ENSOMHED // KRONIK – Min far døde for lidt mere end to uger siden. Han var gammel og boede på plejehjem. Og nej, han døde ikke som følge af smitte med corona. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det besøgsforbud, man indførte på landets plejehjem i midten af marts, var med til at presse ham ud over kanten. Det er bare, som om at den slags dødsfald ikke tæller nogen steder – i hvert fald ikke lige for tiden.
Jeg vrider gulvkluden og lader den dryppe af i spanden, før jeg igen lægger den på gulvet og vikler den om gulvskrubben. Den sidste lille firkant, og jeg er færdig med at vaske det blanke stuegulv i mine forældres lejlighed på plejehjemmet.
Det er med en blanding af både sorg, tomhed og afmagt, at jeg og min familie i dag har flyttet de sidste af min fars møbler ud på et depot.
Godt nok var han gammel, min far, 94 og et halvt år. Men før plejehjemmet lukkede ned for besøg, havde han det fint
For ingen af os havde set det her komme. Godt nok var han gammel, min far, 94 og et halvt år. Men før plejehjemmet lukkede ned for besøg, havde han det fint.
Og netop i dag, fjorten dage efter hans død, der færdes vi, de efterladte, på plejehjemmet, som om alt er ved det gamle. Der er noget i det regnskab, jeg ikke forstår: Vi måtte under ingen omstændigheder nærme os stedet den sidste måneds tid, mens han var i live.
Men nu efter hans død, så skal vi med djævelens vold og magt komme.
For nu skal vi ud. Vi har fået 14 dage til at rydde og rengøre hans bolig. Glemt er alt om besøgsforbud og corona-smittefare – for ud, det skal vi! Ingen dispensation her.
Så det er med voldsomt blandede følelser, at jeg en søndag i påsken vasker de sidste blanke flader i den lejlighed, mine forældre flyttede til for præcis tre år siden.
Lejligheden ligger i plejehjemmets demensafsnit, og de fik den anvist på grund af min mors Alzheimer-diagnose.
Min far var medfølgende ægtefælle, han var ikke syg med demens, men ønskede at følge med sin kone, fordi han havde lovet hende, at hun aldrig nogensinde skulle flytte på plejehjem.
Og da hun så blev tvunget til det, på grund af sygdommen – ja så fulgte han med for at passe på hende. Og han valgte efter hendes død forrige vinter at blive boede på afsnittet, selvom han ikke led af demens.
Jeg er helt overbevist om, at vi i vores ekstreme fokus på at skulle passe på vores alderssvækkede og demenssyge familiemedlemmer måske kommer til at gøre dem mere skade end gavn
Plejehjemslivet blev desværre ingen dans på roser for dem. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan det var at miste min demenssyge mor.
I denne artikel vil jeg beskrive de sidste uger af min fars liv. Det vil jeg, fordi hans død skete midt i denne besynderlige tid, og fordi jeg er helt overbevist om, at vi i vores ekstreme fokus på at skulle passe på vores alderssvækkede og demenssyge familiemedlemmer måske kommer til at gøre dem mere skade end gavn.
Det følgende er min og min families oplevelse af, hvordan det har været at miste midt i en corona-tid. Jeg ønsker ikke at drage nogen til ansvar. Jeg undrer mig bare og savner – igen – svar på en række spørgsmål.
10. marts
Det er tirsdag middag. Jeg skal til møde på plejehjemmet med en ny leder. Vi taler om de forløbne år, der i vores families optik ikke har været de bedste.
Jeg har længe været aktiv i et kommunalt pårørenderåd, og jeg har gentagne gange råbt højt om, at jeg savner information og god kommunikation mellem plejehjem (eller plejecenter som det hedder i kommunal terminologi) og os pårørende.
Jeg har mange gange tidligere siddet til lignende møder, og mærkeligt nok er jeg som regel gået hjem med en følelse af ikke at været blevet helt mødt eller forstået.
Også denne gang får jeg at vide, at nu er der kommet nye boller på suppen. Der er kommet ny ledelse, nye kræfter til. Nu er vi på kurs igen. Jeg håber det bedste (endnu engang).
Bagefter går jeg ned til min far i hans lejlighed. Jeg sætter kaffe over, og vi sidder og småsnakker, drikker kaffe og spiser de obligatoriske Skagenshorn, som jeg også har med i dag.
