
MEDIER // KOMMENTAR – DR og andre store danske medier hævder, at kvindebevægelsen bærer skylden for en svensk teaterdirektørs selvmord. Havde de læst det svenske pressenævns redegørelse for tabloidavisen Aftonbladets hetz mod ham anført af kulturredaktør Åsa Linderborg, ville de måske være enig med hans enke i stedet, skriver journalist Dorte Toft. Avisen bærer skylden. “Sådan er det,” siger enken, Anne Sofie von Otter.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som en anden rockstar har den tidligere kulturredaktør på svenske Aftonbladet, Åsa Linderborg, netop turneret Danmark som ekspert i, hvorledes medier bør dække #Metoo.
Næsten alle store danske medier har interviewet hende, og den aktuelle anledning er hendes nye bog, ”Året med 13 måneder”, hvor hun i dagbogsform skildrer sit eget store presseetiske svigt.
Det, der stod i avisen, var for ham så enormt ubehageligt og skadende, at det i forlængelse heraf tog hans liv
På dr.dk fik interviewet overskriften ”Metoo-kampagne endte med teaterchefs død. Nu advarer svensk avisredaktør”. Åsa Linderborg optrådte også i DR2 Deadline, og i DR’s flagskib 21 Søndag den 25. oktober.
Her blev flere gange hævdet, at #Metoo er skyld i den svensk teaterdirektør, Benny Fredrikssons selvmord – en påstand, der i forvejen var gengivet flere gange i flere store danske medier.
Aftonbladet drev ham til selvmord
Teaterdirektørens enke, operasangerinden Anne Sofie von Otter, er af en anden holdning. Ifølge hende var det ikke #Metoo, men Aftonbladet, der drev hendes mand til selvmord.
”Sådan er det”, udtalte hun i et større interview i Sveriges Radio i september 2018. ”Det, der stod i avisen, var for ham så enormt ubehageligt og skadende, at det i forlængelse heraf tog hans liv.”

Hendes mand blev af Åsa Linderborg og hendes journalister beskyldt for seksuelle overgreb, for at true en kvinde til at få abort, for at nyde at gøre andre ondt, for at være helt følelseskold og meget andet.
Det klarede han ikke.
Redaktør skyder skylden på sociale medier
I DR 21 Søndag blev Linderborg spurgt om, hvad hendes råd til danske medier var, og svaret lød således:
”Lyt ikke så meget til sociale medier. I Sverige var det dem, der bestemte, hvad medier skulle skrive, og dem på de sociale medier kunne bogstaveligt ønske livet af visse mænd, næsten udtrykke ønsker om dødsstraf…”
“Traditionelle medier sagde så, at ‘det taler alle om, så det må vi skrive om’.”
En forunderlig argumentation fra en journalist og et forunderligt råd, for inden Aftonbladet lod blodtørsten vinde over presseetikken, havde konkurrenten, Dagens Nyheter (DN), på journalistisk uangribelig vis afsløret en magtfuld kulturprofil, tæt knyttet til det fornemme Svenska Akademien, der uddeler Nobelprisen i litteratur.
Flere måneders research lå bag afsløringen af manden, der over en lang årrække havde begået seksuelle overgreb, men han blev ikke navngivet af avisen. Aftonbladet tværede derimod efter kort tids research teaterdirektørens navn ud på forsider, løbesedler og tv-skærmen.
De anonyme anklager rummede også løgn, gisninger og manipuleret tekst
Det var da heller ikke de sociale medier, der førte Aftonbladets hånd, men 40 anonyme personer.
De fleste udsagn syntes at være fra tidligere ansatte, og deres klager gjaldt næsten udelukkende ledelsesstilen hos Benny Fredriksson.
Han havde stået i spidsen for Stadsteatern i 15 år, men kom som søn af en taxachauffør og en alkoholisk mor, der var rengøringsdame, fra et helt andet miljø. Han havde arbejdet sig op, og kulturen var blevet hans et og alt.
De anonyme anklager rummede også løgn, gisninger og manipuleret tekst, der blev kopieret direkte over i Aftonbladet, som dagligt når 3,5 millioner personer [2020-tal] via net og print.
DR’s skyldspålæggelse
Så her er et andet råd til danske redaktioner, end det Åsa Linderborg gav. Et råd til alle, der fra 2017 og frem til i dag har advaret mod #Metoo-bevægelsen med netop dette selvmord som begrundelse.
Og det er især et råd til den journalist på DR 21 Søndag, der afkrævede en ung lokalpolitiker, som blot havde navngivet en gramsende politiker, svar på spørgsmålet, om “noget sådant ikke kunne føre til selvmord”.
Redegørelsen fra det svenske pressenævn er hård læsning for mediefolk, der stadig har god presseetik som kompas
Rådet er følgende:
Læs den 18 sider lange redegørelse fra det svenske pressenævn, Pressens Opinionsnämd, om den magtfulde tabloidavis’ kampagne mod teaterdirektøren og altså begrundelsen for en særdeles hård dom fra pressenævnets side. Sagen var indbragt af enken og parrets to sønner, og de var repræsenteret af et advokatfirma.
”Aftonbladet har groft forbrudt sig mod god publicistisk skik,” lød pressenævnets dom. ”Nævnet anser, at avisen ikke havde tilstrækkeligt belæg for en række alvorlige anklager”.
Pressenævnet anfører desuden, at når Aftonbladet bruger så ladede ord og så ”dybt nedsættende og krænkende” stemplinger, er det ”meget svært at forsvare sig”.
4 timer til at imødegå alle anonyme beskyldninger
Redegørelsen afslører også, at teaterdirektøren reelt kun fik fire timer til at svare på alle de anonyme beskyldninger.
Og tilsyneladende gik Benny Fredriksson i baglås, da han så beskyldningerne.
Han nægtede at lade sig interviewe og henviste til koncernledelsen i selskabet, der ejer teatret [Stockholms Stadhus AB].
På kampagnens tredjedag smed han håndklædet i ringen, forlod “med sorg” sin stilling på Stadsteatern med beskeden, at han gjorde det af omsorg for teatret, og tilføjede: ”Lad mig være tydelig. Jeg gør det med god samvittighed”.
Selv efter PwC-rapporten og pressenævnsudtalelsen fremturer danske medier og mediedarlings med at fjerne ansvaret for selvmordet fra medierne og skyldbelægge #Metoo
Redegørelsen fra det svenske pressenævn er hård læsning for mediefolk, der stadig har god presseetik som kompas.
Og den må være endnu mere skræmmende for danske læsere, lyttere og seere, der gennem tre år har fået at vide, at det er #Metoo, der førte til selvmordet i marts 2018. Af markante journalister og opinionsdannere. På skærmen, på papir og i bøger.
Ikke et eneste overgreb
Pressenævnets dom faldt dog først året efter, den 11. marts 2019.
Men allerede fem dage efter, Benny Fredriksson begik selvmord, viste en uvildig undersøgelse, foretaget af konsulenthuset PwC, at der ikke var én eneste person, der havde følt sig udsat for seksuelle overgreb eller sexchikane fra hans side.
135 personer med tilknytning til teatret var interviewet. En del mente, at han krævede for meget af de ansatte. Andre mente, at hans ledelse var den rette til en kreativ arbejdsplads. Men selv efter PwC-rapporten og pressenævnsudtalelsen fremturer danske medier og mediedarlings med at fjerne ansvaret for selvmordet fra medierne og skyldbelægge #Metoo.
Aftonbladets hetz er beskrevet i detaljer i det svenske pressenævns rapport. Ligeså, hvorledes avisen afviste næsten al kritik. Da rapporten ikke foreligger på dansk, følger her nogle sammenfatninger:
Angrebet på teaterdirektøren skete via avisens netavis, den trykte avis og Aftonbladet TV, og en del af det blev refereret i selv seriøse aviser.
Angrebet blev indledt den 5. december 2017 på Aftonbladets netavis med et tretrinsmissil. En leder, en længere artikel med anonyme citater, samt et opinionsstykke fra kulturredaktør Åsa Linderborg, der i Sverige er en kendt, magtfuld person.
Sagen var en af flere i Sverige, og presseombudsmanden Ola Sigvardsson sagde til tabloidavisen Expressen, at der havde været en periode med sensationslyst og blodtørst i svenske medier, og de havde svigtet journalistisk
Linderborg, hvis indlæg bar overskriften ”Han har styret teatret [verksamheten] med skræk og frygt”, skrev blandt andet, at Benny Fredriksson var en ”uberegnelig diktator”, der snoede politikere om sin finger og gik efter at blive kulturminister, uanset under hvilken regering. [Indlægget er fjernet fra nettet].

