KUNST // ESSAY – Nivaagaards Malerisamling har foruden maleriet ‘Børnenes måltid’ (1665) også et andet værk af den hollandske maler Jan Steen med titlen ‘Værtshusscene’. Det sidste viser fem personer i et interiør og er livligt og mesterligt malet i barok chiaroscuro, altså med effektiv lys-og-skyggevirkning.
Oversættelse: Peter Ludvigsen
Museet beskriver maleriet sådan:
“Indenfor i det dunkle værtshus er en gruppe mennesker samlet. Rundt om bordet sidder en bonde, en soldat, der løfter sit glas højt i vejret, og en trind, ung kvinde klædt i en grøn kofte kantet med skind. Ved siden af bordet står værtinden med tunge, ludende skuldre og tager imod penge fra en lavstammet bonde med en høne i et bur, som han bærer over skulderen.”
Men er det virkelig hele historien?
Det er velkendt, at den meget produktive Leiden-maler Jan Steen (1626-1679) yndede at skabe genremalerier med en morale. Det er derfor oplagt at spørge, om dette maleri blot er en hverdagsagtig, munter og uskyldig værtshusscene? Efter nærmere undersøgelser tror jeg, at vi har at gøre med meget mere end det – og at værket ovenikøbet rummer en stor overraskelse.
Hvad er det vi ser?
Fem figurer er afbildet i et mørkt interiør. Til venstre sidder to mænd og en kvinde ved et bord, til højre giver en mand med et bur på ryggen penge til en kvinde med en kande. Manden til venstre, med hatten på skrå, tænder en kridtpibe – en gouda-pibe – over gløderne i en såkaldt ’vuurtest’.
Den anden mand ved bordet, sortklædt og iført mørk hat, griner og løfter en ’roemer’, et vinglas foran en reol med glas, flasker og fustager. På bordet står en glasflaske ved siden af den glødende vuurtest, og der ligger en stak pengesedler og spillekort.
Jan Steen ville ikke være Jan Steen, hvis ikke han havde flere dobbelttydigheder og overraskelser til os
Kvinden i midten af maleriet har hvidt hovedklæde på og er iklædt en lang nederdel med et forklæde og en jakke med pelskant. Hun spiser grød fra en skål med en tinske. Jakken er dybt nedringet, og hun har et tyndt, rødt armbånd på sit venstre håndled. På væggen bag hende hænger en violin. Denne lidt udfordrende klædte kvinde ser mod højre, hvor en ældre kvinde i slidt tøj og med bare fødder i tøfler med en kande i venstre hånd modtager mønter fra en mand med pelshue.
Over skulderen bærer han en stok med en høne i bur. Bag kvinden er døren åben – det giver et kig ud, hvor man ser et slags skilt med et krus, piber og en kande.
Gruppen til venstre i maleriet er munter: De ryger, drikker, griner, og kort og penge ligger klar.
I højre side virker humøret trykket. Den ældre kvinde ser surt på mønterne, og bonden kigger nærmest undskyldende eller spørgende på hende. Kvinden med grødskålen er central i billede; hun er blevet trukket frem i lyset af maleren, ligesom violinen bag hende.
De fem sanser
Det ligger lige for, at det er de fem sanser, som er afbildet her i den slags allegoriske fremstillinger, som var populær i 1500-, 1600- og 1700-tallet.
Jan Steen inkorporerer sanserne behændigt i sin scene: vindrikkeren viser smagssansen, rygeren lugtesansen, violinen hørelsen, værtindens blik synssansen og kontanterne i hånden følesansen.
En sådan præsentation af sanserne peger på sansernes bedrag og livets forgængelighed. Men Jan Steen ville ikke være Jan Steen, hvis ikke han havde flere dobbelttydigheder og overraskelser til os.
National synd
Takket være international handel var 1600-tallet Hollands ’guldalder’, med stor økonomisk vækst og store fremskridt inden for videnskab og kunst. Middelklassen spiste og drak godt, så fuldskab var århundredets nationalsynd. Det er samtidig ret logisk, at Steen ofte skildrede værtshusscener og fuldskab, for i flere år var han både ølbrygger og værtshusejer.
Selvom Nivaagaards billede minder om en scene fra en komedie, afbilder Jan Steen næppe et specifikt skuespil eller farce her
Højst sandsynligt forestiller maleriet her et bordel frem for et almindeligt værtshus, netop fordi scenen er spækket med erotiske referencer. I 1600-tallet gik ’vin og Trine’ – Wijntje og Trijntje – selvfølgelig ofte hånd i hånd, som det fremgår af datidens folkelige udtryk, ’Værtshus for, bordel bag’ – ’Vóór herberg, achter bordeel.’ Men hvordan viser han det?
