
DEBAT // KUNST – Når tabuoverskridende kunst bliver clickbait, bliver overskrifterne – som på denne artikel – stærkt overdrevne. Kan det virkeligt passe, tænker man? Er der fuld dækning for overskriften? Christian Tangø har været på rundtur i kunstens verden, på udkig efter provokerende værker og historier bag mediernes betalingsmure, censur på Facebook og andre stinkende historier.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“For fræk til Illum” skrev Ekstra Bladet på bagsiden i 2002. Det handlede om Christian Tangø, denne artikels forfatter, der for snart 25 år siden blev “censureret” fra en udstilling i Illums.
For jeg kontaktede naturligvis straks Ekstra Bladet og fik en fornem omtale på bagsiden.
Historien var, at et maleri med titlen og ordene “Royal Pussies” – på dansk “De kongelige vaginaer” (for nu ikke at skrive “fisser”) – ikke lige var det, som den kongelige hofleverandør Illum ville provokere med. Men resten af værkerne var såmænd lige så seksuelt provokerende, bare ikke kongeligt provokerende.
Naturligvis var mit “mediestunt” netop et mediestunt, men også en reelt morsom bagsidehistorie.
Den tid var en anden. Den tid havde ingen sociale medier, og dermed heller ingen reklamer på de sociale medier for hverken udstillinger eller de klassiske, traditionelle medier. Og Ekstra Bladet var primært en løssalgsvis.

I dag prøver mainstreammedierne så at starte en anden diskussion, der drejer sig om “de sociale mediers censur” – primært Facebook – af både kunstnernes egne opslag, mediernes reklamer for historier og museernes reklamer for udstillinger.
Ida brokker sig (i en artikel i Politiken) over, at et opslag om udstillingen med Maja Lyses Side 9-piger måske ikke har fået den ønskede udbredelse på Facebook, som hun havde ønsket
Således præsenterer mit Facebook-feed (jeg ved det, jeg er old school, og jeg skal væk fra den tidsrøver) mig for et opslag fra Ida Schyum, leder af udstillingsstedet Politikens Forhal, kunsthistoriker og vel så fedtet ind i Politikens Hus som en pølse i en hotdog.
Ida brokker sig (i en artikel i Politiken) over, at et opslag om udstillingen med Maja Lyses Side 9-piger måske ikke har fået den ønskede udbredelse på Facebook, som hun havde ønsket. Og det mere end antydes, at det skyldes censur fra Facebook. Uha.
Nuvel. Alle kunstnere og arrangørers våde drøm er den virale historie. Hvortil man surt kunne bemærke, at de afklædte piger i historien bare ikke er frække nok til en sådan viral viagraudladning.
Men Schyums opslag er samtidigt clickbait, eller på mere almindeligt dansk: reklame for en artikel på Kulturmonitor. Iøvrigt en artikel, der også findes på Politiken, der som bekendt ejer netmediet Kulturmonitor. Så Schyum vil gerne debattere, men alle argumenterne ligger bag en betalingsmur.
Nuvel, endnu en gang på biblioteket for at læse artikler på Infomedia.

Frihed til at vise, hvad man vil
Men historien er tynd. Der er ingen rigtig dokumentation for, at Facebooks algoritmer virkeligt skulle finde ud af, at de slørede Side-9-piger virkeligt er Side-9-piger, og at det er det sexuelle indhold, der censureres.
Vil man være et frit og slagkraftigt medie i dag, skal man ikke gemme sig bag en betalingsmur. Man må finansiere sig gennem reklamer
Men rigtigt er det sikkert, at det er komplet uigennemsigtigt, hvordan Facebooks algoritmer egentligt fungerer. Og naturligvis er Facebook ikke noget “demokratisk medie”. Brugerne overtræder f.eks. i stor stil spørgsmålet om copyright, uden at mediet griber ind. Og man kan ikke komme i forbindelse med mediet. Det er en pengemaskine, der skovler penge ind på annoncer, mens brugerne leverer indholdet.
Så ja, visse udstillingssteder kan med en vis ret istemme et klynkekor: Museet Køn hævder f.eks., at de har problemer med annoncerne på Facebook, blot fordi de nu engang hedder Køn.
Men man kunne også sige: Så lad dog være med at bruge det old-school medie Facebook til jeres lorte-reklamer! Eller find andre måder at engagere brugerne på.
Eller man kunne sige: Ekstra Bladet, BT og Se og Hør har forlængst fundet ud af, at der er en helt anden metode: Vil man være et frit og slagkraftigt medie i dag, skal man ikke gemme sig bag en betalingsmur. Man må finansiere sig gennem reklamer. Og ja, så får vi mere clickbait, kan man indvende. Men også mere frihed til at vise, hvad man vil.

