MUSIK // ANMELDELSE – Den amerikanske sangerinde Fiona Apples nye album Fetch the Bolt Cutters er nærmest allerede udråbt til en klassiker. Det fik 10.0 på den toneangivende amerikanske musikside Pitchfork, som første plade i ti år, og har en Metacritic score på 100%. Og det er fuldt fortjent. Frederik Bojer Bové fortæller, hvorfor det føles som om tidsånden har lavet sit mesterværk.
Jeg skal være helt ærlig: Jeg har aldrig hørt Fiona Apple før nu. Hun er en af de største amerikanske sangerinder, med en karriere, der strækker sig helt tilbage til Tidal fra 1996, udgivet da hun var blot 18 år gammel. Men det har aldrig virket som noget, jeg gad sætte mig ind i.
Og alligevel, da jeg første gang hørte Fiona Apples nye album Fetch the Bolt Cutters, da havde jeg en følelse, jeg som oftest har med kunstnere, jeg har fulgt i meget lang tid: Følelsen af at høre, hvordan idéer og eksperimenter pludselig falder på plads og finder form. Hvad der før, måske på den ‘lovende’ debut, var søgende, famlende, det er nu blevet selvsikkert, meningsfuldt, formfuldendt. Kort sagt følelsen af, at en kunstner har lavet sit mesterværk.
Men jeg har som sagt aldrig hørt Fiona Apple før. Så følelsen er anderledes denne gang. Det føles som om idéer og eksperimenter fra et væld af andre kunstnere har samlet sig sammen til en fuldendt form. Det føles, hvis jeg må være lidt vidtløftig, som om selve tidsånden har lavet sit mesterværk. Det er en ret vild følelse.
Ægte mennesker, nej tak
Det føles, som om jeg bør undskylde, at jeg aldrig har hørt Fiona Apple, for hun er en af virkelig mange kvindelige kunstnere, der nok har været undervurderet i den kritiske offentlighed. Og min egen musikverden består også i meget høj grad af mænd. Og på pinligste vis har jeg behov for at komme med en bortforklaring.
Jeg gider ikke én til én-sammenhængen mellem kunstnerhjerne-optagelse-lytterhjerne.
Mit problem med Fiona Apple har ikke været, at hun er kvinde, men at hun er singer-songwriter. Jeg har altid haft et problem med de fleste af de her store solokunstnere. Jeg gider heller ikke Bob Dylan. Gider endnu mindre Neil Young. Så altså, man kan sige, at hun har været i godt selskab?
Jeg gider ikke hele den romantiske kunstnermyte, der klæber sig til de her musikere. Idéen om sologeniet. Jeg gider ikke at høre på geniale tekster leveret over en ligegyldig blues-struktur, optaget så man kan høre alle musikere hver for sig, og intet andet. Jeg gider ikke én til én-sammenhængen mellem kunstnerhjerne-optagelse-lytterhjerne. Jeg har altid elsket samples, loops, dub, mærkværdige lyduniverser, tekster der lige knap giver mening. Min yndlings Bob Dylan-plade? Desire. Scarlet Riveras violin er så fabelagtig.
I Want You To Love Me
Men så snart jeg sætter Fetch the Bolt Cutters på, sker der noget mærkeligt. En lille intro lyder nærmest som et electro-beat, en enkelt bastone og en klimprende trommemaskine. Og så pludselig er der nærmest en jazz-duo i stedet, kontrabas og en loopende klavermelodi, og Fiona Apples støvede stemme indover. Hun holder ‘you’ i omkvædets simple ‘I want you / to love me’ så langt, at man kan høre, hun løber tør for luft.
Da trommerne kommer igen, er de helt anderledes, man kan høre den menneskelige kraft i hvert slag. Nu er vi faretruende tæt på singer-songwriter-idéen igen. Men så kører vi pludselig over en lille jam, og her sker der noget ekstremt: Jeg er stensikker på, der er en tredje hånd på klaveret. Så altså, den geniale kunstner har tre hænder?
Den her plade har et af de mærkeligste lyduniverser, jeg nogensinde har hørt, og da netop fordi det til tider er så voldsomt ordinært. Det er produceret, så man kan høre fingre på kontrabas, hænder på klaver, stikker på trommeskind, enhver skramme i den jazzede stemme. Og så er der virkelig meget ambient lyd, hunde bryder pludselig ind, det lyder, som om der bliver trommet på vægge, stampet på gulve.
Det lyder som virkelige mennesker i et rum. Men hvilket rum? Der er pludselig igen for mange stemmer, mærkelige instrumenter. Til tider er det mennesker, til tider er det mere end mennesker. Grænsen synes sært flydende mellem mennesket ‘Fiona Apple’ og alt andet.
De andre kunstnere
Det er noget, jeg har hørt andre steder. Et af de tydeligste eksempler, jeg kender, er fra Vampire Weekends album The Father of the Bride fra sidste år.
I åbningsnummeret Hold You Now synger forsanger Ezra Koenig helt alene med en guitar. Han har en pointe om kærlighed, men det er, som om han ikke får den leveret helt overbevisende. Så hører man, hvad der lyder som en båndoptager, der bliver tændt, og pludselig er der et kor-sample, der bakker ham op.
Fornemmelsen er, at Koenig bruger alle forhåndenværende midler til at få ret. Det er sample-musik, ikke af musikalsk eksperimenterende årsager, men af rent praktiske. Det er folk, der har levet med moderne musik så længe, med samples, loops, dub-effekter, at det er blevet ren hverdag. Hvis du nøjes med at bruge guitar, så taber du da diskussionen, for alle andre bruger langt flere våben.
