KRIG I UKRAINE // BAGGRUND – Det flade ukrainske landskab har altid været Ruslands bløde bug, og derfor kan Ukraine ikke være selvstændigt eller vestligt orienteret, for ellers invaderes Rusland. Således hedder det i Aleksandr Dugins neo-eurasiske vision om Rusland, som Putin følger.
Med invasionen af Ukraine ser vi starten på slutningen af Den Amerikanske Orden og en tilbagevenden til Europas traditionelle politiske dynamik fra før Første Verdenskrig. Ordenen har mange navne: Den Liberale Verdensorden, Pax Americana, New World Order, Det Liberale Hegemoni, The End of History, Bretton Woods-systemet.
Den Amerikanske Orden indbefatter alle de internationale institutioner, som USA oprettede efter Anden Verdenskrig for at bekæmpe Sovjetunionen i Den Kolde Krig: NATO/SEATO, WTO, WHO, Verdensbanken, IMF og OEEC. Verdensordenen blev opkaldt efter byen Bretton Woods i New Hampshire, hvor USA og dets vestlige allierede mødtes for at etablere fundamentet for det nye økonomiske system.
Centralt i Bretton Woods-systemet var frihandlen: Alle deltagere skulle give hinanden adgang til deres hjemmemarkeder, og al varehandel ville blive garanteret af den amerikanske flåde. Fordelene var åbenlyse for deltagerne af systemet: De havde adgang til hele systemets ressourcer uden at skulle bekymre sig om de militære omkostninger, og de kunne låne penge af USA til at genopbygge og industrialisere efter krigen.
Amerikanernes pris for at sikre den internationale varehandel og give adgang til sit eget hjemmemarked var, at de bestemte i alle sikkerhedsspørgsmål, og at systemets deltagere aktivt vendte sine våben mod Sovjetunionen. Dette blev helt tydeligt med Truman-doktrinen og Marshallhjælpen i 1948, at den økonomiske hjælp havde et strategisk sigte for USA: Med frihandel og demokrati skulle Sovjetunionen bekæmpes.
Verden blev rigere
Den geopolitiske tænker Peter Zeihan har i sine bøger argumenteret for, at Bretton Woods-systemet havde to utilsigtede effekter, der har præget verden op til vores tid: For det første blev verden rigere, interdependent, og for det andet ophævede det deltagerlandenes geografiske begrænsninger.
Det første kommer ikke som en overraskelse: Da verdens primære økonomiske aktører knyttede sig sammen i et handelsfællesskab under et amerikansk hegemoni, blev de alle rigere i takt med, at de tilsluttede sig det: Først USA’s krigsallierede Storbritannien og Frankrig; dernæst de besejrede aksemagter Japan og Tyskland og senere tigerøkonomierne i Sydøstasien.
Det globale BNP tidobledes og verdens befolkning tredobledes, og systemets aktører blev mere og mere afhængige af hinanden. Det økonomiske net blev finmasket, og alle landene havde brug for hinanden for at drive deres økonomier og brødføde deres befolkninger. I et sådant system var det meningsløst at true hinanden, for derved tabte alle værdifuld adgang til hinandens ressourcer. Krig inden for systemet blev en selvdestruktiv handling.
Og det fører os videre til den anden konsekvens, som er knap så åbenlys: Ved at give alle deltagerlande ubegrænset adgang til et globalt verdensmarked, så ophævede Bretton Woods-systemet geografiens begrænsninger for de enkelte lande. Ifølge Zeihan drejer langt de fleste historiske konflikter sig grundlæggende set om adgang til og kontrol over landes omkringliggende naturressourcer og deres nærmeste geografi. Men Bretton Woods fastfrøs disse konflikter ved at give alle lande adgang til ikke blot deres egne lokale ressourcer, men til hele verdens ressourcer.
