Farc debuterer på den politiske scene i Colombia

i Internationalt af

ANALYSE – Da Rodrigo Londoño, bedre kendt under sit nom de guerre Timochenko, forleden valgte at trække sig som præsidentkandidat i Colombia, gjorde han nok både Colombia og eksguerillaen Farc en meget stor tjeneste.

Londoño trak sig af helbredsårsager efter et pludseligt hjerteanfald, men beslutningen om alligevel ikke at stille op til valget i maj bunder dybere. Her blot halvandet år efter at Colombias regering og Farc underskrev en fredsaftale, der afsluttede mere end et halvt århundredes borgerkrig, er Farc nemlig blevet konfronteret med virkeligheden.

Desværre for Farc er virkeligheden den, at den tidligere guerilla har minimal opbakning i befolkningen. På utallige valgmøder rundt omkring i landet er Farcs ledere og deres kampagnefolk blevet mødt med skældsord og rådne æg. Der har endda været episoder, hvor modstandere har grebet til vold og trusler. Det kom så vidt, at Farc sidste måned måtte bede regeringen om beskyttelse og garantier for at kunne fortsætte valgkampen. Londoño har i samtlige meningsmålinger ligget som nummer sjok.

Londoños fravær ved præsidentvalget betyder ikke, at Farc er politisk død

Virkeligheden er også, at der stadig findes magtfulde kræfter i Colombia, der ønsker at sabotere fredsaftalen. De har vind i sejlene i denne valgkamp, hvad der ikke er ufarligt for Farcs medlemmer. Ingen har glemt, hvad der skete sidst colombianske oprørere nedlagde våbnene og integrerede sig i samfundet. Det var guerillaen M-19 og mange af dens ledere blev efterfølgende myrdet, herunder bevægelsens præsidentkandidat Carlos Pizarro.

Som en del af fredsaftalen er Farc blevet et politisk parti og har fået en automatisk repræsentation i landets parlament med minimum ti medlemmer. Derfor betyder Londoños fravær ved præsidentvalget overhovedet ikke, at Farc er politisk død.

Men det betyder, at Farc undgår den ydmygelse, det vil være, når bevægelsens upopularitet står bøjet i neon efter et massivt nederlag til maj. Som den politiske ekspert Jorge Restrepo siger: ”Der er ingen tvivl om, at Farc vil få en lussing af de helt store hvad angår folkelig opbakning”.

Efter 50 år i junglen har eksguerillaen slet ikke fingeren på pulsen og har eklatant fejlbedømt folkestemningen

Det vil samtidig give Farcs ledere tid til at finde sine ben politisk og øve sig på næste præsidentvalg. Efter 50 år i junglen har eksguerillaen slet ikke fingeren på pulsen og har eklatant fejlbedømt folkestemningen. Det stod klart allerede under de første vælgermøder, hvor Farcs ledere optrådte aggressivt og brovtende, når de fik kritiske spørgsmål.

Der er parlamentsvalg i dag og med ti repræsentanter i parlamentet, heriblandt flere kendte comandantes, får Farc en chance for at vise, at bevægelsen kan arbejde politisk og samarbejde med andre partier.  De vil desuden komme nemmere fra start uden den stærkt kontroversielle Londoño som præsidentkandidat og kan måske endda opnå flere end de ti obligatoriske medlemmer.

Det tager tid at overvinde 50 års borgerkrig med tusindvis af døde og millioner på intern flugt. Læg hertil Farcs mange bortførelser af uskyldige, pengeafpresning og narkohandel. Det kan måske alt sammen blive fortid en dag, men colombianerne skal lige have tid til at vænne sig til, at Farc faktisk også har et politisk program.

Foto: Flickr.

Anne M. Sørensen er født i København, men tilbragte sin ungdom i hhv. Ringe, Silkeborg, Viborg og endelig Århus, hvor hun først dimitterede fra Handelshøjskolen (EA) med fagene engelsk og spansk og siden fra Journalisthøjskolen. Latinamerika fik hun i blodet allerede da hun efter gymnasiet drog til Mexico med sin rygsæk. Med uforandret kærlighed til Mexico og lidt bedre spanskkundskaber kom hun tilbage et par år senere og arbejdede på et rejsebureau i Mexico City. Derpå flyttede hun til New York. I 1988 blev Anne ansat på Politikens Kulturredaktion, men hoppede snart videre til Udlandsredaktionen, som hun har været tilknyttet siden med Latinamerika som område, herunder 4 års udstationering i Mexico. Hun var desuden så svineheldig at vinde et ét-årigt John S. Knight fellowship på Stanford University og et ophold på Georgetown University. For ni år siden valgte Anne at flytte til Chile med sin chilenske mand og sammen købte de en vinmark og byggede et hotel, som de begge driver. Hun arbejder dog stadig som Politikens Latinamerikakorrespondent. Anne har skrevet biografien ”Fidel” og ”Turen går til Mexico” (med Claes Amundsen). Medforfatter til bogen JFK.

Seneste artikler om Internationalt