Til torvs bragte hun følgende påstand:
”Han har til og med tvunget en skuespiller til at få abort”. Det skrev hun også på Twitter, og påstanden blev gentaget på Aftonbladets løbeseddel dagen efter, den 6. december: ”Teaterdirektør pressede skuespiller til abort for en rolle. Ansatte tegner et skrækvælde af den adm. direktør for kulturhuset. Alle er bange for ham”.
Avisens leder gik i samme retning med overskriften ”Teaterchef truer og spreder rædsel”.
Fjernet men gentaget
Samme dag, den 6. december, blev Linderborgs opinionsstykke bragt på print i selve avisen, men her var påstanden om, at han havde tvunget en kvinde til abort, fjernet. Den blev dog gentaget i andre sammenhænge.
Ifølge udredningen, som advokatfirmaet foretog på vegne af Fredrikssons familie, stiller sagen sig således: Det var i 2003, og kvinden havde fået rollen.
Hun blev gravid under prøverne, og hun havde snakket med nogle kolleger om situationen. Hun valgte at få en abort, og Benny Fredriksson havde været en støtte for hende i den situation.
Aftonbladets replik til pressenævnet? Det handlede om en helt anden kvinde. En påstand, der grundet anonymitet var umulig at få verificeret.
I sin første klumme om teaterdirektøren skrev kulturredaktøren, at ”Alle vidner om en følelseskold [känslolös] person, der tyr til pennalism”… (pennalism er et gammelt svensk ord, som oprindeligt var et begreb for ældre kostskolelevers eller studerendes tyrannisering af yngre.)
Aftonbladet fortalte også læserne, at Fredriksson dyrkede hævn, at han beskyttede mandlige skuespillere, der begik sexchikane, og at han selv udøvede sexchikane [sextrakasserier] mod personalet.
Løgn i leder
Avisens leder, den 6. december, omfattede en løgn, som kulturredaktionen allerede var blevet bekendt med og som derfor var udeladt i den endelige artikel.
På lederplads blev anført, at Benny Fredrikssons reaktion på, at en kendt mandlig skuespiller havde taget kvælergreb på en kvindelig skuespiller var følgende: ”På det her teater sladrer vi ikke”.
Kvinden, det handlede om, havde i forbindelse med et opråb om at stoppe tavshedskulturen i relation til sexchikane talt med Svenska Dagbladet (SvD) om hændelsen. Hendes ord havde en anonym klager klippet ud fra SvD og koblet sammen med et udsagn om sladder, sagt af teaterdirektøren i anden sammenhæng.
Kvinden fik nys om, at Aftonbladet ville bringe den anonyme påstand, men var ikke blevet kontaktet af tabloidavisen. Da hun ikke havde tillid til avisen, orienterede hun Aftonbladet via en anden person om, hvorledes teaterdirektøren vitterlig havde reageret.
Teaterdirektørens støtte
Umiddelbart efter overgrebet havde hun ringet til Fredriksson og berettet. Han spurgte hende, om hun ikke ville anmelde overgrebet til politiet, hvilket hun dog ikke ønskede, og han havde støttet hende i tiden derefter. Den løgnagtige påstand forblev stående på netavisen i et halvt år.
Det fremgik ikke af avisen, i hvilket omfang journalister havde identificeret og talt med personerne bag de anonyme beretninger, hvis overhovedet.
I angrebet var en separat artikel om sexchikane. På teatret havde man fået nys om, hvad Aftonbladet var i gang med, og Fredriksson havde sendt en mail til de ansatte med besked om, at teatret nu ville få sikret, at der blev sat en stopper for sexchikane.
Det var kendt, at et par stjerneskuespillere til tider var gået over grænsen, uden det fik konsekvenser for dem.
Den mail blev afsæt for en nyhed med overskrifter, der kunne tydes som om, at det var Fredriksson selv, der havde lovet at holde op med sexchikane. Aftonbladet fortalte, at han ikke ville interviewes, heller ikke om ”sine egne trakasserier”.
For Stockholm Stad, der ejer teatret via et aktieselskab, vakte Aftonbladets angreb bestyrtelse, og der blev bebudet en intern undersøgelse. Det udløste en ny klumme fra Åsa Linderborg, der antydede, at der vil blive snydt på vægten, altså at undersøgelsen ville være tilrettelagt til gavn for teaterdirektøren.
