VÆRDIPOLITIK – Amerikanernes patriotisme dominerede valgkampen i 2016. Løftet om muren mod Mexico, afvisningen af multilaterale frihandelsaftaler og proklamationen af, at USA’s allierede skulle lære at passe bedre på egen sikkerhed – og betale USA mere for supermagtens hjælp – var centrale elementer i Trumps vinderstrategi. I UK har sindene været optaget af en anden værdipolitisk diskussion: farven på britiske pas, efter beslutningen om at vende tilbage til blå pas efter Brexit. EU-tilhængerne kalder forslaget ”pinligt” og ”tilbageskuende”, men the Bremainers og især venstrefløjen undervurderer konsekvent betydningen af nationale symboler, skriver Annegrethe Rasmussen, der funderer over hvorfor det er sådan – også i Danmark.
LONDON – Mange udlændinge synes mere tilfredse med en fejlbehæftet regering, de selv har valgt end en perfekt af slagsen, som det amerikanske militær har indsat.
Det noterede Will Rogers – den måske mest beundrede humoristiske, politiske avisklummeskriver i 1920’ernes USA – sig, og det siges ifølge The Economist at være et af den amerikanske forsvarsminister James Mattis’ favoritcitater.
Mattis er en belæst herre, der især er glad for Marcus Aurelius, og han er også en brillant militær og politisk strateg. Der er da også gode grunde til at skrive sig netop dette citat bag øret, eftersom amerikanernes succes, når det gælder moderne nation building ikke just er imponerende – især ikke i Mellemøsten og heller ikke i de tilfælde, hvor øvelsen måtte have været begrundet i et ønske om at ”hjælpe demokratiet” og/eller styrte en lokal diktator.
Brexit blues
Men glæden over at tage sine egne beslutninger eller følelsen af at ”være herre i eget hus” stikker dybt og er ikke en amerikansk særegenhed.
Jeg holdt jul i Storbritannien i år og var efter en kort afstikker til Amsterdam, også i London den første uge af januar.
En del af de to uger gik med at diskutere med britiske venner og familie, hvoraf næsten alle i mine cirkler med dybe panderynker fortsat sørgede over, hvad de ikke er i tvivl om, vil være de alvorlige negative konsekvenser af Brexit, briternes beslutning om at forlade den europæiske union.
Listen var og er lang. Fra manglende indflydelse på det største eksportmarked (EU’s indre marked) til konsekvenserne for finansverdenen – kan London beholde sin position som Europas finansielle hovedkvarter? – over til mere praktiske overvejelser, der kan få langtrækkende betydning for de britiske borgere, når det eksempelvis gælder retten til at studere, arbejde og bo i andre europæiske lande efter 29. marts 2019, datoen for det endelige farvel.
Samtidig med mine diskussioner læste jeg imidlertid flittigt i min konservative svigermors foretrukne tabloidavis, The Daily Mail. The Mail, som den ofte blot kaldes, er en frygtelig avis efter min (og mine engelske venners) mening.
Den minder mest om danske B.T. men er langt mere skamløs og nationalistisk, den dyrker bevidst sensationer og sladder og holder sig aldrig tilbage fra et beskidt personangreb. The Mail online er også en af verdens tre mest populære nyhedssites af samme grund. Der er bunker af sex, sport, celebs, skandaler, royalt stof og vovede klummer, og alligevel siges papiravisen at være den konservative kvindelige middelklasses yndlingsavis, sikkert også fordi den som regel pakker alt det nævnte ind i hårdtslående men stuerene og respektable historier på forsiden (modsat den langt frækkere The Sun eller The Mirror – Storbritanniens svar på Ekstrabladet).
The Mail skriver rigtig meget om EU. Og ikke for det gode, mildest talt – avisen elsker Brexit. Her afskiller de sig ikke fra de andre britiske tabloidaviser (hvis man vil finde pro-europæiske medier skal man enten over til Guardian eller frekventere public service kanalen BBC).
Tilbage til det blå og gyldne pas fra før EU-medemskabet
En dag da jeg stod i en lang kø ved kassen i supermarkedet Tesco’s kunne jeg se, at forsiderne på alle aviserne den dag havde samme illustration: et blåt henholdsvis rødbedefarvet britisk pas. Bølgerne gik højt og balladen skyldtes reaktionen på regeringens meddelelse tidligere på året om, at briternes pas vil ”vende tilbage til den blå farve i 2019, når landet forlader EU”.
