EUROPA // KRONIK – Har den europæiske fred og stabilitet været en myte, som byggede på fiktionen om amerikansk beskyttelse og ansvar for vores sikkerhed? Og hvad med forestillingen om det europæiske fællesskab; har det været en lige så stor myte, som myten om fredens Europa, spørger Peter Schjødt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det har været en uvelkommen opdagelse for mange europæiske lande, at fremtiden tilsyneladende kræver massiv oprustning og forberedelse på krig. I midten af oktober præsenterede EU-Kommissionen en plan, hvor hovedbudskabet var, at ”EU-landene har fem år til at forberede sig på krig”. Det ligger helt i forlængelse af den danske statsministers trusselsbillede: ”Jeg tror ikke, at Rusland stopper med Ukraine.”
Ja, populismen tilbyder også en falsk vej ud af problemerne
Det amerikanske nyhedsmedie CNN har brugt metaforen, at ”Rusland koger den europæiske ’frø’”. Europa frygter, at det allerede er i krig med Rusland, og at Trump-regimet er ligeglad. Trumps analyse er jo netop, at ”EU blev skabt for at udnytte og plyndre USA”.
Med den slags venner har Europa ikke brug for fjender. På centrale områder kan det da også være svært at skelne det amerikanske og det russiske forhold til Europa fra hinanden. Både Rusland og det amerikanske Trump-regime sigter mod at skabe europæisk splittelse. I fællesskab har de i hvert fald fremtvunget et historisk skifte i Europas oplevelse af sig selv: ”Europa er alene hjemme.”
Har den europæiske fred og stabilitet været en myte, som byggede på fiktionen om amerikansk beskyttelse og ansvar for vores sikkerhed? Og hvad med forestillingen om det europæiske fællesskab; har det været en lige så stor myte, som myten om fredens Europa?
Det europæiske paradis og magten
Frem til 1945 havde enhver europæisk generation oplevet mindst en krig. Det var på denne blodige baggrund, at EØF (Det Europæiske Økonomiske Fællesskab), og senere EF og EU, viste sig som efterkrigstidens mest revolutionerende politiske projekt.
Trods de forfærdelige jugoslaviske krige er tiden efter 1945 forløbet relativt fredeligt efter europæiske standarder. Selv sammenbruddet i Sovjetunionen foregik nærmest i ro og orden. I samme periode var det også Europa, som udviklede sig til at blive den fremmeste fortaler for global humanitær hjælp, velfærd, menneskerettigheder og demokrati.
Dette europæiske paradis har imidlertid haft sine blinde vinkler. På det sikkerheds- og forsvarspolitiske område er det fra amerikansk side adskillige gange blevet påpeget, at ”det er på tide at opgive forestillingen om, at europæerne og amerikanerne har et fælles syn på verden, endsige bebor den samme verden (…) Hvad angår det altafgørende spørgsmål om magt – magtens virkning, moral og tiltrækning – er amerikanerne og europæerne nemlig dybt splittede”. Sådan skrev den sikkerhedspolitiske forsker Robert Kagan i bogen Paradiset og magten fra 2003.
Ligeledes har der manglet en klar forståelse og accept af, at Europa er mange ting; ”en kombination, med masser af modsigelser,” som historikeren Uffe Østergård skrev i bogen Europas ansigter fra 1992. For over 30 år siden var det således tydeligt, at Europa ”er ved at opløse sig i et antal ubehageligt konkrete, nærværende og meget forskellige lande”.
Europa alene hjemme
Den tyske filosof Peter Sloterdijk sagde for nylig i et interview, at ”det virker, som om Europa, efter årtier med fred, er vendt tilbage fra en historisk ferie”. Måske er det svært at genkende det Europa, man vender tilbage til. ”Europa alene hjemme” er blevet en mild omskrivning af, at Europa skal forberede sig på krig. Ikke andres krige, og slet ikke andres krige på Europas vegne, men egne krige på egne vegne.
Alliancen mellem USA og Europa har strakt sig over mere end 80 år og er for europæerne nu kommet til en chokerende afslutning. Trump-regimet ser Europa som en konkurrent og ikke som en troværdig alliancepartner. I februar lancerede den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, et hårdt angreb på det europæiske demokrati, hvor han satte spørgsmålstegn ved, om det var værd at forsvare. Ret utilsløret har Trump-regimet siden forfulgt europæisk splittelse som et rimeligt politisk mål.
Hvilket Europa?
Peter Sloterdijk har kaldt Europa for ”kontinentet uden egenskaber”. Der er naturligvis enorme mængder af politiske, økonomiske, videnskabelige, kulturelle og menneskelige egenskaber i Europa. Udfordringen er, at selve begrebet Europa måske er en fiktion. Det er et kontinent med mange forskellige ansigter, og forestillingen om et ”Europa alene hjemme” rejser derfor spørgsmålet: Hvilket Europa, af de mange forskellige og modsætningsfyldte, taler vi om? Hvilke forskellige egenskaber eller ansigter er det, som skal forenes til et ”vi” og en fælles stemme?
Alt peger på, at Europa ikke kan begribes i ental. Ved sidste måneds EU-topmøde i København blev begrebet ”fællesskab” dog brugt, nærmest i flæng. Det handlede om, at ”opbygge et Europa, som er i stand til at reagere effektivt, selvstændigt og samlet på fælles trusler”. I marts var alle 27 EU-lande blevet enige om en historisk oprustningsaftale. ReArm Europe blev den døbt og betyder, at der over de næste fire år skal bruges, hvad der svarer til omkring 6.000 milliarder danske kroner på oprustning. Det var en principiel godkendelse, ikke en definitiv beslutning, men et grundlag, der skal arbejdes videre på.