Krævede Fredriksson fjernet
Dokumentet med de 40 anonyme beskyldninger var i øvrigt ledsaget af et opråb, der sluttede med ”Hjælp os med at få fjernet Benny Fredriksson, så en anden kan tage over.”
Appellen, der også blev bragt i avisen, burde have gjort journalisterne ekstra vagtsomme. Ifølge pressenævnet kunne læserne ikke bedømme troværdigheden af det skrevne, om det blot tjente sagen eller om der var tale om reel journalistik.
Det fremgik nemlig ikke af avisen, i hvilket omfang journalister havde identificeret og talt med personerne bag de anonyme beretninger, hvis overhovedet.
F.eks. stod der, at avisen blot citerede en skriftlig beretning. Teaterdirektøren havde angiveligt lænet sig ind over en kvinde, lagt begge hænder på hendes lår, mens han sagde, at ”sådanne løsagtige og sexede kvinder” som hende var der brug for på teatret, hvorimod hendes mand, der også var på teatret, var en ”halvmand”.
Men da han fortalte, at han gerne ville stå frem med navn, og at han havde meget positivt at sige om direktøren, fik han besked om, at journalisten ville vende tilbage. Det gjorde denne ikke
Avisens konstituerede ansvarshavende udgiver, Lena Mellin, dokumenterede i sin replik til pressenævnet ikke, at journalisterne havde talt med de 40 anonyme klagere. Kun at journalisterne havde talt med 40 personer med tilknytning til teatret.
De anonyme beretningerne blev heller ikke tidsangivet. En lå 13 år tilbage, en anden sandsynligvis 14 år, en tredje måske 35 år tilbage.
Kun en enkelt person stod frem med navn og foto, ledsaget af billedteksten. ”A vidner om terroren”. (Pressenævnet havde anonymiseret manden). Det var teaterdirektørens tidligere sekretær, der var der i halvandet år, og som ikke havde været ansat de sidste 13 år.
Der kunne have været endnu et vidnesbyrd fra en navngiven person. Ifølge klagernes advokater var skuespilleren Leif Andrée med en mangeårig tilknytning til teatret blevet kontaktet af avisen og lovet anonymitet.
Men da han fortalte, at han gerne ville stå frem med navn, og at han havde meget positivt at sige om direktøren, fik han besked om, at journalisten ville vende tilbage. Det gjorde denne ikke.
Affærdiger støtte
Endnu en navngiven kilde havde måske været mulig at få frem. En chef på teatret, Johan Wirfält, skrev på Facebook, at han slet ikke kunne genkende det billede, Aftonbladet tegnede.
Det reagerede kulturredaktør Åsa Linderborg på således: ”Med al respekt, så var det ikke Wirfälts livmoder, som Benny Fredriksson havde stillet krav om.”
På turneen i det danske fortæller Linderborg, at ingen ville tage teaterdirektøren i forsvar.
”…man burde også have hørt dem, der havde positivt at sige om teaterchefen. Men problemet var, at ingen vovede at være med… Ingen turde forsvare de her mænd af frygt for at blive kaldt antifeminist eller mandsgris,” lød det i Politiken 1. november. Ifølge hende myldrede ”opportunisterne” frem efter selvmordet og udtrykte stor beundring for teaterdirektørens virke.
Men i Danmark blev det ikke til en beretning om blodtørstig journalistik, på trods af, at det jo ikke er første gang, at en tabloidavis’ blodtørst har kostet liv
I samme interview giver Linderborg endnu en erkendelse. Teaterdirektøren og hans chefer burde have haft ”mere end 19 timer” til at komme med et modsvar, siger hun.
Men han fik kun fire timer.
Af pressenævnets rapport fremgår, at avisen den 4. december, klokken 20.44, sendte mail med de mange anonyme påstande til teatrets presseansvarlige. Denne havde imidlertid forladt teatret kl. 20.30 efter endt arbejdsdag og var først retur kl. 10 næste dag. Men avisens deadline for svar var kl. 14.
Sensationslysten og blodtørstig presse
Sagen var en af flere i Sverige, og presseombudsmanden Ola Sigvardsson sagde til tabloidavisen Expressen, at der havde været en periode med sensationslyst og blodtørst i svenske medier, og de havde svigtet journalistisk. Typisk var pressens belæg for beskyldninger for svage.
