Nedtrapning

af i Danmark/Essays/Liv & Mennesker

NOVELLE – Den første dag mærkede han ikke noget. Det havde han nu heller ikke regnet med. Han havde været på den så længe, at skidtet selvfølgelig havde sat sig godt og grundigt fast i hans krop. Men hver gang han var ude at tisse, tænkte han på, at nu slap han igen af med måske et mikrogram eller to.

Da han vågnede næste morgen, begyndte det at klø ganske forfærdeligt i hans hænder. Ikke som eksem eller psoriasis. Det var en kløe, der ligesom lå et par millimeter længere inde, så han ikke kunne nå den, når han kradsede sig. Det lykkedes ham at lade være med at klø sig alt for meget, mens han fik bakken med morgenmaden og den obligatoriske, lille plasticæske med otte rum til de forskellige piller, han skulle huske at tage. Han fik nu ikke otte forskellige slags piller, men syv om aftenen og kun fem om morgenen, nogle endda de samme morgen og aften, men otte var åbenbart standard. Han havde endda på en af sine vandringer op og ned ad anstaltens gange set, at visse af lemmerne havde to æsker på deres aftenbakke.

Personalet brød sig ikke om, når han omtalte stedet som ”anstalten” og beboerne som ”lemmer” – og slet ikke, når han kaldte plejerne for ”vogtere,”

”De skal tale pænt til folk, Sørensen,” havde forstanderen sagt til ham, da han gik en af sine sjældne runder på stedet. Som oftest så man ham i aviser og på tv, hvor han var meget populær blandt diverse studieværter, fordi han altid kunne levere en skarp kommentar til regeringens seneste nedskæringer på hans område – skarp, men også med et anstrøg af forsonende humor, som gjorde, at han aldrig for alvor kom i farezonen, når regeringen ville håndhæve sin særlige form for politisk korrekthed.

Men det betød så altså, at de sjældent så ham her på anstalten, nå nej, undskyld, hjemmet. Tal pænt, Sørensen!

***

Den tredje dag brækkede han hele morgenmaden op en time efter. Til gengæld var kløen næsten holdt op. Efter opkastningen fik han en dundrende hovedpine, og han overvejede et øjeblik, om det ville være mod reglerne at tage et par panodiler, men nej. Nedtrapning var nedtrapning, og den smule hovedpine var sgu da ikke noget at pive over. Han havde prøvet det, der var værre.

Helge Sørensen havde altid været god til at udholde smerter. Og skjule dem. Da han var lille, havde hans forældre tydeligt vist ham, at det dér med at tude, bare fordi man havde slået sig eller var ked af et eller andet, det kunne de bare ikke have. ”Ind under dynen, Helge!” lød den faste kommando fra hans mor, og det betød, at han skulle bide sammen og gråden og løbe ind i soveværelset, krybe ind under sin dyne – og først vise sig igen, når han havde ”tudet af.” Efterhånden fik han lært sig at lukke af, så han ligesom var et andet sted, og det ikke var ham, det gjorde ondt på. Denne evne havde ført til, at når lærerne i skolen delte øretæver ud, fik han som regel mindst to, fordi hans uanfægtede mine fik lærerne til at tro, at de åbenbart havde ramt forkert eller ikke slået hårdt nok.

Som halvvoksen havde han to gange fået tæv af politiet ved verdensbankdemonstrationerne i ’68 og en enkelt gang af en flok rockere, der ikke kunne lide hans lange hår og skæg. Det sidste havde været det værste, for han havde overhovedet ikke givet en lyd fra sig, mens de slog og sparkede, med det resultat at de først var holdt op, da han lå bevidstløs på jorden med tre brækkede ribben og en kindtand fattigere.

Men så kunne man vel også udholde en smule hovedpine.

