EU50 // MAGTBALANCE – Efter i mange år at have stået som Europas økonomiske lokomotiv er Tyskland ved at miste dampen, skriver historiker Bo Jensen, der ser på udviklingen i vor store nabos demografi, sikkerheds- og energipolitik. Frankrig har gode kort på hånden til at overtage førerpositionen, mens en strategisk sikkerhed, en sund demografi og energiuafhængighed sikrer Frankrigs økonomiske og strategiske fremtid. I fremtiden vil vi se, at magten på den fransk-tyske akse bevæger sig i Frankrigs favør.
Europa er under forandring: Med Ruslands invasion af Ukraine står det klart, at den europæiske sikkerhed skal håndhæves af europæerne selv. Amerikanerne er ved at trække sig tilbage og forbereder sig på en ny strategisk tilgang, der bedre passer til deres behov i det 21. århundrede.
Den russisk-ukrainske krig har vist os, at USA har en hybridagtig tilgang til militære offensiver. De er villige til at forsyne ukrainerne med (forældede) våben, teknologi og efterretninger, men de har samtidig givet deres europæiske Nato-allierede klar besked om, at de ikke ser Rusland som en ligeværdig modstander, og derfor må Europa selv sikre egne grænser.
Uanset hvad der sker ved det amerikanske præsidentvalg i 2024, er det tydeligt, at Europa i langt højere grad må garantere sin egen sikkerhed
Kina er nu den store hovedfjende, og derfor fokuserer USA på Asien.
Efter invasionen af Ukraine ændrede USA kurs i forhold til deres neddrosling og re-deployering af styrker fra Europa til Asien. I stedet for at afvikle deres europæiske militærbaser åbnede amerikanerne flere i Østeuropa og integrererede deres styrker i Nato Battle Groups i Bulgarien, Ungarn, Rumænien og Slovakiet.
Men alt dette afslører også en ændring i den amerikanske tilgang til den europæiske sikkerhedssituation: På den ene side øger de antallet af amerikanske soldater, men de integrerer dem i højere grad med andre europæiske enheder for at fremtvinge europæernes strategiske selvstændighed. Den amerikanske hovedfjende forbliver kineserne.
Et uforudsigeligt USA
Samtidig smuldrer støtten til Ukraine på den amerikanske højrefløj. Flere og flere republikanere er begyndt at så tvivl ved USA’s urokkelige støtte til Zelenskyj, og dette understreger over for resten af Europas Nato-medlemmer, at Bidens støtte til Ukraine og USA’s fortsatte tilstedeværelse i Europa er en usikker størrelse.
Ved det næste præsidentvalg kan de politiske vinde blæse i en anti-europæisk og pro-russisk retning, og forholdet til Putins Rusland kan gå fra at være fjendtligt til at blive neutralt og isolationistisk eller måske endda venligt stemt. Vinder Donald Trump eller Ron DeSantis præsidentvalget i 2024, kan Europa risikere, at USA vender tilbage til sin åbenlyse flirt med Putin og måske sætter et grundlæggende spørgsmålstegn ved Natos berettigelse som en forsvarspagt vendt mod et urimeligt forfulgt Rusland.
Uanset hvad der sker ved det amerikanske præsidentvalg i 2024, er det tydeligt, at Europa i langt højere grad må garantere sin egen sikkerhed.
Amerikanerne på tværs af det politiske skel er enige om, at Kina er den primære trussel mod det amerikanske hegemoni, og at Rusland primært truer det europæiske kontinent. Et område, der i højere og højere grad mister relevans for USA’s sikkerhed og langsigtede strategiske interesser, og som derfor skal klare sig selv uden USA’s involvering.
De europæiske magter
Med den amerikanske strategiske usikkerhed in mente er det relevant at se nærmere på de europæiske magter, der skal garantere europæisk sikkerhed. Her er der især to lande, der markerer sig: Tyskland og Frankrig.
