15. ETAPE // POV SPORT – Søndag indførte Jumbo-Visma totalcykling i Tour de France, da de spillede og vandt på og med alle heste.
Det var hollænderne Johan Cruyff, der indførte eller var personificeringen totalfodbolden, og det var hollænderne Jumbo-Visma der i søndag indførte totalcykling i Tour de France. Mens de sociale medier glødede med rasende danske kommentarer over deres kørsel, udførte de sortgule et strategisk mesterværk på den 191 kilometer lange etape fra Céret til Andorra-La-Vielle.
De store kongeudbud med 32 mand og celebriteter som Nibali, Alaphilippe, Qiontana, Woods, Poels, Valverde og Izaguirre, talte også Van Aert, Kruiswijk og Kuss. Og forresten også de to Ineos-ryttere, Van Baarle og Castelviejo, hvilke gav forventinger om en kommende stor aktion fra Carapaz.
Højeste bjerg
På Col de Puymorens, med 55 kilometer hjem gik Inoes i aktion i favoritfeltet. Porte skruede op for gassen, og der blev trafik ved bagdøren. Jeg tror, at planen oprindeligt var, at Carapaz skulle lave den store offensiv på den følgende stigning, Col de Envalira, som med sine 2408 meter er Tourens højeste. Og en højde der ligner den, som Carapaz lever under hjemme i Equador, men jeg tror også, at denne plan blev ændret på grund at meget voldsom modvind op mod toppen. Forhold der gjorde det umuligt at slå et hul og at komme væk.
Presset skabte mandefald, og det var bekymrende for Pogacar, at se hvordan UAE-rytterme én efter én forsvandt bagud
Oppe foran i udbruddet begik Quintana en lille genistreg, da han angreb ud af et serpentinersving, netop som retningen ændredes til medvind – og i medvind kan man komme væk. Han sejlede alene afsted og kørte alene over toppen.
Bagved opretholdt Ineos presset med Kwiatkowski og Thomas, og man så Van Baarle og Castelviejo blive beordret til at vente oppe fra udbruddet. Presset skabte mandefald, og det var bekymrende for Pogacar, at se hvordan UAE-rytterme én efter én forsvandt bagud. Snart var han mutters alene i sin gule trøje. Vingegaard havde en kort tid haft Kruiswijk ved sin side. Han var kommet tilbage fra udbruddet, men også han forduftede bagud. Nu var alle undtagen Carapaz uden folk, og favoritgruppen var reduceret til 15 mand, da den drev hen over Tourens tag.
😎 Crossing the line in style.
😎 Passage de ligne avec classe pour @seppkuss.#TDF2021 pic.twitter.com/oRFTuItD1I
— Tour de France™ (@LeTour) July 11, 2021
Her ventede Van Baarle og Castelviejo, og dermed var Team Ineos hele fem mand, mens alle andre var alene. Der siger alt om det det engelske mandskabs kollektive styrke, og det er en ulykke for dem, at de fra at komme med fire mulige kaptajner, nu er endt med én. Det sad nu et drømmescenarie med Pogacar isoleret mod deres fem, men havde ingen kort at spille ud.
Foran var Qiuntana blevet hentet i bunden af den afsluttende stigning, Col de Belxallis, men han fortsatte en byge af angreb. Hvis man skal blive en tændstikterminologien, var det en husholdningsæske han havde med hjemmefra i dag. Men selv store æsker bliver tomme, og det blev hans også. På stigningens stejleste stykke kørte Kuss og Valverde fra de andre, og Kuss derefter fra Valverde, og så var etapen egentlig afgjort, da det ti kilometer lange dyk ned til målbyen ikke ville kunne ændre på meget.
Det sidste hø
Hos favoritterne brændte Castelviejo det sidste hø af, og det gjorde ondt ned gennem geledderne. Efter et par kilometer kom angrebet fra Carapaz. Det var hårdt og efterlod alle andre end topklassementet, Vingegaard, Mas, Uran og Pogacar. Siden fulgte Vingegaard op med to angreb, og sluttelig Uran med dagens hårdest stød, men de fire andre sad limet til hjulet. O’Connor, Lutsenko og Kelderman måtte slippe under angrebene, men kom tilbage hver gang.
Pogacar var kåd og kunne ikke styre sin kørelyst. Han kunne/burde naturligvis have ladet de andre contenders køre hinanden ind, og have sat sig på bagsæde med en pose popkorn. I stedet kørte han omtrent alt ind selv, og førte i øvrigt på en god del af stigningen. Han er så glad for at cykle og for bataljer, at han ikke kan nære sig.
Man skal nok ikke lade sig narre til at tro, at de fem var lige gode i dag. Det så ud som om, Pogacar sad med en stort overskud, og at Vingeaard, Uran og Carapaz lige nu er meget jævnbyrdige. Det er meget svært at forudsige, hvem der trækker sig ud af Pyrenæerne med den længste strå.
Presset skabte mandefald, og det var bekymrende for Pogacar, at se hvordan UAE-rytterme én efter én forsvandt bagud
På toppen af den sidste stigning ventede Van Aert på Vingegaard og piloterede ham ned til mål sammen med de andre favoritter. Dernede stod deres holdkammerat Sepp Kuss som den første amerikanske etapevinder i 10 år.
Alt i alt et formidabelt udbytte af dagen for den hollandske formation, som fortjener al ros i verden for mod og kreativitet til at lægge og udføre en så smuk og storslået strategi. Med sejre på to at løbets største etape og et podie i udsigt har de en forrrygende Tour, trods Roglic ulykkelige sortie.
Ros til Ineos
Et andet mandskab, der fortjener ros, er Ineos. De fedter ikke med deres overvældende ildkraft, og giver ikke op trods deres fortvivlende start på løbet. Som de eneste i feltet kan de lave store, langvarige og sammenhængende aktioner, som lægger et tungt pres på alt og alle. Og den opgave påtager de sig så ofte, lejligheden byder sig.
Det skal man som følger være glad og taknemmelig for, for det tilfører løbet en hårdhed, som giver nogle mere dramatiske finaler.
Det var så de første to akter af løbet. Og det er stadig den vildeste Tour de France, der er set. Der er ingen grund til at tro, det bliver anderledes i 3. og sidste akt…
LÆS MERE I POV OM Tour de France HER
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF PER BAUSAGER HER
POV Sport følger dagens væsentligste historie i Tour de France.
Følg resultater og stillinger i Tour de France her på sport.tv2.dk, der er rettighedshaver.
Topillustration: Jonas Vingegaard (forrest) udgjorde søndag en væsentlig del af Team Jumbo-Vismas totalcykling-triumf over de højeste bjerge i Tour de France. Foto: Getty Images.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her