***

I løbet af dagen fortonede hovedpinen sig noget, men kvalmen og halsbranden gjorde, at han også måtte af med frokosten og middagen. Da han stod over kummen, overvejede han, om han måske skulle sætte farten lidt ned og strække processen over flere dage, men nej. Det skulle være nu. Og det skulle være et clean cut, så den aften lod han endnu et af de små rum i boksen stå urørt.

Da han planlagde sin nedtrapning, havde han overvejet, hvordan han skulle slippe af med de piller, han ikke tog. Han havde ved et tidligere forsøg skyllet dem ud i toilettet, men det viste sig, at noget af skidtet svømmede ovenpå, så det havde kun ført til, at han var blevet kørt hen på anstaltens sygeafdeling og havde fået det hele intravenøst, indtil han højt og helligt havde lovet, at han nok skulle være artig.

Ved en anden lejlighed havde han forsøgt at gemme de stærkeste af pillerne med henblik på at tage det hele på én gang, når dosis blev tilstrækkeligt stor til at få det overstået. Desværre havde en emsig sygehjælper tilfældigvis åbnet den skuffe, hvor hans indsamlede lager lå, så det eneste, han havde fået ud af det, var en række alvorlige samtaler med en psykiater, der forsøgte at snakke ham fra hans ”suicidale tendenser.” Som om det var så vigtigt at holde sig i live, når man var 89 og skulle have hjælp til stort set alting.

Nå, men denne gang havde han været mere snedig. Han havde valgt en periode med godt vejr, hvor han vidste, at de ville køre ham udenfor hver dag i den elektriske, så han kunne trille sig selv ubevogtet rundt i parken et par timer. Så efterhånden som han trappede ned, endte de piller, han stak til side, i en kloakrist i en krog bag bygningerne, der ikke kunne ses fra vinduerne.

Bortset fra kvalmen og halsbranden havde han det meget godt de næste par dage. Det kløede godt nok stadig, men man kan jo vænne sig til alt, og det meste af tiden sad han alene, så han kunne klø sig når – og hvor – det passede ham. Han skar stadig sit forbrug ned med en pille om dagen, men den medicin, turen nu var kommet til, gjorde åbenbart ikke den store forskel. Det var ellers noget, han troligt havde indtaget i årevis, og de piller kostede det hvide ud af øjnene, men så vidste han da det. Det var også godt det samme, for hans barnebarn valgte netop en af de dage til sit halvårlige besøg, hvor de sad og kiggede på hinanden en halv times tid uden at ane, hvad de skulle tale om, indtil pigebarnet så på uret og sagde: ”Nå, jeg må videre, hav det nu rigtigt godt, farfar,” og strøg ud af døren.

Da hun kom, havde han været bange for, at hun skulle ødelægge det hele, for da han havde set sig i spejlet om morgenen, syntes han, at han lignede Døden fra Lübeck. Men nu havde han da fået bekræftet, at hun faktisk ikke så på ham, når hun var der. Det gjorde plejerne åbenbart heller ikke. En enkelt havde kommenteret hans manglende madlyst, men hende havde han fejet af med, at han fandeme var træt af det hundeæde, de fik på anstalten.

Midt om natten efter den femte dag vågnede han ved en skarp smerte i brystet, men faldt hurtigt hen igen og nåede lige at glæde sig over, at han havde timet det sådan, at de stærke sovepiller var det sidste, han ville holde op med.

Den sjette dag mærkede han ikke noget.


Illustration: Pxhere.

Per Vadmand er født 1944. Han er forfatter, oversætter, musiker og komponist. Tog sin studentereksamen 1962, derefter flere kortere uddannelser. Han har ernæret sig som oversætter siden 1979 og har udgivet seks romaner siden 2003.

Per er gift med Lisbet og har to børn, otte plus to børnebørn og et oldebarn. Er på Facebook, men synes ikke han har tid til andre sociale medier.

Seneste artikler om Danmark

Hvad nu Ibrahim?

TAXAMANDENS KLUMME  – “Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens