LONGREAD // KØN – Omkring ti millioner filippinske kvinder arbejder i dag uden for landets grænser i håbet om at kunne forsørge deres familie i hjemlandet. Grundet de årelange ophold risikerer de dog ofte at blive fanget imellem statens og samfundets traditionelle forventninger til, hvordan en pligtopfyldende filippinsk kvinde burde være.
“Det er det samme”, svarer den ældre kvinde Apollonia let tøvende. “Det er helt det samme”, gentager hun mere selvsikkert. “For her i Filippinerne drikker mændene vin, og hvis de rejser ud og drikker vin, og politiet ser, at de drikker, bliver de smidt direkte i fængsel”.
Der bliver stille i stuen og for et øjeblik stjæler tv’et i baggrunden vores opmærksomhed. På syngende tagalog beretter nyhedsoplæseren om seneste nyt i sagen om Joanna Demafelis. Demafelis, den 29-årige filippinske hushjælp, der i 2014 rejste til Kuwait for at arbejde, som få år senere mistede kontakten til familien, og som i februar 2018 blev fundet dræbt, skjult i en fryser i et forladt hus.
Selvom Jose beroliger sin familie med, at hendes arbejdsgivere behandler hende godt, er familien stadig meget bekymret for hendes velbefindende, specielt i kølvandet på Demafalis-sagen, som er hele landsbyens samtaleemne
Hun var sandsynligvis blevet tortureret, stranguleret og gemt i fryseren af sit værtspar allerede i begyndelsen af 2017. Apollonia oversætter og kommenterer sagen. Hun fortæller, at nedværdigelse, forulempelse og direkte mishandling ofte er hverdagskost for mange filippinske au pairs, og specielt arbejdsgivere i Mellemøsten har et dårligt ry blandt filippinere. Ifølge Apollonia er det ikke sjældent, at filippinske hushjælpere vender tilbage til deres landsbyer med blå mærker og ar på sjælen.
Til trods for disse barske omstændigheder mener Apollonia dog ikke, at der er nogen nævneværdig forskel på risiciene for henholdsvis filippinske mænd og kvinder i forhold til at arbejde i udlandet – mænd risikerer fængselsstraffe for ulovligt drikkeri, og kvinderne risikerer fysisk udnyttelse og undertrykkelse. Det er en tankegang og en logik, der deles af mange i den lille landsby Palangan Hilltop, og som fortæller om de stadigt herskende traditionelle forventninger til kønsrollerne i Filippinerne generelt.
Filippinerne indfører en aktiv migrationspolitik
Ifølge de filippinske myndigheder bor og arbejder omkring 10 millioner filippinere på nuværende tidspunkt udenfor landets grænser. Det svarer til cirka 10 pct. af den samlede filippinske befolkning på omkring 105 millioner, et indbyggertal der parentes bemærket er fordoblet på kun 25 år.
Lidt under halvdelen af de 10 millioner bor i dag i USA og er overordnet betragtet efterkommere af migranter, der i løbet af 1900-tallet enten arbejdede i sukkerrørsplantager på Hawaii, mønstrede den amerikanske stillehavsflåde eller tog arbejde i skibsindustrien.
De resterende er nuværende arbejdsmigranter, der i lande som Oman, Saudi-Arabien, Kuwait samt såkaldte ”hvide lande” som Korea, New Zealand og Danmark, forsøger at få stabiliseret familiens økonomiske situation ved i en årrække at arbejde i mere velstående lande, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft er større i Filippinerne. Grundet den eksplosive befolkningstilvækst i Filippinerne har det indre marked siden 1960’erne haft mere end svært ved at generere et tilsvarende antal nye arbejdspladser. Derfor indførte den filippinske præsident Ferdinand Marco i midten af 1960’erne officielt en aktiv emigrationspolitik.