Som vanligt vinker vi farvel, han går med ud og vinker hele vejen, mens vi går ned ad den lange gang til elevatoren. Det skulle vise sig at blive sidste gang, jeg sad og hyggede med min far i hans lille lejlighed
Far og jeg har gennem de seneste måneder ofte talt om den mærkelige virussygdom fra Kina. Han læser både aviser og ser nyheder på tv. Han følger godt med og har spurgt meget ind til sygdommen, og jeg har mange gange beroliget ham og sagt, at han ikke skal være nervøs.
Det virkede heller ikke, som om han var nervøs for selv at blive syg, han var mere nervøs for, at hans yngste barnebarn på det tidspunkt var på studieophold i Thailand.
Denne eftermiddag er ingen undtagelse, jeg beroliger ham med, at hun og kæresten har det helt fint derude.
Henad 17.30-tiden kommer aftenvagten med maden, og jeg lægger an til at cykle hjem igen. Vi småsludrer, han har lavet indkøbsliste, og jeg lover at bestille varer til ham på Nemlig.com.
Han får leveret øl, vin, sodavand, småkager og ugeblade hver 14. dag.
Som vanligt vinker vi farvel, han går med ud og vinker hele vejen, mens vi går ned ad den lange gang til elevatoren.
Det skulle vise sig at blive sidste gang, jeg sad og hyggede med min far i hans lille lejlighed.
11. marts
Jeg læser et opslag på Facebook. Nogle pårørende i kommunen, som jeg har samarbejde med, skriver, at plejehjemmene nu er blevet lukket for besøg.
Det kommer bag på mig. Jeg har været til møde deroppe i går, og der fik jeg intet at vide. Jeg suser ind på plejehjemmets hjemmeside, og her står der ganske rigtigt nu, at der er indført besøgsforbud.
Om eftermiddagen ringer jeg til min far og forklarer ham, hvad der er sket. Han har ikke hørt noget om besøgsforbud. Jeg forklarer ham, at det er for at beskytte ham og de andre beboere, at vi ikke må komme i en periode.
Det er fredag eftermiddag, min mand og jeg pakker en lille pose med lokalavisen, lidt guf og en lille bitte cognac og går en tur op til min far på plejehjemmet. Jeg har også købt en stor bakke flødeboller til personalet
Jeg forsøger samtidig at trøste ham og siger, at det nok kun er nogle uger. Han siger, at han forstår.
12. marts
Det er fredag eftermiddag, min mand og jeg pakker en lille pose med lokalavisen, lidt guf og en lille bitte cognac og går en tur op til min far på plejehjemmet. Jeg har også købt en stor bakke flødeboller til personalet.
Da vi kommer derop, ringer jeg til min far og siger, han skal åbne sin stuedør – han ser os stå nede i haven og vinker glad ned til os.
Jeg råber op til ham, at han skal gå ned til bagdøren, for jeg har en pose med til ham, som jeg stiller indenfor døren, og at vi bliver, så vi lige kan sige hej gennem en sprække i døren.
13. marts
Min mand og jeg står længe og venter udenfor plejehjemmets bagdør. Ingen far.
Da vi har stået der i ti minutter, kommer en sosu-assistent og siger, at de altså er meget strikse med reglerne, så hun bliver nødt til at tage imod posen. Fint med os.
Lidt efter kommer min far til syne bag glasdøren sammen med en af de hjælpere, som han er så glad for og kalder en af ’sine piger’.
Jeg råber ind til ham, at vi har det godt og siger, at han skal huske at give personalet den store pakke med flødeboller. Han smiler og vinker
Vi står udenfor døren, min far står inde i opgangen, hvor også beboernes postkasser er, og hvor min far altid plejer at gå ned og hente sin post.
Jeg råber ind til ham, at vi har det godt og siger, at han skal huske at give personalet den store pakke med flødeboller. Han smiler og vinker. Stadig med assistenten ved sin side.
14-19. marts
Jeg har haft nogle travle dage. Jeg og familien har hængt i diverse telefonkøer for at komme igennem til Lufthansa, forsikringsselskab mv., efter Udenrigsministeriet har bedt alle danskere i udlandet om at rejse hjem straks.