De to udgør stadig Europas økonomiske og militære magtakse; kernen i EU. Men det er også to lande i meget forskellige tilstande og med to meget forskellige fremtidsudsigter. Med stor sandsynlighed står magtbalancen mellem dem til at ændre sig i fremtiden.
Deres demografiske udvikling går nemlig i hver sin retning: Det ene er i en dødsspiral, og det andet er i vækst. Dette, kombineret med andre faktorer, har stor betydning for deres handlemuligheder efter USA’s tilbagetrækning fra Europa.
Tysklands demografiske kollaps
Som det ses på den demografiske pyramide nedenfor, er de tyske ungdomsgenerationer markant mindre end deres forældre- og bedsteforældregenerationer. Genforeningen i 1990 betød, at Forbundsrepublikken Tysklands befolkning voksede med 16 millioner østtyskere, da DDR’s tidligere delstater blev optaget i føderationen.
Den umiddelbare konsekvens af genforeningen og den store befolkningsforøgelse var, at Tyskland blev Europas folkerigeste land. Det flyttede magtbalancen på den gamle fransk-tyske akse over i Tysklands favør.
Tyskland etablerede sig som Europas økonomiske lokomotiv og politiske omdrejningspunkt i 1990’erne
Frankrig, der havde insisteret på at binde Vesttyskland tæt i et politisk og økonomisk samarbejde i først Kul- og Stålunionen og sidenhen Det Europæiske Fællesmarked (EF), gjorde det i visheden om, at det selv var storebror i forholdet. Med genforeningen ændrede magtbalancen sig altså til tyskernes fordel.
De mange østtyskere var veluddannede og lette at integrere i den vesttyske industri, og den store økonomiske ulighed mellem de to landområder betød, at østtyskerne var villige til at arbejde til en lavere løn end vesttyskerne.
Alt i alt betød det, at Tyskland etablerede sig som Europas økonomiske lokomotiv og politiske omdrejningspunkt i 1990’erne.
Men uligheden mellem to tidligere tyske stater resulterede også i, at den østtyske befolkning ikke fik flere børn. Det er en ikke overraskende konsekvens af, at ens tilværelse gennemgår en total forandring fra et kommunistisk etpartisystem, hvor arbejdsløshed var en forbrydelse til et liberalt flerpartisystem, hvis kapitalistiske system kan medføre arbejdsløshed og økonomisk og social nedtur, hvis ens kompetencer ikke er eftertragtede på arbejdsmarkedet.
Indkomsten i de østtyske delstater er stadig markant mindre end i de vesttyske delstater, og det har selvfølgelig resulteret i en stor økonomisk ulighed, der har betydning for livskvaliteten og den demografiske udvikling i de østtyske delstater.
I Vesttyskland er den demografiske nedtur, der begyndte som konsekvens af industrialiseringens urbanisering i 1800-tallet, ved at nå sin naturlige afslutning.
Industrialiseringen betød, at byerne havde det største arbejdsudbud, og derfor flyttede flere tyskere fra landet ind til byerne. Det havde som konsekvens, at folk flyttede i mindre lejligheder og med tiden fik færre børn. For i en lejlighed er det dyrt at tilkøbe sig mere plads i tilfælde af en familieforøgelse.
Dette fald i børnefødsler havde ingen negative konsekvenser til at starte med, da flere nyfødte overlevede barndommen, og flere voksne blev ældre, så faldet i børnefødsler blev opvejet af flere levende tyskere i bunden og toppen af den tyske befolkningspyramide.
Den demografiske nedtur blev selvfølgelig også påvirket af de to verdenskrige, hvor de tyske ledere ofrede to ungdomsgenerationer i deres angrebskrige.
Efter verdenskrigene fortsatte det vesttyske Wirtschaftswunder med at opbygge de tyske familiers indkomst og formuer, hvilket betød, at de til at starte med genopbyggede Vesttyskland og demografien i en rasende fart.