Selvom riget med de mere end 7000 øer har oplevet en imponerende økonomisk vækst de seneste år, er mange filippinske mænd og kvinder fortsat tvunget til at søge arbejde i udlandet
Siden da har de skiftende filippinske regeringer både direkte og indirekte, og med udtalt støtte fra den populære katolske kirke, opfordret filippinere til at søge langtidsarbejde i udlandet. I 1973 blev denne økonomiske politik endda institutionaliseret som en direkte ”pengeoverførsels-økonomi”, da staten introducerede begrebet ”balikbayan” – en sammentrækning af de to tagalog-ord ”balik”, der betyder tilbage, og ”bayan”, der henviser til staten Filippinerne. Ideen var at appellere til en forøget national- og hjemstavnsfølelse hos de filippinske fastboende migranter i USA i håbet om, at de ville føle sig mere forpligtede på at støtte deres familier i Filippinerne. Derigennem ville de samtidigt forbedre økonomien i den slukne statskasse. Samtidigt opfordrede staten med balikbayan-diskursen direkte filippinere til at søge arbejde i udlandet, og til efterfølgende at sende deres lønchecks tilbage til deres familier i hjemlandet.
Denne politik udmøntede sig samtidigt i en liberal lovgivning, der promoverede arbejdsemigrationen, hvilket samtidigt blev et direkte og effektivt middel til at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. I de følgende årtier valfartede hovedsageligt filippinske mænd til den fremadstormende olie- og byggeindustri i de hovedrige mellemøstlige stater.
Efterhånden som byggeprojekterne ebbede ud, og en ny velbeslået middelklasse gjorde sit indtog i flere dele af verden, opstod der imidlertid en interessant ændring i sammensætningen af den filippinske arbejdsmigration. Flere og flere unge kvinder greb muligheden og tog blandt andet til Japan for at arbejde i underholdningsindustrien, og til stater i Mellemøsten og i Europa, for at arbejde som hushjælpere eller sygeplejere. Udviklingen fortsatte støt og roligt, og i 1992 overhalede antallet af kvindelige filippinske arbejdsmigranter således antallet af filippinske mandlige emigranter.
Bagong Bayani – ”nutidens helte”
Denne udvikling beskrives af lektor i statskundskab, Jean S. Encinas-Franco fra Diliman University i Manila, som en feminisering af arbejdskraften – en ændring der medførte, at regeringen tilpassede sin diskurs omkring migration. Den filippinske præsident Corazon Aquino indførte således under en tale i Hong Kong i 1988 et nyt begreb, det såkaldte ”bagong bayani”. Aquino beskrev de tusinder fremmødte filippinske kvinder som bagong bayanis, som ”nutidens helte”, idet hun pointerede, at de gjorde deres familier og den filippinske nation ære ved det store offer, de gav som arbejdsmigranter. Og netop denne offertanke var ny.
I samme ombæring gav den filippinske ærkebiskop Leonardo Legaspi offertanken og heltediskursen en åndelig dimension, da han samtidig med præsident Aquino udtalte, at der for hvert et offer og hver en smerte også altid findes en belønning, og at enhver form for migration altid må betragtes som et udtryk for guds gode vilje.
Ifølge kulturhistorikeren og antropologen Julius Bautista trækker denne offer- og heltediskurs, der gælder både mænd og kvinder, på et grundlæggende katolsk tankesæt, baseret på oprindelige catalanske kristne idealer om lidelse og selvopofrelse, en kolonial arv der oprindeligt blev implementeret i det filippinske samfund i løbet af de mere end 370 år dele af Filippinerne eller hele Filippinerne var underlagt den spanske krone (1521-1898). Ifølge Bautista skabte og skaber retorikken, for den bruges stadigvæk, en forventning om, at migranten må lære at være underdanig, ydmyg og pligtopfyldende, sætte egne behov bagerst og agere i forlængelse af et Kristus-inspireret lidelsesideal.
Bautista påpeger, at denne diskurs skaber, hvad han betegner som ”eksport-kvalitetsmartyrer” – statsproducerede opofrende arbejdere, der formes til tavst at udfylde de erhverv markedet efterspørger, og som den filippinske stat efterfølgende tjener kassen på at eksportere verden over. I forlængelse heraf bliver den omgængelige, pligtopfyldende filippinske kvinde et lukrativt brand for den filippinske regering, og et brand der skal beskyttes og opretholdes.