Vi skal have min yngste og kæresten hjem fra den ø i Thailand, hvor de har opholdt sig i næsten tre måneder. Efter tre dages kamp lykkes det at få dem på et fly, så vi har alle været meget nervøse.
Jeg har ikke haft tid til at cykle forbi min far. Men efter besøgsforbuddet på plejehjemmet har jeg ringet til ham hver eftermiddag for at høre, hvordan han har det.
Jeg fornemmer tydeligt, at han er meget isoleret hos sig selv nu. Han siger, han er træt hele tiden, og når der ikke sker andet, så falder han hele tiden i søvn
Jeg har ikke fortalt ham om, at vi har haft problemer med at få hans yngste barnebarn hjem – jeg er bange for, at han vil begynde at spekulere for meget, hvis han får det at vide. Min søster har været forbi ham og har vinket op til ham nede fra plejehjemmets have.
Jeg kan godt mærke, at han lyder mere og mere desperat, når jeg taler med ham nu. Han giver udtryk for, at dagene er ’meget lange’, der er ingen, der rigtig har tid til at tale med ham, så han føler, han sidder meget alene hos sig selv.
Han kan heller ikke få leveret varer fra Nemlig.com, da de jo ikke må komme op på afdelingen, og han ikke kan slæbe varerne op selv.
Jeg fornemmer tydeligt, at han er meget isoleret hos sig selv nu. Han siger, han er træt hele tiden, og når der ikke sker andet, så falder han hele tiden i søvn.
20. marts
I dag kan jeg så endelig cykle op til min far og fortælle ham, at hans yngste barnebarn plus kæreste endelig er hjemme igen i god behold, og at de nu også skal sidde i karantæne i to uger.
Han bliver så glad. Jeg har igen pakket en lille pose med aviser, påskeliljer og lidt lækkert til ham.
Mit besøg denne fredag eftermiddag er igen begyndt med, at jeg står i baghaven og ringer op til ham, han tager telefonen, går hen til døren og vinker ned til mig.
Jeg råber op til ham, at jeg har en pose med til ham, og at han skal komme ned og hente posen. Jeg går om til bagdøren og venter, og lige pludselig står han selv inde i opgangen bag glasdøren.
Der havde ikke været noget personale undervejs på ruten fra lejligheden og ned til mig, så han var bare gået.
Jeg har sat posen ind i gangen til ham. Han linder lidt på døren. Jeg står to meter ude foran døren med tørklædet viklet for munden. Ikke på noget tidspunkt er vi i nærheden af hinanden.
Vi rører heller ikke ved hinanden. Jeg fortæller ham om de unge menneskers hjemkomst fra Thailand, og jeg kan se, at han er lettet over, at de er hjemme igen.
Jeg henter min cykel og kan se ham stå bag glasdøren og vinke, til jeg er helt nede for enden af vejen. I dag får jeg en fornemmelse af forsigtig optimisme. Vi kan godt klare det her besøgsforbud, hvis han kan få lov til at se os lidt tættere på
Hans skæg er blevet langt. Det er hans hår også. Han ser lidt usoigneret ud, men smiler stort. Efter en snak på små ti minutter siger jeg til ham, at han skal gå op igen, for han må ikke stå og blive kold.
Jeg henter min cykel og kan se ham stå bag glasdøren og vinke, til jeg er helt nede for enden af vejen.
I dag får jeg en fornemmelse af forsigtig optimisme. Vi kan godt klare det her besøgsforbud, hvis han kan få lov til at se os lidt tættere på, men med afstand, i stedet for at stå og råbe op til 2. sal.
23. marts
Jeg er i gang med at skrive nogle historier til Ældre Sagen om de (vi) mange pårørende, der er så bange for, at deres ældre slægtninge på plejehjem lider under besøgsforbuddet. Især dem med demenssyge slægtninge, der fortæller mig, at de er så bange for, at deres kære vil dø.
Som en kilde siger – ’det er jo som et valg mellem pest og kolera, det her.’
Jeg græder på min kildes vegne. Jeg ved, hvor svært hun har det. Mens jeg sidder og skriver, dumper en mail ind i indbakken.
Den er fra plejehjemmets leder og ordlyden er nogenlunde således:
“Jeg kan forstå på medarbejderne, at I har været på besøg hos din far. Jeg håber det er en misforståelse. Borgernes liv sættes i fare ved ikke at respektere besøgsforbuddet”.
