STÅR EUROPA ALENE? #31 // TEMA – Trump viser en verden, der altid har eksisteret, men som Europa længe har foretrukket ikke at se i øjnene. Nu oplever unionen sig selv som “stillet over for et valg”, mens den i virkeligheden konfronteres med en forsinket afregning for beslutninger truffet for længe siden, skriver Trevor Madsen i denne kommentar til en analyse af Annegrethe Rasmussen. “Trump er ikke ophavsmanden til denne situation; han er blot den, der uden omsvøb har sagt det højt”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Annegrethe Rasmussens analyse “Trumps nye nationale sikkerhedsstrategi giver Europa et valg” fremhæves det med rette, at det ikke er tale om fremkomsten af en ny politik, men blotlæggelsen af et sprog, der i årevis har været skjult under lag af moral, fælles værdier og diplomatisk retorik.
Den nationale sikkerhedsstrategi, der i dag forbindes med Trumps navn, er ikke begyndelsen på en forandring, men det øjeblik, hvor den bliver synlig. Disse politikker er ikke nye; det er kun deres formulering, der er blevet afklædt. Af grunde, der er mere strukturelle end personlige, er denne opgave blevet overladt til Trump.
Hvis man reducerer USA’s sikkerhedspolitiske position til Trumps anden periode – eller endda til hans personlighed – falder man igen i den samme analytiske fælde, der i årtier har fastholdt Europa i en form for politisk udsættelsestilstand.
Unionen har gennem årtier bevidst og med fuldt samtykke afgivet sin hårde magt, undladt at opbygge en selvstændig militær kapacitet og outsourcet sin sikkerhed
Et tydeligt eksempel er forslaget om at “købe Grønland af Danmark” under Trumps første præsidentperiode; et forslag, som mange opfattede som en joke, et udslag af vanvid eller politisk uvidenhed snarere end et seriøst politisk signal.
Men dette var hverken en sproglig fejltagelse eller en tilfældig idé. Det var derimod et af de klareste udtryk for den logik, der præger USA’s syn på Europa: en logik baseret på ejerskab, funktion og nytte. Det, der krænkede Europa, var ikke forslaget i sig selv, men den totale fjernelse af den moralske indpakning, som tidligere havde gjort dette syn politisk tåleligt.
Det var ikke en ny politik, men et nyt sprog
Rasmussens artikel hævder, at Europa nu står over for et valg. Men netop her er der grund til at standse op og spørge, hvor reelt dette “valg” egentlig er. At tale om et valg forudsætter eksistensen af reelle muligheder, og Europa står i dag over for en strukturel virkelighed, som sjældent adresseres.
Unionen har gennem årtier bevidst og med fuldt samtykke afgivet sin hårde magt, undladt at opbygge en selvstændig militær kapacitet og outsourcet sin sikkerhed. Den befinder sig derfor ikke længere i en position, hvor den blot ved politisk vilje kan ændre kurs. Det, der i dag præsenteres som et valg, er snarere et levn af et liberalt politisk sprog, som endnu ikke har tilpasset sig den strukturelle virkelighed.
Europas “valg” og den strukturelle virkelighed
Her kan Europas ansvar ikke ignoreres. Europa er ikke et pludseligt offer for et amerikansk kursskifte, men har selv været aktiv medskaber af denne afhængighed. At foretrække “moralsk magt” frem for reel magt var et bevidst valg – et valg, hvis omkostninger først nu er blevet tydelige. I årevis kunne Europa drage fordel af denne position uden at påtage sig de reelle forpligtelser, som følger med at være en selvstændig magt.
Konfrontationen med Trumps eksplicitte strategi er derfor i virkeligheden en konfrontation med konsekvenserne af dette historiske valg, ikke med et uventet forræderi.
I denne sammenhæng bør USA’s åbne eller indirekte støtte til europæiske nationalistiske kræfter heller ikke forstås som ideologisk indblanding eller værdibaseret sympati. Spørgsmålet handler hverken om højre eller venstre, men om funktionalitet. For Washington har et fragmenteret Europa, optaget af interne konflikter og uden en fælles stemme, historisk set været mere håndterbart end et selvstændigt og sammenhængende Europa. Denne logik er ikke ny; den bliver blot ikke længere skjult. Ligesom tidligere alliancer heller aldrig primært var bygget på moral, men blev legitimeret gennem et moralsk sprog.
Trump som symptom – ikke som årsag
Det, Trump har gjort, er ikke at ødelægge en moralsk orden, men at fjerne dens maske. Han viser en verden, der altid har eksisteret, men som Europa har foretrukket ikke at se eller har benægtet. Europas følelsesladede, vrede eller nedladende reaktion på Trump skyldes mindre faren ved hans politik og mere mødet med dette ubehagelige spejl – et spejl, der viser, at sikkerhed aldrig har været en gave, men altid har været et magtforhold. Et spejl, som europæerne i årevis har undgået at forholde sig til.
Trump er ikke ophavsmanden til denne situation; han er blot den, der uden omsvøb har sagt det højt og dermed gjort den umulig at ignorere
Hvis man til sidst vil bevæge sig ud over en rent beskrivende analyse, må man erkende, at hovedproblemet hverken er Trump eller endda USA. Problemet er, at Europa i årevis har talt om verden med et sprog, som det selv ikke længere troede på, men fortsat har nydt godt af.
Nu hvor dette sprog er blevet lagt til side, oplever Europa sig selv som “stillet over for et valg”, mens det i virkeligheden konfronteres med en forsinket afregning for beslutninger, der blev truffet for længe siden. Trump er ikke ophavsmanden til denne situation; han er blot den, der uden omsvøb har sagt det højt og dermed gjort den umulig at ignorere.
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.Nu forhandler EU og Mercosur videre en måned endnu. Det ender med en aftale, men EU har igen trådt sig selv over fødderne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og