Historien om censur på de sociale medier er på ingen måde ny.
I min bog om provokationskunst har jeg omtalt, hvordan Gustave Courbets 150 år gamle maleri af en Vagina Naturalis (for ikke at skrive “et upassende kig direkte op i missen på en kvinde”; den rigtige titel er “Verden oprindelse”) i sin samtid blev censureret. Omkring 2010 var gengivelser af samme maleri årsag til, at en del brugere fik lukket deres konto på Facebook.
I fagbladet Billedkunstneren er Augusta Atla ude med en historie, der minder lidt om Schyums:
“De sociale mediers censur af kunst er med til at fremstille både vores kulturliv i Danmark og formidlingen af kunst og kultur fra udlandet som mere puritansk, end den rent faktisk er; ved at acceptere de nye digitale vilkår for kunst ender vi langsomt med at internalisere en ny digital victoriansk tidsalder, mener billedkunstner Augusta Atla.”
Jo, men igen: Så lad dog være med at bruge netop Facebook til den kommunikation! Eller tilpas kommunikationen. Det her er, undskyld mig, klynkeri.
Og Agusta har tilsyneladende opdaget, at Instagram er mere liberal. Her er hendes profil garneret med mange billeder, der i al fald for ældre, hvide, heteroseksuelle mænd henleder tankerne på det unævneligt frække.
Hvis man endeligt vil en diskussion om medierne i en tid med sociale medier, kan vi tage diskussionen lige her, konkret i forhold til denne artikel, og Augusta Atlas billedmateriale.
Jeg må ikke, til denne artikel, dokumentere med anvendelse af Augustas offentligt tilgængelige PR-billeder på Instagram. Det er i strid med copyright. Men hvis det passer Augusta Atla, kan hun lægge hele min historie her ud på Instagram, uden at jeg eller POV kan gøre noget.
Men ja, det kan nogen gange være irriterende, at man ikke engang i lukkede grupper, f.eks. redaktionelt, kan vise et nøgenbillede. Selv et, der slet ikke er et nøgenbillede, men et AI-genereret fantasifoster. Men sådan er det, når vi bruger et amerikansk, privat ejet hyper-kapitalistisk medie som Facebook.
Shitface
Nå, nu tror du måske, at du kan slippe. Og at jeg har fyret mine pointer af. Men den forgangne uge har budt på flere forsøg på at få mig ned på biblioteket for at komme om bag betalingsmurene.
Først var den en historie fra Frihedsbrevet om forstenet lort som kunst. Frihedsbrevet harcelerer over en udstilling på Københavns Rådhus, med “hengemte værker” fra indkøb. Men her var BT så venlig at dække samme historie, så værket Shitface kunne nydes i fulde drag, uden at jeg skulle ud af huset.
Men den starter som en historie på Frihedsbrevet, der synes mere og mere desperate efter at skabe sensationer.

“Københavns Kommune køber masker med lort på”, skriver Andreas Wentoft på Frihedsbrevet, og for Kristeligt Dagblad skriver Daniel Øhrstrøm, at det er en stinker, at “Københavns Kommune har indkøbt tre værker med forstenet afføring”.
Det maskelignende værk er ganske vist forstenede lorte, monteret på aluminium. Og ja, et sådan værk er vel snarere noget “at tænke over”, end det er klassisk smukt. Så igen, som jeg har analyseret i min bog om Provokationskunst: det er det tabuoverskridende, lorten, der her er fremhævet. En god historie, måske også for kunstneren, der i al fald ikke undlader at reklamere for omtalen på de sociale medier.