Befolkningstilvæksten blev også hjulpet godt på vej af den stadige strøm af flygtninge fra Østtyskland, som så en mulighed for et bedre liv i det kapitalistiske Vesten (om ikke andet indtil Berlinmurens opførelse i 1961).
Fødes der for få børn i et samfund, opstår der en ubalance: For hvad skal et samfund gøre med sin overproduktion, som dets egne unge voksne ikke kan forbruge?
Men efter genopbygningen var forbi, og 1960’ernes og 70’ernes store babyboomer-generationer var blevet født, så slog urbaniseringens påvirkning på demografien igennem igen. Familierne boede i byerne, og med Oliekrisen i 1973 indtraf den globale lavkonjunktur, der igen gjorde det dyrt at etablere store familier i byerne. Konsekvensen blev ikke overraskende små børnegenerationer i 1980’erne.
Store ungdomsgenerationer har på den lange bane til formål at sikre et lands overlevelse, men på den korte bane skal de yngre generationer også forbruge de produkter, forældregenerationerne producerer.
Det er samspillet mellem disse to generationer, der er den økonomiske motor i et samfund. Fødes der for få børn i et samfund, opstår der en ubalance: For hvad skal et samfund gøre med sin overproduktion, som dets egne unge voksne ikke kan forbruge?
Det åbenlyse svar er eksport, og her kunne genforeningen af Øst- og Vesttyskland ikke være sket på et bedre tidspunkt.
Med Østblokkens forfald fik Tyskland adgang til store markeder i Østeuropa og Rusland, der til at starte med virkede umættelige. Eksporten steg, og faldet i arbejdsduelige tyskere blev erstattet med kompetente østeuropæere uddannet af de kommunistiske regimer.
Ligesom østtyskerne havde været det nogle år før, så var de villige til at arbejde for en lavere løn, hvilket øgede den tyske konkurrencedygtighed på de globale markeder.
Samtidig sikrede den nye russiske præsident Putin billig energi til den tyske industri, hvilket igen forøgede den tyske konkurrenceevne.
Alt dette gjorde Tyskland til seniorpartneren i det fransk-tyske makkerpar, fordi det var Frankrig både demografisk og økonomisk overlegent. Det var den tyske forbundskansler, der satte retningen for resten af EU, blandt andet fordi vedkommende betalte størstedelen af regningen.
Fra Wirtschaftswunder til krise
Dette begyndte at ændre sig med finans- og eurokrisen i 2008/09 og flygtningekrisen i 2015, som satte Tysklands økonomi under pres og polariserede det politiske liv.
Og det blev for alvor skærpet med annekteringen af Krim i 2014 og invasionen af Ukraine i 2022, fordi Tysklands geopolitiske landskab ændrede sig drastisk: Sanktionerne mod Rusland har betydet en voldsom forøgelse af energipriserne og tabet af et stort eksportmarked.
De stigende energipriser øger omkostningerne ved fremstilling af de tyske produkter og sænker dermed den tyske konkurrenceevne og eksport. Og så bliver Tysklands demografiske krise akut: For de små ungdomsårgange kan ikke absorbere den merproduktion, som den tyske industri ikke længere kan eksportere. Og derfor er der altså en større risiko for en tilbagegang for den tyske økonomi.
Denne tilbagegang forværres af amerikanernes vedtagelse af the Inflation Reduction Act, der giver tilskud til forbrugere, der køber amerikanskproducerede varer. Dette tiltag kan betyde, at Tysklands bileksport til USA bliver hårdt ramt, da de amerikanske forbrugere sandsynligvis vil vælge at købe de biler, som udløser et anseeligt tilskud fra den amerikanske stat.
