MISBRUGSBEHANDLING // KOMMENTAR – “Det undrer mig, hvordan vi i et sekulært og gennemreguleret samfund som det danske, smider så mange penge efter behandlingssteder, der profilerer sig med evidensbaseret psykoterapi men som ikke desto mindre praktiserer en sekterisk misbrugskultur, som man kan få kvit, frit, frivilligt og anonymt nede i den lokale AA/NA.” Det skriver Lotte Kjær Guld, der er cand.mag i psykologi og uddannet psykoterapeut.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Godmorgen, jeg hedder Morten, jeg er narkoman… ”. ”Godmorgen, Morten”, svarer beboerne i kor. Sådan starter alle morgen- og aftenmøder på rehab. Herefter følger et tilståelsesritual, hvor beboerne skal sige, hvad de har tænkt og følt siden sidst.
For det første er det spild af penge, for det andet ligger AA-diskursen om helbredelse i den diamentralt modsatte ende af behandlingsspektret end den kognitive
De udkrængede følelser og tanker hænger i luften uden kommentarer. De mere skeptiske siger ikke så meget, men vil man ind i behandlingsvarmen køber man præmissen om tilståelsesterapi og krænger sit inderste ud og arbejder sig op i behandlingshierakiet.
Misbrugsbehandling koster staten dyrt
Det koster godt 57.000 kroner om måneden at være på rehab i Nordsjælland. Der er gennemsnitligt en belægning på 25 beboere, de fleste bliver henvist af det offentlige, få velbeslåede betaler af egen lomme.
En stor del af behandlingen drejer sig om disciplin og kører efter nogle faste rutiner som rengøring og overholde måltider, møder og sengetid.
Kan man ikke overholde rutinerne, får man en straf og får frataget retten til at købe ind, gå i solarium, træne eller tage på weekend.
Straffen bliver udmålt i en omsorgsterminologi, hvor logikken er, at hvis man ikke kan klare sine pligter og daglige rutiner, har man brug for selvomsorg på værelset. Her går magt og humanisme hånd i hånd.
Med min kritiske og akademiske overbygning på min narrative psykoterapeut-uddannelse, kom jeg på opdagelse i en behandlingskultur, hvor man ikke får, hvad man ser.
Hvis man skal have snablen i statskassen, skal man sælge sig selv på den kognitive metode
På behandlingstedet i Nordsjælland praktiserer de ikke officielt 12-trinsprogrammet, men baserer hele dogmatikken og ritualerne på programmet. Mange private behandlingsteder baserer terapien på Minnesota-, Cenaps eller Gorski-metoden, som i virkeligheden svarer til 12-trinsprogrammet.
Beboerne opfordres til at deltage i AA/NA-møder uden for behandlingsstedet, og AA’s bibel bliver stiltiende, men rundhåndet delt ud.
Mange steder kører med falsk markedsføring
AA og NA er et verdensomspændende subkulturelt netværk, hvor man ganske gratis og anonymt kan blive stof- og alkoholfri.
Problemet er, at behandlingsstedet i Nordsjælland promoverer sig som en institution, der praktiserer kognitiv terapi, fordi det er trenden inden for behandlingsmetoder. De ved ligesom andre behandlingssteder, at hvis man skal have snablen i statskassen, skal man sælge sig selv på den kognitive metode.
Diagnosterings- manien har de senere år flettet sig sammen med den kognitive diskurs, så vil du være med i behandlingsindustriens showbiz, skal man som behandlingssted købe behandlingspakken om diagnose og kognitiv behandling. Og de fleste stofbrugere kommer sjældent uden om en eller flere diagnoser, penge i kassen!
Den kognitive metode lukker statskassen op
Det medfører en række uetiske problemer, når pengene fra det offentlige følger en diskurs om evidensbaseret teori og metode, som pt er den kognitive, når det reelt ikke er det, der praktiseres.
Når man derimod driver et behandlingssted baseret på dogmatikken fra AA og scorer kassen på falsk varebetegnelse, ja noget, man som stof-og alkoholafhængig kan få kvit, frit og anonymt i det lokale AA-mødessted, kolliderer det med en række etiske og statsøkonomiske forhold.