Kort og godt: Den Amerikanske Orden fastfrøs historiens kræfter og stabiliserede historisk ustabile regioner ved at ophæve de historiske konflikter om naturressourcer
Den amerikanske flåde garanterede, at varer ville ankomme fra den ene ende af verden til den anden, og det uden at det ville koste landene noget som helst. Derfor så man historiske arvefjender som Frankrig og Tyskland; Sydkorea og Japan; Grækenland og Tyrkiet forenet under det, Zeihan kalder Den Amerikanske Orden.
I stedet for at bruge anseelige ressourcer på at konkurrere med hinanden om deres områders begrænsede ressourcer, så kunne de i stedet få dækket alle deres behov ved deltagelse i den globale varehandel. I stedet havde de mulighed for at bruge de frigjorte midler, der tidligere var brugt på militær, til at opbygge store civilsamfund og for Vesteuropas vedkommende også at opbygge omfattende velfærdsstater.
Kort og godt: Den Amerikanske Orden fastfrøs historiens kræfter og stabiliserede historisk ustabile regioner ved at ophæve de historiske konflikter om naturressourcer.
Den Amerikanske Orden kulminerede ifølge Zeihan med Murens og Sovjetunionens fald. Verden blev unipolær med USA som den suveræne supermagt, der havde bevist den liberal-kapitalistiske samfundsmodels overlegenhed. Francis Fukuyama erklærede historien for slut med det liberale demokratis evige succes.
Præsidenterne Bush Sr. & Jr. og Clinton arbejdede i de efterfølgende årtier på at integrere resterne af Sovjetunionen i den nye globale verdensorden ved at liberalisere de tidligere planøkonomiske markeder i Rusland og resten af Østeuropa og integrere sidstnævnte i både EU og NATO. Håbet var, at ved at integrere de tidligere diktaturstater i Den Amerikanske Ordens organisationer skabte man demokratiske samarbejdspartnere, der i lige så høj grad arbejdede for at fastholde og udvide ordenen ved at indføre menneskerettigheder, demokrati og yderligere frihandel.
Orden på autopilot
Men Zeihan påpeger, at i de sidste 30 år har Den Amerikanske Orden kørt på autopilot. Efter Sovjets fald har amerikanerne ingen strategisk interesse i at opretholde deres egen verdensorden. Den blev ifølge Zeihan skabt for at inddæmme Sovjetunionen, og den globalisering og velstand, som den skabte var en slags utilsigtet bivirkning.
Med Den Kolde Krigs slutning har Ordenen altså mistet sin raison d’etre, og ingen amerikansk præsident siden George H.W. Bushs Brave New World Order-tale i 1990 har haft en egentligt reflekteret holdning til Den Amerikanske Orden – stillet det grundlæggende spørgsmål: Hvad vil USA egentlig med Den Amerikanske Orden? Den amerikanske flåde patruljerer fortsat alle verdens sejlruter og sikrer den internationale varehandel, og USA betaler fortsat for alle omkostninger ved den globale orden i form af et grotesk forvokset militærbudget og et enormt handelsunderskud, der skader den amerikanske middel- og arbejderklasse.
Det er tydeligt, at Den Amerikanske Orden ikke har nogen fortaler i Det Hvide Hus i 2022
Og alle senere præsidenter siden Bush Jr.’s krige i Mellemøsten har forsøgt at trække USA væk fra Den Amerikanske Orden ved at minimere dets involvering i verdens brændpunkter: Obama trak soldaterne ud af Irak og Afghanistan og nægtede at sætte ”boots on the ground” i Syrien; Trump stillede spørgsmålstegn ved NATOs Artikel 5, nægtede at udpege nye dommere til WTO, fjernede WHO’s finansiering, forhandlede fred med Taliban uden om sin allierede afghanske regering, genforhandlede bilaterale NAFTA-aftaler med Canada og Mexico, annullerede TTIP, tilbød at købe Grønland af en lamslået Mette Frederiksen, og med Bidens katastrofale tilbagetrækning fra Afghanistan og hans fokus på Build Back Better America er det tydeligt, at Den Amerikanske Orden ikke har nogen fortaler i Det Hvide Hus i 2022.
