FILM // ANMELDELSE – Tunesiske Kaouther Ben Hania har i årevis arbejdet med en blanding af fiktion og dokumentarisme for at skildre kvinders vilkår i Tunesien. Fire døtre – nok hendes hidtil bedste film, der også både er Cannes-vinder og Oscar-nomineret – bruger rekonstruktioner til at ramme følelser snarere end kronologi.
Der var hele to dokumentarfilm i Cannes i 2023. Det er nærmest uhørt, og i år har festivalen da også valgt igen at ignorere den slags film. Men dokumentarfilm sprudler jo for tiden, og det er svært at ignorere, at Kaouther Ben Hanias Fire døtre var en af konkurrencens mest innovative film, dokumentar eller ej.
Ikke fordi det er skelsættende at gøre brug af rekonstruktioner, sådan som Ben Hania gør det. Det er der efterhånden så mange film, som har gjort for at kunne nærme sig traumer, der ellers ikke er ret nemt at skildre på film. Men det er dog så nyt, at det stadigvæk kan give ret overraskende effekter. Og i Ben Hanias film giver det mulighed for på ret fascinerende vis nærmest at ophæve tid og rum og få den meget specifikke fortælling gjort umanerlig universel.
Innovativ dokumentarist
Kaouther Ben Hania har arbejdet i spændingsfeltet mellem dokumentar og fiktion i årevis. Debuten Imams Go To School (2010) var en konventionel dokumentar om, hvordan franske imamer blev sendt på kursus for at lære om fransk sekularisme og adskillelse mellem kirke og stat – et projekt, der blev en anelse undermineret af, at undervisningen paradoksalt nok skulle foregå på et katolsk institut.
Men Challat of Tunis (2013) var en ‘mockumentar‘, baseret på en række forbrydelser, der dog var virkelige nok. I 2003 blev en række kvinder angrebet med kniv og blev stukket i ballerne, og forbrydelsen er aldrig opklaret. Kaouther Ben Hanias opklaring var dog fiktiv, hvilket muliggjorde en række nærmest satiriske sekvenser om moralitet i Tunesien.
Efter endnu en dokumentar, Zaineb Hates the Snow, der fulgte en ung tunesisk pige over seks år, efter hun flyttede til Canada, bevægede Ben Hania sig over mod den rendyrkede fiktion.
Kaouther Ben Hania er en unik instruktør i tidens filmkunst. Hendes stærkeste film dykker ned i vilkårene for Tunesiens kvinder og har fermt blandet dokumentarisme med fiktion
Beauty And The Dogs (2017) var baseret på virkelige begivenheder. Da den unge kvinde Mariam bliver voldtaget af to politibetjente, bliver forsøget på at anmelde forbrydelsen en ubrudt række af retraumatiseringer – i et system, der altid vil dække over egne fejl, og hellere end gerne vil ydmyge og fordømme enhver ung kvinde. Filmen var optaget i blot ni meget lange takes og havde premiere på Cannes-festivalen i serien Un Certain Regard.
The Man Who Sold His Skin (2020) var en endnu større succes. Den blev sågar Oscar-nomineret og er også kommet til Danmark. Filmen er mere løst baseret på en virkelig fortælling og handler om en syrisk mand, der for at komme til Europa lader sin hud blive til et kunstværk. For som kunstværk eller vare har han ret til fri bevægelighed, hvilket han ikke har som menneske. The Man Who Sold His Skin er mindre æstetisk stærk end Beauty And The Dogs, og det mere fiktive plot gør ikke filmen noget godt. Til sidst drukner den lidt i dårlige twists.
Synd og skam
Med Fire døtre er Ben Hania gået et skridt tilbage i retning af dokumentarisme. Filmen handler om Olfa og hendes fire døtre. To af døtrene spiller sig selv, de to andre er ikke længere i Tunesien, så de bliver spillet af skuespillere. Også Olfa selv har en skuespiller stand-in, når scenerne bliver ubærlige. Stand-in’en er den i Mellemøsten kendte skuespiller Hend Sabri, hvilket giver anledning til en meta-joke, eftersom Olfas eksmand åbenbart mente, at Sabri var en luder. Han mente, at de fleste kvinder var ludere.