Dobbeltspil
Jan Steens kompositioner og karakterer var stærkt præget af samtidens prosa og poesi. Han frekventerede de såkaldte ‘retorikkamre’ – rederijkerskamers – dvs. amatørdigtgrupper, der i bundne former reciterede digte, ballader og skrev skuespil.
Traditionen med ’retorikkamrene’ var ganske vist på tilbagegang i 1600-tallet, men Jan Steen var så stor ‘fan’, at han flere gange malede retorikernes muntre litterære sammenkomster (bl.a. i malerier som kan ses på Philadelphia Museum of Art og Worcester Art Museum, begge USA).
Selvom Nivaagaards billede minder om en scene fra en komedie, afbilder Jan Steen næppe et specifikt skuespil eller farce her. Han skildrer snarere to parallelle ‘spillesituationer’: De drikkende og kortspillere på den ene side og værtindens betaling – med en implicit forventning – på den anden.
Skildringen minder nemlig om et andet Jan Steen-maleri på Rijksmuseum i Amsterdam, To slags spil hvor nogle backgammonspillere på den ene side er i gang med deres eget spil, mens en mand ‘fornøjer’ sig med værtinden på den anden side.
Drikkeriet
Fordi vandet i Nederlandene stort set var udrikkeligt bl.a. på grund af den forurenende produktion af læder og klæde, blev der næsten altid drukket øl i 1600-tallet; fra barnsben dog kun det såkaldte ‘tynde øl’, som indeholdt meget lidt alkohol.
Det var typisk for 1600-tallets maleri at fremelske en positiv holdning ved hjælp af et negativt billede
Vin var for dem, der havde råd. Ligesom sukker og krydderier var vin dyrbar og blev nogle gange brugt som betalingsmiddel. I øvrigt var det på den tid, at man begyndte at tappe vin på glasflasker.
Vinkrukker, glas, vandkander
Det var typisk for 1600-tallets maleri at fremelske en positiv holdning ved hjælp af et negativt billede. Ved for eksempel at male ‘overskud’, opfordrede kunstneren til ‘mådehold’, og at afbilde vinkander, glas og vandkrukker sammen var opfordring til mådehold.
Den hollandske digter Jacob Cats (1577-1660) utallige moralske formaninger var f.eks. almindeligt kendt i 1600-tallet: ’Megen druk og mad gør viden flad’, (Suypen en vreten doet luttel weten), med andre ord: Frås skader.
Pibe og glasflaske
Kridtpiben blev fremstillet i Gouda fra 1617, i første omgang af engelske pibemagere, men produktionen blev overtaget af lokale laug fra 1660. Den karakteristiske hvide, gouda-kridtpibe blev solgt både i og uden for Europa. En gouda-pibe var tegn på en vis velstand, især hvis spidsen var meget lang, og den skal i sagens natur behandles med en vis omtanke.
Manden på maleriet tænder sin pibe ved hjælp af gløderne i vuurtesten, en lidet subtil reference til et lidenskabeligt kærlighedsspil. Desuden er piben kombineret med en flaske, som kan være en reference til livmoderen, hvor glasset symboliserer mødommens skrøbelighed.
Spillekort og pengesedler
Kortspillet blev i Steens tid ikke kun set som et hasardspil, der førte til ruin. Det sås også som moralsk korrumperende underholdning, der kunne føre til dovenskab, pengegriskhed, stridigheder, bedrag og… utugt. På bordet ligger ruder es. Ruder forlenes med merkantil betydning, de repræsenterer handel og handlende, så det er et fingerpeg: Her handles der!
Med esset (som er lig med det falliske éttal) ser det ud til, at erotiske behov bliver opfyldt – mod betaling – og stakken af pengesedler ligger således pænt ved siden af.
Udhæng
Uden for døren hænger et udhæng på en krog. Værterne i vinstuer og bryghuse skulle oprindelig hænge en krans uden for deres kro, men den blev i slutningen af 1600-tallet erstattet med såkaldte ’pintkannen’, (kander på 1,2 l. af tin eller lertøj) og en vimpel eller et skilt med tekst.
Her ser det ud til, at den ene pintkan er forsynet med to kridtpiber og hænger sammen med en vinkande, så budskabet er: Her er druk og sex til salg!
Hønen i buret
I 1500- og 1600-tallet havde fugle ofte erotisk betydning, f.eks. kunne fugle i bur hentyde til at være overvældet af kærlighed eller ’fanget’ i ægteskab, mens fløjen fugl indikerede tab af mødom.
Det hollandske ord for bur,’kooi’, kan både bruges om et aflukke, men bestemt også om en seng (jf. til køjs). Hvis man var en ’vogelaar’ altså en, der fanger fugle med en limpind, var man en liderlig karl. I maleriet er en høne afbildet i et bur. Høns og haner har utallige dobbeltbetydninger: En hane er et symbol på utugt, en ‘kip’, kylling, er en kvinde med løs moral.
