INTIMITET ONLINE // KOMMENTAR – I dialogen med unge er det vigtigt at møde dem, hvor de er, tale med dem om risici forbundet med at dele intime billeder og understrege, at det er krænkeren, der uden samtykke vælger at videredele et billede, der gør noget forkert og ulovligt. Sådan lyder det fra Red Barnet i et svar til Anette Prehns kritik af organisationens anbefalinger om unges deling af nøgenbilleder.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Af Pernille Spitz og Lina Sjögren, psykologer og hhv. chef for beskyttelse mod overgreb og chef for beskyttelse mod digitale krænkelser i Red Barnet
De seneste dage er vi i Red Barnet blevet spurgt til vores holdning til unges deling af intime billeder og til, hvordan man skal forholde sig til unge, som deler intime billeder af sig selv med andre.
Anette Prehn, sociolog og forfatter, har blandt andre stillet en række spørgsmål.
Det er en meget vigtig debat, som vi i Red Barnet har været en del af gennem mange år. I debatten er der mange forskellige spørgsmål og nuancer, og en del af dem er gået tabt og har ført til fejlslutninger i forhold til Red Barnets position i de seneste indlæg.
Der skal være en refleksion hos de unge. Det er vores oplevelse, at det mest effektive er at tage dialogen med unge og få dem til selv at tage stilling til de mange risici, der er forbundet med at dele intime billeder med andre
Vi er – ligesom Anette Prehn – stærkt optagede af, hvordan vi allerbedst passer på vores unge og forebygger, at de havner i en situation, hvor de ufrivilligt får delt intime billeder. Derfor laver vi kampagner, informerer børn og unge, underviser børn, unge og fagfolk mv. om netop det, samtidig med at vi dagligt rådgiver børn, unge, forældre og fagfolk via vores SletDet Rådgivning.
Grundlæggende fakta
I Red Barnet er vi hver dag i kontakt med børn og unge, som har fået delt intime billeder eller andet materiale mod deres vilje. Vi ser de store psykiske, sociale og faglige konsekvenser, det kan have for dem – ja, hvordan det kan ødelægge et helt ungdomsliv.
Lad os slå de helt grundlæggende pointer og fakta fast til en start:
Det er unge over 15 år, vi taler om i denne debat. Børn under 15 år må ifølge loven ikke dele intime billeder af sig selv, fordi det er ulovligt at modtage billederne. For unge over 15 år er det lovligt at sende intime billeder til en kæreste.
Red Barnet opfordrer ikke til, at unge over 15 år deler nøgenbilleder.
Vi understreger, at det er krænkeren, der uden samtykke vælger at videredele et billede, der gør noget forkert og ulovligt. Det er ALDRIG offerets ansvar.
Hvis vi skal beskytte unge mod at få delt billeder mod deres vilje, er dialogen med de unge helt afgørende.
Hvordan tager vi dialogen
Et vigtigt spørgsmål er så, hvordan man konkret tager dialogen med unge over 15 år.
Det, vi har gode erfaringer med fra vores SletDet Rådgivning og på skoler, er at gå i dialog med de unge om, hvilke risici der er forbundet med at dele billeder.
Vi taler bl.a. med de unge om, at der er stor risiko ved at dele intime billeder med et menneske, de ikke kender personligt og har tillid til, og selv hvis man deler et billede med en kæreste, man stoler på, så kan relationen ændre sig – og billeder kan blive delt efterfølgende, som vi ser eksempler på. Vi fortæller også, at man kan fortryde, at man har delt et billede, og at man desuden har ret til at trække sit samtykke tilbage. Vi taler også om risikoen for, at ens konto kan blive hacket, og risikoen for, at ens billeder kan blive manipuleret, så det ligner et nøgenbillede mm.
Vejen frem er ikke bare at sige til unge, at de ikke må dele et billede med deres kæreste. Vores erfaringer viser, at det risikerer at skubbe de unge væk
Vi taler samtidig med unge om, at man ikke må dele andres billeder eller videoer mod deres vilje, og at samtykke – ligesom i forbindelse med alle former for sex – er helt afgørende.
I dialogen med de unge er det så vigtigt, at det sker på en alderssvarende måde, og at vi lytter til de unges egne oplevelser, overvejelser, bekymringer mv. Vi spørger altid ind til, hvad de selv tænker og overvejer i forbindelse med deling af intime billeder, og om de har haft oplevelser med deling af billeder.
Vi må ikke skubbe de unge væk
Når vi ikke går ud og siger til unge over 15 år, at de ikke må dele nøgenbilleder, er det, fordi de faktisk godt må dele intime billeder med en kæreste ifølge loven. Om Red Barnet vil anbefale unge over 15 år at dele intime billeder? Nej, det vil vi ikke anbefale eller opfordre til.
Men vejen frem er ikke bare at sige til unge, at de ikke må dele et billede med deres kæreste. Vores erfaringer viser, at det risikerer at skubbe de unge væk fra den vigtige dialog – endda også hvis de er kommet galt afsted og i den grad har brug for hjælp fra voksne. Og vi risikerer også, at unge sidder tilbage med følelsen af at bære ansvaret for den krænkelse, der har fundet sted, og dermed føler voldsom skyld og skam.
Hvad enten vi synes om det eller ej, så er billeder blevet en stor del af de unges hverdagssprog
Når unge henvender sig til os på SletDet Rådgivningen, er noget af det, der tynger dem allermest, netop følelsen af skyld og skam. Derfor er det så vigtigt, at vi som voksne – forældre og fagfolk – ikke kommer til at bidrage til den følelse – ikke kommer til at bidrage til victimblaming af de unge. Både vores erfaringer og undersøgelser viser, at det at føle skyld og skam ikke alene er en voldsom psykisk belastning for den unge, men simpelthen også er en barriere for at søge hjælp.
Og så er det så vigtigt, at vi til enhver tid husker på og understreger, at det er krænkeren, der vælger at videredele andres intime billeder uden samtykke, som gør noget forkert og ulovligt.
De unges sprog
Vi anbefaler, at forældre og andre voksne omkring de unge vælger dialogen. Det er her, vi ser, at løsningen ligger.
Som organisation, der arbejder med unge, taler med dem om deres seksualitet, grænser og samtykke, ved vi også, at unges kommunikation med hinanden i dag i høj grad består af billeder. Det viser forskningen også. Mange unge skelner ikke mellem et digitalt og fysisk liv, og hvad enten vi synes om det eller ej, så er billeder blevet en stor del af deres hverdagssprog, og for nogle unge er intime billeder også en del af deres kærlighedssprog og måde at udtrykke deres seksualitet på.
Det skal vi tage højde for, når vi vil i dialog med unge med det formål at forebygge digitale krænkelser. Og her er det vores klare erfaring, at vi ikke kommer langt i dialogen, hvis vi starter med at sige, at de unge ikke må dele billeder.
Det er ikke ensbetydende med, at vi i Red Barnet ‘blåstempler’ eller opfordrer til, at unge deler nøgenbilleder. Der skal være en refleksion hos de unge. Det er vores oplevelse, at det mest effektive er at tage dialogen med unge og få dem til selv at tage stilling til de mange risici, der er forbundet med at dele intime billeder med andre. Og vigtigst af alt: at gøre klart, at man aldrig må dele andres billeder uden samtykke.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her