Den transnationale lidelse
Bauista finder en række konkrete belæg for sine teorier om eksport-kvalitetsmartyrerne i de mange arbejdsprogrammer, som de filippinske migranter ofte må gennemgå, før de får lov til at tage af sted. I disse selvbetalte kurser undervises migranterne i at udvise de førnævnte ”filippinske” dyder såsom ydmyghed, lydighed og disciplin, samtidigt med at de lærer at bøje nakken og makke ret, og at være villige til at udstå forskellige former for ubehageligheder. I disse arbejdsprogrammer er logikken, at det er bedre for migranten selv, for deres familier derhjemme, samt for den filippinske stat, hvis de blot parerer ordrer, og gør hvad der bliver sagt på den pågældende arbejdsplads.
Denne transnationale lidelse, som Encinas-Franco har benævnt den, har yderligere en interessant kønsdimension rettet specifikt imod de filippinske kvinder. Sociologen Anna Romina Guevarra påpeger, hvordan kvinderne yderligere oplæres i, hvordan de skal opføre sig, hvordan de skal undgå at provokere eller tiltrække sig for megen ”uheldig” opmærksomhed fra deres arbejdsgivere, samt hvordan de skal undgå at blive udsat for seksuelle krænkelser. Med denne basisuddannelse i korrekt opførsel er det underforstået, at de kan sendes ud i verden som gode katolske filippinere, der er ansvarlige for egne handlinger, og som nogle der ud fra samme logik kan bebrejdes, hvis de alligevel skulle blive udsat for diskrimination, vold eller det der er værre.
De fleste emigranter kommer højst hjem for en kort bemærkning én gang om året, og ofte arbejder de samme sted i mange år i træk
Til forskel fra mændene, der ofte bor i tætpakkede barakkomplekser eller mindre lejligheder sammen med deres kollegaer fra Bangladesh, Pakistan eller Thailand, bor de kvindelige filippinske hushjælpere i Mellemøsten som oftest alene og i det hus, hvor de arbejder. Guevarra og Encinas-Franco påpeger, hvordan det er med til at gøre kvinderne særligt sårbare over for vold, undertrykkelse og seksuelle overgreb. De kvindelige emigranters situation problematiseres yderligere af, at kafala-systemet i lande som fx Saudi-Arabien, Oman og Qatar, binder arbejderen direkte til arbejdsgiveren, idet arbejdsgiveren personligt er ansvarlig for migrantens visum og dermed deres opholdstilladelse. Selvom kafala-systemet gentagne gange er blevet kritiseret af forskellige menneskerettighedsorganisationer, lever det fortsat i bedste velgående.
Et andet kritisabelt punkt ved systemet er, at det tillader arbejdsgiverne at inddrage migrantens pas allerede ved ankomsten. Derved begrænses migrantens frie bevægelighed og potentielle mulighed for flugt, og derved er den pågældende arbejder helt og holdent i sin arbejdsgivers vold. Ligesom Joanna Demafeli var det i Kuwait. Denne makabre sag medførte dog, at Dutertes regering indførte et øjeblikkeligt arbejdsforbud for alle Filippinerne i Kuwait, et forbud der blev ophævet igen i maj 2018, da regeringerne i Kuwait og Filippinerne nåede til enighed omkring strammere regler for ansættelsen af filippinsk arbejdskraft i Kuwait.
I midten af januar 2019 blev de sidste ratificerende underskrifter sat, og dermed blev det blandt andet pålagt kuwaitiske arbejdsgivere at oprette en selvstændig bankkonto til sine filippinske ansatte, og det blev samtidigt understreget, at arbejdsgiverne skulle ”undgå” at beholde de filippinske kvinders personlige dokumenter.
Nødvendighedens savn
Tilbage i stuen i det lille hus i den frodige bakkedal i Palangan Hilltop, sidder gamle Apollonia og savner sin datter, Jose. I de seneste fem år har Jose arbejdet i Oman, som hushjælp for en velhavende familie. Arbejdsløsheden er nemlig fortsat høj i Filippinerne, og de længeventede 2 millioner ekstra jobs, som den filippinske præsident Rodrigo Roa Dutertes lovede under valgkampen i 2016, er endnu ikke kommet ret mange filippinere til gode.