‘At holde høns (eller duer) på loftet’ var derfor dengang et velkendt udtryk for at drive bordel. Desuden plejede udtrykket ’hennetaster’ (hønseføler) at have to betydninger. På den ene side kunne en ‘hennetaster’ være en tøffelhelt – et fjols, der lå under for sin dominerende kone – på den anden side en skørtejæger, en vellystning og liderbuk. Mon ikke det er tilfældet her? Bonden betaler på forhånd og forventer at blive betjent af kvindfolk. At dømme efter værtindens udtryk, er belønningen sur.
Pæn i tøjet, frem i lyset
Den unge kvinde med den attraktive kavalergang er maleriets lysende midtpunkt og danner forbindelsen mellem den venstre side med ubekymret nydelse og overskud – og den ‘fattige’ højre side, hvor der betales med mønter i stedet for pengesedler. Hun er pæn i tøjet og ser spørgende eller undrende på den usoignerede værtinde.
Kvinden har en rød snor om venstre håndled. Den venstre side har traditionelt altid været den ’forkerte’, altså djævelens side
Leger Jan Steen her med ordet ‘lichtekooi’, som både refererer til lys (licht) og en ’let-til-køjs’ kvinde, altså en ‘letlevende kvinde’, en prostitueret, der nemt kan tages i seng? Og ser hun i værtinden sin egen fremtid afspejlet, hvis hun begiver sig ud på utugtens vej? ‘Først net, så slet’ (Eerst net, dan een slet)? Og ‘Pæne klæder bliver slette tøser’ (Mooije klederen worden sletten)?
Grød og ske
Grød (pap) var hverdagskost for menigmand og optræder i mange hollandske vendinger og ordsprog. Den unge kvinde med den omhyggeligt placerede skål på skødet tvivler måske på, om hun egentlig har lyst til grøden (of zij er wel pap van lust)?
Måske symboliserer en klat smør i grøden et uventet held, altså betalingen (een stuk boter in de pap)? Det er i hvert fald ikke ulogisk at konstatere, at skeen (lepel) her står for det folkelige udtryk ‘lepelen’, dvs.at have sex, så grøden kan også referere til ‘tre ting, der ikke kan skjules: Smør i grøden, nåle i sækken og ludere i køjen ‘. (Drie dingen die zich niet laten verbergen: boter in de pap, naalden in de zak en hoeren in de kooi’).
Den røde tråd
Kvinden har en rød snor om venstre håndled. Den venstre side har traditionelt altid været den ’forkerte’, altså djævelens side. Samtidig er det lille smykke en slet skjult henvisning til skøgen Rahab i 2. Josvabog, en ’horkvinde’, der ved hjælp af et skarlagensnor hjalp to israelitiske spioner med at undslippe fra byen Jeriko.
Armbåndet er dermed et diskret tegn på kvindens profession: Prostitueret.
Violinen
Men frugten på toppen af den erotiske kage er violinen, ’vedel’, på bagvæggen. Hvis beskueren endnu ikke har forstået budskabet om et ’lysthus’, hænger Jan Steen en violin op bag den unge kvinde. ‘Vedel’ var bestemt ikke kun et andet navn for violin, men i mange farcer en metafor for det kvindelige kønsorgan, og ’vedelen’ var ’slang’ for kopulering.
Ledemotiv
Jan Steen holder altså et spejl op foran os, opfordrer til mådehold i den flygtige verden af overskud, og samtidig viser han os mange symboler på erotik og sex. Som ledemotiv for maleriet oversætter han næsten bogstaveligt det berømte udtryk: ‘Kort, kvinde og kand, fordærver menig mand’ (Kaart, keurs (vrouw) en kan, bederven menig man), men han gør det med et glimt i øjet.
Selvportræt med et herligt glimt i øjet
Det muntre selskab byder på endnu en morsom overraskelse: Soldaten i sort, der skåler, er et selvportræt.
Takket være det selvportræt, der hænger i Rijksmuseum Amsterdam, er Jan Steen let at genkende med sine smalle øjne og fyldige læber. Han afbildede ofte sin egen familie og sig selv i sine malerier, og der er flere eksempler, hvor han fremstiller sig selv som munter musiker eller rygende fulderik. Bl.a. i malerier i Museo Thyssen-Bornemisza, Madrid og Mauritshuis, Haag.
Sådan en ‘selfie’ øgede interessen hos købere, der kunne more sig over maleriets implicitte betydning, og samtidig give kunstneren mulighed for at levere sit moralske budskab med et smil: Se, jeg drikker og synder jo også selv!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