En detalje i sagen er, at Michala Paludan, der er forperson i Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune, til Kristeligt Dagblad siger, at der faktisk er grænser for kunstindkøbene: ”… vi køber for eksempel ikke eksplicit pornografiske værker.”
Men hvorfor egentligt ikke? Har Augusta Atla alligevel en pointe her? Ville mit eget Royal Pussies blive dømt ude af Københavns Kommune? Ville Gustave Courbets maleri? Hvorfor er det iøvrigt vigtigt, som Paludan siger til Kristeligt Dagblad, at ”Louis André Jørgensen er en spændende yngre kunstner, der har fået stor anerkendelse og flere legater i forvejen”?
For at det ikke skal være løgn, interviewer Casper Dyrholm “lortekunstneren” i P1’s K-live, mandag d. 3. februar.
OK. Kunstneren har ikke forstået, at lort kan være et provokerende materiale. Og da Dyrholm spørger, om pressen ikke har en stor andel i historien, går Louis André helt i sort. Men det er indlysende, at provokationskunst netop fungerer på den måde! Naturligvis er provokunst tabuoverskridelser, der omtales på en bestemt måde i pressen. Det står i forordet til min bog.

En det-er-for-langt-ude-historie
Men apropos pengene og kunsten: Så i lørdags Gud Hjælpe de Fattige Kunstnere: Berlingske har en historie om Jens Haaning. Du ved, manden der bøffede museet i Ålborg for ca. 500.000 og fik verdenspresse på sagen, og derefter, da den ikke gik i retten, fik de tomme rammer solgt via den Obelske Familiefond. Han er på banen igen.
Og der måtte jeg altså på biblioteket, klokken otte, og så på min fødselsdag.
Her finder jeg så ud af, at der ingen detaljer er i noget, der ligner en clickbait-historie fra Berlingske (naturligvis promoveret på deres Facebook-side). Den handler om, at Haaning nu sælger tusindkronesedler for 8.000 kroner.
Ejsing medgiver selvkritisk, at han ikke er specialiseret som kunstfaglig, og derfor ikke stiller de nævnte spørgsmål.
Intet om, hvor han sælger disse opskruede sedler, eller hvorfor eller hvordan. Mest en re-materialisering af den gamle historie om rammerne i Ålborg, tilsat den med tusindkronesedlerne, der sælges til overpris.
De manglende spørgsmål og tilsvarende manglende svar skriger til himlen: “Hvor sælger du de der sedler, Haaning? Er der et galleri, der sælger dem? Er det kunst fordi du har rammet dem ind? Har det noget at gøre med, at tusindkronesedler er ved at udgå, og dermed bliver sjældne?
Har du signeret dem eller gjort noget ved dem, som når Hornsleth sælger farvede dollarsedler brandet med “Hornsleth-logoet”?
Men nej. Bare mest en slags forarget det-er-for-langt-ude-historie. Forfatteren, journalist Jens Ejsing, Berlingske, siger til POV, at historien dukkede op i forbindelse med en samtale med en kilde om andre ting. Og så ringede Ejsing til Haaning og fik historien bekræftet.
Men Ejsing medgiver selvkritisk, at han ikke er specialiseret som kunstfaglig, og derfor ikke stiller de nævnte spørgsmål.

Ok, så slipper du for mere brok denne gang. Det er kunstneren Honey Biba Beckerlee, der mener, at jeg brokker mig, når jeg f.eks. mener, at Aske Kreilgaard “klynker” over den massive medieomtale af “Ammemanden”. En medieomtale, der eskalerede, fordi en anden kunstner, Suste Bonnén, mente at værket var pædofili i visuel forstand.
Tjah. Jeg mener bare, at jeg forsøger at forholde mig kritisk til en række kunstværker og deres omtale i medierne.
Man kunne selvfølgeligt også bare holde sin kæft, villle Tom Jørgensen, redaktøren for Kunstavisen måske mene. Man kunne begynde at tegne igen. F.eks. som i de understående to værker. Og ja, jeg indrømmer: 1. Jeg har altid været fascineret af pengesedler. 2. Øvelse gør mester.


POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her