Det er muligt, at ekseren er blevet clean for selve rusmidlet, men det lader til, at ”tænkningen” og adfærden ikke altid bliver clean i samme takt
For det første er det spild af penge, for det andet ligger AA-diskursen om helbredelse i den diamentralt modsatte ende af behandlingsspektret end den kognitive.
Den kognitive metode er kendt som effektiv adfærdsregulering og symptombehandling, hvor AA’s helbredelsesdiskurs indebærer en fatalistisk sygdomserkendelse via opstigning til de højere magter.
Adfærdsregulering kontra bibelsk sekterisk tænkning, Gøgereden 2.0., hvor ingen interesserer sig for den misbrugende borger, da opgøret vil kræve, at man indrømmer strømmen af midler, der siver ud af statskassen.
Miljøet er tilstoppet med private erfaringer
Behandlerne i den private misbrugsbehandling er ofte selv tidligere misbrugere, som er helt i tråd med AA’s mission om at give sin erfaring videre.
Men det er dybt problematisk, når behandlerne ikke er uddannede inden for den metode, behandlingsstederne reklamerer for, endsige etisk optaget af at afgrænse, hvornår der er tale om specifikke og private erfaringer og mere generelle erfaringer, som alle i behandling kunne have glæde af.
Det er en blåstempling på rehab at være ekser, fordi ekseren har personlig erfaring med stoftrang og rus, men den autodidakte ekser tilbyder et tyndt narrativ, som til en vis grad skærer alle misbrugere over én kam. Udover en reduktionistisk forståelse af afhængighed, følger der ofte et problematisk miljø i kølvandet på de professionaliserede eksere.
Det er muligt, at ekseren er blevet clean for selve rusmidlet, men det lader til, at ”tænkningen” og adfærden ikke altid bliver clean i samme takt.
Kulturen er hård, hierakisk og mafiøs, og lederen i Nordsjælland, som også er ekser, bestemmer enevældigt
Omend nogle eksere har taget en egentlig 1-årig uddannelse, så bærer behandlerkulturen præg af misbrugs- og til tider decideret antisocial adfærd. Og når man træder ind i ekser-miljøet som behandler med en akademisk uddannelse, som jeg gjorde, møder man en lukket klub med indforståede stofkulturkoder.
Kulturen er hård, hierakisk og mafiøs, og lederen i Nordsjælland, som også er ekser, bestemmer enevældigt. Der er ingen personalepolitik, kun at danse efter lederens pibe, ellers ryger du ud. Ekserne er hans væbnere, og de tro væbnere kan slippe af sted med at overskride etiske behandlingsgrænser, uden konsekvenser.
Eksempelvis var en behandler på stoffer, mens han var behandlingsansvarlig for flere kuld af misbrugere. Et andet eksempel er en kvindelig behandler, der havde sex på værelserne med flere af beboerne, en regel, som beboerne selv bliver bortvist for at overskride. Det var dybt forstemmende at være vidne til som behandler, da beboerne var motiverede og parate til at ændre kurs i livet.
Det siger sig selv, at en sådan kultur skaber flere problemer end de løser. Alene det at de bliver højt betalt for at behandle, skaber bølger af mismod over for dette lavstatus behandlingsområde. Og som staten blindt sprøjter penge ud til, som var der tale om udbytteskat, ingen gider kontrollere.
Hvis AA alligevel flytter med ind i den private behandling, kan man vel lige så godt modtage gratis og anonym hjælp til selvhjælp fra i AA og NA, frem for at kommunen skal lægge 57.000 pr måned eller 700.000 pr år plus det løse med visitation, midtvejsevalueringer, slutevalueringer og hele koret af socialrådgivere, mentorer og alverdens behandlere.
Det er i hvert fald mere ærligt og mindre udspekuleret end behandlingsstederne, der promoverer sig under falsk varebetegnelse.