Men i Danmark blev det ikke til en beretning om blodtørstig journalistik, på trods af, at det jo ikke er første gang, at en tabloidavis’ blodtørst har kostet liv. Senest skete det i februar i Storbritannien, hvor en populær kvindelige tv-vært for et reality show, Caroline Flack, begik selvmord efter en hetz anført af tabloidavisen The Sun.
Naum Conevski blev frikendt ved den særlige klageret, avisen tog stolt æren, kvinden begik selvmord. Tre måneder efter myrdede Conevski to drenge, og det kom frem, at der i politiets varetægt var en tilsvarende voldtægtssag mod ham
Herhjemme presser et ældre eksempel sig på.
Tilbage i 80’erne fik Ekstra Bladet et selvmord på samvittigheden. To af avisens kendte journalister var overbevist om, at en dømt voldtægtsmand var uskyldig. De begik et karaktermord på voldtægtsofferet, støttet af mandens forsvarsadvokat.
Manden var taxachaufføren Naum Conevski.
Han blev frikendt ved den særlige klageret, avisen tog stolt æren, kvinden begik selvmord. Tre måneder efter myrdede Conevski to drenge, og det kom frem, at der i politiets varetægt var en tilsvarende voldtægtssag mod ham.
Men hvorfor påtager danske journalister, redaktører og mediedarlings sig rollerne som anklager og domstol, når de hævder, at det er #Metoo, der var årsag i et selvmord.
Indbildshedens djævel
Er det bevidst eller underbevidst uvilje mod #Metoo, der slår igennem?
Har det noget at gøre med en tendens, som beskrives i Politiken, den 1. november, i en lang artikel med Bob Woodward, berømt for sammen med Carl Bernstein at fælde præsident Nixon. Woodward fortæller om en reaktion fra deres øverste chef, publicisten Catherine Graham, der stod i spidsen for Washington Post:
»I 1974, da Nixon var trådt tilbage, skrev hun et brev til Carl Bernstein og mig på et stykke gult linjeret papir: »Kære Carl og Bob, I skrev nogle af historierne om Nixon, og nu er han gået af. Det er fint, men lad nu være med at få for høje tanker om jer selv. Lad mig give jer et råd. Det lyder sådan her: ’Pas på indbildskhedens djævel’ ”.
Ifølge Woodward var det en ”virkelig vigtig advarsel, et vigtigt råd”, for indbildskhedens djævel har det med at indfinde sig hos de magtfulde, uanset hvilken branche de end arbejder i.
Woodward anser ikke anonyme kilder for at være problemet i sig selv, tværtimod præciserer han nødvendigheden heraf, når magtmisbrug skal afdækkes, for ellers kan det koste kilderne alt. Men journalisten skal ”bånde” hvert et ord, der siges af de anonyme kilder, og det sagte skal verificeres på enhver tænkelig måde.
Det svære, nødvendige gravearbejde
Der er litteratur nok om, hvorledes det skal gøres, for eksempel Bernstein og Woodwards egen bog, All The Presidents Men.
I nyere tid ses bøger om de eksemplariske afsløringer af Weinstein (She Said og Catch and Kill).
Og i bogen Klubben, skrevet af Matilda Voss Gustavsson, beskrives afsløringen af kulturprofilen Jean-Claude Arnault. Herhjemme er også udgivet flere bøger, der belyser den absolut nødvendige grundighed, for eksempel Andre Folks Penge samt Kammerherrens Nye Klæder, begge forfattet af journalisterne Niels Sandøe og Thomas Svaneborg, med Hanne Sindbæk som medforfatter til den om Kammerherren.
Mails blev tjekket, dagbogsnotater også, ligeså udsagn til venner og familie om hændelsen. Eventuelle vidner blev hørt. Psykologer/terapeuter, som kvinden måtte have betroet sig til, blev hørt. Og manden i centrum fik alle muligheder for at tage til genmæle. Det er journalist
I #Metoo-sager var intet heller helligt. Mails blev tjekket, dagbogsnotater også, ligeså udsagn til venner og familie om hændelsen. Eventuelle vidner blev hørt. Psykologer/terapeuter, som kvinden måtte have betroet sig til, blev hørt. Og manden i centrum fik alle muligheder for at tage til genmæle. Det er journalistik.
