
DEBAT – Venstrefløjens dominans truer den danske tradition for tværpolitisk engagement i brede folkesager skriver Nikolaj Bøgh, og nævner organisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Amnesty International og Folkekirkens Nødhjælp, der tidligere repræsenterede et bredt folkeligt engagement i ikke-partipolitiske mærkesager, men som nu i stigende grad opfører sig som venstreorienterede kampagneorganisationer. Årsagen til udviklingen ligger imidlertid også i en maglighed på den borgerlige fløj, hvor aktivisme ikke falder lige så naturligt, som den gør på venstrefløjen, siger han.
Som rigtig mange andre danskere af vidt forskellig politisk observans er jeg medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN). DN har traditionelt indtaget en særstilling i det store danske foreningslandskab som en usædvanligt bred og folkelig organisation.
Ved stiftelsen i 1911 talte foreningen en lang række borgerlige medlemmer og frontfigurer, herunder dens første formand, Alfred Hage, der var godsejer, Højremand og landbrugsminister i ministeriet Hørring kort før systemskiftet. Organisationens formål og hjertesag var sikring af enestående danske naturområder for danskerne gennem naturfredning.
Danmarks Naturfredningsforening mangeårige formand, Erich Struchmann, var en nær ven af statsminister Thorvald Stauning, men han var først og fremmest kunstmaler og æstet og levende optaget af at bevare de enestående naturområder i Nordsjælland omkring Strandvejen og Dyrehaven og styrke offentlighedens adgang til dem.
Jeg er ikke i tvivl om, at årsagen til medlemsfaldet høj grad skal søges i det politiske skred over mod venstrefløjen, der gradvist er sket i foreningen
I 1937 fik DN – som et højst usædvanligt privilegium – ret til selv at rejse fredningssager. Siden har organisationen taget initiativ til en lang række vigtige fredninger af værdifuld dansk natur. Det var en folkesag, og foreningens medlemstal toppede i 1987 med mere end en kvart million danskere i kartoteket.
Siden er det gået kraftigt ned af bakke, og medlemstallet er i dag halveret. Er det danskerne, der har mistet interessen for deres natur, skyldes nedgangen et generelt fald i foreningsinteresse, eller er der andre forklaringer på, at medlemstallet er faldet så drastisk?
Måske til dels, men jeg er ikke i tvivl om, at årsagen i høj grad skal søges i det politiske skred over mod venstrefløjen, der gradvist er sket i foreningen, og som nu står overfor at kunne fuldendes, hvis det lykkes for et folketingsmedlem fra Enhedslisten at blive valgt som organisationens næste præsident.
Men udviklingen har været i gang længe, og er navnlig accelereret under den nuværende præsident Ella Maria Bisschop-Larsen, som har drejet fokus væk fra naturfredning og danskernes adgang til deres natur og over imod mere partipolitisk farvede kampe imod det traditionelle landbrug og for udbredelsen af økologi.
Det er en åbenlys risiko, at en markant venstreorienteret i spidsen for foreningen vil få medlemstallet til at skrumpe yderligere, fordi mange medlemmer, der identificerer sig politisk med centrum-højre, vil have svært ved at spejle sig i foreningens ledelse
Den linje har resulteret i store interne slagsmål og fløjdannelser i foreningen, og har betydet frustrationer for mange medlemmer, der ikke så nogen indlysende fjende i landbruget, men også hos mange, der havde svært ved at se, at omlægning til økologi gav os mere natur. Firkantet sagt en strid mellem en natur- og en miljøorienteret linje i foreningen.

En åbenlys fare
Det er en trist udvikling, for det er værdifuldt med et bredt folkeligt engagement i naturbevarelse. Det rimer til gengæld dårligt på politisk ekstremisme, og derfor er det en åbenlys fare for foreningen, hvis det lykkes MF Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten at blive valgt som DNs næste præsident.