Hvad!
Jeg tror næsten ikke mine egne øjne og ringer omgående til lederen.
Jeg siger, at da min far ikke er demenssyg, må han da vel godt gå ned til sin postkasse og stikke næsen ud og få lidt frisk luft. Jeg får at vide, at det må han ikke – og at det ikke står til diskussion
Forklarer, at jeg havde stået med to meters afstand fra min far og havde talt kort med ham ind gennem en lille åbning i døren. Det er da ikke at besøge, og jeg bliver oprigtigt skuffet over, at nogen har set os og i stedet for at gå ned til mig og min far, er gået til ledelsen og har sladret.
Jeg siger, at da min far ikke er demenssyg, må han da vel godt gå ned til sin postkasse og stikke næsen ud og få lidt frisk luft.
Jeg får at vide, at det må han ikke – og at det ikke står til diskussion!
Jeg er virkelig fortørnet, tænk sig, at vi overhovedet ikke kan tale om at være fleksible. Jeg er virkelig skuffet. Både over at blive beskyldt for, at jeg sætter min far og de øvrige beboere i fare – og især over uviljen til samarbejde.
Jeg spørger i samme ombæring, om personalet så ikke kan skrive – og måske endda lægge nogle billeder op – på plejehjemmets hjemmeside, hvor de skriver, hvad de foretager sig med beboerne i denne tid. Så vi pårørende i det mindste får lidt informationer om vores kære.
Jeg får at vide, at det kan ikke lade sig gøre.
24. marts
Alle hoveddøre på plejehjemmet låses, så man hverken kan komme ind eller ud.
Og det er så åbenbart min skyld, fordi jeg havde formastet mig til at stå med to meters afstand og sige hej til min far.
Jeg er virkelig så ked af det, jeg forstår ikke, at personalet ikke kan forstå, at det er vigtigt for min far at have os som livline
Min far har allerede opdaget, at dørene nu er låst, og at han ikke kan komme ud. Han siger, han føler sig som i et fængsel. Jeg spekulerer på, hvad der vil ske, hvis der opstår brand, og beboerne skal hurtigt ud – men jeg forsøger at smide tanken fra mig.
Jeg er virkelig så ked af det, jeg forstår ikke, at personalet ikke kan forstå, at det er vigtigt for min far at have os som livline.
Han har ikke Iphone eller Ipad, så vi kan ikke facetime med ham. Det er heller ikke noget, man tilbyder fra plejehjemmets side.
Jeg begynder at føle mig som en ’besværlig’ pårørende, der stiller for mange spørgsmål.
25. marts
Min ældste datter og jeg går en tur om eftermiddagen, med afstand selvfølgelig. Vi har begge mistet arbejde i denne mærkelige tid, og jeg kan mærke, at både hun og jeg er begyndt at være meget påvirkede og urolige for fremtiden.
Men vi har hinanden, vi kan tale med hinanden om det, og vi går i tre timer i det gode vejr.
Vi slutter af med at gå forbi vores søde ’Moffe’, som mine piger altid har kaldt min far.
Da vi jo ikke kan gå hen til bagdøren og stå mere, så ringer vi på hans telefon, og han kommer til syne oppe fra vinduerne i lejligheden på 2. sal. Han bliver meget glad over at se sit barnebarn.
Vi råber lidt frem og tilbage, men det er uendeligt svært at gennemføre en samtale på den her led.
Han svarer: ’Jeg ved ikke helt, jeg har haft sådan en mærkelig trykken for brystet – som om mit hjerte galopperede af sted med mig. Så jeg måtte lægge mig.’ Jeg råber op til ham, at det må han ikke gå alene med. Han skal sige det til personalet
Hans hår er blevet så langt, at vinden hele tiden tager fat i lokkerne, så han må stå og holde sig på hovedet. Det griner vi ad. Jeg spørger, hvordan han har det, om han kan holde dampen oppe.
Han svarer: ’Jeg ved ikke helt, jeg har haft sådan en mærkelig trykken for brystet – som om mit hjerte galopperede af sted med mig. Så jeg måtte lægge mig.’
Jeg råber op til ham, at det må han ikke gå alene med. Han skal sige det til personalet. Det lover han at gøre.
Vi laver fagter, vinker og luftkysser op til ham, mens vi går ned ad vejen.