AA og NA
Hatten af for, at AA og NA er lykkedes med at danne denne verdensomspændende selvhjælpsgruppe. Det koster ikke en krone, der er ingen registrering, og enhver lille flække af en by kan starte deres egen lokale AA, men konceptet er ikke for alle. 12-trinsprogrammet er baseret på en slags bibel, skrevet af alkoholikeren Bill Wilson i 1935, som under et delerium tremens mødte Gud. På det grundlag skrev han The Big Book på dansk Storebog, som stadig læses og distribueres verden over.
Men for det ikke skal være løgn, fører AA også en slags falsk markedsføring, Selv om AA er bygget op omkring bibel, bønner og højere magter, hverver de folk ved at propagandere for at være ureligiøse, ja, næsten profane. Men deres ideologi er dog helt igennem bygget op i overensstemmelse med den kristne tro, hvor underkastelsen går hånd i hånd med frelsen.
Det er for mig at se dybt reduktionistisk, fordi man udelukkende ser på mennesket som syg og udelukker ydre sociale faktorer som familie, kultur og job, som vi også er rundet af
De omskriver blot det gudelige i fordøjelige metaforer, så Brian fra Bodegaen, der aldrig har bedt en bøn eller været i kirke, kan overgive sig.
Når en misbruger lander i AA, er han/hun ofte så langt ude og fremmedgjort fra sig selv og egne værdier, at overgivelse eller underkastelse er den sidste vej. Når familien er forsvundet, job og bolig er røget, vennerne er smuttet, så er man modtagelig og klar til overgivelse. Og man kan kun opnå hjælp i AA ved en 100% overgivelse til kulturen og de højere magter.
Når man endelig har fået fodfæste, er det kun i miljøet, man føler sig hjemme, og når man er fuldt integreret i subkultuen AA, har man dedikeret sig selv til ideen om, at man lider af en livslang sygdom, selv om man ikke har rørt en dråbe alkohol eller taget en bane coke i 25 år.
Man er en del af et miljø, der nok har gjort dig clean, men man bliver samtidig også fremmegjort fra resten af samfundet, fordi AA-kulturen positionerer sig som både hævet over og underlegen de gængse samfundsklasser og moral.
En misbruger er vel ikke kun summen af sit misbrug? Det er for mig at se dybt reduktionistisk, fordi man udelukkende ser på mennesket som syg og udelukker ydre sociale faktorer som familie, kultur og job, som vi også er rundet af.
Kan det virkelig være rigtigt, at højkompetente kommunale visitationsprocesser sender stærkt udsatte og stigmatiserede stofbrugere direkte i favnen på en antisocial kultur med magtmisbrug og dubiøse ledelsesmetoder?
Et af de fine træk ved trin-arbejdet går ud på at hjælpe sin næste, hvilket ikke sjældent fører til, at eksere får betalt en misbrugsuddannelse på revalidering af sin kommune og bliver behandlere. Misbrugsuddannelserne har i årevis også været bygget op på 12-trinsprogrammet, men er på papiret så småt ved at forny sig.
Uddannelserne har også har fået øjnene op for tidens løsen om kognitiv behandling, men den traditionelle opfattelse af misbrug og behandling gennemsyrer stadig store dele af den private behandlingsindustri og skaber rammen om et lukket misbrugsmiljø, der ikke praktiserer, det de sælger sig på, og reelt set prædiker.
Kan det virkelig være rigtigt, at kompetente kommunale visitationsprocesser sender stærkt udsatte og stigmatiserede stofbrugere direkte i favnen på en antisocial kultur med magtmisbrug og dubiøse ledelsesmetoder?
Det undrer mig, hvordan vi i et sekulært og gennemreguleret samfund som det danske, smider så mange penge efter behandlingssteder, der profilerer sig med evidensbaseret psykoterapi og ikke desto mindre praktiserer en sekterisk misbrugskultur, som man kan få kvit, frit, frivilligt og anonymt nede i den lokale AA/NA.
POV har forelagt lederen af det pågældende behandlingscenter, Lotte Gulds kritik. Centret har valgt ikke at svare.
LÆS ALLE LOTTE KJÆR GULDS ARTIKLER HER
Topfoto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