Olfa selv var også besat af skyld og skam, hvilket gik voldsomt udover de fire døtre. Deres opvækst har været præget af omsorgssvigt, tæsk og det, der er værre, hvoraf en del genskabes. En del bliver bare fortalt, når Olfa og hendes to yngste døtre fortæller filmskaberne, hvad der muligvis ellers kan indgå i filmen. Og så er der nogle scener, der mere virker som noget, man laver i psykologiske genskabelsesseancer.
Det resulterer i en virkelig stærk film, hvor følelserne hele tiden sidder uden på tøjet
Det er jo i høj grad et psykologisk træk, det her med genskabelser. Den ene datter spiller for eksempel en scene, hvor hun sidder med en kniv og fortæller en stedfar, hvor meget hun hader ham. Den scene er ikke virkelig, men hun siger, hun har gjort det før hos en psykolog. Den slags har man set før på film. Luk øjnene og forestil dig, at din stedfar sidder her, og fortæl ham så, hvordan du har det. Det virker.
Det virker gentagne gange i Fire døtre, hvor familien bryder sammen i gråd eller fortæller ting, de måske aldrig har fortalt før. Det resulterer i en virkelig stærk film, hvor følelserne hele tiden sidder uden på tøjet.
Følelser frem for kronologi
Det resulterer også i noget andet usædvanligt. På et tidspunkt hører vi, at kvinderne begyndte at gå med slør, da den yngste af dem var otte år, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde virkelig svært ved at placere den oplysning kronologisk i forhold til resten af det, vi har set.
Filmen er ofte ganske uinteresseret i kronologi og tidslig fremskriden. Der er klart nogle pejlemærker, for eksempel er det arabiske forår – der begyndte i Tunesien som et oprør mod den autokratiske leder Ben Ali – en vigtig omvæltning, som også får Olfa til at ændre sit liv. Men ellers er det tidslige ret vagt. Også fordi karaktererne jo spiller sig selv hele vejen igennem, så ser de lige gamle ud – uanset om døtrene skal forestille at være otte, femten eller tyve år.
De fleste scener foregår også i nogle ret ikke-distinkte rum, så man får ikke så meget fornemmelse af for eksempel den ekstreme fattigdom, som de fortæller en del om.
Olfa fortæller om den forfærdelige opvækst, hun selv havde, hvorefter vi ser den mindst lige så forfærdelige opvækst, hun har givet sine døtre. Det er en uendelig fortælling
Det giver en ret interessant effekt. Fordi tiden nærmest står stille, fordi rummene er så neutrale/æstetiserede, så skete der for mig to ting. For det første hæftede jeg mig stort set udelukkende ved personerne og deres reaktioner. Deres ansigter og følelser bliver næsten det eneste, som er værd at kigge på, fordi man ved, at resten er rekonstruktioner, som skal have en terapeutisk rolle for karaktererne, og derfor er det ikke meningen, vi som beskuere egentlig skal tage alt for seriøst. Det forstærker den følelsesmæssige effekt af filmen.
Vilkårene under patriarkatet
For det andet får det fortællingen til at virke mindre forankret i specificiteter, og dermed bliver den mere universel. Olfa fortæller om den forfærdelige opvækst, hun selv havde, hvorefter vi ser den mindst lige så forfærdelige opvækst, hun har givet sine døtre. Det er en uendelig fortælling.
Men det får også meget af det til at føles som tunesiske grundvilkår. Grundvilkår for kvinder under patriarkatet: Fædre, som ikke er til stede. Seksuelt misbrug. Voldsom fordømmelse, hvis man træder uden for. Og siden revolutionen også fundamentalistisk islam som den måske mest åbenlyse form for oprør.
Kaouther Ben Hania er en unik instruktør i tidens filmkunst. Hendes stærkeste film dykker ned i vilkårene for Tunesiens kvinder og blander fermt dokumentarisme med fiktion. Fire døtre er nok hendes bedste film. Hun er bedst, når hun er forankret i dokumentarismen og mindre overbevisende som fiktionsinstruktør, hvor hendes æstetik er mere ambitiøs end original.
Og så er Fire døtre i øvrigt en film, som burde bevise, at der altid bør være dokumentarfilm i festivalkonkurrencer.
Læs også Frederik Bojer Bovés anmeldelser af tre andre biografaktuelle film: Rød Himmel, Past Lives og danske Birthday Girl.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