Blue British passport to return after #Brexit https://t.co/XgYbUBogwV pic.twitter.com/oFqC9AEXAs
— Home Office (@ukhomeoffice) December 22, 2017
“British passports will return to having blue covers after Brexit, it has been confirmed. The new design, which will no longer include the European Union insignia, will replace the burgundy cover that has been a feature of the UK passport since the 1980s once Britain leaves the EU in 2019. Home Office Minister Brandon Lewis said the new passport will be the “most high-tech and secure we have ever seen”, making it more resistant to fraud and forgery”.
Beslutningen koster en beskeden sum af 490 millioner britiske pund (ca. 4 milliarder kroner) og selvom den nye farve faktisk er navy blue og den gamle fra før Storbritannien stemte sig ind i Det Europæiske fællesskab i 1972, var en tæt på sort, så er der ingen tvivl om symbolværdien, og det bevidste valg fra regeringen om at understrege, at man nu “vender tilbage” til den blå farve.
EU-elskerne forstår ingenting. Man kan jo ikke elske Europa. Europa er et sted, man tager på ferie eller et sted, der har overdynget briterne med uforståelige regler. Man elsker det sted, man er født, det sted man har gået i skole og det sted man har giftet sig. Hvor svært kan det være?
Som juniorindenrigsminister Lewis siger:
”Leaving the EU gives us a unique opportunity to restore our national identity and forge a new path for ourselves in the world”.
Beslutningen har vakt furore i Labour og i venstrefløjens medier samt (naturligvis også) i diplomatkredse og blandt embedsmænd. Ord som ”gammeldags”, ”latterlig”, ”tilbageskuende”, ”verdensfjern” og ”nyimperialistisk” blev anvendt og i en debat i parlamentet kaldte Labour, beslutningen om valget af den blå farve for ”pinlig” og blot endnu et bevis på, at the Brexiters ”er klar til at vende ryggen til resten af verden”.
Margaret Thatchers tidligere udenrigspolitiske chefrådgiver Charles Powell udtrykte sin kritik af “PR-beslutningen” således.
“It’s part of the nostalgia on which the predominantly elderly Brexit constituency thrives” og han tilføjede med slet skjult foragt: “So long as they are content with symbols, rather than substance, I see no harm in letting them have their way. Perhaps we should go the whole hog and reintroduce ambassadorial dress uniforms, as well as bowler hats and stiff collars for senior civil servants.”
Vi vil bare selv have lov til at bestemme
Men, men … som gartneren i min svigermors ejendom fnøs (og han er ikke engang brite men derimod indvandret fra Brasilien med arbejdstilladelse): ”EU-elskerne forstår ingenting. Man kan jo ikke elske Europa. Europa er et sted, man tager på ferie eller et sted, der har overdynget briterne med uforståelige regler. Man elsker det sted, man er født, det sted man har gået i skole og det sted man har giftet sig. Hvor svært kan det være?”
Konkret kan man i hvert fald konkludere, at såvel i Storbritannien som i Danmark sidder konservative eller borgerlige (og i stigende grad EU-kritiske) kræfter tungt på al symbolpolitik. Fra frikadeller og flagstænger til diskussioner om flag, grænsebomme, juletræer eller beslutninger om ferier i forbindelse med helligdage
Min spage indvending om, at der vel ikke er noget i vejen for, at man elsker sit land og samtidig høster fordelene ved medlemskab af en klub af ligesindede – at man med andre ord ikke behøver at vælge og at man er lige så meget brite og kan heppe på sit landshold i såvel cricket som rugby, selvom ens pas er burgundy, som briterne kalder farven, havde han kun en hovedrysten til overs for.
Og her kan man i øvrigt som et indskud notere sig, at det i Danmark er lykkedes for EU-modstanderne at sætte sig godt og grundigt på retten til at frame farvevalget, eftersom vi som bekendt i daglig tale, kalder vores pas for det ikke-flatterende ”rødbedefarvede”- ikke bordeaux.