Så selvom riget med de mere end 7000 øer har oplevet en imponerende økonomisk vækst de seneste år, er mange filippinske mænd og kvinder fortsat tvunget til at søge arbejde i udlandet, og det som oftest i enten byggeindustrien, sundhedssektoren, søfarts-, hotel- og restaurationsbranchen eller i den private arbejdssektor som hushjælpere. Det er derfor ikke overraskende, at 10% af det samlede filippinske bruttonationalprodukt i dag stammer fra de beløb, filippinske arbejdsmigranter som Jose månedligt sender hjem til deres familier og slægtninge.
Til forskel fra mændene, der ofte bor i tætpakkede barakkomplekser eller mindre lejligheder sammen med deres kollegaer fra Bangladesh, Pakistan eller Thailand, bor de kvindelige filippinske hushjælpere i Mellemøsten som oftest alene og i det hus, hvor de arbejder
Til trods for, at det er helt normalt for flere generationer at bo under samme tag i Filippierne, er det meget lang tid siden, at Apollonia sidst har haft en dagligdag med sin datter. For Jose tog afsted til Oman, da Apollonia selv kom tilbage til Palangan efter 15 år som hushjælp i Dubai. Det var egentlig ikke planlagt, at Jose skulle afsted, men da hun blev fyret fra sit job på et ferieressort, og hendes mand kort efter begik selvmord, manglede familien penge til blandt andet sønnen Jeromes uddannelse. Jose så sig derfor nødsaget til at emigrere, og dermed til at overlade sine tre teenagebørn i sin mors varetægt. Hendes ældste datter, Regilyne, tager sig nu af husholdningen, sine søskende, sin bedstemor foruden sine egne tre børn, og det er samtidigt hende, der hver måned modtager de penge, som moderen sender hjem til familien.
Selvom Jose beroliger sin familie med, at hendes arbejdsgivere behandler hende godt, er familien stadig meget bekymret for hendes velbefindende, specielt i kølvandet på Demafalis-sagen, som er hele landsbyens samtaleemne. Men Jose’s offer er uundværlig for familien, da hendes månedlige lønchecks udgør hele fundamentet i hjemmets husholdningsbudget.
De ændrede familiestrukturer
Og dette er slet ikke ualmindeligt i den lille filippinske landsby Palangan Hilltop beliggende på Filippinernes fjerdestørste ø, Mindoro. Blandt de tusinde indbyggere i den lille landsby på bakken, beretter alle vi taler med om mindst ét familiemedlem, der enten arbejder midlertidigt eller permanent har slået sig ned i et andet land – Saudi Arabien, Korea, Taiwan, Bahrain, Oman, Kuwait, Canada, New Zealand, Italien. De arbejder som hushjælpere, chauffører, sømænd, sygeplejersker eller i byggeindustrien, og selvom pengene de sender tilbage både bidrager til gode, nye boliger og til at fremtidssikre både søskende og børn med solide uddannelser, er savnet efter familiemedlemmerne alligevel overskyggende.
For emigrationen har overordnet ændret familiestrukturerne i Filippinerne, og det gælder også i Palangan. Ud til den hullede, støvede vej, der går igennem byen, og lige ved siden af en lille købmænd, der falbyder billige chips og cola cola, ligger en stor åben bambushytte. Det er byens samlingspunkt, hvor man dagen lang kan hilse på områdets mange ansigter. Ofte ser man en hel flok sidde forsamlet om en mobil eller tablet, mens de griner højt og taler i munden på hinanden – det er sådan kontakten holdes til de familiemedlemmer, der er langt væk hjemmefra.
De fleste emigranter kommer højst hjem for en kort bemærkning én gang om året, og ofte arbejder de samme sted i mange år i træk. Det er lang tid for alle parter at skulle undvære hinanden, og specielt hvis emigranten må overlade opdragelsen af sine børn til kvindelige familiemedlemmer, og nøjes med at følge opvæksten igennem en syv-tommers-skærm på tusinder kilometers afstand.
Fanget i forventninger – en pligtopfyldende mor i et traditionelt samfund
Appolonia og Regilyn taler også med Jose hver morgen. Jose vil sikre sig, at Regilyn og hendes søskende er stået op, at Apollonia har det godt, og at de har, hvad de skal bruge. Denne korte samtale er en daglig beroligelse for hele familien og skaber en bro mellem to forskellige verdner.
