KUNST I NEW YORK // ANMELDELSE – Fælles for de fire kunstnere Gabriele Münter, Helene Schjerfbeck, Helen Frankenthaler og Ruth Asawa er, at de på trods af svære samfundsmæssige forhold var kvindelige kunstnere, som var i stand til at udvikle deres kunstneriske færdigheder, eksperimentere med og leve af deres kunst. Anerkendelse fik de dog først efter deres død. Lige nu kan alle fire kvinders kunst opleves i New York.
I 1971 skrev kunsthistoriker Linda Nochlin et essay med titlen Hvorfor har der ikke været store kvindelige kunstnere? Hendes tese var, at kvindelige kunstnere historisk var blevet overset af flere årsager, men specielt på grund af udelukkelse fra kunstskoler, en mandsdomineret definition af ordet “geni” og sociale forhold, der begrænsede kvinders muligheder for at skabe kunst.
Efterfølgende blev gruppen Guerilla Girls dannet i New York i 1980’erne. Det var en gruppe af feministiske kunstnere, der kæmpede mod sexisme og racisme i kunstverdenen. I 1989 fandt de frem til, at mindre end fem procent af den udstillede kunst på Metropolitan Museum (Met) var produceret af kvinder.
I 2024 var dette tal steget til 20 procent, en 15 procentpoint stigning på 35 år, men altså stadig en underrepræsentation af kvindelige kunstnere.
På trods af modgange og manglende anerkendelse var de alle i stand til at være nyskabende på hver deres måde
På trods af disse tal kan man lige nu se fire store kvindelige kunstnere på tre museer i New York, inklusiv på Met. Her bliver indtil den 5. april vist en udstilling af finske Helene Schjerfbeck, som levede fra 1862 til 1946. En samtidig tysk kunstner, Gabriele Münter (1877-1962), bliver vist på Guggenheim Museum indtil den 26. april.
På Museum of Modern Art (MoMA) viser de to udstillinger med store kvindelige kunstnere indtil starten af februar: amerikanske Helen Frankenthaler (1928-2011) og hendes samtidige kollega japansk-amerikanske Ruth Asawa (1926-2013).
Kunst i New York: Kvindelig skaberkraft trods svære forhold
Fælles for de fire kunstnere er, at de på trods af svære samfundsmæssige forhold som kvindelige kunstnere var i stand til at udvikle deres kunstneriske færdigheder, eksperimentere med og leve af deres kunst, men ikke blive bredt anerkendt før efter deres død.
Schjerfbeck og Münter levede og arbejdede primært i Europa med ekspressionisme som deres maleriske udtryksform, og Frankenthaler og Asawa levede i USA og var en del af den abstrakte ekspressionisme. Frankenthaler som maler og Asawa primært som skulptør. To af kunstnerne blev gift (Frankenthaler og Asawa), men Asawa var den eneste af de fire kunstnere, som fik børn.
Schjerfbeck blev født i Finland og døde i Sverige i en alder af 83 år. Hun startede på Den Finske Kunstforenings Tegneskole som 11-årig og fortsatte sin uddannelse på en privat kunstskole. Som 18-årig fik hun et rejselegat til Paris og studerede der ad flere omgange. I 1883, da hun var 21 år, blev hun forlovet med den svenske kunstner Otto Hagborg, men hans familie var imod ægteskabet, da de opdagede, at hun haltede. De troede, hun havde tuberkulose, men Schjerfbeck faldt ned ad en trappe som 4-årig og blev permanent handicappet.
Som kunstner udviklede Schjerfbeck sig meget. Hun startede med at male historiske malerier og genrebilleder, men senere blev hun mere eksperimenterende med portrætter, landskaber og stilleben. Udstillingen på Met, Seeing Silence, følger hendes udvikling som kunstner, men det er hendes selvportrætter, der særligt imponerer.
Hun malede omkring 40 selvportrætter fra hun var ung til hun døde, og udstillingen viser flere af dem. Schjerfbecks kunst er blevet sammenlignet med amerikanske James McNeill Whistler og norske Edvard Munch, men hun har ikke fået nær så meget anerkendelse som dem. Met-udstillingen er den første store udstilling af Schjerfbecks malerier i USA. I 2019 var der en tilsvarende udstilling på Royal Academy i London, men Schjerfbeck har aldrig haft en retrospektiv udstilling i Danmark.
Gabriele Münter
Det samme kan man ikke sige om Gabriele Münter, som havde en stor udstilling på Louisiana i 2018. Udstillingen på Guggenheim, ”Contours of a World”, er den første retrospektive udstilling af Münters kunst i USA, og der var en tilsvarende udstilling på Musée d’Art Moderne i Paris i 2025. Selvom Guggenheim-udstillingen ikke bliver vist i rotunden, fylder udstillingen sidegallerierne på de to øverste etager.
Til forskel fra de to andre udstillinger i Europa, viser Guggenheim også fotografier fra USA, som Münter tog under et ophold i 1898-1900.
Münter blev både født og døde i Tyskland i en alder af 85, men hun rejste meget i sit lange liv. Hun var den yngste af fire børn, og da hun var 21 år, blev hun forældreløs. Børnene modtog en stor arv og Münter rejste sammen med sin søster til USA for at besøge familiemedlemmer.
Som barn modtog hun privat tegne- og maleundervisning. Da hun vendte hjem fra USA, studerede hun først på Kvindernes Akademi i München og senere på Phalanx Skolen, som var en avantgardeinstitution grundlagt af Wassily Kandinsky.
