
3. ETAPE // POV SPORT – Mandagens etape i Tour de France blev så meget mere dramatisk, end man ville forvente af løbets tredje dag med småstigninger, sidevind, regnvejr og Bretagnes smukke landskab.
Styrt på styrt fulgte op på de foregående dages nerveflænsende fjernsyn, og et par gange kunne man som seer næsten mærke lycra og hud blive blandet godt på rygstykkerne, som kroppen gled hen over vejen.
Det er tv-sportens styrke og forbandelse i ét og samme moment: Teknikken lader os som seere følge med helt ind i de mindste detaljer, og slowmotion giver mulighed for at se optagelsen igen og igen.
Mens han blev hvirvlet rundt i luften, havde Sagan nemlig hænderne fast knyttet inde i styrbukningen
Som da Caleb Ewan (Australien/Lotto Soudal) i opløbet trak indenom de andre sprintere og måtte erkende, at han ikke kunne holde balancen. Han styrtede og rutsjede hen over den ru asfalt i Pontivy. Han fældede den tidligere, tredobbelte verdensmester Peter Sagan (Slovakiet/Bora-Hansgrohe), og vi kunne se slovakkens ekvilibrisme i fuldt flor.
Mens han blev hvirvlet rundt i luften, havde Sagan nemlig hænderne fast knyttet inde i styrbukningen, og da han rejste sig igen, havde han stadig greb om styret.
Det er måden, hvorpå de professionelle undgår at brække hænder og arme, men det kræver både refleks, automatik og mod at lade være med at tage for sig med hænderne mod underlaget.
Nu var der desværre store muligheder for at studere de forskellige fald-teknikker i live-transmissionen i går. Nervøsiteten i feltet, tilsyneladende i kombination med en drilsk rutelægning og i samspil med tilfældigheder, betød mange styrt.
Og det var styrt, der kan få indflydelse på det samlede udkomme af Tour de France 2021. Det kan sagtens vise sig, at mandag d. 28. juni 2021 var de tidlige afgørelsers dag i Tourens 108. udgave.
Morgenhugget
Begrebet ”morgenhug” betyder – i cykelsportslig forstand – at feltet lader et tidligt udbrud komme afsted. Det er en fast betegnelse, der ikke slippes, selv om etaperne i dag først starter over middag.
Morgenhugget bliver dog i dag holdt i strammere end for blot 10 og 20 år siden, hvor en type som Jacky Durand (Frankrig – stoppede i 2005) gjorde det til sin metier at ligge i udbrud over flere hundrede kilometer. Det er sjældent, den slags udbrud fører til sejr, men de er omvendt et led i den taktiske gennemførelse af etaperne i et Tour de France, som særligt i den første uge altid er præget af nervøsitet.
#TDF2021
Whew. We have all safely arrived after that crashed-marred finale. 😥 pic.twitter.com/56Z4ZPopOn— Trek-Segafredo (@TrekSegafredo) June 28, 2021
Således også på 3. etape, hvor hugget kom planmæssigt afsted kort efter starten i Lorient. Herfra kørte feltet på kryds og tværs mod nordøst til Pontivy, som ligger 60 kilometer derfra – men gennem blæst, stedvise regnbyger og små skrappe stigninger ender sådan en sag på 182,9 kilometer.
For storholdene er opskriften velkendt: Lad udbruddet køre, lad sprinterholdene tage sig af jagten, og ”pak” kaptajnerne ind i holdkammerater. Og sørg for at få alle mand med hjem.
En speciel mandag
Set i dét lys var det en speciel mandag. Da fem mand var kørt, fandt feltet sit tempo og trillede afsted med godt et par minutters afstand til spidsen. Det lignede en almindelig dag ved samlebåndet – men efter færre end 40 kørte kilometer forsvandt Geraint Thomas’ (Ineos-Grenadiers) forhjul og -gaffel nærmest ud af hænderne på ham, og han landede knaldhårdt på asfalten.
Med sig i faldet tog Ineos-profilen et par andre ryttere, og særligt Jumbo-Visma-holdet blev hårdt ramt, da såvel Tony Martin som Robert Gesink også røg i jorden.
Det er af flere grunde bemærkelsesværdigt, for det var nogle af feltets allermest rutinerede ryttere, der således fik en ufrivillig og stressende pause: Tyske Tony Martin er 36 år, mens både Gesink og Thomas er 35 år gamle.
