
POV SPORT // ANALYSE – Sikken en fodboldkamp, sikken en FCK-præstation, selvom danskerne næsten havde fortjent at vende hjem fra Philips Stadion og mødet med PSV Eindhoven med mere end ét point. I stedet endte opgøret, siger og skriver, 4-4.
Hvor må FC København da prise sig lykkelig for, at Rasmus Falk tager sig sine skadespauser, så der lige bliver lagt en dæmper på købelysten rundt i Europa indimellem. Hvis han spiller mange flere halvlege som den første i Eindhoven torsdag aften, så skal der falde nogle millionlapper, der forslår i FCK-kassen.
Han har gjort det mod Manchester United og i så mange andre kampe, men at placere ham som 6’er som både bolderobrer og iscenesætter i en europæisk kamp af den kaliber, som der var tale om mod PSV Eindhoven på Philips Stadion, var et sammenklipsshow af en anden verden, hvis man lige kom igennem reklamepausen og højdepunkterne i studiet på TV2 Sport derefter.
Uhørt 3-1-føring
Da var FC København foran 3-1 efter en helt og aldeles fremragende første halvleg set med danske briller. Det modsatte var tilfældet i anden halvleg med de samme cifre i PSV-favør. Ret så vanvittigt med 4-4 på udebane i en kamp, som mange FCK-tilhængere havde frygtet på grund af en manglende angriber, da man i vinterkøbet af Khouma Babacar havde overset, at han havde to spilledages karantæne og alligevel tilmeldt ham turneringen i stedet for eksempelvis Nicolai Jørgensen.
Men som FCK-træner Jess Thorup fortalte i en længere samtale med POV Sport i Ugens Interview onsdag, så havde han forberedt sig godt som overhovedet muligt i egen optik, da jeg spurgte ham til, om det nu var nødvendigt at bruge hele søndagen på en tur-retur til Eindhoven for at se deres hjemmesejr på 3-1 over bundholdet Heracles. Det mente han nok, og torsdagens kamp var da en slags bevis på, at turen havde betalt sig.
Johannesson kvitterede for tilliden ved at indlede målshowet i Holland med et hurtigt træk forbi PSV-keeper Joel Drommel efter blot seks minutter
Akkurat som han nævnte, at han sammen med sin assistenttræner havde brugt en del af lørdagen på at se klubbens U19-mandskab spille i Farum. Det havde også kastet af sig ved kasse ét, da han fandt det på sin plads at prikke det 18-årige offensive midtbanetalent fra Island, Isak Bergmann Johannesson, der end ikke havde været med i fredagens superligatrup, ud til en startplads mod PSV.
Johannesson kvitterede for tilliden ved at indlede målshowet i Holland med et hurtigt træk forbi PSV-keeper Joel Drommel efter blot seks minutter og 1-0 til de undertippede gæster. Da havde de allerede haft et skud på stolpen. Et kvarters tid senere kom københavnerne dog på hælene og Cody Gakpå kunne score til 1-1.
Formstærke Biel
Udligningen fik desuagtet på ingen måde FCK til at trække sig tilbage. Først og fremmest fordi Rasmus Falk fra sin mere defensive position i fællesskab med brøl- og formstærke Pep Biel formåede at presse spillet frem, så Biel igen kunne bringe gæsterne i front blot et minut senere.
Og som om det ikke var nok, tog fredagens bænkevarmer, Lukas Lerager, også hovedspillet i brug efter sine tre langskudsdrøn direkte i kassen i superligaen, da han også havde tilsneget sig en startplads og steg til vejrs efter et hjørnespark og headede FCK på 3-1 som den mere end overraskende pauseføring.
At trykket fra PSV så kom i anden halvlegen, var næsten uundgåeligt. Det kan nok være, at Conference League er en ny tredjerangeret turnering i europæisk forstand, men PSV er og bliver et af de store mandskaber i det regi med både Europa Cup for mesterhold-titel, før Champions League, og en Europa League-ditto i bæltet.
Hold som Roma, Leicester og Marseilles er også med i ottendedelsfinalerne, så der er langt fra tale om den rene papirtiger-turnering. Og igen er FCK, på trods af udeblivende mesterskaber de sidste år, det danske hold, der kommer længst i Europa. Om det så også holder til en kvartfinale efter returopgøret i Parken på næste torsdag, må vi lade de sidste to halvlege afgøre.
Den sidste af slagsen i Eindhoven blev ét stort pres mod FCK-målet i store dele af halvegen. En hurtig reducering til 2-3, som altid lammer lidt. Det hjalp da FCK-keeper Kamil Grabara nappede et straffespark fra målscoreren fra første halvleg, Cody Gakpo, efter en time. Gakpo gjorde dog skaden god igen ved at udligne til 3-3 ti minutter senere.
Eneste store FCK-minus var, at Rasmus Falk ikke blev skadet
Men minsandten om der ikke var endnu et modsvar fra københavnerne, da Pep Biel scorede sit andet mål og bragte FCK foran med 4-3, inden Eran Zahavi fem minutter før tid sørgede for det nok så spektakulære resultat: 4-4.
Eneste store FCK-minus var, at Rasmus Falk ikke blev skadet. Må hellere skrive: Spøg til side, hvis man ikke lige fanger ironien i den tilføjelse. Endnu en tilføjelse må være at konstatere, at FCK har en træner, der passer sit arbejde.
Og tillad mig så lige at mene, at det er en fornøjelse, at TV2 med sine nye fodboldrettigheder vælger at køre håndboldløsningen i fodboldudgave også. Med en pæn lang reklamepause, men så er det også slut, og man kører seks-syv minutters studie og direkte videre til kampen, uden vi skal på endnu en reklamerundtur. Det virker…
Se resultater og stillinger i fodbold her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.