Gartneren fortsatte: ”Det kan godt være det ikke er et enten-eller. Det har du sikkert ret i, men det føles sådan. Ligesom det føles rigtig godt at give EU fingeren og blive sig selv igen. Der skal ikke komme nogen udefra og stemme os ned. Det er da ikke svært at forstå, synes du virkelig det? Vi vil bare selv have lov til at bestemme, hvem der må arbejde her, hvem der kan få sociale ydelser og hvilken farve, passet skal have. Venstrefløjen taler og taler om andre mennesker. EU-modstanderne taler om os,” svarede han, der snart selv bliver britisk statsborger.
Og nej – det er vitterlig ikke så svært at forstå. Alle argumenter om en ”fælles europæisk identitet” er altid faldet på stengrund i Danmark også.
Føderalisterne, der i sin tid havde en stærk intellektuel talsmand i den brillante intellektuelle og desværre nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden – en mand, der nok havde studeret på Harvard, men som i sit hjerte var frankofil og som også havde læst på Sorbonne – talte i 1990’erne varmt for, at man ikke kunne opbygge en succesrig union, med mindre man også endte med fælleseuropæiske symboler, en europæisk identitet, der skulle eksistere ved siden af den danske og endelig meget vigtigt også et ”ægte folkevalgt europæisk parlament”.
Tilbage står jeg imidlertid stadig med et spørgsmål: hvorfor er venstrefløjen ofte så dårlig til at forene sin vision om lighed og solidaritet med de svageste med nationale symboler?
Dette parlament skulle udligne det, der traditionelt benævnes EU’s ”demokratiske underskud”. Et underskud, der kort fortalt handler om, at EU har masser af institutioner – eller ”masser af stat, men ikke noget folk”, som professor Ulf Hedetoft fra Aalborg Universitet engang formulerede det overfor mig, da jeg interviewede ham til Dagbladet Information i starten af 90’erne.
Tilbage står jeg imidlertid stadig med et spørgsmål: hvorfor er venstrefløjen ofte så dårlig til at forene sin vision om lighed og solidaritet med de svageste med nationale symboler? Er det fordi socialismen i sin DNA bygger på ”international solidaritet”? Eller kunne det være fordi et abstrakt ideal om ”humanisme” i sin natur gør, at man ser ud over grænserne og føler sig forpligtet overfor sin næste, uanset om denne er født indenfor samme landegrænse som en selv?
Muligvis. Men det kan næppe være hele forklaringen i Europa-debatten, eftersom den danske venstrefløj historisk har været ganske EU-kritisk og netop set Unionen som et redskab for eller et resultat af kapitalinteresser og/eller europæisk imperialisme – også selvom SF efter Holger og Konens omvendelse er endt som et solidt pro-europæisk foretagende.
Konkret kan man i hvert fald konkludere, at såvel i Storbritannien som i Danmark sidder konservative eller borgerlige (og i stigende grad EU-kritiske) kræfter tungt på al symbolpolitik. Fra frikadeller og flagstænger til diskussioner om flag, grænsebomme, juletræer eller beslutninger om ferier i forbindelse med helligdage.
Når de europæiske arbejderpartier kommer på banen i værdi- eller symbolpolitikken havner man alt for ofte et andet sted: ikke i en rød men i en lysebrun populisme. Så foretrækker overtegnede faktisk de amerikanske liberale
Og i det omfang især socialdemokraterne forsøger at vinde terræn i den debat (og det gør de både i UK og i DK af indlysende grunde baseret på meningsmålinger og ønsket om at vinde flere stemmer til næste valg) ser man desværre ikke noget, der blot kommer i nærheden af en venstreorienteret generobring af glæde over nationen eller fædrelandet.
Næh – når de europæiske arbejderpartier kommer på banen i værdi- eller symbolpolitikken havner man alt for ofte et andet sted: ikke i en rød men i en lysebrun populisme. Så foretrækker overtegnede faktisk de amerikanske liberale. Her kan man fortsat med hånden på hjertet hylde the Starspangled Banner og råbe ”USA, USA” ved stormøder uden at sælge ud af respekten for multikulturalismen eller det enkelte menneskes værdighed.
POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du ofte læser Annegrethe Rasmussens artikler og synes om dem, kan du donere et beløb til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85.
Topillustration: To britiske pas. Skærmbillede fra video taget af forfatteren.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
