slog rapporten fast, at 85 pct. af de adspurgte anser antisemitisme og intolerance over for jøder som det største samfundsproblem. En anelse flere, 89 pct., anser sågar problemet for at være i vækst. Det er tal, som snildt kan bekræftes i dag.

Det er hverken paranoia eller hang til dramatik, kun den ubekvemme sandhed: Antisemitismen er på fremmarch i Europa.

I Tyskland har Josef Schuster, præsident for det jødiske centralråd, gentagne gange advaret jøder mod at bære religiøse symboler i bybilledet. Dæk kippaen til med en baseballkasket og skjul smykker og beklædning, der tydeligt viser ens jødiske identitet.

I dagens demokratiske Tyskland, der har kontinentets skrappeste lovgivning i forhold til udbredelse af nazistisk propaganda, må en efterkommer af ofre for Holocaust – Schusters morforældre blev slået ihjel i Auschwitz – opfordre til at tilsløre sit jødiske tilhørsforhold.

For 20 år siden kom københavnske jøder til synagogen i Krystalgade uden ængstelse. For 10 år siden begyndte nogle at fjerne kippaen på vej til og fra bøn for at undgå chikane og tilråb. I dag er vi endt med soldater med skarpladte våben posteret foran selvsamme synagoge i en stat med religionsfrihed og tradition for fredelig sameksistens.

Tænk, hvis kirkegængere på vej til søndagsgudstjeneste eller muslimer på vej til fredagsbøn i moskéen skulle skjule deres identitet for ikke at vække opsigt og føle lettelse over at have militæret til at sørge for sikkerheden under den religiøse handling.

Det er virkeligheden for den lille jødiske menighed her til lands. Jøder er uden for kredsen af de allermest fundamentalistiske, lige så forskellige som cyklister er flest; de fås som høje, tynde, tykke, små, sorthårede, rødhårede, tyndhårede, blåøjede, brunøjede, grimme, smukke, velstående, afblankede, borgerlige, venstreorienterede, uoplyste, belæste, fodboldfans, skakspillere, discodansere, frimærkesamlere, proisraelere, antiisraelere, afholdsfolk, hashrygere, monogame, polyamorøse – fortsæt selv.

Som virkeligheden tager sig ud i dag, skal man imidlertid som ‘jøde’ (altså ikke et individ med særegne træk, men en generisk figur) kigge sig over skulderen og være diskret om sin baggrund. Det er sagt før, men tåler en gentagelse: Hvis vi skal drage en lære af det 20. århundredes brutale historie, må det være, at antisemitisme ikke bare udgør en konkret fare for jøder, men også udgør et moralsk problem i samfundet.

Et demokratisk samfund, hvor en minoritetsgruppe føler sig utryg, er et usundt samfund.

Når en i forvejen udsat minoritet udsættes for hærværk, trusler og overfald, vokser frygten, og med frygten følger trangen til sikkerhed. Og sådan kan vi hver især gemme os bag våben, pigtråd og voksende afstand.

Adam Holm (f. 1969) er historiker og journalist og vært på podcasten Styr på historien på Podimo. Holm har en ph.d. i historie fra Københavns Universitet. Han har bl.a. skrevet bøgerne En by i krig, Scener og skæbner fra Damaskus, Endestation Europa