26. marts
Jeg ringer til plejehjemmet om formiddagen og fortæller, hvad min far har sagt. Jeg er bekymret.
Personalet vil sørge for, at der kommer en sygeplejerske og ser til min far.
Jeg hører ikke mere i løbet af dagen, og om aftenen ringer jeg som vanligt til ham for at høre, hvordan hans dag har været. Igen siger han, at han haft den her trykken for brystet, som stråler ned i den ene arm, og han siger:
’Det gjorde så ondt, at jeg troede, det var nu, jeg skulle dø…’
Nu er jeg for alvor bekymret og får fat i lederen, der vil sende en aftensygeplejerske. Imens sidder jeg og venter nervøst.
Et par timer senere ringer en sygeplejerske mig op.
Jeg taler med min far og siger, at det er bedst for ham, at han får tjekket det her. Sidste sommer fik han konstateret en forkalket hjerteklap, men han sagde nej tak til operation
Hun har undersøgt min far. Han er ved godt mod, men har klaget over smerter i bryst og ned i den ene arm, og han har for høj puls, så i samråd med vagtlægen, har de besluttet, at han skal indlægges.
Hun siger samtidig, at vi måske kan få lov til at besøge ham på hospitalet i morgen.
Jeg taler med min far og siger, at det er bedst for ham, at han får tjekket det her. Sidste sommer fik han konstateret en forkalket hjerteklap, men han sagde nej tak til operation.
Han har i tiden efter sommerens undersøgelser ikke haft gener. Han har sporadisk talt om, at han har følt, at der gik en isning gennem hans krop. Men har aldrig tidligere talt om at have ondt på den her led.
Han er ved godt mod, siger, at han vil pakke sin tandbørste og et par ting, han kan tage med sig på hospitalet. Jeg siger, vi vil forsøge at komme ud til ham på hospitalet. Vi siger godnat, og jeg erfarer senere, at han er blevet kørt til Gentofte Hospital.
27. marts
Jeg ringer til plejehjemmets sygeplejerske, som endnu ikke har nyt om min far.
Jeg spørger, om ingen da har lagt mærke til, at min far havde gået alene med sine smerter. Hun siger, at ’vi har nok glemt din far lidt her på det seneste…’
Min far boede jo på et demensafsnit, hvor fokus sikkert mest har været på de syge beboere, og min far har passet sig selv. Men jeg bliver alligevel ked af, at ingen har haft tid til at opfange, at han har gået rundt og haft det skidt de sidste tre-fire dage.
Senere får jeg fat på den sygeplejerske, der passer min far på hospitalet. Hun fortæller, at han egentlig har det ok. Hans iltmætning er ikke så god, så han får ilt.
Samme aften ringer jeg igen og får at vide, at der er sket en fejl med corona-testen, der skal tages en ny, så vi får først svaret i morgen
Han har for høje infektionstal, og så har han også fået diarré. Og da han klager over smerter i brystet, så er han nu blevet isoleret, og han er blevet corona-testet.
Svaret vil foreligge senere på dagen. Vi må ikke besøge ham. Han kan heller ikke få en telefon ind på grund af isolationen.
Jeg bliver så ked af det. Min far, som hader hospitaler, ligger nu isoleret og omgivet af maskeklædt personale. Og jeg havde lovet, at vi ville komme ud til ham. Jeg beder sygeplejersken om at hilse ham fra mig.
Samme aften ringer jeg igen og får at vide, at der er sket en fejl med corona-testen, der skal tages en ny, så vi får først svaret i morgen.
28. marts
Jeg har fået at vide, at jeg skal ringe efter klokken 14.00. Dels skulle der her være gået stuegang, og dels vil man have svaret på testen. Jeg ringer og får at vide, at testen er negativ – gudskelov – og at min far nu er ude af isolationen.
Men de synes, han virker snøvlende og konfus.
Sygeplejersken spørger, om det er sådan, han plejer at være, for – som hun siger ’han er jo demenssyg.’ Jeg fortæller, at det er min far da bestemt ikke, hvortil hun spørger, hvorfor han så kommer fra et demensafsnit.
Jeg må forklare hende, at der bor han, fordi hans kone havde Alzheimers. Jeg tænker, at det er da utroligt, jeg skal gøre dem opmærksom på det.