Men selvom Jose allerede har arbejdet fem år i Oman, og meget lidt tyder på, at hun kommer hjem lige foreløbig, er hendes offer alligevel paradoksalt i den nationale diskurs – for ved at emigrere og derved efterlade sine børn i Palangan, bryder hun med det traditionelle filippinske kønsrollemønster, og overtræder dermed de vigtige uskrevne regler for, hvordan man er en ideel kvinde i Filippinerne.
For som så mange andre lande er det filippinske samfund nemlig overvejende mandsdomineret. Dette kommer blandt andet til udtryk i, at filippinerne er en af de eneste stater i verden, hvor skilsmisse stadig er ulovligt, og i, at alle arverettigheder tilfalder den ældste søn i søskendeflokken. Samtidigt understreges det i ideen om ”den pligtopfyldende mor” og den ”pligtopfyldende datter”, som både Bautista, Encinas-Franco og Guevarra påpeger er fundamentet for den problematiske martyr- og heltediskurs, og som tilsvarende er et levn fra det catalanske katolske ideal, der foreskrev, at kvindens områder var køkkenet, børnene og kirken.
Jasmine formulerer her hele problematikken i en nøddeskal. For det paradoksale er, at det forventes af kvinderne, at de fungerer som ”hjemmets lys”, som den pligtopfyldende mor og datter der er fysisk til stede, selvom de slider sig op for familiens skyld under den bagende sol på den anden side af kloden
Det forventes nemlig stadig af den pligtopfyldende datter og den pligtopfyldende mor, at de ofrer sig for deres familier, og fungerer som det, der traditionelt kaldes for ”hjemmets lys”, at moderen varetager den direkte børneopdragelse, husholdning og emotionelle pleje, mens datteren skal passe på sine yngre søskende og sine forældre i deres alderdom. Manden, derimod, skal være ”hjemmets søjle”, og dermed er hans opgaver isoleret til at varetage den materielle og økonomiske stabilitet i hjemmet.
Denne traditionelle kønsopdeling bliver midlertidigt udfordret, når manden enten ikke er til stede, som i tilfældet hos Jose, eller når kvinden ganske enkelt overtager mandens rolle som familieforsørger, hvis manden er arbejdsløs eller hans løn er for lav. Det afledte problem er, at årtiers feminisering af arbejdsmigrationen promoveret af statens helte-diskurser og liberale arbejdslovgivning, ikke har medført en tilsvarende og tidssvarende ændring i forståelsen af kønsrollemønstrene – det er således yderst sjældent i det filippinske samfund, at mændene erstatter kvindens rolle i hjemmet, når denne emigrerer, og det uanset relationen mellem de to køn.
Det ser vi tydeligt i Palangan Hilltop. Regilyns lidt yngre bror, den 20-årige Jerome, nyder en langt større frihed end sin søster. Det var oprindeligt meningen, at Jerome skulle uddanne sig, og derefter søge arbejde i udlandet i en international virksomhed. Jose skulle finansiere den dyre uddannelse via sit arbejde i Oman og derefter vende tilbage til Palangan Hilltop, når Jerome fandt et velbetalt arbejde til søs.
Jerome er nu færdiguddannet, men føler sig ikke klar til at forlade den landsby, han kender. Derfor er han, med sine egne ord, ikke rigtig kommet i gang med at søge et arbejde, selvom han ved, at han nok burde. Jerome savner sin mor, men kan ikke komme overens med familiens fremtidsplaner på sine vegne, og derfor arbejder han i stedet på et ferieresort. Men hvor lillesøsterens løn løbende afleveres til Regilyn, beholder Jerome selv alle de penge, han tjener.
Han har blandt andet spenderet dem på en splinterny motorcykel, som han stolt viser frem for os. En skinnende udgift, der bestemt vækker opmærksomhed i Palangan. Resten af pengene bruger Jerome, ligesom mange andre mænd i nabolaget, på jævnlige drikfældige sammenkomster med vennerne. En tradition mange af byens kvinder har accepteret for længst, men en udgift og en situation de hyppigt beklager og begræder.