Findes der et europæisk fællesskab?
Spørgsmålet er, om der findes et europæisk fællesskab med så meget sammenhængskraft, at det magtfuldt kan placere sig imellem USA og Rusland, som jo netop forsøger at skabe europæisk splittelse? Der er Nordeuropa, Midteuropa, Østeuropa, Sydeuropa, alle med forskellig oplevelse af Rusland og den russiske trussel, af krigen i Ukraine og af udsigten til den enorme oprustning.
Spanien er fx traditionelt langt mere fokuseret på den sydlige flanke, men skal nu styrke opmærksomheden mod øst, uden at forsømme det sydlige. Tilmed ligger Spanien et stykke under de 2 % af BNP, som skal afsættes til forsvaret. Dette er bare et eksempel, og forskellige prioriteringer mellem forskellige EU-lande bygger på realpolitiske analyser, men også på kulturelle tilknytninger og erfaringer.
I mange EU-lande er der stærke kulturelle og politiske brydninger, og i stort set alle medlemslandene er tidligere tiders ideologiske konflikter blevet afløst af nogle lige så konfrontatoriske konflikter i slipstrømmen af nationalistiske og populistiske bevægelser. Det betyder, at Europa er blevet konfronteret med nogle gamle ideologiske strømninger, som vi aldrig havde troet igen skulle vise sig på kontinentet.
Make Europe Great Again
I begyndelsen af februar 2025 blev der afholdt et fælles europæisk møde i Madrid, som afspejlede et andet Europa end det, som otte måneder senere skulle samles til topmøde i København. Det var arrangeret af Patriots for Europe, en højreekstremistisk gruppe, som blev etableret sidste år i Europa-Parlamentet. Rollemodellen var den amerikanske Trump-administration, og Madrid-mødet foregik under overskriften Make Europe Great Again, som den franske avis Le Monde rapporterede.
Bevægelsen er i dag den tredjestørste gruppe i Europa-Parlamentet og er samlet omkring bl.a. den ungarske premierminister Viktor Orbán, hollandske Geert Wilders og det franske parti Rassemblement National. På hjemmesiden for Patriots for Europe er Dansk Folkeparti repræsenteret, og fra Italien nævnes en minister, som sidder i Melonis regering.
Fra mødet lød det, at man er ”nødt til at se på, hvad der sker i verden i dag”. Det er en henvisning til folk som Trump, Orban, Meloni, udviklingen i Østrig, Holland, Slovakiet osv. På mødet krævede man, at denne udvikling skal resultere i ”globale forstyrrelser” og ”opvågning af det gamle kontinent”. Altså en helt anden opvågning, af et helt andet Europa, end det, der tales om ved de store og officielle EU-møder. Men et Europa, som afspejler, at Europas mange ansigter vil ses, høres og deltage i udformningen af fremtidens Europa.
Kampen om Europas sjæl
I næsten et halvt årtusinde, fra 1494 til 1945, havde verden ”været et eksperiment for nysgerrige europæere,” som Peter Sloterdijk formulerer det. Afslutningen på 2. Verdenskrig blev således ”den dobbelte oplevelse af befrielse og den endelige opgivelse af europæisk hegemoni”.
Under både ydre og indre pres skal Europa nu til at finde en ny plads på ”verdensteatret”. Det er vi kommet lidt sent i gang med, bl.a. fordi vi har manglet en fjende, mener Sloterdijk. Stillet over for et krigerisk Rusland, et autokratisk amerikansk regime og en indre national-populistisk bølge har Europa til fulde fået den fjende. Den slovenske filosof Slavoj Žižek mener, at kampen om Europas sjæl måske allerede er ved at blive tabt. Men han siger også, at ”kampen mod populisterne handler om at starte på en frisk”.
Europa er mange modsætningsfulde ting og kræver derfor et stærkt demokratisk fundament. Diskussionen om demokratisk underskud i EU er imidlertid lige så lang som EU’s historie. I 1979 blev de direkte valg til EU-Parlamentet indført som et svar på dette problem.
I dag er EU-Parlamentets beføjelser vokset betydeligt, men kun omkring halvdelen af de stemmeberettigede stemmer ved parlamentsvalgene. Begreberne europæisk identitet og europæiske værdier blinker i gult fra nutidens overskrifter. Kun få ting kan imidlertid for alvor kaldes for en fælles europæisk arv, men demokrati og velfærdsstat er under alle omstændigheder et stærkt udgangspunkt for at tale om det europæiske.
Europas fremtid: kamp mod den neoliberale drejning
Vi må forstå den ubehagelige kendsgerning, at populister, putinister, trumpister m.m. også forestiller sig sig selv, som Europas redningsmænd. At forstå dette er også at forstå, at truslen ikke udelukkende kommer fra populismen. Som Slavoj Žižek skriver, så er populismen også en reaktion på Europas liberale og velstående etablissements manglende evne til at forblive tro mod Europas frigørende potentiale. Derfor tilbydes der også en falsk vej ud af almindelige menneskers problemer, mener Žižek.
Ja, populismen tilbyder også en falsk vej ud af problemerne. Men den eneste måde at besejre populismen på er at vende en nådesløs kritik imod det økonomiske og liberale establishment, som forrådte og fortsat forråder de europæiske velfærdsstater med en ødelæggende, neoliberale drejning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og