Sygeplejersken får en telefon ind til min far, så jeg kan tale med ham. Det er nu to dage siden, han er blevet indlagt, han har intet hørt fra os, så han må føle sig så svigtet.
Han er ikke den far, jeg talte med, lige før han blev kørt på hospitalet torsdag aften
Da han får røret, kan jeg høre sygeplejersken sige til ham, at det er hans datter i røret. Da jeg siger hej, udbryder han: ’Ja, der er en stemme, jeg kender…’. Jeg ønsker ham tillykke med, at corona-testen er negativ.
Jeg kan godt høre, at han ikke forstår, han virker fraværende, men efterhånden som vi taler sammen, liver han lidt op. Han er ikke den far, jeg talte med, lige før han blev kørt på hospitalet torsdag aften. Jeg siger til ham, at han må se at få det lidt bedre, så han snart kan komme hjem.
Samme aften taler min søster i telefon med ham. Igen lyder han mærkelig snøvlende og fraværende, fortæller hun.
29. marts
Min søster ringer glad her søndag formiddag og fortæller, at vi har fået lov til at komme ud og besøge vores far. Jeg bliver simpelthen så glad, endelig kan vi komme ud og ved selvsyn se, hvordan han har det.
Sygeplejersken, min søster havde talt med, havde først sagt, at vi kunne komme ud og tale med vores far gennem et vindue, men de har ændret holdning – de synes, vi skal komme.
De vil gerne høre vores vurdering, og om vi synes vores far er ’som han plejer’. De synes, han virker konfus.
Vi bliver stoppet af en vagt ved hospitalets akutmodtagelse, der spørger, hvem vi skal besøge. Vi forklarer ham aftalen med afdelingen, hvortil han spørger: ’Er jeres far terminal?’ Vi svarer, næsten i kor: ’Øh…nej, men vi er blevet bedt om at komme’.
Vagten ringer til afdelingen og clearer, og så får vi lov til at gå ind og gennem det nærmest mennesketomme hospital. Meget mærkelig fornemmelse. Vi har købt vindruer, bananer, marcipanbrød, og vi har lokalavisen og briller med til vores far.
Han ligger i sengen med den ene arm over ansigtet, han får stadig ilt, og en masse elektroder sørger for, at hans hjerte, puls mv. konstant overvåges. Han er virkelig lille og sølle. Han har tabt sig meget, er langskægget, langhåret og virker opgivende.
Da vi går, vinker vi længe til ham gennem døren og sender masser af luftkys, og han gør det samme fra sengen. Han ligger der, lille og bleg, og som om hans hænder er blevet for store, så han næsten ikke magter at løfte dem for at vinke farvel
Han bliver selvfølgelig glad, men det er, som om der er sket noget. Han har ikke gejsten i øjnene længere. Som om han har givet op.
Vi får ham bakset på højkant (vi er iført handsker) med hjælp fra sygeplejersken. Hun spørger flere gange, om vores far er, ’som han plejer’.
Han sidder på sengekanten, og vi får protein-is- og drikke ind i ham. Han spiser også et par druer.
Vi fortæller, at det denne søndag sner derude, og at hans oldebørn stadig er hjemme fra skole og børnehave. Men det er, som om verden derude bag det matterede vindue er uendeligt langt væk for ham.
Men han understreger, at han gerne vil HJEM! Vi siger, at så skal han spise og drikke, så han kan få lidt energi igen. Han skal også lige have overstået nogle flere undersøgelser.
Efter en lille halv times tid får han det pludselig dårligt og vil gerne ned at ligge igen. Han klager over, at det trykker så frygteligt i brystet. Vi hæfter os ved, at hans vejrtrækning ligesom er begyndt at pibe. Han er urolig, føler ikke, han kan få vejret.
Jeg henter sygeplejersken, der kommer ind og beder ham trække vejret stille og roligt, helt ned i maven. Men han er bange og hiver efter vejret. Sygeplejersken giver ham lidt morfin i venflon’en i den ene hånd, og han slapper en smule af.
Vi vimser rundt. Tænder for fjernsynet, så han kan blive adspredt lidt. Men han er ligeglad med Philip Faber, der synger om den lille blå anemone. Vi kan ikke finde hans favoritkanal, TV2 Charlie.
