BØGER // ANMELDELSE – Alain Finkielkraut er irriterende og unødvendig polemisk, men en viljefast stemme, der ikke tier i disse fanatiske tider. De stemmer er der brug for, skriver Bo Heimann i denne anmeldelse. Og opfordringer til at læse vild og utæmmet litteratur kan ikke gentages mange gange nok.
Alain Finkielkraut er den humanistiske filosof, der forlod venstrefløjen. Tænkeren, der inviterer kritikeres had indenfor ved at være næsten selvsaboterende provokerende i sin brug af ironi og sarkasme. Det intellektuelle akademimedlem, der igennem tiden er blevet anklaget for at forsvare racisme og pædofili.
Han er svær at kategorisere. Bortset fra, at tidens tegn selvsagt godt ved, hvor en woke-kritisk hvid, heteroseksuel mand, der er født så langt tilbage som i 1949, skal placeres.
Pluralisme og debat er i krise, når litteraturen er det. Vi er midt i en af-europæisering af de vestlige samfund, skriver Finkielkraut
I Efter litteratur, et rasende essay imod tidens politiske korrekthed, tager Finkielkraut bl.a. Marcel Proust, George Orwell, Philip Roth, Milan Kundera og Michel Houellebecq under armen i forsvaret for Vesten, litteraturen og den frie tænkning, som han mener woke truer.
Han er den franske filosofis tradition tro og skriver sine steder flertydigt, floromvundent og overblomstret, men pointerne er egentlig ret enkle: Vesten hader sig selv og er plaget af misforstået dårlig samvittighed i gang med at opgive egne idéer og værdier.
Sammenstødet mellem det fanatiske og den viljeløse
Vi svigter Oplysningstidens idealer om fri tale og fri debat. Vi lever i en tid, hvor humanismen har gjort ethvert hierarki til fjende.
Det ses politisk, hvor en positiv hvidhed er umulig. Hvidhed er tværtimod pr. definition racistisk. Hvorfor fx det udtalte patriarkalske, misogyne, jødehadet og voldsparatheden i islamiske parallelsesamfund accepteres stiltiende, ligesom disse samfunds chikane af politi, brandmænd, buschauffører og ambulancefører også gør det.
Alain Finkielkraut skrev selv i Tankens nederlag, at verden ville blive skueplads for ’sammenstødet imellem det fanatiske og den viljeløse’. Dér er vi nu. Han ville græmme sig over den i Danmark netop vedtagne lov ’mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund’.
Han peger ind i kunsten, hvor filminstruktører nu er pålagt krav om diversitet og ikke længere kan lave film efter deres egne idéer, ligesom skuespillere ikke længere er frie, men pålagt at være en race eller en minoritet (og altid en eksemplarisk én af slagsen – en minoritet med flosset moral går virkelig ikke).
Hvor Tornerose ikke kan vækkes af et kys, og den onde fugl i Svanesøen ikke kan være sort. Hvor museerne i dag af det international råd for museer (ICOM) bliver defineret som ’steder for inklusiv demokratisering’. Hvor rapmusik med stupide, underlødige tekster ophøjes til kunst.
Nuancer og proportioner er tilsidesat
Han mener, at det ses som konsekvens af en ellers rigtig #metoo-bølge (som gammel 68’er er han kun for kønnenes ligestilling), der betyder, at det nu er Carmen, der må slå Don José ihjel, fordi drab på kvinder i kunsten ganske enkelt ikke er en mulighed.
Det betyder, at mænd må angre selve det at være mænd og især den voldsomhed, der bor i deres begær. Og vigtigst betyder det for Finkielkraut, at retssikkerheden er sat ud af spil. Nuancer og proportioner er tilsidesat. Den politisk korrekte folkedomstols karakteristika: at nuancere er at svække, at skelne er at bagatellisere og at individualisere fortællinger er at indgå en pagt med Djævelen.
Læs i øvrigt Philips Roths profetiske En menneskelig plet fra 1998, henstiller Finkielkraut, om en underviser i klassisk litteratur, der anklages for racisme med fyring og deroute som konsekvens.
Men måske ses udfordringerne bedst i litteraturen. Ingen læser længere med dannelse for øje. Der irettesættes og korrigeres.
Med den politiske korrektheds indvirkning på de fortidige, de nutidige og de kommende fiktionsværker takker Vesten af
Forlag bruger ’sensitivity readers’ for at tilpasse gamle tekster nutidens normer. Finkelkraut citerer Emmanuel Lévinas: ’Litteraturens indvirkning på menneskene er muligvis Vestens ultimative visdom’.
Med den politiske korrektheds indvirkning på de fortidige, de nutidige og de kommende fiktionsværker takker Vesten dermed af. Pluralisme og debat er i krise, når litteraturen er det. Vi er midt i en af-europæisering af de vestlige samfund, skriver Finkielkraut.
Apropos Roth, så citerer Finkielkraut fra Roths Jeg blev gift med en kommunist. Det kunne være hans egen programerklæring. En professors tilbagemelding efter at have læst en indleveret opgave lyder således: ’Kunsten som et våben? … Kunsten som dét at indtage det rette standpunkt i forhold til alting? Kunsten som forkæmper for det gode? Hvem har lært dig alt det her? Hvem har lært dig, at kunsten skal tjene ’folket’? Kunsten skal tjene kunsten – ellers findes der ikke nogen kunst, som det er værd at ofte nogen som helst opmærksomhed på.’
Alain Finkielkraut er irriterende og unødvendig polemisk, men en viljefast stemme, der ikke tier i disse fanatiske tider. De stemmer er der brug for. Og opfordringer til at læse vild og utæmmet litteratur kan ikke gentages mange gange nok.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
