Kaffepausen er andet end at drikke kaffe. I pausen ventileres følelser af stress og frustrationer. Frarøver man den, svarer det til at tømme poolen for dem, der skal svømme. I pausen bliver den ansatte til et menneske, andre kan stole på, man føler sig mere kompetent og kreativ, samtidig med at man oplever følelsen af at være en del af et socialt fællesskab, skriver Thomas Milsted, der har sat en socialpsykolog i stævne, som har forsket i netop kaffepausens betydning.
Pernille Strøbæk er socialpsykolog, ph.d., forsker og adjunkt ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet. Og det er hende, der fortæller, at kaffepauser kan mere end blot at tage toppen af abstinenserne, når afstanden til det forrige koffein-indtag er blevet for langt.
En socialpsykolog skiller sig ud fra andre psykologer ved, ja man kan vel nærmest sige, at de gik forkert, da de mødte op på studiet. Deres tilgang er mere sociologisk end psykologisk. De studerer nemlig interaktionen mellem det enkelte menneske og den sociale omverden og individets sociale adfærd i samværet med andre. En ”almindelig” psykolog sætter fokus, lidt karikeret, på de løse forbindelser og kortslutninger i hjernen.
Min interesse for at se på kaffepausens betydning for produktivitet er en higen tilbage til allerede kendt, men glemt viden om arbejdsmiljøets sociale betydning og merværdi
Jeg besøgte Pernille på hendes kontor på Psykologisk Institut på det gamle Kommune Hospital i København. Jeg spurgte hende indledningsvis, om det kunne have sin sandhed, at kaffepausen øger produktiviteten, som er endnu en konklusion fra hendes undersøgelse.
Kaffepausen øger produktiviteten
Pernille Strøbæk: “Ha, ja! Lad mig starte med en lille historie for at illustrere, hvad jeg mener. To naboer huggede brænde. Ret hurtigt gik der konkurrence i, hvem der kunne hugge mest, inden solen gik ned. Den ene nabo huggede på livet løs, mens den anden nabo ofte satte sig bag en træstamme og tog en pause. ’Det her skal jeg nok vinde’, tænkte den første og huggede videre. Men da dagen var omme, så han, at ham, som havde holdt flere pauser, havde hugget mere brænde end han selv. ’Men du holdt jo pause hele tiden, hvordan kan det da være, du har fået hugget så meget brænde’, spurgte den første nabo. ’Hver gang jeg holdt pause, sleb jeg min økse’, svarede den anden”.
Denne lille historie illustrer den positive effekt ved at holde pauser.
Men har vi glemt den i vores stræben efter effektivisering og rationalisering? Er vi vendt tilbage til en tid, hvor fokus på de menneskelige og sociale værdier på en arbejdsplads sættes i skyggen af arbejdets effektivitet og økonomiske merværdi?
“Ja! Effektivisering, rationalisering, New Public Management og lean dominerer arbejdspladser, men har vi øje for, at de får os tilbage til en tid med Scientific Management og overkontrollerede arbejdsprocesser? Min interesse for at se på kaffepausens betydning for produktivitet er en higen tilbage til allerede kendt, men glemt, viden om arbejdsmiljøets sociale betydning og merværdi”, svarer Pernille Strøbæk og fortsætter:
“Allerede tilbage i 1920’erne formulerede faderen til Human Ressource bevægelsen, George Elton Mayo, sine ideer om det sociale klimas merværdi på arbejdspladsen. De skulle blive til et opgør med Frederick Taylors Scientific Management, også kendt som Taylorisme. Det gjorde han blandt andet gennem eksperimentale studier af social adfærd på en fabrik i USA i perioden 1924-1927. Disse studier er kendt som de berømte Hawthorne-studier, og de skulle vise sig at revolutionere vores forståelse af arbejde og arbejdsorganisering. Mayo fandt gennem sine undersøgelser, at arbejdsmiljø havde en social værdi. En værdi som faktisk kunne omsættes til kroner og ører for virksomheden”.
Pernille Strøbæk fortsætter:
“Mayo pegede bl.a. på, at det at tillade tid til sociale pauser i løbet af en arbejdsdag øgede produktiviteten. Hvorfor? Fordi pauserne skabte et godt socialt arbejdsklima og derfor også et bedre medarbejderteam. Dette kunne læses på bundlinjen ved, at hver enkelt medarbejder ganske enkelt producerede mere i løbet af en dag med indlagte pauser i forhold til en dag alene med frokostpause. Pausen fik således stor betydning som instrument til at skabe samarbejde og gruppetilhør blandt medarbejdere”.
Her måtte jeg indskyde, at det var meget gamle undersøgelser. Men til dette siger Pernille Strøbæk:
”Ja, men en gruppe amerikanske forskere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) har i et studium fra 2010 fundet, ligesom Mayo næsten 100 år tidligere, at man kan øge produktiviteten gennem det at øge medarbejdernes gruppesammenhold. I studiet gjorde man det ved at indlægge sociale kaffepauser i løbet af arbejdsdagen. I min egen undersøgelse blandt offentlige ansatte sagsbehandlere opstod opmærksomheden på kaffepausens sociale merværdi gennem dens afskaffelse i en tid præget af fusion og besparelse”.