Imens knokler Jose i Oman for at betale af på Jeromes studiegæld, og Regilyn, der tydeligvis er utilfreds med situationen, forsøger at få enderne til at hænge sammen i husholdningsøkonomen. Det forventes ikke af en søn, at han bidrager til hjemmets økonomiske situation, da han ifølge logikken selv skal finansiere sin egen familie, når den tid kommer, og derfor kan Jerome tillade sig denne opførsel.
”Running from obligations”
Byens mest succesfulde forretningskvinde, Jasmine, bor lidt oppe af skråningen, lige bagved Apollonia og Regilyn. Jasmine og hendes mand har netop færdigbygget et majestætisk hvidt palæ for penge, hun har tjent i turistindustrien, og de er i gang med at rydde en lille del af junglen foran deres hus for at gøre plads til at anlægge en anseelig swimmingpool af marmor. Jasmine og hendes lille familie mangler bestemt ikke noget, de er uden tvivl byens overklasse, og på grund af den solide økonomiske situation har hun råd til at tage sig af sine egne børn. Dermed opfylder hun kravene til den ”pligtopfyldende mor”, og det er en situation, hun er meget stolt af. Men Jasmine kritiserer samtidigt både Apollonias og Joses valg, at de rejste til Dubai og Oman, og dermed forbrød sig mod deres moderlige forpligtelser som filippinske kvinder.
Jasmine formulerer her hele problematikken i en nøddeskal. For det paradoksale er, at det forventes af kvinderne, at de fungerer som ”hjemmets lys”, som den pligtopfyldende mor og datter der er fysisk til stede, selvom de slider sig op for familiens skyld under den bagende sol på den anden side af kloden. Ifølge nyere forskning fra 2018 er der dog noget, der tyder på, at faderen i migrantfamilier i højere grad end tidligere, begynder at påtage sig nogle af kvindens roller i hjemmet, når mor er væk. De lokale konklusioner herfra kan dog endnu ikke generaliseres, og indtil denne ændring har fået rod i de bredere dele af det filippinske samfund, vil de emigrerende kvinder, for hvem den ekstra indtjening er helt essentiel, aldrig fuldt ud kunne være helte i både statens, kirkens og samfundets diskurs på samme tid.
Man siger, at “they are running from obligations” – de løber fra deres forpligtelser
I helte- og martyrdiskursen promoverer staten og kirken nemlig en anden forståelse af ”den pligtopfyldende” end den traditionelle forståelse. Staten og kirken har i deres diskurs udviklet en forståelse af kvinden som en der bør påtage sig arbejde i udlandet for at opfylde sin rolle overfor både familie og stat, mens samfundet traditionelle forståelse derimod understreger, at det vigtigste i kvindens rolle består i den direkte fysiske kontakt til familien.
Derfor risikerer emigrantkvinderne ofte at blive betragtet som nogle, der løber fra enten det ene eller andet ansvar – enten kan de vælge at blive i Filippinerne og dermed ikke være økonomisk i stand til at passe på deres familie, hvis manden af den ene eller anden årsag ikke udfylder ”sin” traditionelle rolle, eller de kan vælge at arbejdet i udlandet og dermed finansiere husholdningen og bidrage til statsbudgettet, men ikke være i stand til at tage sig fysisk af deres forældre og give børnene den fornødne håndgribelige nærhed og kærlighed. De filippinske kvinder bliver i denne logik derfor fanget i forventningerne til de traditionelle kønsrollemønstre, idet de umuligt kan udfylde både statens og samfundets traditionelle roller samtidigt.
Siddende på den enorme veranda med et imponerende vue ud over junglens grønne buskads, frodige bananpalmer og det fantastiske sortiment af farverige fugle, fortæller Jasmine, at hun mener 90% af alle kvinder, der emigrerer er rene lykkeriddere. Deriblandt hendes naboer for foden af terrassen, Apollonia og Jose. De er den slags kvinder, fortæller Jasmine, der blot vil ud og se verden og som lader deres familier i stikken i jagten på deres egne drømme. Hun fortæller, at man i Filippinerne har en fast vending, man bruger til at beskrive den slags eventyrlystne kvinder, de kvinder der i hendes optik bevidst negligerer idealerne for at være pligtopfyldende. Man siger, at “they are running from obligations” – de løber fra deres forpligtelser.
Foto: Eunice Lituañas, Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