Jeg tror, indie-musikere er ved at tabe til en ret specifik person: Beyoncé. Før i tiden var der nogle ret simple argumenter, man kunne bruge imod popmusik: Det er upersonligt. Der er for mange mennesker, der laver det. ‘Hun skriver ikke engang sine egne sange’.
Hvad gør man så ved værker som Beyoncé (’13) og Lemonade (’16)? Det er jo tydeligvis ekstremt personlige albums. Men samtidig er der dusinvis af kunstnere indover. Det er ikke, som så mange ‘personlige’ popalbums før i tiden har været det, en mere nedbarberet udgave af popmusikken. Tværtom. Især Beyoncé er i virkeligheden dybt bizar, et sammensurium af genrer, stemmer, medforfattere, der danner et virkelig mærkeligt selvportræt.
Mange kunstnere er tvunget til at tage stilling til det meget mærkelige paradoks, at de på én og samme tid er noget så hyper-individuelt som en kunstner, men på samme tid altid vil være noget så masse-agtigt som ‘sort’ ‘kvinde’
Jeg har tidligere skrevet om Beyoncé, at der er noget helt unikt over måden, hun synger harmonier med sig selv. Det er, som om hun både er Beyoncé og alle andre kvinder på én gang.
Det er musik, der passer til tidens identitetspolitiske spørgsmål: Mange kunstnere er tvunget til at tage stilling til det meget mærkelige paradoks, at de på én og samme tid er noget så hyper-individuelt som en kunstner, men på samme tid altid vil være noget så masse-agtigt som ‘sort’ ‘kvinde’.
Den her indre splittelse mellem individ og fællesskab har skabt noget af årtiets mest interessante musik.
Et sidste eksempel, for det er noget som i mine ører virkelig lyder som Fiona Apple: Matana Roberts. Hun er ikke så kendt som de andre, men hendes jazzprojekt Coin Coin er noget af det mest væsentlige, der foregår i musikken lige nu.
Det skal i sidste ende være 12 plader, og indtil videre har hver af dem været med en ny konstellation. Især de to sidste begynder at lyde som en blanding af jazz-impro og loops, alt imens Matana Roberts spoken word’er tekst-materiale fra sin slægtshistorie, tilbage til slaveriet, over borgerrettighedsbevægelsen i Memphis, og til i dag.
Tærsklen mellem individet, slægten, og hele den afrikansk-amerikanske fortælling smelter sammen i et nærmest hypnotisk værk.
Ladies Ladies Ladies
Og der sker til tider det samme hos Fiona Apple. I et nummer som Relay, der drukner musikken til sidst i stemmer. Der bliver råbt, brummet, sunget kanon. Til sidst samler det hele sig i et enkelt ‘Sorry’. Men teksten handler også om, hvordan vi hænger sammen: ‘Evil is a relay sport / when the who’s burned turns to pass the torch’. Vi skader hinanden på kryds og tværs.
Nogle gange er vi vores krop, vores køn, vores seksualitet, vores hudfarve, også selv om vi ikke har lyst til at være det. Det kan skifte fra et øjeblik til det næste. Et traumatisk skift.
Hele tiden fortæller Fiona Apple om sammenhænge. Anden sang har det vidunderlige omkvæd ‘Shameika said I had potential’, en enkelt kvinde, der tydeligvis har betydet helt utrolig meget for fortælleren på en ret speciel måde. Vi præger hinandens liv på mærkværdigste vis.
Især er det kærlighed, og ofte er det ekser, som Apple hænger sammen med.
En eks fortæller en ny kæreste løgne om fortælleren ‘to make sure that we’ll never be friends’ og hun tænker ‘it makes me feel close to you / it’s not what it’s supposed to do’.
Det kulminerer i Ladies, hvor hele kærligheds-karrusellen opridses: ‘The revolving door that keeps / turning out more and more / good women like you. / Yet another woman, to whom I won’t get through’.
Der er et vidunderligt vers som jeg er nødt til at citere i sin helhed: ‘There’s a dress in the closet / don’t get rid of it / you’d look good in it / I didn’t fit in it / it was never mine / It belonged to the ex wife of another ex of mine / She left it behind, / with a note, One line / it said, “I don’t know if I’m coming across, but I’m really trying” / She was very kind’.
Traumatiske paradokser
Det er, som om albummet kulminerer med det korte For Her, en nærmest børnesangsagtig messen, der gør sig tanker om en anden kvinde.
Det nummer er skrevet kort efter høringen om Brett Kavanaugh, der af Christine Blasey Ford blev anklaget for at have overmandet hende og forsøgt at rive hendes tøj af. Den høring har efterhånden nærmest udviklet sig til et kollektivt traume i USA. Ford, der sidder lige så stille og forsøger at fortælle, hvad hun kan huske, hverken mere eller mindre – og så først Kavanaugh og senere senator Lindsay Graham, der råber og skriger, vrænger, gør nar. Og vinder.
Hos Apple varer nummeret kun 2:45 minutter. Først et børnerim, så et par nærmest skrålte linjer, og så en skøn og melankolsk korharmoni. Uskyld, traume, sammenhold. Først er hun neutral iagttager, så er hun vred kommentator, så er hun et fællesskab af kvinder.
Den der flydende grænse. Vi er nogle gange os selv. Nogle gange er vi et fællesskab. Nogle gange er vi vores krop, vores køn, vores seksualitet, vores hudfarve, også selv om vi ikke har lyst til at være det. Det kan skifte fra et øjeblik til det næste. Et traumatisk skift.
Meget af årtiets bedste musik har kæmpet med det her paradoks. Det har været en produktiv kamp. Men det har nærmest aldrig føltes så formfuldendt, så fremragende kunstnerisk formuleret, som det gør hos Fiona Apple.
LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS TEKSTER PÅ POV HER.
Fiona Apple – Fetch the Bolt Cutters
Epic
Foto: Fiona Apple.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