Der er næppe tvivl om, at hun som en dreven politiker vil tale for værdien af at samle organisationen igen og for det brede folkelige engagement. Men det er en åbenlys risiko, at en markant venstreorienteret i spidsen for foreningen vil få medlemstallet til at skrumpe yderligere, fordi mange medlemmer, der identificerer sig politisk med centrum-højre, vil have svært ved at spejle sig i foreningens ledelse og i de politiske kampe, som den formentlig vil kaste sig over i fremtiden.ø
Udviklingen i Danmarks Naturfredningsforening kan genfindes i flere andre holdningsorganisationer, som tidligere repræsenterede en politisk bredde og repræsenterede en linje, der nød almen accept i samfundet og i den offentlige debat
DN gør fortsat mange gode ting, og organisationens fortjenstrige kamp for de åbne danske kyster er et eksempel på en klassisk opgave, der handler om at bevare den danske natur. Men den er på en meget farlig kurs, hvis det skal lykkes for den at bevare sin tværpolitiske karakter som danskernes foretrukne naturbevarelsesorganisation.
Udviklingen i Danmarks Naturfredningsforening kan genfindes i flere andre holdningsorganisationer, som tidligere repræsenterede en politisk bredde og repræsenterede en linje, der nød almen accept i samfundet og i den offentlige debat.
Amnesty International
Et godt eksempel er Amnesty International, som blev grundlagt i Storbritannien i 1961 for at forsvare menneskerettighederne med særligt fokus på samvittighedsfanger, mennesker der sad fængslet på grund af deres overbevisning. Talrige er de danske gymnasieelever, der i 70erne og 80erne sad på deres ungdomsværelse og skrev postkort for at få frigivet politiske fanger i Sydeuropa, Sydamerika og Østeuropa.
Mange borgerlige unge var også engageret sig i arbejdet, som var politisk farveblindt. Blot man sad i fængsel for sin overbevisning, var der en sag for Amnesty.
Gasmaske til demonstrationer? I Danmark. Amnestys demonstrationsguide blev af mange set som fuldbyrdelsen af organisationens drift væk fra et partipolitisk neutralt forsvar for politiske rettigheder og over mod en identitet som en protestorganisation, der benytter sig af illegale metoder og var på kant med systemet
Den dagsorden har ændret sig væsentligt i de senere år, hvor kamp mod fattigdom og for lige rettigheder på mange andre områder end det politiske område er kommet i fokus, herunder bl.a. retten til abort og modstand mod dødsstraf.
Mange af disse, traditionelt venstreorienterede dagsordner har fået et stort antal borgerligt sindede medlemmer til at forlade organisationen gennem de senere år.
Den udvikling inden for Amnesty er global, men har i høj grad også manifesteret sig i Danmark. Den blev meget tydelig, da organisationen i foråret 2017 bragte en slags demonstrationsguide i sit medlemsblad, hvor man opfordrede medlemmer til at iklæde sig gasmaske under demonstrationer – eller som et muligt alternativ svømmebriller samt et vådt tørklæde over næse og mund.
Gasmaske til demonstrationer? I Danmark.
For mange blev demonstrationsguiden set som fuldbyrdelsen af Amnestys drift væk fra et partipolitisk neutralt forsvar for politiske rettigheder og over mod en identitet som en protestorganisation, der benytter sig af illegale metoder og var på kant med systemet. Vel at mærke ikke et system, der undertrykker demokratiske rettigheder, men det velfungerende danske demokrati, som tidligere blev set som en inspirationskilde for andre lande, der var mindre heldigt stillede end os.
Folkekirkens Nødhjælp
I de senere år har vi oplevet en lignende udvikling i en tredje type organisation, som også har bevæget sig meget langt fra sit udgangspunkt og sin folkelige bredde. Det er Folkekirkens Nødhjælp, som netop har lanceret et nyt grundlag for foreningens virke, hvor kristendommen er så godt som udryddet til fordel for mere brede værdier som at være medmenneskelig, handlekraftig, ansvarlig og respektfuld.