Det forlød hurtigt, at Geraint Thomas’ højre skulder var gået af led ved styrtet
Det understreger, at erfaring ikke er nogen gardering mod de pludselige chok og uvelkomne hændelser i Tour de France.
Det forlød hurtigt, at Geraint Thomas’ højre skulder var gået af led ved styrtet, og det tog ham tydeligt smertefulde minutter at finde ud af, om han kunne og ville fortsætte. Det endte han med at gøre, og over de næste 20 kilometer var Ineos-holdet fuldt optaget af at køre waliseren frem til feltet igen.
Det lykkedes dem, da der var cirka 125 kilometer tilbage af etapen, men spørgsmålet for de kommende dage er, hvordan efterveerne vil påvirke veteranen, der er forventet til at indtage rollen som førsteudfordrer i forhold til det åbne slovenske mesterskab mellem Primoz Roglic og Tadej Pogacar.
Gesink ude – Roglic nede
Et mesterskab, der mod slutningen af etapen skulle få odds på Pogacar til at falde. Igen på grund af tilfældigheder.
Imens kørte udbruddet afsted, og etapen fandt igen sin rytme og sit mønster. De fire i front (Ide Schelling fra Bora-Hans Grohe lod sig falde tilbage, da han havde sikret sig point i bjergtrøje-konkurrencen og havde sikret sig den til 4. etape) sled i det og holdt forspringet længe på en ganske kaotisk etape.
Det hele blev nemlig bragt til fuldstændig kortslutning, da et styrt i den oppiskede peloton med cirka 10 kilometer til mål fældede Primoz Roglic. Flere gange havde man set ryttere forsøge at komme frem i feltet ved at passere konkurrenterne ude i græsrabatten, og den slags kørsel er altid risikabel.
Man ved i sagens natur ikke, hvor ujævnt underlaget uden for asfalten er, og man kan ikke se det. Derfor var det med tilbageholdt åndedræt, vi som seere kunne følge disse forskellige udfald fra drabanterne – og så var det netop hos Jumbo-Vismas nu decimerede mandskab, uheldet indtraf.
🏆Rankings Stage/Etape 3
The Jerseys and rankings following stage 3.⬇️
Les maillots distinctifs et les classements après la troisième étape. ⬇️ #TDF2021 pic.twitter.com/NIpKDcscoi
— Tour de France™ (@LeTour) June 28, 2021
Et styrt kan både give fysiske og mentale tømmermænd for rytteren; men også for holdet kan det få betydning, hvis den forventede kaptajn ikke viser sig fra sin bedste sider, eller han skal have ekstra opdækning på de lettere etaper i fladlandet.
Men facit for UAE Team Emirates og Ineos-Grenadier er indtil videre, at holdene møder fuldtalligt op til 4. etape. Samme situation er Jumbo-Visma ikke i, for veteranen Robert Gesink måtte udgå efter dagens første styrt, og Roglic er sat tilbage på klassementet – og måske også i fysisk forstand i de kommende dage?
Man kan sige meget – og der er i særdeleshed allerede skrevet meget – om muligheden for at byde de slovenske superstjerner op til duel
Dermed er det hollandske superhold ramt både på antal og især på indsigt; Gesink stammer ligesom Jumbo-Visma fra det hedengangne Rabobank, som han fik debut for så langt tilbage som 2007 – hvor han formelt set var holdkammerat med den notoriske enspænder Michael Rasmussen.
Man kan sige meget – og der er i særdeleshed allerede skrevet meget – om muligheden for at byde de slovenske superstjerner op til duel i årets Tour de France. Men det er helt sikkert til stor ulempe for Jumbo-Visma og Roglic, at Robert Gesink allerede er ude af ligningen.
Hvis jeg var ynglingen Pogacar, der stiller op som forsvarende mester efter sin indsats i corona-udgaven af løbet i august 2020, ville jeg i hvert fald sove en lille smule bedre i de kommende nætter. Men jeg ville også krydse fingre for, at heldet fortsat var på min side. For det er held og uheld, der får en meget stor betydning i denne del af etapeløbet.
LÆS MERE I POV OM Tour de France HER
POV Sport følger den væsentligste historie i Tour de France hver dag.
Følg resultater og stillinger i Tour de France her på sport.tv2.dk, der er rettighedshaver.
Topillustration: Sloveneren Primoz Roglic slog sig kraftigt i et af etapens mange styrt, da feltet nærmede sig finalen for 3. etape. En bet af et tidstab for en af storfavoritterne. Foto: Getty Images.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her