Den neo-eurasiske vision
Konsekvenserne ved den amerikanske tilbagetrækning ser vi nu i Putins invasion af Ukraine. For Putin følger Aleksandr Dugins neo-eurasiske vision om Rusland, beskrevet i bogen Foundations of Geopolitics. Sigtet er, at Rusland skal dominere hele det eurasiske kontinent ligesom det gjorde i den imperiale og sovjetiske periode.
Derfor er det centralt, at Rusland kontrollerer alle invasionsruter, der leder ind i det russiske indre. Og den vigtigste af disse er Ukraine: Det flade ukrainske landskab har altid været Ruslands bløde bug, og ifølge Dugin kan Ukraine ikke være selvstændigt eller vestligt orienteret, for ellers invaderes Rusland.
Et frit Ukraine er altså en eksistentiel trussel for Rusland, og derfor må det annekteres. At Putin har denne opfattelse, kan ses ved hans villighed til at sætte alt over styr for at eliminere Ukraine som en trussel. Ukraines geografiske beliggenhed er altså altafgørende for Putins beslutning for at invadere landet.
Og som John Mearsheimer også argumenterer for i sin bog The Great Delusion, agerede den tidligere fjende, Rusland, ikke i god tro, da det blev integreret i Bretton Woods-systemet. Rusland blev til dels integreret i den globale verdenshandel efter 1991, men blev aldrig en demokratisk samarbejdspartner, som de amerikanske globalister håbede på. I stedet udnyttede Putin og hans oligarkiske allierede i statsapparatet Den Amerikanske Ordens institutioner og mekanismer til at opbygge et autokratisk og illiberalt Rusland.
For den tidligere KGB-agent var integrationen i Den Amerikanske Orden den bedste måde at svække den på. Ved at tilbyde olie og gas til især Tyskland kunne han udnytte Bretton Woods-systemets interdependens til at svække Tysklands handlemuligheder i tilfælde af russiske aggression i Østeuropa. For Putin var eksport af naturressourcer både en styrkelse af sig selv og svækkelse af sin modstander – enhver tysk afhængighed af Rusland var en styrkelse af Putins position.
Geografien begynder altså igen at spille en rolle i international politik, efter USA har vist sig at være en modvillig sikkerhedsgarant for sin egen verdensorden. Den historiske modpol til Moskva, Berlin, vågner nu og opruster
Putin anser nemlig Bretton Woods-systemets økonomiske interdependens ud fra et militært perspektiv, han kan bruge i krigen mod Ukraine: Salg af olie og gas til Europa styrker Putin og svækker USA’s europæiske NATO-allierede. De kan ikke tillade sig at handle mod Rusland, fordi deres energiinfrastruktur er dybt afhængig af gas fra den russiske permafrost.
Geografien har fået ny rolle
Under Den Amerikanske Orden var geografiens begrænsninger blevet ophævet, og derfor kunne Tyskland godt basere store dele af sit energiforbrug på en tidligere arvefjende som Rusland. Men nu forhindrer det tyskerne i at sikre sin egen nationale og den europæiske sikkerhed. Tyskland er ved at opleve sin geografis begrænsninger igen.
Geografien begynder altså igen at spille en rolle i international politik, efter USA har vist sig at være en modvillig sikkerhedsgarant for sin egen verdensorden. Den historiske modpol til Moskva, Berlin, vågner nu og opruster. Kansler Scholz’ historiske tale kan ses som et forsvar for demokrati, men også som en respons på, at Tysklands geografi og naturressourcer er truede, og derfor må han handle for at sikre det.
Hvordan fremtiden udvikler sig i Østeuropa, når Tyskland og Rusland igen begynder at bruge militære midler i forsøget på at sikre sig naturressourcer, kan historien hjælpe os med at besvare, for den historie er lige så gammel som Europa selv. Med invasionen af Ukraine genstarter Rusland nemlig Europas historie.
Læs mere om Ukrainekrigen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