Det nævnes et enkelt sted i det nye grundlag, at organisationen udspringer af kristne værdier, men ifølge generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen har mange af organisationens medarbejdere følt sig utilpas ved dens kristne identitet og følt et behov for at nedtone den i deres egen kommunikation af arbejdspladsen.
Muren rummer klare humanitære dilemmaer, men Folkekirkens Nødhjælp har med sin kampagnevirksomhed fuldkommen entydigt taget parti for den ene part i konflikten, mens årsagerne til murens opførelse – at beskytte den israelske civilbefolkning mod angreb og morderiske overfald – stort set forbigås i tavshed
Med hensynet til medarbejderne og deres fremmedgjorthed overfor det kristne grundlag, som Folkekirkens Nødhjælp oprindeligt hvilede på, så fremmedgør man til gengæld organisationen overfor de mange danskere med et folkekirkeligt engagement, der traditionelt har foretrukket at støtte netop den frem for alle mulige andre hjælpeorganisationer, fordi den byggede på et kristent grundlag.
Den seneste udvikling følger i kølvandet på en række sager, hvor Folkekirkens Nødhjælp er blevet kritiseret for at indtage et meget ensidigt standpunkt i Israel-Palæstinakonflikten med bl.a. en heftig holdningskampagne, hvor man to gange på Roskildefestivalen har bygget en model af den mur, som Israel har opført for at adskille landet fra det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, der hyppigt er blevet brugt til at foretage angreb mod den israelske befolkning.
Muren rummer klare humanitære dilemmaer, men Folkekirkens Nødhjælp har med sin kampagnevirksomhed fuldkommen entydigt taget parti for den ene part i konflikten, mens årsagerne til murens opførelse – at beskytte den israelske civilbefolkning mod angreb og morderiske overfald – stort set forbigås i tavshed.
Ud fra samme ensidige dagsorden inviterede Folkekirkens Nødhjælps Ungdom for et stykke tid siden en PFLP-tilknyttet og terrordømt person til Danmark for at fortælle om Israels problematiske forhold til menneskerettighederne.
Man kan spørge sig selv, om organisationen med opretholdelsen af folkekirken i sit navn ikke smykker sig med lånte fjer og bruger en institution, der er tillidsvækkende og nyder bred opbakning i det danske samfund til at politisere voldsomt og kæmpe for dubiøse interesser.
Fra folkelige til snævre interesseorganisationer
Hvordan er det gået til, at organisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Amnesty International og Folkekirkens Nødhjælp, der tidligere repræsenterede et bredt folkeligt engagement i ikke-partipolitiske mærkesager – naturbevarelse, politiske rettigheder og nødhjælp – nu tilsyneladende i stigende grad viser sig som snævre venstreorienterede kampagneorganisationer?
Det er helt naturligt for mennesker, der er politisk engagerede på venstrefløjen at benytte de platforme, de nu engang har indenfor rækkevidde, til at fremme deres egen politiske dagsorden … Den form for aktivisme finder man meget sjældent på højrefløjen
Svaret skal efter alt at dømme findes i en kombination af venstrefløjens aktivisme og borgerlighedens magelighed.
Det er helt naturligt for mennesker, der er politisk engagerede på venstrefløjen at benytte de platforme, de nu engang har indenfor rækkevidde, til at fremme deres egen politiske dagsorden. Der trives en aktivisme, hvor målet altid er at udbrede venstreorienterede politiske dagsordner, uanset hvor det nu kan lade sig gøre.
Den form for aktivisme finder man meget sjældent på højrefløjen. Her vil man typisk hellere have et stykke mad og hurtigt hjem til familien igen. Til gengæld forstår man ikke trangen til politisk sekterisme, og trækker sig hellere diskret tilbage, når det hele bliver for broget og ensidigt.
Dermed overlader man organisationerne til venstrefløjen, og taberne bliver de brede folkesager, der tidligere kunne samle danskere i fælles engagement på tværs af politiske forskelle.
Topillustration: Pexels.com.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.