Dette kunne læses på bundlinjen ved, at hver enkelt medarbejder ganske enkelt producerede mere i løbet af en dag med indlagte pauser i forhold til en dag alene med frokostpause
“De offentlige sagsbehandlere beskrev hvorledes de i den grad havde kæmpet for at beholde deres 15 minutters morgenkaffepause. Dog måtte de give fortabt, idet direktionen afviste at bruge mandetimer på at drikke kaffe i en tid med store besparelser og øget arbejdspres”, siger Pernille Strøbæk.
Da kaffepausen blev effektiviseret bort
Hun fortæller, at hvad direktionen og ledelsen her overså var, at mens de nok kunne sanktionere de sociale praksisser, som de havde kendskab til, kunne de ikke intervenere eller kontrollere de praksisser, som foregik bag lukkede døre i et helt uformelt socialt miljø blandt de ansatte.
” Som reaktion på inddragelsen af den sociale morgenkaffepause samlede medarbejderne sig i et copingfællesskab. Det er beskrevet af den britiske professor Marek Korczynski og er kendetegnet ved at være svært gennemtrængeligt for ledelsen at kontrollere. Dette fællesskab formes nemlig gennem uformelle eller skjulte sociale praksisser på arbejdspladsen. De foregår ved kaffemaskinen, kopimaskinen eller i hjørner og korridorer på arbejdspladsen. De havde altså en skjult dagsorden. Men det, at de er skjulte, er ikke ensbetydende med, at de er en uvæsentlig eller uønsket copingpraksis – mit og andre studier peger snarere på det modsatte”, siger Pernille Strøbæk og understreger:
“De offentlige sagsbehandlere i min undersøgelse arbejder i en branche kendetegnet ved følelsesarbejde. Dette arbejde er især blevet beskrevet af den amerikanske sociolog Arlie Hochschild. Det er kendetegnet ved, at medarbejderne skal håndtere både egne og andres følelser i deres arbejde. Sagsbehandlernes opgave er at yde borgerservice i sager med meget høje både personlige og økonomiske aktier. Derfor skal de i meget høj grad håndtere borgeres følelser som led i deres arbejde”.
Det står således tilbage, at pauser, uanset om de er af den formelle eller uformelle karakter, ikke nødvendigvis skal betragtes som produktivitetsspil og tidsfordriv på arbejdspladsen
Hochschilds centrale tese er, at når følelser mere kommer til at tilhøre arbejdet og organisationen end det enkelte menneske, opstår der en følelsesmæssig prostitution og potentiel fremmedgørelse, som i værste fald kan føre til stress og udbrændthed.
Forskere har undersøgt denne tese og mange studier bekræfter den, siger Pernille Strøbech.
“Det står således tilbage, at pauser, uanset om de er af den formelle eller uformelle karakter, ikke nødvendigvis skal betragtes som produktivitetsspil og tidsfordriv på arbejdspladsen. Dog er der også en gruppe studier, der viser, at netop socialt sammenhold og copingfællesskaber blandt følelsesarbejdere kan afhjælpe effekten af følelsesarbejdets nedslidning. Det er præcis denne effekt, jeg får øje på i mit studium”.
Jeg bad Pernille Strøbæk om at beskrive dette mere præcist:
”Ja. Den uformelle kaffepause med kollegaer tjener til at lufte og dele følelser af frustration og vrede”.
“Gennem kaffepausen føler sagsbehandlerne sig lettede og klar til atter at genoptage arbejdet. Min undersøgelse har ikke et mål for, om kaffepauser øger produktiviteten, men for sagsbehandlerne står det klart, at kaffepauserne var med til at forhindre sygemeldinger pga. stress og udbrændthed. Fællesskabet og det at kunne dele sine tanker og følelser på en uformel og kollegial måde fungerer nemlig som både motivation og beskyttelse i arbejdet”, siger hun.
“Dertil kommer, at kaffepausen har en socialiserende effekt. Uden tiden og muligheden for at tage en social pause, har nye medarbejdere en meget ringe mulighed for at blive en del af et dominerende fællesskab. Det er en opmærksomhed helt i tråd med Mayos, hvor pausen skaber tilhørsforhold og fællesskab. Da det er næsten lige så svært for en udefrakommende som det er for ledelsen at trænge ind i en uformel og skjult social praksis, kan afskaffelsen af den formelle ret til kaffepause hindre en ellers efterstræbt teamånd blandt medarbejdere. Det kan altså have en potentiel skadelig både social og økonomisk effekt at effektivisere og rationalisere det sociale samvær væk på arbejdspladsen”.
“Det står således tilbage, at pauser, uanset om de er af den formelle eller uformelle karakter, ikke nødvendigvis skal betragtes som produktivitetsspil og tidsfordriv på arbejdspladsen. De har social værdi, og det er en værdi, der kan komme både den enkelte medarbejder og organisationen til glæde og gavn”, pointerer Pernille Strøbech.
Foto: Pixabay
Hvis du kan lide min artikel kan du sende penge via MobilePay. Jeg har valgt ikke at modtage pengene selv, men at donere dem til Kirkens Korshærs arbejde. Deres MobilePay på tlf. 40 16 87 88
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