Kort og godt: Tyskland løber i fremtiden tør for unge mennesker og dermed for penge. For den tyske industris produktion kan ikke forbruges af de små tyske ungdomsårgange
Samtidig med at den tyske regering skal forsøge at håndtere de økonomiske konsekvenser af Ruslands invasion af Ukraine, så skal den også give et militært modsvar til invasionen.
Med kansler Olaf Scholz’ tale om et Zeitwende i europæisk historie, investerede han 100 mia. euro i det tyske militær og lovede at øge det tyske forsvarsbudget til over 2 % om året, som er påkrævet af alle Nato-medlemmer, og som mange af dem ikke opfylder.
Men som tingene har udviklet sig, så står Tyskland i en tredobbelt krise: På den ene side er der et stigende behov for penge til at betale for den militære oprustning, som den russisk-ukrainske krig har medført, men på den anden side har tyskerne svært ved at finde midlerne, fordi stigende energipriser og sanktioner har betydet et tab af eksport. Og samtidig viser en gennemgang af den tyske demografi, at det kan være svært at finde nok unge, der kan være soldater i et oprustet Bundeswehr.
Kort og godt: Tyskland løber i fremtiden tør for unge mennesker og dermed for penge. For den tyske industris produktion kan ikke forbruges af de små tyske ungdomsårgange, og derfor er Tyskland nødt til at eksportere deres overproduktion. Dette bliver besværliggjort af stigende energipriser og sanktioner mod Rusland, hvilket både eliminerer dets adgang til billig energi og dets tredjestørste eksportmarked.
Frankrigs genkomst
Frankrigs geopolitiske fremtid ser noget lysere ud end Tysklands: Både når det kommer til demografi og energi er Frankrig i en markant bedre position.
Frankrig har siden 1930’erne ført en familiepolitik, der søgte at forøge det franske befolkningstal. Dette er ikke overraskende, da Frankrig mistede store dele af sine ungdomsgenerationer i Første Verdenskrig.
Man gjorde sig klar til endnu et sammenstød med Tyskland og havde i den forbindelse brug for nye franskmænd til den franske hær og industri. Tabene i den næste konfrontation, Anden Verdenskrig, blev dog begrænsede, idet Frankrig blev nedkæmpet efter kun seks uger og i stedet måtte udholde en årelang besættelse.
Det havde dog den positive bivirkning, at Frankrig efter krigen havde en af Europas største befolkninger. Samtidig var det et af de lande, der var blevet mindst ødelagt af krigen, og derfor stod Frankrig klar som en af de magter, der havde mulighed for at forme efterkrigstidens Europa.
Frankrig er geografisk, demografisk, økonomisk bedre sikret mod de omvæltninger, som fremtiden bringer
Første skridt var at tage hånd om den umiddelbare sikkerhed, og derfor bandt Frankrig sin nærmeste arvefjende, Tyskland, til sig ved at danne Kul- og Stålunionen, der dannede grundlag for det senere Fællesmarked og Den Europæiske Union. De to lande kom til at udgøre den europæiske akse, der drev Vesteuropa fremad. Indtil Tysklands genforening i 1990 var Frankrig seniorpartner i dette makkerpar, hvilket ændrede sig, da Tyskland fik mulighed for at udnytte det genåbnede Østeuropas ressourcer efter Jerntæppets fald.
Fra 1990 til 2009 var rollerne skiftet om med Tyskland som aksens demografiske og økonomiske omdrejningspunkt. Men med euro-krisen i forlængelse af den økonomiske krise i 2008/09 og den efterfølgende flygtningekrise i 2015 og den russisk-ukrainske krig er pendulet ved at svinge tilbage i Frankrigs favør. For Frankrig er geografisk, demografisk, økonomisk bedre sikret mod de omvæltninger, som fremtiden bringer.