Men Åsa Linderborg har flere gange siden selvmordet forsvaret Aftonbladets dækning.
I nekrologen, som hun indledte med ”Benny Fredriksson kunde verkligen teater”, skrev hun således: ”Kunne vi have gjort det anderledes?
Bortset fra en løbeseddel, som burde være formuleret på anden vis, så tror jeg det ikke.”
Løbesedlen der nævnes var den, der blev indledt med teksten ”Teaterdirektør pressede skuespiller til abort for en rolle”.
Men da Linderborg efter selvmordet fremstiller kampagnen, som om den kun vedrørte ledelse og arbejdsmiljø, kan det være relevant for danske læsere at vide, at straks inden kampagnen mod teaterdirektøren, var Aftonbladet selv i mediemøllen som en arbejdsplads med voldtægter, sexisme og tavshedskultur.
Konkurrerende medier som DN og Svenska Dagbladet baserede deres artikler på interviews med nuværende og tidligere ansatte kvinder på Aftonbladet.
Linderborg fortæller, at #Metoo er farlig, at bitre kvinder, der ikke havde fået det udbytte af at ligge i med magtmænd, som de havde forventet, hævner sig
Også i danske medier fortalte Linderborg, at dækningen var forsvarlig. I Dagbladet Information, hvor Linderborg er fast klummeskriver, citeres hun for følgende efter teaterdirektørens selvmord:
»Vores afdækning er faktisk korrekt. Det har den efterfølgende undersøgelse, som Stockholms Kommune har foretaget, også vist.”
“Det er jo en journalists værste mareridt, men vi skal naturligvis afdække, at en magtfuld person anklages for ledelsessvigt. Og vores kildemateriale var overvældende. Men præcis den spiseseddel er jo udtryk for et problem, jeg selv har forsøgt at tale om. Nemlig at #MeToo også har forvandlet kvinder til viljeløse ofre,« siger hun med henvisning til kvindens egen vilje og ansvar i sagen.
Kritik af kvinder i relation til #Metoo er da også et fast programpunkt for hende, både før og efter selvmordet, typisk ledsaget af en fortælling om den høje pris for hende selv ved at advare mod #Metoo helt fra starten i 2017.
Linderborg fortæller, at #Metoo er farlig, at bitre kvinder, der ikke havde fået det udbytte af at ligge i med magtmænd, som de havde forventet, hævner sig, at #Metoo kan føre til folkedomstol, og at mænd bliver ofre – de har ingen retssikkerhed.
Men havde Benny Fredrikssons retssikkerhed?
Nyt karaktermord
Blot ni måneder efter det svenske pressenævns alvorlige påtale fik Åsa Linderborg og medarbejdere endnu en påtale for karaktermord på en mand. I en række klummer, herunder en med overskriften ”Martin Kragh är ett demokratisk problem” mere end antydede hun, at Ruslandsforskeren Martin Kragh var britisk spion, et problem for sin arbejdsplads, et problem for svenske borgere.
Af pressenævnets dom fremgår, at Aftonbladet ”har forbrudt sig mod god publicistisk skik”, og at den angrebne Ruslandsforsker ”blev påført uforsvarlig skade på sit omdømme”. Forskeren har efterfølgende fortalt, at han modtog dødstrusler, og at det er blevet mere usikkert for ham at rejse i Rusland.
Åsa Linderborg er ikke længere kulturredaktør. Hun forklarer sit skift til at være skrivende på avisen med et årelangt ønske herom samt med, at redaktørposten var for tung. Men hun synes ikke at være færdig med den nu afdøde teaterdirektør.
Spørgsmålet er, om hun letter ben på graven eller havde et helt andet budskab, da hun i DR2 Deadline svarede på spørgsmålet, om Benny Fredriksson mon havde været i livet, hvis hun ikke havde skrevet sine artikler.
”Det er svært at spekulere i. Jeg ved ting, som jeg ikke kan fortælle om. Journalister ved altid mere om mennesker, end de kan skrive.”
VIL DU LÆSE FLERE ARTIKLER AF DORTE TOFT, SÅ KLIK HER
Top: Pressen i Sverige, nærmere bestemt Aftonbladet, bar skylden for svensk teaterinstruktørs selvmord, ikke #MeToo. Foto: Fra Åsa Linderborgs Twitter-profil
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.