Min far er stadig anspændt, men virker også træt. Der er ingen, der fortæller os, hvad vi er ude i, eller om det er ok, at vi bliver. Vi føler, at vi har overskredet tiden for besøget. Vi har været der i en time og et kvarter, vi tror, at han vil have bedst af hvile.
Da vi går, vinker vi længe til ham gennem døren og sender masser af luftkys, og han gør det samme fra sengen. Han ligger der, lille og bleg, og som om hans hænder er blevet for store, så han næsten ikke magter at løfte dem for at vinke farvel.
På vej ud siger vi til sygeplejersken, at vi ikke kan forstå, at vores fars vejrtrækning er begyndt at pibe så underligt. Da vi kører hjem, bliver vi enige om, at i morgen vil vi tale med en læge. Vi kan ikke finde ud af, hvad der er op eller ned i det her.
Lægen siger, at det er nok ikke så godt i de her corona-tider, og at min far nu er stabiliseret. Der er ro på, han sover. Han lover mig til gengæld, at ved ’den mindste forværring, så ringer vi efter jer … da I bor tæt på’
Og man føler sig så underlig handlingslammet. Der er så mange restriktioner på grund af smittefare, så vi kan ikke være de pårørende, vi plejer at være, når vores far har været på hospitalet.
Vi har i mange år været hans øjne og ører ved undersøgelser og indlæggelser, nu er vi nærmest ’not wanted’. Det er meget mærkeligt.
Jeg er lige kommet ind ad døren, har kun nået at slænge frakken over en køkkenstol, da telefonen ringer. Det er en læge fra hospitalet, der fortæller, at min far, efter vores besøg, er blevet meget dårlig.
Jeg bliver væltet omkuld, har svært ved at forstå – vi har jo lige været hos ham? Men jeg opfanger en masse ord, der afsiges i flæng: Lungeødem, infektion, antibiotika, snæver hjerteklap, meget dårlig af infektion – ikke sikkert han klarer det. Vi har ryggen mod muren…’
Jeg spørger, om vi må komme tilbage med det samme. Men lægen siger, at det er nok ikke så godt i de her corona-tider, og at min far nu er stabiliseret. Der er ro på, han sover. Han lover mig til gengæld, at ved ’den mindste forværring, så ringer vi efter jer … da I bor tæt på.’
Aftenen bliver forfærdelig. Jeg har ingen ro, jeg må ikke være der for min far, jeg aner ikke, hvordan han har det lige nu, er han bange, forstår han, hvorfor vi ikke er hos ham. Jeg må styre mig for ikke at ringe derud og spørge til ham.
Jeg går i seng med mobilen ved min side, hvilket jeg ellers ikke har gjort, siden min mor var meget syg på sit sidste. Jeg er bange for, at jeg ikke hører telefonen, hvis den skulle ringe. Jeg håber sådan, at antibiotika-behandlingen kan virke, og at det er en friskere far, vi vil møde i morgen.
30. marts
Telefonen ringer klokken 1.30, og jeg må alligevel have sovet. Jeg fumler rundt i mørket, og jeg får en mandlig stemme i røret, da jeg endelig får bakset telefonen op til øret. Han er sygeplejerske og fortæller mig en hel masse om, at de har haft en travlt nat på afdelingen.
To blodpropper. En sygeplejerske havde opdaget, at min fars vejrtrækning var blevet svag, da klokken var lidt i 23.00. De var gået ind til ham, og så var han stoppet med at trække vejret klokken 22.58.
’Jamen, I lovede jo at ringe…’, er det eneste jeg kan fremstamme midt i fortvivlelsen over nyheden. Jeg føler et kæmpe svigt. Igen. Hvorfor havde de ikke ringet til os?
Vagten spørger til vores ærinde, og denne gang kan vi svare, at vores far er død. Han kondolerer, ringer til afdelingen og følger os selv derover. Min far ligger stadig på stuen, hvor vi siger farvel til ham
Der er helt mørkt og tyst på parkeringspladsen, da vi ankommer til hospitalet en halv time senere.
En ny vagt står ved indgangen til hospitalet. Også han spørger til vores ærinde, og denne gang kan vi svare, at vores far er død. Han kondolerer, ringer til afdelingen og følger os selv derover.
Min far ligger stadig på stuen, hvor vi siger farvel til ham.