Mødet med Kandinsky blev skelsættende for Münter både professionelt og personligt. Hun rejste sammen med Kandinsky fra 1903-1908, og de boede blandt andet i Paris. Her blev hun introduceret til fauvismen og kunst af Henri Matisse, Paul Gauguin og Vincent van Gogh, som påvirkede hendes egen kunstudvikling meget. I 1909 købte hun et hus i Murnau i Bayern, der blev et samlingspunkt for den alternative kunstnergruppe ”Der Blaue Reiter”. Münter grundlagde gruppen sammen med Kandinsky og Franz Marc, og den eksisterede fra 1911-1914.
Ved starten af 1. Verdenskrig forlod Münter og Kandinsky Tyskland. Han rejste til sit fødeland, Rusland, hvor han giftede sig med en ung, russisk kvinde til Münters fortrydelse. Hun tilbragte de næste fem år i Sverige og Danmark, men vendte tilbage til Murnau i 1920’erne og boede der resten af sit liv.
Ligesom Schjerfbeck malede Münter selvportrætter, men med klarere farver, hvilket kan ses i hendes selvportræt fra 1908-1909. Hun malede også abstrakte, farverige landskaber inspireret af fauvismens stærke farver. Et eksempel er Solnedgang over Staffelsøen ved Murnau fra 1910.
Frankenthaler og Asawa
Både Frankenthaler og Asawa blev født i USA mellem 1. og 2. Verdenskrig, Frankenthaler på østkysten og Asawa på vestkysten, hvor de også hver især døde, Frankenthaler i en alder af 83 og Asawa som 87-årig. Frankenthaler var den yngste af tre døtre og voksede op i en rig, jødisk familie i New York.
Hun blev uddannet på Bennington College i Vermont og fik efterfølgende privatundervisning af blandt andre Hans Hoffmann. Hun blev en del af gruppen af abstrakte ekspressionister i New York og var gift med kunstneren Robert Motherwell fra 1958-1971.
Hun var inspireret af Jackson Pollocks drypteknik, hvor man hælder eller drypper maling direkte på råt lærred, ofte placeret på gulvet. Frankenthaler brugte samme teknik, først med oliemaling og senere med akrylmaling, som skabte det såkaldte ”farvefeltsmaleri” (”color-field painting”). Dette er en abstrakt maleform med enkle, rene former og farver uden tonale kontraster, hvor motiv og grund har samme værdi.
På MoMA-udstillingen ”A Grand Sweep” er fem af hendes store malerier udstillet i et atrium på første sal. Fire af malerierne er malet med akrylmaling og et med oliemaling. Oliemaleriet ”Jacobs Stige” (1957), var inspireret af den spanske kunstner José de Riberas bibelsk-inspirerede maleri ”Jacobs Drøm”, som Frankenthaler havde set i Madrid.
Oliemalingen er suget ind i lærredet i abstrakte former i grønne, brune og lilla toner med en stigelignede form i midten. Akrylmaleriet ”Bestyrelsesformand” fra 1971 er et stort rektangulært orange maleri med en hvid stribe af råt lærred fra den ene ende til den anden og farveaccenter i midten som minder om en sløjfe.
Frankenthalers kunst er ofte blevet udstillet i USA, men hun er mindre kendt i Europa, selvom det er ved at ændre sig. I 2025 var der en stor udstilling af hendes kunst på Palazzo Strozzi i Firenze, som også blev vist på Guggenheim Museum Bilbao, og i år åbner den største udstilling af hendes kunst på Kunstmuseum Basel.
Asawa voksede op på en gård udenfor Los Angeles. Hendes forældre havde immigreret fra Japan og hun var den fjerde af syv søskende. Efter Japans angreb på Pearl Harbor i 1941 blev familien anbragt i forskellige interneringslejre i USA. Asawa var 16 år på det tidspunkt, og hun endte i en lejr i Arkansas, hvor hun lærte at tegne af andre indsatte.
I 1943 var hun i stand til at forlade lejren for at læse til lærer i Wisconsin, men hun kunne ikke få arbejde på grund af sin japansk-amerikanske baggrund. I stedet endte hun med at studere kunst på den eksperimentelle kunstskole Black Mountain College i North Carolina.
Her blev hun undervist af blandt andre Josef Albers og mødte sin kommende mand, arkitekten Albert Lanier. De blev gift i 1949, fik seks børn og flyttede til San Francisco, hvor de boede resten af deres liv. I 1947 var Asawa på studieophold i Mexico, og det var her hun lærte en hækleteknik med ståltråd, som hun udviklede og blev kendt for med sine trådskulpturer. Nogle kunstkritikere har spekuleret over, om hun var tiltrukket af ståltråd som medium på grund af sit ophold i interneringslejr under 2. Verdenskrig.
Udstillingen på MoMA “Ruth Asawa: Et Retrospektiv” viser omkring 300 af hendes kunstværker, inklusive mange af hendes trådskulpturer. Asawa skabte også mange offentlige kunstværker, blandt andet flere springvand i San Francisco. Desuden var hun aktiv som kunstlærer på offentlige skoler i San Francisco og en skole er opkaldt efter hende. Ruth Asawa-udstillingen blev først vist på MoMA i San Francisco og vil i år også blive vist på både Guggenheim Museum Bilbao og senere på Fondation Beyeler i Basel.
Alle fire kunstnere levede lange, kreative liv, men ikke uden forhindringer. De blev alle uddannede på alternative kunstskoler og rejste for at finde inspiration. Med rige familier var det nemmere for Münter og Frankenthaler. Schjerfbeck blev aldrig gift og måtte forsørge sig selv.
Asawa måtte overkomme racisme som japansk-amerikaner, men havde et langt ægteskab som støtte. På trods af modgang og manglende anerkendelse var de alle i stand til at være nyskabende på hver deres måde: Schjerfbeck med intense portrætter, Münter med farverige, abstrakte malerier, Frankenthaler med store drypmalerier, og Asawa med abstrakte skulpturer. Fire store, kvindelige kunstnere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og