Frankrigs strategiske frihed
Geografisk set er Frankrig gemt bag en række naturlige forsvarsværker, der gør enhver militær invasion praktisk talt umulig: Pyrenæerne, Alperne og Middelhavet beskytter mod syd, Vogeserne og Ardennerne mod øst og Atlanterhavet mod nord. Samtidig sikrer Frankrigs medlemskab af Nato, at dets strategiske dybde også indbefatter alle lande øst for sig hele vejen til den polsk-belarusiske grænse. Desuden har det også atombomben til at beskytte sig i yderste tilfælde.
Frankrig har altså en helt anden strategisk frihed til at agere, som det lyster, hvilket står i skarp kontrast til Tyskland, der er nødt til at bruge store militære ressourcer på at sikre sit nærområde, da der ikke er nogen naturlige forsvarsværker mellem Tyskland selv og Rusland, som har nogen nævneværdig strategisk dybde.
Strategisk sikkerhed, en sund demografi og energiuafhængighed sikrer Frankrigs økonomiske og strategiske fremtid, og i fremtiden vil vi se, at magten på den fransk-tyske akse bevæger sig i Frankrigs favør
Herudover skal det nævnes, at Frankrig modsat Tyskland har stor erfaring med at bruge sit militær. Frankrig har en lang tradition for militære interventioner i blandt andet Afrika. Og det er især i Afrika, at EU og Frankrig kommer til at finde alternativer til russisk naturgas og olie. Og derfor står Frankrig i en unik situation til at udnytte sin strategiske frihed i fremtiden.
Det ser anderledes ud med det tyske militær. Rapporter har vist, at der er alvorlige mangler ved store dele af dets enheder, og dets materiel er ikke egnet til at deltage i kamphandlinger. I fremtiden står Frankrig altså til at kunne udnytte sine militære kapaciteter på en helt anden måde end Tyskland.
Tilsvarende ser den franske demografi markant bedre ud end den tyske. Frankrig har modsat Tyskland ikke haft et behov for at genoprette en befolkning efter en større verdenskrig. Franskmændene har derfor en markant større ungdomsgeneration end tyskerne.
Det er faktisk den eneste befolkning i Europa, der er stabil. Og det har selvfølgelig også en betydning for den franske økonomi, fordi dets ungdom i højere grad kan drive den franske økonomis forbrug, og derfor er den ikke i samme grad afhængig af at eksportere som den tyske. Det faktum isolerer i højere grad Frankrig fra verdensøkonomiske omvæltninger og konjunktursvingninger.
Dette forstærkes af Frankrigs energiuafhængighed. Modsat Tyskland har Frankrig fra starten valgt at satse på at have sin egen energi, og derfor får det størstedelen af sine behov dækket ved egne atomkraftværker.
Det er konsekvensen af Suez-krisen i 1956, hvor Frankrig modsat Storbritannien valgte at satse på at være selvforsynende med energi og ikke være afhængigt af et usikkert Mellemøsten og det amerikanske hegemoni. Tværtimod udbygger Frankrig sin atomenergisektor ved at opføre 14 nye atomreaktorer. Dette isolerer i høj grad Frankrig fra eventuelle energikriser som for eksempel den, der er skabt af Ukrainekrigen.
Disse tre ting – strategisk sikkerhed, en sund demografi og energiuafhængighed – sikrer Frankrigs økonomiske og strategiske fremtid, og i fremtiden vil vi se, at magten på den fransk-tyske akse bevæger sig i Frankrigs favør.
Tysklands befolkning har altså for længst nået sit højdepunkt, og dets aldrende befolkning kan ikke rette op på udviklingen, da de yngre generationer er markant mindre end deres forældregenerationer, og med corona-pandemi, energikrise og en stigende inflation virker det højst usandsynligt, at tyskerne etablerer storfamilier i den nærmeste fremtid.
Og når det kommer til demografi, så er det beslutninger taget og politikker gennemført for en generation siden, der afgør nutiden og den nærmeste fremtid. Ønsker tyskerne at rette op på deres døende befolkning, vil det først have en effekt om en generation, hvilket er for sent set i denne sammenhæng.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