11. april
Det har været kaotiske fjorten dage. At skulle tage afsked med sin far i denne tid har ikke været let. Alt har været forbundet med besvær. Børnebørnene ville så gerne sige farvel til deres elskede morfar.
På kapellet, hvor han lå, måtte man kun være få ad gangen, og alt skulle sprittes af før og efter besøget.
Hos bedemanden holder vi også afstand og spritter af. Ditto hos den sødeste præst, der ikke vil høre tale om blot at snakke i telefon, men tager imod os hjemme hos sig selv – men med flere meters afstand.
12. april
Og hvordan sørger man – sammen, men hver for sig? Man kan ikke være sønderknust og opløst af gråd på afstand. Så vi har flere gange været nødt til at dispensere og give hinanden opmuntrende knus eller klem.
Og hvordan holder man afsked i denne tid?
Vi valgte at være de nærmeste plus de små oldebørn, der havde tegnet fine tegninger til deres oldemorfar og klistret dem på kisten.
Det var intimt og smukt, og jeg gik ligefrem opløftet derfra. For min far havde jo haft et langt og godt liv, han var jo mæt af dage. Det føltes godt at forlige sig med det.
Vi kunne ikke holde mindehøjtidelighed bagefter, vi var for mange.
*
Og her, to minutter i deadline, står jeg så med gulvskrubbe og vaskevand og vasker gulvene i min fars lejlighed.
Jeg filosoferer over de seneste dage.
Jeg har talt med en plejer, der har fortalt mig, at min far var blevet så afmægtig over, at han ikke måtte få besøg – så en dag, min søster og hendes yngste havde stået dernede, hvor min far så gerne ville ned til dem, men havde fået at vide, at det måtte han ikke, ja da havde han rakt armene frem for sig og skreget gennem dagligstuen foran det undrende personale:
’Jamen, så læg mig da for helvede i håndjern og smid mig i fængsel…’
Så højt havde min far aldrig nogensinde råbt før.
Det er hjerteskærende at tænke på.
Han fik bare lov til at sove. Og hvem ved, hvilke tanker han har siddet alene med i de tre uger, han nåede at leve med besøgsforbuddet?
Besøgsforbuddet gjorde helt sikkert noget ved ham. Det tog på ham, og ingen tog tilsyneladende notits af det, fordi han plejede at klare sig selv. Han kom heller ikke ud at gå, som vi ofte sørgede for.
Han fik bare lov til at sove. Og hvem ved, hvilke tanker han har siddet alene med i de tre uger, han nåede at leve med besøgsforbuddet?
Motiverende har de i hvert fald ikke været for en mand på 94 og et halvt år, som for et års tid siden mistede sin elskede kone efter 67 år sammen – og som godt vidste, at lige om lidt ville det være hans tur til at forlade denne verden.
Mens jeg pakker de sidste ting sammen for at tage hjem, ser jeg, hvordan beboere fra andre afsnit går ture nede i haven. På egen hånd. Ja flere har endda besøg af deres familie, de står med afstand og taler sammen nede på gaden.
En gammel far i kørestol og hans søn – som står med to meters afstand – sludrer i det gode vejr.
Sønnen har købt varer, som han har stillet ved døren. ‘Men far, de havde ikke bananer – det køber jeg næste gang. Hav det nu godt, far…’, siger granvoksne sønnike og smutter videre. Faren lister sine varer op og triller tilbage til elevatoren.
Det er dejligt at opleve, men det rammer mig alligevel. For hvorfor var det, at jeg fik skældud, da jeg bad om at tale med min far med to meters afstand – gennem en sprække i glasdøren?
Alderssvækkede og demenssyge dør af det, de plejer at dø af – dog med den forskel, at for tiden sker det, uden deres nærmeste ved deres side. Men det tæller ligesom slet ikke i statistikkerne i denne tid
Min søster og jeg lister hjem. På vej gennem dagligstuen kondolerer en aftenvagt. Hun tilføjer:
’Var det egentlig corona, jeres far døde af?’
NEJ, DET VAR IKKE CORONA, HAN DØDE AF! har vi lyst til at råbe. Alderssvækkede og demenssyge dør af det, de plejer at dø af – dog med den forskel, at for tiden sker det, uden deres nærmeste ved deres side.
Men det tæller ligesom slet ikke i statistikkerne i denne tid.
Topillustration: Fra begravelsen. Foto: Privat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
